Hej

Er der nogen som kan forklare hvad pietisme er og hvad det eventuelt har at goere med Indre Mission?

(Jeg har forsoegt mig med wikipedia, men jeg forstod det vist ikke).
Mvh.
iglo

Øøh, med risiko for at tage alvorligt fejl, skal jeg forsøge mig!

Jeg sidder nemlig for tiden og læser til eksamen (Kirkehistorie) og der er et af emnerne netop Pietisme.

Pietismen stammer fra Tyskland, mener i 1700-tallet, og den lægger vægt på den personlige gudstro, og deraf følgende 'renere' liv - uden synd. Ofte var pietisterne utilfredse med deres sognepræsts liv/prædikener, og i Danmark blev der sat en stopper for pietismen i 1741, da det blev forbudt at mødes i små grupper (som pietisterne ofte gjorde) uden sognepræstens tilstedeværelse.

Indre Mission startede som en vækkelsesbevægelse, og de havde (har?) flere pietistiske træk.

Hvis nogen kan finde fejl i dette, må I såmænd gerne rette mig! ;-)

Håber du kan bruge mit svar.

Mon dog?

Brorson, Hans Adolf



At en af de betydeligste repræsentanter for pietismen i Danmark blev biskop i 1741 tyder ikke ligefrem på at der blev sat en stopper for pietismen i 1741. Så jeg undrer mig lidt over at du skriver det, men du må jo have den tanke et eller andet sted fra?

Nogle links fundet på religion.dk:

Pietisme
http://leksikon.religion.dk/pietisme

Artikler som nævner pietisme:
http://leksikon.religion.dk/?w=pietisme&a=1

Mvh,
Lars Peter

Hej Jaric - næ, ikke noget forkert, det tror jeg i hvert fald ikke. Men jeg kan lige tilføje, at pietismen opstod som en reaktion mod den rene lutherske lære, som lagde mere vægt på teologisk korrekthed, og end på fromhed og personlig inderlighed.
Salmedigteren Brorson var pietist.

Der står lidt her om dansk vækkelsesbevægelse, som måske kan have interesse.

kristina

Kristina --> Jeg ved skam at Brorson var pietist, det er blevet os pålagt at lære et par Brorson-salmer udenad af den grund ;-)

Hvad angår Konventikelplakaten var det ikke pietismen som sådan den ville forhindre, med de *kirkefjendske* grene, især herrnhuterne.

Og jeg har mine oplysninger hovedsageligt fra Martin Schwarz Laustens 'Kirkehistorie' og 'DK's Kirkehistorie'.

Hej kristina



Må jeg være så fri at spørge dig så, hvad mener du selv, er læren vigtigere end fromhed og inderlighed, eller er det omvendt , eller - er det et miks af de to?

Jeg tænker, at den sande lære er meget vigtig, men det er også vigtigt og godt at være from og have inderlighed i sit kristenliv og i sine bønner og tilbedelse. For mig kan det næsten ikke blive inderligt nok. Ikke at jeg er en helgen, nej nej, men du ved, de lovsange jeg hører, det jeg skriver og siger, det jeg tænker og gør med meditation osv., det ville nogle nok mene var lige en tand for inderligt. Der er nogle kristne, som ikke har det så godt med for megen inderlighed, har jeg erfaret.

Jeg kan så tilføje, at jeg selv godt til tider kan få det for Oh søde Jesus-agtigt.
Når der står : Oh søde Jesus, hvorledes skal jeg møde dig og favne dig, min skat.

Så tænker jeg, okay...det var så lige en smule for meget til min smag. Jesus er mange ting, men SØD? Ej...

Tau.

Hej Tau ..

Helt overordnet vil jeg sige, at læren - det udadrettede aspekt som handler om hvem og hvad troen er rettet imod - er det afgørende, og dermed vigtigere end måden vi hver især tror på.

Hvis læren er falsk, hjælper det ikke at tro, lige meget hvor inderligt og fromt troen måtte forme sig!

Altså læren skal være sand, og entydig.

Måden at tro på er er individuel, og helt sikkert forskellig, fordi vi som troende er forskellige!

Nogle mennesker har det sådan, at hvis de ikke får åndelig føde, der kan dække deres behov for inderlighed - komtemplation og meditation og hengivelse - så vil deres tro tørre ud og visne.

