Kære duddia
Det gør ondt at læse dit brev om dit sårede ægteskab og din tvivlende tro.
Jeg kender jo ikke baggrunden for de problemer du har i forholdet til din mand, men jeg håber meget, at både du og din mand har søgt og fået den hjælp I har brug for vedrørende jeres ægteskab. Det er en voldsom og meget ødelæggende beslutning at tage at flytte fra sin ægtefælle. Ikke mindst for børnene. Derfor bør I ikke tage sådan en beslutning uden, at I har fået grundig rådgivning og hjælp fra en erfaren par-terapeut eller ægteskabsrådgiver. Det vil også kunne hjælpe dig til at finde ud af om du elsker din mand eller ej.
Hvis du ikke ved hvor du skal finde hjælp til det, så skriv evt. til
Personlig Rådgivning her på JesusNet.dk, hvor vi vil prøve at hjælpe dig.
Du skriver, at du har svært ved at tro på Gud fordi der er så meget rod i dit liv.
Nu er det heldigvis sådan, at Gud ikke først og fremmest er til for dem, der har styr på deres liv, men at han netop er Gud for de mislykkede og for dem som ikke kan finde ud af tingene selv.
Jesus siger det selv sådan i Lukas 5,31:
»De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«Og Paulus siger i Romerbrevet 5,20:
"og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større"Det er rigtigt, at troen på Gud kan føles meget svag og sårbar, især når vi også selv føler os svage og sårbare, men det betyder ikke at Gud er længere væk. Tværtimod. Gud er nærmest hos dem som har mest brug for ham.
Derfor kan du også regne med Gud nu hvor du føler at det hele er allermest rodet og svært at overskue. Det gælder også selvom du synes, at du selv svigter Gud. Som Paulus skriver i 2 Timotheusbrev 2,13:
"er vi utro, forbliver han dog tro". Sådan er Gud! Og det er sådan vi må tro ham.
Spørgsmålet om hvor du selv står er derfor egentlig ikke så vigtigt. Det vigtige er hvor Gud står i forhold til dig, og det ved vi:
"Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt." (Salme 34,19)