Jeg er en kvinde/pige på 21 år. Jeg bor sammen med min kæreste på 27 år. Vi har sammen en datter. Jeg er selv meget troende, men det er min kæreste ikke, jeg har prøvet at få ham med i min kirke, men han nægter prombe når jeg bringer det på banen. Jeg vil gerne leve efter Guds ord, og vil følge ham, og ophøje ham, men kan ikke rigtig p.g.a min kæreste. Jeg elsker ham meget, men nok mest p.g.a vores datter. Jeg ved at Gud har nogle andre planer for mig, men jeg kan ikke få lov til at lukke ham helt ind til mig. Jeg længes efter at kunne tilbede Gud når jeg har lyst, til det på alle tider af døgnet, men her hjemme kan jeg ikke komme til det, da han syndes at det er træls at jeg læser i biblen, at jeg bruger søndagen på at gå i kirke, og lovprise Gud. Jeg elsker Gud meget højt, men elsker og min kæreste og min datter, Drfor er jeg så meget i tvivl over hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal vælge af hendsyn til min datters liv. At hun må mærke Guds kraft, styrke, kærlighed og glæde, men også samtide have en far ved sin side. Derfor vil jeg gerne høre fra nogle af jer, som måske har prøvet det samme, eller har et godt råd til mig, om hvad jeg kan gøre.

salmernesbog 101, 1 om troskab og ret vil jeg synge, dig, Herren, vil jeg lovsynge.


p.s jeg leder efter nogle der har noget musik (lovsange) eller ved hvor jeg kan købe noget....

Hej Garfield...

Jeg er måske ikke lige helt den rette til at svarer dig på dine spørgsmål, men alligevel synes jeg lige jeg ville stille nogle modspørgsmål og lidt strøtanker. Det ville sikkert aktivere nogle af de andre i debatten og også fordi en debat om den kristne familie kunne være ret så spændende!

Det er uden tvivl super fedt at du har fundet ud af at du tror på Gud, og at du vil tjene ham! Og alt godt i den dur ønskes herfra

Men jeg synes du i dit indlæg gør din stakkels kæreste til et problem, som om han bevidst eller ubevidst er en byrde for din tro eller din overbevisning
Hvis din kæreste ikke tror på Gud, selvom du har forsøgt dele evangeliet med ham, så synes jeg man skal respektere det. Så kan man jo håbe på han/hun respektere den anden vej, og acceptere at du tror på Gud.

Jeg synes så ikke så godt om den sætning med at du elsker ham, pga jeres datter! Det lyder som en direkte falliterklæring, og jeg ville være ked af at være ham så!

Jeg kan ikke se hvordan det er et dilemma at din kæreste ikke tror, jeg kan godt se det var nemmest hvis, men sådan er der så meget! Er han mindre værd for dit hjerte fordi han ikke vil dele din indstilling til livet?
Og hvad nu hvis han er evigt overbevidst om en anden sandhed, og gerne vil dele den med dig, ville du så lytte og følge med?

Det er selvfølgelig et problem hvis han sabotere tingene, men så må som voksne mennesker forhåbentlig kunne tage en snak om tingene og hvor og hvorfor i tror som i nu gør!

Jeg synes også det er noget stort sat op, med hvad skal du vælger for din datters liv!
Jeg synes din datter har ret til sin Far, sin biologiske far, hvis denne din kæreste er hendes far, hvilket jeg formoder!
At fx droppe din kæreste fordi han ikke tror, og du og evt din datter gør, lyder noget drastisk, og jeg tror ikke man kan garantere at din datter for det bedre eller værre af drastiske valg.

Det nærmeste jeg har været, var da jeg begyndte at tage troen mere alvorligt, og måtte vælge nogle venner fra og have kontroverser med mine forældre.. en masse kampe og fnidder "for guds og troens skyld" som jeg idag synes var ligegyldige og åndsvage! Fordi jeg senere erfarede at Gud elsker mig ikke mindre fordi jeg elsker mine ikke kristne forældre og Gud elsker og virker ikke mindre i mig fordi jeg omgåes en masse ateister og etc!

