Menu
Hvem er online
0 registrerede () og 10 gæster online.

Statistik
2619 Brugere
23 Fora
7464 Tråde
119492 Indlæg
JesusNet anbefaler
Muligheder
Gå til
#81292 - 16/02/2007 14:44 Må jeg bede om et aftalt tegn som svar på bøn?
Anonym
Anonym


Jeg skriver til jer om noget, jeg egentlig - måske - kender svaret på. Men det har alligevel forvirret mig, så jeg håber et forklarende svar kan bringe mig på ret kurs igen.

Det handler om at bede. Selvfølgelig er det logisk at man ikke kan bede; når månen bliver en grøn ost, Jesus, så skal jeg gøre sådan og hvis den ikke bliver det, så skal jeg gøre noget andet. Eller hvis der kommer en lyserød elefant forbi i dag, så får jeg det og hvis der ikke gør, så får jeg det ikke. Her bestemmer man jo selv sandsynligheden for, om noget skal ske og hvor sandsynligt det er, at det sker. Det kan jeg sagtens se.

Men alligevel; hvis nu man ser det i en situation, hvor begge dele er lige sandsynligt; feks hvis kl. er et lige tal eller et ulige tal; nu kigger jeg på klokken, - er den lige så får jeg det, er den ulige får jeg det ikke.

Jeg kan godt se, at som jeg sætter det op her, lyder det meget dumt. Men kan Gud handle den vej? Gør han det? Eller er det mere korrekt at sige; nu prøver jeg, Gud, så må du vise, om det er rigtigt eller forkert. Nogle ting kan man bare ikke gøre selv, - de kommer udefra, fra andre feks. Kan man så be på den anden måde? Eller hvordan skal man så be?

Det kan både dreje sig om små og store ting. Feks hvor man skal flytte hen, eller om man skal sige en bestemt ting til et menneske. Alt.

Kan I hjælpe mig ind på det rette spor igen?


Ændret af Kefas (01/03/2007 18:06)

Til toppen 
#81293 - 26/02/2007 08:47 Re: Må jeg bede om et aftalt tegn, som svar på bøn?
Kefas

Administrator
Bruger

Reg.: 11/10/2001
Indlæg: 1420
Sted: Århus

Tak for dit spørgsmål.

Allerførst må jeg jo svare: Ja, Gud kan handle den vej. Dernæst er jeg nødt til at sige: Det er ikke ubetinget en god idé at bede om specifikke tegn på den måde.

Til den første del af svaret: I Det Gamle Testamente kan vi læse, hvordan Gideon ikke bare beder om et konkret bekræftelse fra Gud, som han selv vælger, men er helt ovre i samme regi som den lyserøde elefant. Og han gør det ovenikøbet to gange:

Citat:
"Gideon sagde til Gud: 'Vil du frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet? Nu lægger jeg noget uld på tærskepladsen, og hvis der falder dug på ulden alene, mens der er tørt på jorden, så ved jeg, at du vil frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet.' Og sådan gik det. Da han næste morgen vred ulden, pressede han så meget dug af den, at der blev en skålfuld vand. Gideon sagde til Gud: 'Du må ikke blive vred på mig, når jeg taler denne ene gang endnu. Lad mig bare én gang til prøve med ulden. Lad ulden alene være tør, mens der falder dug på jorden.' Og sådan gjorde Gud den nat. Kun ulden var tør, mens der var dug på jorden." (Dommerbogen 6, 36-40)

Det er imponerende læsning. Ikke nok med, at Gideon beder om svar på noget, som Gud allerede har lovet, vil ske. Gud giver ham begge de - fuldstændigt usandsynlige - tegn, han beder om. Selv om du har ganske ret i, at det virker tåbeligt på den måde at stille Gud stolen for døren, så slipper Gideon i al fald af sted med det.

Men, som sagt, så tror jeg ikke, det er en fremgangsmåde, vi bør gøre til almindelig praksis i vores daglige bønsliv.

