Hej.
Her i tiden er noget især unge piger, men også drenge gør, at snitte sig selv på armen eller andre steder på kroppen i en form for afmagt eller sorg. -Cutting.
Så var det jeg blev opmærksom på dette bibelsted:
"I må ikke spise kød med blod i. I må ikke tage varsler eller drive trolddom. I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget. I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren! Du må ikke vanære din datter ved at lade hende bedrive hor; landet må ikke hore, så det fyldes af skamløshed." (3. Mos. 19)

Det siger jo noget om at man ikke må udøve "hærværk" eller andet på kroppen.
Synes i det er noget der rækker ud til cutting?
Eller skal det forstås i en helt anden retning?

Nej det er jo lige det. Men hvis man går efter det der cutting?

Hej Tania,
Jo, det bibelvers du fremhæver kan måske bruges til at argumentere mod cutting, men jeg synes måske ikke det helt rammer hovedet på sømmet.
På den tid hvor bibelen blev skrevet, var det i mange kulturer en del af sørgeritualerne at gøre ekstreme ting, som udtryk for sorg over en død slægtning. Det kunne f.eks være at faste, klippe sig skaldet, rive sit tøj i stykker eller skære i sig selv. Så jeg tror ikke bibelverset direkte henviser til den form for 'cutting' som mange unge dyrker idag.

Det der med at skære i sig selv er, så vidt jeg lige er orienteret, ofte et udtryk for en indre smerte af en slags - det kan være et råb om hjælp, eller en måde at flytte fokus fra det som gør ondt indeni, ved at påføre sig selv en fysisk og mere håndgribelig smerte.
Så når vi snakker om at tilføje sig selv skade af en eller anden grund, ville jeg hellere fremhæve mange af de vers i bibelen der taler om mennesket som værdifuldt og skabt i Guds billede - at vores liv og krop er en gave, som vi ikke skal behandle dårligt.
De piger jeg op gennem tiden har mødt, som skar i sig selv, (det var ganske moderne, da jeg gik på efterskole) havde mere brug for hjælp til at elske og acceptere sig selv, end de havde brug for at få at vide at det, de gjorde var forbudt...

Mvh Annie

Hej Tanja

At skære i sig selv, er ofte et led af en psykisk sygdom (borderline, og muligvis flere?)..., og det tror jeg er noget ganske andet end det Bibelen taler om. Skriftstedet taler om at snitte i sig selv for en afdød.

Hvis du læser i 5. Mos. 14,1, står der som overskrift: "FORBUD MOD HEDENSKE SØRGESKIKKE".....og skriftstedet siger: "Herren, jeres Guds børn er I, derfor må I ikke indridse jer mærker på jer eller afrage håret over panden for de dødes skyld".

Det har tilsyneladende været en del af en hedensk religion, at man som skik skar i sig selv, når der var en, der var død.

I Kristus,

Malli

Hej Schelde

Det du fortæller om piger, der skærer i sig selv...er altså hverken en sund eller normal sorgreaktion! Tværtimod.

Det er en dyb selvdestruktiv adfærd, ja, udtryk for et selvhad og forskudt vrede.

Jo, jeg har før hørt den der med at man "overfører smerten", men jeg er ikke sikker på at den holder vand.

Jeg tror snarere, det er noget med at man søger at straffe andre ved at ødelægge sig selv. I hvertfald har jeg kendskab til et par eksempler, hvor "snitterne" havde travlt med at vise andre deres mærker. Det sidste eksempel var overfor min mor, hvor vedk. nærmest demonstrativt viste hende armen midt under en spisning i byen, og udbrød" SE, HVAD JEG HAR GJORT"...hvortil min mor, der er temmelig kontant, replicerede: "Hvorfor skar du ikke hele armen af, nu du var i gang" - den faldt ikke i god jord.

Det er piger, der har brug for professionel hjælp.

I Kristus,

Malli

Hej Malli,

Citat:
Det du fortæller om piger, der skærer i sig selv...er altså hverken en sund eller normal sorgreaktion! Tværtimod.

Øh... Det har jeg så heller aldrig påstået!!!!

Citat:
Det er piger, der har brug for professionel hjælp.

Jeg kunne ikke være mere enig.

Men nu tænker jeg; pigerne gør det jo i en form for sorg eller depresion og frustration. Og det er vel også det man gør i sorgen over en død?

Jeg siger det ikke for at få et modargument for de her selvdestruktive piger, det tror jeg alligevel, desværre?, ikke ville hjælpe. Jeg siger det hvis det var sådan, at det kunne tolkes som sorg i helhed?

Hej Schelde

Nej, det ved jeg godt du ikke har...og det siger jeg heller ikke, at du har påstået;). Det var nok mest for at anskueliggøre, at der er grund til at reagere, ifald man skulle opleve det,...så man ikke tænker: "Nåeh, hun har bare kærestesorg".