Jeg synes det bedste råd vil være, at lægge det frem for Gud, og så få startet en dialog med din kæreste om tingene! Og vær også selv villig til at gå på kompromis og lytte!

Et godt sted at finde musik er fx hos www.christianbooks.com

Mvh Lars/stud.theol

Kære Jeanette

Jeg er bange for, at der ikke lige findes noget enkelt svar på det dilemma du står i. Det er tungt, når man ikke kan dele det største og vigtigste med den man elsker. Men sådan kan livet desværre forme sig.

Hvis din kæreste ikke lægger dig hindringer i vejen for, at du kan praktisere din tro - fx gå i kirke og læse i Bibelen - så har du ingen god grund til at bryde med ham. Du skal respektere at han ikke vil have noget med Gud at gøre og han skal respektere, at du har brug for at gå i kirke og læse i Bibelen. Sådan må det være hvis man elsker hinanden. Men det er noget I skal snakke åbent om og have klare aftaler om. Ellers går det ikke.

Du kan godt være en kristen og have et åbent og frimodigt forhold til Gud selvom din kæreste på nuværende tidspunkt ikke kan forstå dig eller følge dig. Det er ikke optimalt, nej, men det er der desværre så meget i livet som ikke er.

Bed for din kæreste og vær et godt vidnesbyrd for ham. Vis ham din kærlighed og din respekt. Og bed ham også at respektere dig.

Ellers vil jeg anbefale dig at skrive til vores "Personlig Rådgivning", hvor du kan få mere konkret og personlig hjælp fra en erfaren rådgiver.

Mht. kristen musik så kig på Refleks Musik

Hej Garfield.

Jeg lever selv sammen med en mand der ikke bekender sig til nogen tro overhovedet, det har han aldrig gjort. Jeg vidste dette allerede og affandt mig med det, længe før vi blev gift. Jeg vil ikke forsøge at ændre ham, for jeg ved at jeg selv ville blive meget vred, hvis han forsøgte at ændre ved mig. Vi respektere hinanden og jeg har fået lov til helt uden hans indblanding, at opdrage mine børn i den kristne tro. Jeg går i kirke med mine børn og jo, jeg ville da lyve hvis jeg sagde at det ikke ville glæde mig hvis han også tog med, for det ville det naturligvis. Han kan godt grine af min tro ind i mellem og fatter nok heller ikke hvorfor jeg gider gå i kirke, men så griner jeg også lidt af ham og det han bruger tid på og ja, før vi ved af det, griner vi sammen.
Du og din kæreste er forældre til et barn der gerne skulle vokse op i en familie med både mor og far, det håber jeg at du vil vægte højere, end jeres forskelligheder, hvis i da ellers har det godt sammen.
Hilsen angela.

Hej

Det lyder som om du gerne vil tage den beslutning der er bedst for din datter.

Lad os tænke os lidt om. Lad os sige at du gik fra din mand. Det ville betyde at din datter kunne gud oftere og måske også stærkere. Ulempen er så at hun ikke vokser op med en far i sin nærhed. Tiden går og datteren bliver ældre. Måske finder hun ud af at hun har fået nok af religion og dropper sin tro. Hvad har hun så? Hun har hverken en tro eller far. Troen har hun selv mistet. Faren har du fjernet fra hende. Er det det værd? Beholder hun troen har hun stadig mistet et godt forhold til sin far.

Lad os sige at du ikke forlader kæresten. Datteren oplever ikke gud lige så stærkt. Men hun har en far. Hun bliver ældre og mister måske troen. Hvad har huntilbage? Hun har en far.

I mine øre lyder det ikke som at det handler om datteren. Det lyder mere som om du bruger datteren (og måske også Gud) som en undkyldning for at forlade din kæreste.

