Hej
Jeg er kristen men det er min kæreste ikke. Vi har det rigtig godt sammen og selv om vi ikke har været sammen så længe snakker vi (okay ikke helt seriøst) om forlovelse/ægteskab. Men jeg får stadig sværere ved at leve med det faktum at vi ikke er fælles om troen på Gud. Han har et par gange været med mig til IMU og han respekterer min tro og interesserer sig for kristendommen, men det er ikke noget personligt for ham. Jeg ved at et forhold som vores hvor kun den ene er kristen næsten er dømt til at mislykkes på forhånd, og jeg er bange for at det en dag skal gå ud over min tro.

Den eneste måde jeg kan se en fremtid for os er ved at han også bliver kristen. Men det er jo lidt af et ultimatum at stille ham. Men jeg har også lidt svært ved at se et alternativ. Jeg synes lidt at jeg spiller med skjulte kort nu ved ikke at sige noget til ham og det har jeg det selvfølgelig ikke godt med. Men på den anden side - ved at sige det til ham lægger jeg et kæmpestort pres på ham og kommer vel nærmest til at presse ham til at blive kristen. Og det er vel nærmest endnu værre. Jeg vil jo ikk ha at han skal blive kristen for at stille mig tilfreds - han skal blive det fordi han selv vil! Og jeg beder om at det må ske flere gange dagligt!

Men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Skal jeg spille med skjulte kort og tro på at Gud omvender ham en dag eller skal jeg spille med åbne kort og sige, at hvis vores forhold skal føre nogen steder hen bliver han nødt til at blive kristen?

Kære ven

Jeg mener ikke der kan være nogen tvivl om, at du skal spille med åbne kort i forhold til din kæreste. Kærlighed kan aldrig trives i et forhold med skjulte dagsordener. Derfor er I nødt til at have en grundig snak med hinanden om hvordan I vil praktisere respekten for jeres forskellige livsholdninger.

Det kan uden tvivl lade sig gøre at leve sammen med et menneske, som man ikke deler sin inderste overbevisning og livsholdning med. Men det vil også uden tvivl give give jer masser af problemer og konflikter. Og kærligheden får rigtig dårlige vækstbetingelser i sådan et forhold. Vi har flere fortvivlede indlæg i denne brevkasse fra kristne, som har store vanskeligheder med at leve sammen med en ikke-kristen.

Du skriver, at den eneste måde du kan se en fremtid for jer er ved at han også bliver kristen. Det kan jeg kun være enig med dig i. Og det er I nødt til at snakke åbent om. Du skal selvfølgelig ikke lægge det frem som et ultimatum eller på nogen måde presse ham. Men du skal være ærlig - både overfor ham og overfor dig selv.

Du skriver, at han respekterer din tro og interesserer sig for kristendommen. Så helt håbløst er det måske ikke. Jeg kender flere eksempler på par hvor den ene er kommet til tro gennem forholdet til den anden.

Fortæl ham åbent og ærligt hvordan du har det og tilbyd ham, at hjælpe ham til tro på Gud. Hvis han afviser det, så synes jeg, at du indtil videre skal satse på ham som en god ven i stedet for som en kæreste.