Hejsa.

Jeg ville bare sige:

-Jeg er sååååååååå glad for, at jeg forleden dag, blev oplyst om denne side på internettet .



-Da jeg ikke har nogen familie, eller venner der er troende, er det rart, at have nogen her man kan dele sin tro med.

Kære Kellie

jeg ved hvad du mener!!!!!!!!!! Min familie er også alt andet end kristne.
Men efterhånden tror jeg nok deres nysgerrighed er vakt, for vi snakker jo ind imellem om min tro og hvad Gud betyder for mig i mit liv.
Men bare sådan noget som at gå om juletræet og synge julesalmer - man mærker pludselig at det betyder noget vidt forskelligt for en troende og en (tilsyneladende) ikke troende.

Med kærlig hilsen
Søster B.

Ja det kender jeg godt, min familie er heller ikke troende over hovedet.. men de kunne godt lide de kristne tradisioner, vi gik altid i kirke juleaften, fordi jeg indførte det for nogle år siden, men så i år, var det jo anderledes, der betød det ligesom noget andet da jeg jo var blevet omvendt, og det vidste min familie, så de nægtede alle sammen at tage i kirke.. plat ik.. og meget trist.

MariaMaria... godt vi har hinanden..

Kære Søster B

Udenfor emnet. Men jeg finder det lidt pudsigt at også du, som Katolikken er startet i karismatisk frikirke :-)

Med venlig hilsen

Malli

Kære Malli
det har du ret i. Jeg vil sige et par ord, og starter en ny tråd i Kirke og Tro.
Ses derhenne ?

S. B.

Kære MariaMaria

Det kan godt være en ensom post at være kristen, når omgivelserne ikke er det ! Min mor er Gud ske tak og lov kristen, tog imod Jesus for nogle få år siden. Men RESTEN! Njet. Heller ikke min mand og søn. Men jeg har indstillet missioneringen, da det kun vakte modstand, og er i højere grad gået i bøn for deres sjæles frelse. Men jeg synes, at det trækker noget ud.

Med venlig hilsen

Malli

Yes!

Med venlig hilsen

Malli

Ja, malli, jeg har det ligesådan. Vi er nok næsten alle fælles om dette pinefulde:
At nogen af dem som her i livet betyder allermest for os, ikke er kristne.

En gang hvor jeg peb meget over det fik jeg det råd:

Tal med Gud om dine kære, og ikke så meget med dine kære om Gud.

Det er trygt og godt at vide, at Gud hører vores bønner, og at turde tro på at hans dom er kærlig og retfærdig, uanset hvad ..

kristina

Kære Kristina !
Du skriver :

---

---

Tal med Gud om dine kære, og ikke så meget med dine kære om Gud.
TAK for det!
Det havde jeg meget brug for lige at få opfrisket og bekræftet. De vanskeligste at missionere for, det er da bestemt de aller nærmeste!
Hjemme hos os er vi begyndt at bede Gud om at sende nogle andre kristne på deres vej - men det er rigtigt, at det er vanskeligt at holde utålmodigheden tilbage.

Kære ært,

ja, det var nemlig kloge ord.

---

Tal med Gud om dine kære, og ikke så meget med dine kære om Gud.

---

Er også helt enig i at det er sværest mht. egen familie, og at det er så svært at vente på at der sker noget..

Mvh
Søster B.

Hej Søster B.

Har du nogensinde læst Augustins Bekendelser?
Her fortæller han om, hvordan han selv var en værre ugudelig bølle i masser af år. Hans mor, Monika, græd meget over ham, men blev også trofast og udholdende ved med at bede for hans sjæls frelse år efter år.
Også selv om det så ud som om der ikke skete noget overhovedet - han blev bare ved at skøjte rundt i det religiøse og filosofiske supermarked. Alene hos manikæerne var han i hele 9 år.
Biskop Ambrosius trøstede hende med, at det var umuligt, at en søn, der havde kostet så mange tårer, kunne gå fortabt.
Og en skønne dag var det så, at Augustin blev ramt af Guds ord og kom til tro.

Jeg står også selv i samme situation med en ikke kristen familie. Jeg ved heller ikke, hvornår og hvordan der sker hvad. Men så bliver jeg nødt til at stole på, at Gud har det fulde overblik og brænder meget mere for deres frelse, end jeg gør! Han kan sagtens være i gang med at virke i dem lige så langsomt, uden at jeg kan se det!
Han har lovet at høre os, når vi beder om noget efter hans vilje. Og hans vilje er, at alle mennesker skal frelses. Derfor kan vi frimodigt og fortrøstningsfuldt bede for vores familie og andre. Også selv om det kræver udholdenhed og tålmodighed. Den tror jeg også, Gud vil give os, når vi beder om det.

Dette være hermed skrevet som en lille opmuntring.

Med venlig hilsen AnnePande.

Kære AnnePande,

mange tak for opmuntringen. Det er rart at få det indimellem.

Jeg har ikke læst Augustins bekendelser, men tak for ideen.

Mkh Søster B.