For det første er det ikke sikkert, at vi bliver meget klogere. Det var jo ikke nok for Gideon, at Gud opfyldte hans første ønske om et specifikt tegn. Der er ikke ret meget grund til at tro, at vi ikke også kunne få det sådan: At vi måtte have bekræftet om det tegn, vi fik, nu også var et tegn eller bare en tilfældighed. Og i sådan en situation er vi jo nøjagtig ligevidt. Og hvad hvis nu Gud ikke havde hørt Gideons bøn om at give ham et tegn anden gang?

For det andet risikerer at komme til at lade tilfældighederne og ikke Gud råde. Vi har intet løfte om, at Gud vil besvare vores bønner med konkrete tegn. Derfor kan vi heller ikke forvente, at Han gør det. Og så er chancen for faktisk at gøre Guds vilje jo kun fifty-fifty, hvis vi for eksempel lader minutviseren afgøre sagen.

Desuden tror jeg, vi kommer til at stå i fare for at miste tilliden til, at Gud altid hører og besvarer vores bønner, hvis vi kommer i vane med at kræve en kvittering af Ham. Netop fordi vi ikke har noget løfte om den slags konkrete tegn. Vi er blevet lovet, at Gud altid hører og besvarer vores bønner - men vi må øve os i at lytte efter Guds svar. Nogle gange svarer Gud entydigt konkret; andre gange kan der gå årevis, før vi får eller hører Guds svar. Og så sker det selvfølgelig også, at vi simpelthen overhører Guds svar. Nogle gange fordi vi glemmer, at 'nej' også er et svar.

Vi kan som kristne komme i særligt vanskelige situationer, hvor vi kan være utrolig usikre på, hvad der er Guds vilje. Blandt andet fordi vi - med rette - kan være bekymrede for, om en indskydelse eller en særlig fornemmelse af et kald til at sige eller gøre noget bestemt, bare er vores egne indfald. Her må vi være frimodige og bede Gud på en eller anden måde at bekræfte os i, at den beslutning vi står overfor at skulle træffe er rigtig. Men vi må fortrøstningsfuldt overlade det til Gud at afgøre, om Han vil give os et konkret tegn eller "bare" skabe en fred i os, der giver os sikkerhed om Guds svar.

Der er et par artikler i vores svarpanel som også belyser dette emne på forskellig vis, som jeg vil anbefale dig at læse:

Må jeg bede Gud om tegn?
Er det sikkert, at Gud hører mig?
Hvorfor oplever jeg ikke Guds svar?
Hvordan oplever jeg svar på min bøn?

Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at uddybe dit spørgsmål til vores svarpanel, der er til for at besvare konkrete spørgsmål om Bibelen, kirke og kristendom. Du finder svarpanelet under menupunktet Hvad siger Bibelen?. Her har du også mulighed for at søge i vores svarkiv, der indeholder mere end 800 spørgsmål og svar.

Med venlig hilsen

Peter Dahl
Netmissionær


Til toppen 
#81294 - 28/02/2007 12:46 Re: Må jeg bede om et aftalt tegn, som svar på bøn? [Re: Kefas]
Anonym
Anonym


Jeg skrev indlægget "må jeg bede om et aftalt svar på bøn" og har læst svaret. Jeg blev faktisk meget glad for det, selvom jeg måske godt kendte svaret i forvejen. Det er rart at vide, at det ikke er fremgangsmåden, men at Gud er langt større end det.
Men jeg blev også bange, - derfor skriver jeg igen. For som der også nævnes i svaret, så KAN Gud svare på den måde. Der nævnes også, at man kan falde i grøften om at spørge igen, selvom man har fået svar (hvis det altså er et svar). Jeg har spurgt MANGE gange - om det samme spørgsmål. Sagt til Gud; vil du svare mig med et lige tal på uret for ja og et ulige tal for nej. De allerfleste gange - næsten alle faktisk - var det et ulige tal. Kan jeg tage det som et svar? Er det en tilfældighed? Det kan det vel ikke være? Eller kan det? Et par gange når jeg indtrængende bad, så var det lige.

