Menu
Hvem er online
0 registrerede () og 7 gæster online.

Statistik
2536 Brugere
23 Fora
7154 Tråde
116398 Indlæg
JesusNet anbefaler
Muligheder
Gå til
#83520 - 20/04/2007 00:23 Er jeg nødt til at holde mig fra new-age-folk?
Anonym
Anonym


Hej,

Jeg har et spørgsmål omkring new age og nyreligiøsitet.

Da jeg var helt ung var jeg med i en nyreligiøs bevægelse og dyrkede i ca. 10 år stort set alt, hvad man kan indenfor new-age... tarotkort, astrologi, krystaller, buddhistisk meditation, yoga osv. osv. Jeg har altid troet på Jesus, men på det tidspunkt var det som en oplyst mester.

Jeg fandt med tiden ud af, at bevægelsen og de ting, som jeg gjorde, ikke var gode for mig. Der var også rigtigt mange meget egoistiske og selvcentrerede folk i miljøet og jeg må med skam indrømme, at sådan var jeg også selv til sidst. Efter at have forladt bevægelsen søgte jeg i 5-6 år og begyndte så helt langsomt for 6-7 år siden at nærme mig den kristne tro og er nu kristen og tilknyttet en kirke.

Men... udover min kirke kommer jeg i et 12-trinsfællesskab, hvor der er rigtigt mange, der har et "alternativt" gudsbillede og er i new-age-miljøet og jeg kan mærke, at det forstyrrer mig rigtigt meget og også gør mig ked af det, for når jeg kommer tættere på nogen af dem, der er i fællesskabet, så viser det sig, at vi faktisk ikke rigtigt kan hjælpe hinanden, fordi vores gudsbillede og vores tro er så langt fra hinanden og Gud jo er en stor del af 12-trinsprogrammet. Der kommer sådan lidt goddag-mand-økseskaft ind i snakken, fordi vi bruger de samme ord men mener noget helt forskelligt med dem. Det opdager man bare ikke lige med det samme.

Nu er jeg rigtigt meget i tvivl: er jeg virkelig nødt til at holde mig langt væk fra folk, som er i new-age-miljøet?

Det er en lidt underligt begrænsende tankegang for mig, for flere af dem kan jeg godt lide som mennesker, men samtidig kan jeg også mærke, at jeg virkelig skal passe på mig selv, for det er somom jeg bliver drænet istedet for at blive løftet op af at være tæt på dem. Jeg har selv flere gange før følt, at der er mange mennesker i new-age-miljøet, der er meget fortabte og jeg synes, at det er det samme jeg oplever nu.

Jeg synes, at det er virkelig svært at have med at gøre og er bange for at være intolerant, fordømmende og ukærlig.

Kærlig hilsen
Den forvirrede

Til toppen 
#83523 - 20/04/2007 09:42 Re: Er jeg nødt til at holde mig fra new-age-folk? [Re: Anonym]
asas
GlobalModerator
Bruger

Reg.: 21/08/2001
Indlæg: 2338
Sted: Fredericia, Danmark
Kære ven

Det er ikke så mærkeligt at du føler dig forvirret og ked af de oplevelser du fortæller om. Dine erfaringer med New Age tankegangen har gjort det klart for dig, at troen på Bibelens Gud ikke kan forenes med den religiøsitet som New Age repræsenterer.

Jeg forstår dig sådan, at du på den ene side føler dig meget forbundet med dine nyreligiøse venner og samtidig oplever en stor afstand, som slider på dig og tager din energi. Især fordi du føler deres fortabthed så stærkt, men ikke kan nå dem med dit kristne vidnesbyrd fordi I ikke taler samme sprog.

Jeg synes det vidner om en stor kærlighed og empati fra din side. Og den slags kan godt være meget krævende.

Du skriver, at du også føler du skal passe på dig selv, og det er jo netop det du skal. Vi skal være der for vores medmennesker og vi skal give af os selv så meget vi kan, men ikke sådan, at vi selv går i stykker på det. Det hjælper ingen mennesker. Derfor må vi finde en rigtig balance - og den balance er ikke ens for nogen af os. Plus at den kan ændre sig med tiden og situationen. Derfor kan jeg heller ikke sige hvor den går for dig.

Hvis du oplever at dit fællesskab med dine nyreligiøse venner slider for meget på dig og tager frimodigheden og energien fra dig, så kan det være tegn på, at du skal trække dig lidt. Måske bare for en tid.

Men det kan også være, at du skal finde en måde at kompensere på ved at have et andet fortroligt kristent fællesskab, hvor du kan slappe af og lade op. Jeg ved ikke hvordan din sitiuation er, men hvis du eet sted giver meget af dig selv, så er det også vigtigt, at du et andet sted kan få meget. Altså at der er balance på din personlige ressource-konto.

Hvis du selv har solid grund under fødderne, så kan du også klare, at der bliver hevet og slidt meget i dig. Derfor er det så vigtigt, at du har steder hvor du kan lade op. At du læser og suger til dig af Guds ord. At du taler med Gud om dig selv og dine venner. At du har kristne venner, som du har fortrolighed med og som du kan søge hjælp og støtte hos. (Og her tænker jeg så ikke på dine new-age venner.)

Som du kan forstå er det umuligt for mig at svare dig klart på dit spørgsmål. Men jeg vil gerne opmuntre dig til at være realistisk overfor dig selv. Og til at lytte til dine følelser. Hvis du generelt føler, at du bliver drænet, så skal du enten trække dig lidt fra de mennesker, som tapper dig for energi eller du skal satse mere på også at have mennesker og steder, hvor du kan lade dig fylde og løfte.

Livet er en spændende udfordring. Ikke mindst som kristen. Og det er godt at mærke, at du tager det alvorligt. Bed for dig selv om at du må lade dig lede af Gud på de rette veje og at han må give dig visdom til at vælge ret i livet. Gud elsker mennesker, der søger hans vilje og hjælp. Og han lader os ikke i stikken.

venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)

Til toppen 



Ordstyrer:  Bloch, Kefas, kristina 

| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.
Silkjær