Mit råd er at sætte datterne og hendes fremtid foran alt andet. Også Gud. En mistet tro er nemmere at få igen end en far. Der taler jeg af erfaring.

Mvh.

Joppe

Hej Garfield.

Prøv at beholde fødderne godt plantet på jorden. Ved godt det er svært, når man er begejstret for Herren, og vil en masse radikale ting.

Du skriver: " Jeg ved at Gud har nogle andre planer for mig, men jeg kan ikke få lov til at lukke ham helt ind til mig."

Gud har vel næppe planer for dig, der indebærer at din datter skal vokse op uden en far? En ting er at man selv ofte kan/skal "ofre" evt. venskaber el. lign. fordi det kan være komplet umuligt at forene med ens kristne livssyn. Men at kræve, at dit barn skal ofre sin far, fordi du blot selv (i Guds navn) vil noget andet, er egoisme.

Dit første, største og vigtigste kald er at være mor, og at sikre de bedste forhold for din datter. "De bedste forhold" for et barn er at vokse op med sin biologiske far.

Så drop alle forførende tanker om hvor fantastisk det kunne blive, at leve som alene-mor nær Gud - el. i et nyt perfekt kristent forhold, for det kommer nemlig ikke til at ske! Det er et bedrag.

For det første, er det ikke særlig fedt, at leve som alene-mor.........jeg har prøvet det!

For det andet, og det er det værste!, du finder aldrig en mand, der vil elske din datter med den samme ubetingede kærlighed som hendes far gør det. Du vil aldrig finde en mand, der synes, at det er helt fantastisk, når din datter griner....og som (nærmest) vil gå i døden for hende. En mand, der også elsker din datter, selvom I har nogle konflikter. Tværtimod er sansynligheden for at du skal kæmpe med en jaloux mand, der vil "opdrage" dit barn (læs: undertrykke) uhyggelig stor!...

Din datter fortjener det bedste, så hold fast i det du har, og kæmp for det!.

Guds fred,

Malli

Hej.Jeg kommer selv fra en familie lige som den du er ved at starte og jeg har godt nyt til dig.Har du først valgt at tro på Gud og Jesus som hans søn så kan du ikke tabe så nemt er det.Det er muligt at det vil tage sin tid men dine kære vil bøje deres knæ for Jesus før eller siden.

Ud over det så mener jeg at man ud fra flere forskelige bibel beretninger tydeligt kan se at når bare en i et hus bliver troende så er hele huset frelst af nåde mod den ene.

Så tilsidst vil jeg sige sådan her hvis din kærste forhindre dig i at læse biblen og bede og gå i kirke så må han ud til højre det er bare min mening.Hvad med at spørge Gud om hvad han syntes.Det ved jeg godt at du har prøvet og jeg tror ikke at du kan lide det du fik som svar.men du kan være sikker på at hans svar er det som kommer til at ske alligevel.

MVH Peter

"Ud over det så mener jeg at man ud fra flere forskelige bibel beretninger tydeligt kan se at når bare en i et hus bliver troende så er hele huset frelst af nåde mod den ene."

Undskyld, men jeg vil gerne se disse "flere forskellige bibel beretninger"....for jeg kan kun komme i tanke om eet sted (og nu kan jeg naturligvis ikke huske hvor det står) der med en masse god vilje KAN tolkes i den retning...

Tværtimod kan jeg remse side op og side ned med citater fra Skriften der klart og utvetydigt slår fast at er du ikke troende kan du ikke blive frelst. Der er ikke adgang til Paradis pr. fribillet, udover den man selv anskaffer sig ved omvendelsen til Kristus.
Og vor Herre selv slog fast at budskabet om Ham ville sprænge bl.a. familiebånd i en million stumper...

Der er altså ikke belæg for at sige at så længe een i "huset" (hvad så med de der bor i lejligheder?) er kristen er alle frelst pr. frihjul.

Mvh

JF