Jeg er bange for at få at vide, at svaret på min bøn er nej. Men på den anden side vil jeg også helst høre sandheden.

Hilsen den efterhånden meget forvirrede, fustrerede og fortabte pige

Til toppen 
#81295 - 01/03/2007 18:04 Re: Må jeg bede om et aftalt tegn, som svar på bøn?
Kefas

Administrator
Bruger

Reg.: 11/10/2001
Indlæg: 1420
Sted: Århus
Jeg tror, de fleste bedende mennesker kan sætte sig ind i og forstå din frustration. Fordi de fleste har været der selv. Man beder om noget, man så indtrængende ønsker sig - men enten lader svaret vente på sig. Eller også har man en fornemmelse, at svaret går i modsat retning af ens egne ønsker. En sådan bønsfrustration kan i blive så voldsom, at den kommer til at overskygge alt andet og dræner ens overskud. Det er godt, du spørger om hjælp.

Hold op med at bede om tegn
Selv om jeg ikke ved, hvad din bøn drejer sig om, vil alligevel godt forsøge at give nogle bud på, hvad du kan gøre for at komme ud af dine frustrationer.

For det første: Du bør nok holde op med at bede Gud svare 'ja' og 'nej' ved hjælp af minutviseren. Det må være gået op for dig nu, at du aldrig kommer til sikkerhed angående et svar på den måde. At blive ved hjælper ikke. Så kan det i øvrigt være lige meget, om det er godt eller skidt at bede på den måde - for du ved nu, at det du i hvert fald ikke er blevet klogere af det og sikkert aldrig bliver, men kun bliver mere forvirret og frustreret af det.

For det andet: I stedet for at bede om et konkret tegn som svar på din bøn, synes jeg du skal bede Gud åbne dine øjne for, hvad Hans svar er. Måske har han allerede vist dig det, uden du opdagede det. Og du kan bede om hjælp til at bære det svar, hvis det skulle vise sig at være det 'nej', som du frygter.

Bønnesvar er ikke magi
Men nogle gange får vi på forunderligvis først svaret, når vi har brug for det. Eller når vi selv opsøger svaret. Bønnesvar er ikke noget magisk eller mystisk og opleves kun sjældent som en form for åbenbaring. Det kan godt være, det lyder plat, men Gud har en veludviklet ordenssans og er vældig praktisk anlagt: Der er ikke grund til at lave om på naturens orden og tidens gang, hvis Han kan levere et bønnesvar på en enkel og naturlig måde.

For eksempel er der mange kristne, der på et eller andet tidspunkt i deres liv beder om en eller anden bestemt nådegave - lad os sige nådegaven til at helbrede syge for nu bare at tage et eksempel - men i stedet for at gå ud at lægge hænderne på nogle syge, så bliver de siddende i deres lønkamre og beder og beder og kan ikke forstå, hvorfor de ikke snart føler de har den nådegave og finder aldrig ud af, om Gud har opfyldt deres bøn.

Det er også muligt, at din bøn involverer en relation til et andet menneske. Det kunne for eksempel være en forelskelse eller en konflikt. Hvis det er tilfældet, så må du prøve at overvinde den ængstelighed, der får dig til at bede så intenst, og tale med vedkommende. Det kan godt være, det virker bagvendt på den måde selv at opsøge et svar - men det giver Gud en mulighed for at nuancere sit svar. Måske vil det være langt lettere at bære et nej, hvis du har talt med personen, din bøn drejer sig om. Ja, hvem ved, måske vil du endda opleve et nej som en lettelse...

Jeg håber, at dette svar kan være dig til hjælp. Ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg vil også gøre opmærksomhed på vores tilbud om personlig rådgivning, som du finder under JesusNet.dk/Kontakt.

Med venlig hilsen

Peter Dahl

Netmissionær

Til toppen 



Ordstyrer:  Bloch, Kefas, kristina 

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.
Silkjær