Netop det er formentlig sket for mange, som så har søgt andre græsgange med stærkere fokus på den følelsesmæssige kontakt med Gud, og nogle af dem har så desværre blevet mistet det teologiske fodfæste på klippen og blevet sværmere med fokus på deres egne oplevelser i stedet for på Guds Ord.

Andre har det anderledes og viger tilbage for de stærke følelsesmæssige udtryk i menighederne.

Så afgørende må det være, hvem det er vi tror på! Så må vi hvert enkelt menneske finde den næring, som kan få netop hans/hendes tro til at vokse og trives ..

Men jeg vil dog også tilføje, at det sikkert er muligt at vide alt om Jesus (på samme måde som vi kan vide alt om Chr. IV) uden at kende ham personligt! Så rækker vi troen ud i strakt arm og kommer ikke til at brænde for Jesus - og så bor troen i vores hoveder og er ikke taget til hjerte.

Hvis vi har det på den måde, så tror jeg det er godt at bede Gud om at ånde på os med sin Hellige Ånd, så vi bliver varme indeni - og så glade for Jesus, at vi trænger til at takke ham og prise ham!

Det med det "søde", jo jeg kan sagtens følge dig - ordet smager heller ikke ret godt i min mund, sådan lidt lyserødt, candyfloss-agtigt ..

Jeg tror der er sket en betydningsglidning med det ord i løbet af de snart 300 år der er gået, siden Brorson skrev sine salmer ...

kristina

Hej kristina,

SUPER fint svar. Mange tak for det. Det var nu ikke ment som en udfritten dig om dit eget personlige trosliv, så jeg håber ikke, at jeg gik dig for nær. Der er ting, som vi - forskellige som vi er - gerne vil og MÅ holde for os selv. Når jeg fortalte om min egen glæde ved inderlighed, så var det også kun for at give den vinkel på emnet. Det var ikke for, at så skulle du og alle andre også dele ud af deres private trosliv. Så fik jeg vist slået dét fast.

Jeg giver dig ret i,at læren er meget vigtig. Tror vi på usandheder, da kan det være bedøvende, hvor inderligt troen giver sig udtryk og hvor fromme vi er i dén tro.

Det er også en god og rigtig betragtning, at vi kan vide!! alt om Jesus Kristus, hvad Han gjorde og sagde, da Han gik på jorden m.v., men hvis vi ikke kender Ham, da er det ligeledes bedøvende med al vores fine viden og teologiske spidsfindigheder.

Der er en meget fin balance mellem at have fokus på sund og sand lære og så inderligheden, der må til, i dit indlæg. Jeg er helt enig og sidder faktisk med et smil på munden og klapper i hænderne.

Det er altid så godt at få vendt "stenene" med andre mennesker, fordi så får man fundet ud af, hvad de andre mener, og også hvad man selv mener. Jeg er glad for, at du lige ville svare mig på mine sp.mål.

Det kan godt være, at Brorson mente noget andet, end vi mener med de samme ord i dag. Søde Jesus..Ja, det lyder jo lidt klistret og lyserødt i vores ører. Men lur mig om ikke der er kristne idag, som synes rigtig GODT om den formulering. Jeg er stødt på den også udenfor Folkekirken, og her var der ligeledes meget med: Jeg elsker dig, Jesus, jeg knæler for din trone - osv. osv. osv. Det er jo også en form for meget massiv inderlighed, men det opleves måske slet ikke som "over-inderligt" af de mennesker, som til daglig synger den type lovsange.

Temperament og tider er forskellige, det må vi nok bare konstatere. Så det kan være ganske svært at skrive en salme eller lovsang, som alle kan synge med på og have sig selv fuldt og helt med i.
Og det er nok noget nær umuligt at sige, hvornår man er inderlig "nok" og hvordan man er det på en rigtig måde. Vi kommer hele tiden tilbage til, HVEM vi tror på og vender os til og retter vores tilbedelse OG inderlighed mod.

Tau.

