Hej Signe
Da jeg fik mange gode svar på mit sidste indlæg, håber jeg også at kunne sætte gang i en diskussion med henblik på Nietzsche. Jeg har valgt at inddrage ham i eksamenen, for at sætte ham i kontrast til de andre områder i forhold til næstekærlighed. (Det skal siges at han udelukkende bruges for at skabe lidt variation i oplægget - ikke fordi jeg er tilhænger af hans idéer)
Nietzsche er et godt valg hvis du vil variere dit oplæg og det bygger på bl. a Løgstrup. Nietzsche adskiller sig markant fra Løgstrup og de fleste andre filosoffer der beskæftiger sig med etik.
Håber at nogle kan bidrage med nogle meninger/holdninger i følgende problemstillinger:
Nietzsche mener, at vilje til magt er et livsprincip og en grundkraft i mennesket. Hvis vi skal forstå alle livets mangfoldige ytringer, må vi altså tolke dem som udslag af magtvilje. Alle menneskelige livsytringer, herunder næstekærlighed, må derfor forstås som former for vilje til magt.
Nietzsches begreb om "vilje til magt" skal ikke forstås som magt i almindelig forstand. Det vil sige magt over andre mennesker, genstande eller lignenden. Den magt der er tale om er mere en magt over sig selv og ens forhold og opfattelse af omverden. Vilje til magt består i at mennesket har en vilje til at overskue omverden og ikke mindst de handlinger man foretager sig. Magten over ens handlinger ligger i at man selv kan se grunden til at man handler og ikke lader andre afgøre grunden.
Men hvis alle livets ytringer forklares som udslag af vilje til magt, kan man så overhovedet tale om næstekærlighed? Hvis man f.eks. hjælper en ældre dame over gaden, men har en skjult hensigt med det(f.eks. at se godt ud i andres øjne og dermed vinde deres respekt)?
Næstekærlighed er en handling. Viljen til magt handler om grunden til at man gør en handling. Alle mennesker har en hensigt i de handlinger de foretager sig. Denne årsag grundes i en vilje til magt. Der kan være mange grunde til at man hjælper en dame over gaden. Derfor kan man sagtens tale om næstekærlighed og vilje til magt.
Er det ikke ok at hjælpe en person, selvom man selv får noget ud af det? Behøver næstekærlighed (eller hvad man så vælger at kalde det) at være et mål i sig selv? Burde man så i virkeligheden kalde det noget andet end næstekærlighed?
Man får altid noget ud af en handling, uanset hvilket grundlag man handler fra. Nogle mennesker bliver glade ved at se at andre får det godt. Nogle mennesker gør det for at andre skal lægge mærke til det. Andre gør det fordi de har fået at vide at de skal gøre det. Uanset hvad, ligger der altid en bagtanke i alle ens handlinger.
Er næstekærlighed hvad Nietzsche ville kalde slavemoral? Er der i virkeligheden, ifølge Nietzsche, tale om en moral der gavner de mennesker (de svage), der ikke selv kan skabe sig en tilværelse?
Nej, Næstekærlighed er handlinger. Moral er en indstilling til hvad der er godt og dårligt. Mennesket håndterer sin vilje til magt på forskellige måder. Det stærke overmenneske bruger sin vilje til magt til at selv give verden mening. Det svage menneske, slaven, kan ikke selv give mening til verden men lader andre give mening gennem ideologier, religion og politik. Kristendommen fortæller folk hvad der er godt og dårligt. Det passer slavementaliteten godt da slavemennesket derfor ikke selv behøver at give mening til livet. For at virkelig styre slavemenneskerne taler kristendommen ikke om gode og dårlige gerninger, men om gode og onde gerninger. Dermed kommer et mytologisk begreb ind i det fundamentale etiske spørgmål om hvad der er gode og hvad der er dårlig handlinger.
Meget kort så bygger Nietzsches opfattelse af slave moralen på at de svage mennesker, pøblen der ikke var i stand til at leve op til borgerskabets etik om godt og slet, lavede i et oprør et nyt set moralske domme der bygger på godt og ondt. På den måde fik de Gud på sin side og kunne se ned på borgerskabet.
Når det handler om næstekærlighed er det grunden til handlingen der kan være en slavemoral. Yder man næstekærlighed på grund af at ens religion siger man skal, så er det tale om slavemoral. Gør man det for at man selv synes det giver mening, så vil Nietzsche nok se det som en smuk og ædel gerning.
Ville "overmennesket", ifølge Nietzsche, forkaste disse værdier (altså næstekærlighed), for at skabe sine egne værdier, der giver mening i hans/hendes liv? Og er det ikke muligt at næstekærlighed, kan være meningsfuld i et "overmenneskes" liv, selvom den er udtryk for slavemoral?
Håber det sætter gang i spekulationerne og glæder mig til at høre nogle overvejelser.
Hilsen Signe
Overmennesket kunne sagtens handle næstekærligt. Han ville så gøre det af fri vilje og motivationen ville være vilje til magt. Mennesket med slavementalitet, ville kun handle næstekærligt hvis andre fortalte ham at han skulle gøre det.
I sin bog "Antikrist" hylder Nietzsche Jesus for at ikke have slavementalitet. Jesus var, ifølge Nietzshe, en "fri ånd" der ikke lå under for andres moral. Jesus talte i evangelierne til de simple folk og opfodrede dem til selv at tænke og ikke følge gamle skikke og brug. Det er først når Paulus kommer på banen at kristendommen begynder at tage form af en institution hvor det er kirken, og ikke individet, der bestemmer hvordan folk skal leve deres liv. Det hele bliver værre når der opstår præsteskab, dogmer, regler og ikke mindst frygt for straffe.
Håber det giver lidt mening og at det kan bruges. Ellers må du bare spørge løs.
Mvh.
Joppe