Kære Tania

Jeg tror cutting er meget udbredt blandt unge.
Da jeg gik i skole, var det ikke skjult, at nogle skar sig og andre stak nåle i sig. Egentlig var der også noget socialt omkring det, i hvert fald blev det fremstillet som præstationer... og det kom ikke til at handle om noget af det dystre, som kan have fremprovokeret sår og ar.

Jeg fandet ikke noget i at skære sig, eller stikke sig med nåle, men havde på anden måde eksperimenteret med smertekontrol. Jeg lod mig eksempelvis en overgang piske med en lederrem... ikke for at påføre mig skade eller straf, men for at lære og kontrollere smerten. Jeg lærte på den måde at undertrykke de naturlige smertesignaler, gennem tilbagekobling af signalerne i nervesystemet. For mit vedkommende, var den selvpåførte smerte nok et forsøg på, at komme de bank jeg fik tildelt i skolegården i forkøbet. Det var ikke for at straffe nogen og ikke et råb om hjælp. Jeg havde på det tidspunkt, ikke nogen viden om, det kunne være anderledes at gå i skole, hvis man f.eks. gik på en anden skole. Det var først senere med tanken om, det overhovedet var muligt at skifte skole, jeg forstod det ikke nødvendigvis skulle gøre ondt at gå i skole. Dengang var der ikke noget, som hed mobning...

Selvpineri kan bruges mentalt, psykologisk, til at opnå kontrol over noget.
Jeg mener det er noget andet end dét, som hentydes til i den tekst du citerer.

Jeg har fundet to sider, som fortæller om varianter af selvpineri, der nok mere er kultiske former, og sådanne som teksten egentlig handler om.
OBS Disse sider viser blodige billeder af kultisk motiveret selvpineri:
Påskefejring i Filippinerne
The reality of MATAM

Det kan godt være, det er de samme processer man trigger, lige meget hvilke grunde man måtte have til sit selvpineri.

Fred og Alt Godt

Vandrer

Ad for nogle billeder, idioter tænker jeg.

Med hensyn til alt det med cutting, så har jeg aldrig set det som noget man viser frem.

Kære Tania

Jeg håber det fremgår, at der er stor forskel på cutting, som du kender problemet, og den rituelle skæring og blødning, som er forbudt for Jøderne.

Der er nok mere fokus på cutting i dag, og fordi der hurtigere ville blive grebet ind, er det noget man vil skjule. Man er blevet langt mere opmærksom på, at unge har et personligt liv, er individer, set i forhold til den gang jeg gik i skole. Man er mere opmærksom på, at de problemer den enkelte kæmper med, kan have en årsag i miljøet, i skolen eller i hjemmet. Det er ikke nødvendigvis dén, der bærer byrden, som selv er problemet.

De tilfælde jeg kom til at kende, var allerede kommet frem for gruppen, da jeg kom ind i den. Sådan noget kunne ikke skjules, blandt dem jeg sluttede skolen med, i første halvdel af 70'erne.
Vi kendte ikke til cutting, men kunne godt forbinde arene, med skæring. Vi var også klar over, at smerten ved at påføre sig disse mærker, måtte opfattes i forhold til en anden "smerte", som vi imidlertid ikke talte om eller spurgte konkret til i gruppen. Der var nogle få indviede dengang. Men gruppen synes at have gjort fænomenet socialt, om end skjult for andre. Muligvis har denne gruppeaccept været med til at sløre det egentlige problem.

I dag har børn og unge rettigheder og de behøver ikke selv finde måder, at klare problemer, som man efterhånden er gode til at behandle. Jeg ved ikke, hvor gode man er til at opdage og støtte dem, der skærer sig selv, men i hvert fald mener jeg; så længe de er unge, har omgivelserne en forpligtelse til at afdække årsagerne til, at nogle unge tilføjer sig disse sår. Men måske er udsigterne til, at tingene bliver kendt, den største grund til det så ofte er skjult for gruppen, og ikke som blandt dem jeg var ung med.

Lad mig høre:
Tror du det er almindeligt, at der er en lukket gruppe, en vennekreds og blandt dem, måske nogle få indviede, som har særlig kenskab til cutteren.

Fred og Alt Godt

Vandrer

Jeg tror det er meget forskelligt fra "cutter" til "cutter". F.eks. kender jeg en pige, Der åbent fortæller om det og har sendt billeder af det og sådan, mens jeg kender en anden, hvor vi kun er ganske få der ved det..

Hej Tania.

Jeg vil også mene, at der er forskel på det, vi kender som cutting i dag (et udslag af psykisk sygdom eller i det mindste et udtryk for, at man har det meget dårligt med sig selv / sine omgivelser på den ene eller den anden måde), og så hedenske sørgeritualer. Forveksler vi de to ting, river vi et vers ud fra sammenhængen. Ellers skulle vi jo ligeså meget forbyde tatoveringer og ganske almindelig hårklipning.
Cutting skal ses som et symptom på, at der er noget i vejen, og at den der skærer sig, behøver hjælp, ikke som en synd mod et af Guds bud.

Mvh. Anne.