Der er svaret rigtigt udemærket på dit spørgsmål, men tillad mig en smule aktualisering, således er der ingen tvivl om at pietismen har haft utrolig stor indflydelse langt ind i Indre Mission, men jeg tror man roligt kan sige at IM og LM for den sags skyld siden 70erne, er returneret til den rene lutherske lære.

Hej Tau.

Lige en indskudt bemærkning fra mig.

Jeg tror det er en falsk modsætning, der bliver stillet op mellem lære og liv. Jeg tror ikke på den med, at læren altid ligger til grund for og former det kristne liv; nogen gange er det også omvendt, nemlig at vores kultur og fromhedstradition former vores lære.

Jeg synes fx det er relevant og aktuelt at stille spørgsmålet, om man har en sund teologi, hvis man forkynder det frigørende evangelium, men samtidig går med konstant dårlig samvittighed? For mig at se er svaret nej! Til gengæld kan man også have en forkert lære på papiret men i sit liv udtrykke en sand lære.

Teologi er derfor godt til ved rationelle metoder at kunne påvirke det kristne liv ved argumenter, men man må også være sig bevidst, at den afgørende teologi er den, som udleves i et konkret liv. En på papiret sand teologi frelser ingen.

Derfor vil jeg nok vælge den sidste mulighed: et miks af de to.

KH Søren.

PS. I dette spørgsmål er det iøvrigt interessant at bevæge sig lidt uden for Vestens grænser og se hvordan andre ser helt anderledes end os på det. Der er de to ting sammenhængende på en helt anden måde end hos os.

Hej Søren,

tak for din input.

Jeg kan godt følge dig i dine tanker om, at det må være et miks af lære og liv, for at vi kan få det bedste udi troen på Gud og i kirken såvel som privat.

Man kan dog, som jeg ser det, godt forkynde sandt om, at vi er frie i Jesus Kristus, og selv privat stadig gå og føle, at man selv bærer byrden af sine synder på sine skuldre og sin samvittighed. Ikke at det er spor RET at det kan være sådan, men det kan jo være, at enkeltpersoner har svært eller umuligt ved at tro på, at Jesus Kristus har båret mine synder og gjort mig fra træl af synd til fri i Ham. ? Så må man så finde ud af, hvordan man kan finde ind til friheden og tro på at det gælder for mig også. Måske er det både den enkeltes opgave i bøn og åndelig læsning, samt at præsten kan gøre noget for at forkynde rent og klart, hvad Gud siger om friheden vi er købt til ved Jesu Kristi offer.

Hvad tænker du på, når du siger, at i udlandet ser vi hvordan lære og liv hænger anderledes (bedre?) sammen end her i Danmark?
Jeg synes nu nok, at min erfaring er, at også indenfor de danske grænser er der rigtig mange kristne, som lever deres tro ud i næstekærlighed og tilbedelse og ophøjelse af Gud. Men det er måske ikke helt det, du tænker på?

kh
Tau.

Hej Tau og Kristina.

Jo jeg tror også at man hørte betegnelsen "søde Jesus" eller "søde Gud" på en anden måde end man måske gør det i dag. Jeg tror ikke de tænkte det var "candyfloss-agtigt".
I en anden salme skriver Brorson, at "Guds riges evangelium er sødt som honningkage" og "sjælens honningmad". Måske skal vi også tænke på, at man jo ikke gik og vadede i slik (og candyfloss) dengang, som man gør i dag - sukker og honning har sikkert hørt til de finere og mere luksuriøse ting, noget man ikke var forvænt med som i disse sukkerafhængighedstider.

Mht. "søde Jesus" mv., så hørte jeg engang en sige, at "det at betegne en anden person som "sød", det er jo nærmest kun børn og kærestepar, der kan tillade sig det i dag." Måske er det rigtigt.
Vi kan jo tænke tilbage på vores egen barndom, hvis vi sagde til en af vores venner: "du er sød", så ved vi jo godt hvad vi mente med det - et positivt begreb, ikke noget klistret eller candyfloss-agtigt.
Hvis vi tænker sådan på Brorsons mv. salmer, får vi nok et andet billede af det.

Mvh. Anne.

Afrika eksempelvis, hvor, hvad jeg betragter som falsk lære i visse kirke, ikke ændrer ved det faktum at mennesker dagligt frelses.

Hej allesammen

Tak for alle de gode svar!

iglo