Nu har jeg fundet denne hjemmeside ved et tilfælde og har registreret mig, da jeg faktisk synes det kunne være ganske sjovt at diskutere med Jer der tror på GUD og jesus..

Et bevis for Gud's eksistens.. ? Kan I give mig det.?

Jeg ved ikke om man kan bevise Gud. Hvis man kunne, var det vel ikke tro?!?

Anyway - så er det for mit vedkommende en overbevisning i mit hjerte!

Jeg mærker Gud. Han er der i mit liv på gode dage, sjove dage, kedelige dage og dårlige dage. Han hjælper mig igennem mit liv, og jeg føler mig på mange måder, båret gennem livet!
Jeg snakker med ham, og han besvarer mine bønner. Han kalder på mig, og kalder mig til at gøre forskellige ting!

Univers skrev:

Citat:
Et bevis for Gud's eksistens.. ? Kan I give mig det.?

Næppe (jeg taler kun for mig selv), men jeg kan give dig nogle indfaldsvinkler, som jeg skrev her:
Re: Hvorfor eksisterer Gud?

Det er et indlæg, som jeg skrev som et svar på syv spørgsmål, som en anden forum-bruger, museeye, stillede under overskriften "Hvorfor eksisterer Gud?".

Mvh,
Lars Peter

Hej Univers,

Citat:
Nu har jeg fundet denne hjemmeside ved et tilfælde og har registreret mig, da jeg faktisk synes det kunne være ganske sjovt at diskutere med Jer der tror på GUD og jesus..

Et bevis for Gud's eksistens.. ? Kan I give mig det.?

Det er interessant, det med beviser... vi vil have beviser for alting i dag, vil vi ikke?

Jeg mener faktisk godt, at Gud kan bevises. Ikke naturvidenskabeligt, men filosofisk synes jeg det ser godt ud. Vi må imidlertid først gøres os klar, hvad beviser gør godt for. Jeg mener ikke, at der findes et tvingende bevis som kan gøre folk kristne mod deres vilje, men jeg tror der findes lige akkurat så meget bevis, at den der søger oprigtigt vil finde det.

Men selv hvis man ikke kunne, så mener jeg skepticisme er for det at tro på Gud ikke imod det. Hvis vi ikke ved om Gud findes, så er det tydeligvis det mest fornuftige at tro på ham - i hvert fald til vi er blevet afklaret.

Men det var de argumenter vi kom fra:

Den første årsag

• Alt hvad der bliver til - alt der ikke er evigt og selveksisterende - må have en årsag, og enhver ændring må have en årsag.
  
• Universet er ikke evigt eller selveksisterende.
  
• Universet kan ikke være sin egen årsag.
  
• Derfor: Universet har en årsag, som er evig og selveksisterende, eller som selv i sidste ende er forårsaget af noget evigt og selveksisterende.

Samvittighed
Det fremføres af og til, at alle religioner siger det samme i bund og grund. Det er ganske rigtigt, for så vidt som de taler om noget andet end Gud/guder/det guddommelige, mennesket og verden. Dvs. når de meget snævert taler om moral og etik. Jøderne var faktisk de første nogen sinde, som fandt på at begrunde deres etik i Gud, så man kan måske nærmere sige, at alle moralfilosofier ligger meget tæt op ad hinanden - og op ad jødedommen/kristendommen. "Elsk din næste som dig selv" er ikke et nyt bud, men er formuleret af mange filosoffer mange steder i verden.

Alle mennesker alle steder og til alle tider har altså været klar over, at der eksisterer noget godt og noget ondt, og har været stort set enige om hvad der er godt og ondt.

Vi ved også rent intuitivt, at man ikke bør forbryde sig mod sin samvittighed. Samvittigheden har autoritet over os, og bør adlydes. Det er svært at begrunde denne autoritet i mennesket.

Er det et biologisk instinkt? Så kan det vel ignoreres fra tid til anden som ethvert andet instinkt... Desuden er det samvittigheden der dømmer de øvrige instinkter rigtige og forkerte.

Det kan naturligvis ikke være samfundet, der er den autoritative giver af moral, for "samfundet" betegner kun andre mennesker som os selv (og de kan tage fejl e.g. Nazityskland).

Kan det være noget som er over mennesket, men som dog ikke er Gud? Noget abstrakt? Men hvor eksisterer dette abstrakte? I vores eget hoved? Hvor kommer da dets autoritet fra?

Jeg synes vi sidder tilbage med ét muligt svar, nemlig Gud.

Summa:
Vi har, hvis argumenterne holder hvad jeg mener de gør, fundet ud af at Gud er skaber, og at Gud er god i den forstand at han er retfærdig. Ret meget længere kommer vi ikke gennem naturlig åbenbaring, men det er da også et ret pænt stykke

Jesus Kristus
- Var Guds søn
- Var en løgner
- Var fra forstanden
- Er blevet groft misforstået og misrepræsenteret af eftertiden.

Nr. 2 og nr. 3 kan ingen som seriøst har beskæftiget sig med Ny Testamente tro på. Sådan taler en løgner eller en galning ikke! Check selv efter...

Til nr. 4 vil jeg (da jeg er i tidsnød) bare kopiere dette fra Peter Kreeft (fremhævelserne er mine egne)
Perhaps Jesus never claimed to be divine. Perhaps all the embarrassing passages were inventions of the early Church (say "Christian community"—it sounds nicer).

In that case, who invented traditional Christianity if not Christ? A lie, like a truth, must originate somewhere. Peter? The twelve? The next generation? What was the motive of whoever first invented the myth (euphemism for lie)? What did they get out of this elaborate, blasphemous hoax? For it must have been a deliberate lie, not a sincere confusion. No Jew confuses Creator with creature, God with man. And no man confuses a dead body with a resurrected, living one.

Here is what they got out of their hoax. Their friends and families scorned them. Their social standing, possessions, and political privileges were stolen from them by both Jews and Romans. They were persecuted, imprisoned, whipped, tortured, exiled, crucified, eaten by lions, and cut to pieces by gladiators. So some silly Jews invented the whole elaborate, incredible lie of Chrisitanity for absolutely no reason, and millions of Gentiles believed it, devoted their lives to it, and died for it—for no reason. It was only a fantastic practical joke, a hoax. Yes, there is a hoax indeed, but the perpetrators of it are the twentieth-century theologians, not the Gospel writers.

Vi står tilbage med muligheden at Jesus Kristus er Guds søn. Dette er naturligvis utænkeligt, hvis vi fra start af anser Gud for ikke-eksisterende, og vi må i så fald klynge os til den af de ovenstående forklaringer der forekommer mindst tåbelig.

Men hvis vi nu forestiller os, at menneskeheden ikke konsekvent har taget fejl i et af de spørgsmål som betyder allermest, gennem flere tusind år... hvis vi lader være med a priori at udelukke det som folk til enhver tid og ethvert sted har fundet enten selvindlysende eller meget sandsynligt... hvis vi nu lader vore fordomme ligge om "hvad der er for fantastisk"... så kunne det være vi nåede frem til noget interessant.

Mvh. Steffen

PS: Det kan være farligt for både ateister og kristne at beskæftige sig med dette emne. Ateisterne fordi de er i fare for at blive kristne, de kristne fordi de er i fare for at blive skolastikkere... Jeg har selv oplevet perioder af mit liv, hvor jeg var så optaget af at bevise Guds eksistens, at jeg praktisk talt var ligeglad med alt andet han foretog sig end at eksistere. Kristendom bor ikke i intellektet men i viljen.