Hej.

Jeg oplevede for 7 år siden en meget overbevisende omvendelse. Jeg blev bedt for på en bibelcamping, af en taler der formåede at viderebringe Guds ånd til mig. Jeg har elsket den ånd, især for den fred jeg følte inden i. Men nu er jeg i en situation hvor jeg ikke kan se mig selv som et nyttigt medlem af Guds rige. Som om min virkelighed ikke på nogen måde kan forenes med Guds. Det er så frustrerende, og jeg er interresseret i, at høre fra nogen der er kommet ud på den anden side af en sådan prøvelse. Det er som om alt der er tilbage fra mig til menneskeheden, er foragt og forkastelse. Er der nogen der kender til det?

Hilsen den fortvivlede.

Kære fortvivlede ven

Jeg forstår på dig, at den oplevelse af at Guds ånd bor i dig, som du havde den første tid efter omvendelsen, at den er forsvundet og at du ikke længere kan genkende dig selv som et medlem af Guds rige. Og du spørger om, der er andre som kender til dette.

Det ved jeg der er. Personligt har jeg ikke lige haft den samme oplevelse, men jeg har snakket med mange andre som kan fortælle noget lignende.

Da jeg ikke kender noget til din historie ellers, kan jeg kun komme med nogle generelle bud hvad det er du måske oplever. Men jeg håber, at du kan bruge det til noget.

At tro på Jesus og eje hans ånd oplever og erfarer vi på mange forskellige måder. Både fra person til person og fra den ene tid til den anden. Derfor kan vi ikke sige at fx en omvendelse skal opleves eller føles på een bestemt måde. Gud kommer til os på mange måder og vi tager imod ham på mange forskellige måder. Også i selve omvendelsen.

Netop derfor må vi ikke bygge vores omvendelse eller vores forhold til Jesus på en bestemt følelse eller erfaring af hans ånd. Somme tider kan vi føle det som om han er meget nær og fylder os med glæde og fred. Andre gange kan han føles længere væk og det virker som om vi er helt tomme. Men vi må ikke lade de skiftende følelser være en målestok for Guds nærhed.

Gud er hos mig når jeg kommer til ham. Hvis jeg tror på Jesus og beder ham om at fylde mig med Guds ånd, så gør han det. Uanset hvad jeg føler eller oplever.

Den fred som Jesus giver mig, er ikke først og fremmest den fred, som jeg kan føle i mit indre. Men det er den fred, som handler om, at min skyld overfor Gud er sonet og at jeg ikke længere er under Guds dom, men under hans frelse. At der er fred mellem Gud og mig. Ikke fordi jeg har gjort mig fortjent til det, men ene og alene fordi jeg tror på ham.

Jesus taler flere steder i evangelierne om den store og den lille tro og viser hvordan den store tro ofte er den, der ser ud og føles som den mindste. Læs fx om den romerske officer i Kapernaum. Han gjorde ikke andet end at komme til Jesus og bede ham om at helbrede een af hans tjenere. Og Jesus kalder det en stor tro.

Vi fristes nemt til at bygge vores tro og vores frimodighed på vores religiøse følelser, måske på en oplevelse vi engang havde eller på nogle åndelige erfaringer som vi en gang imellem har. Men vores tro er ikke afhængig af disse oplevelser. Troen bygger alene på Guds ord og hans løfte til os. Det som vi tror på.

Måske er du i den situation, at du skal stole på Gud og det som han siger i stedet for at stole på de oplevelser og følelser, som du lige for tiden ikke finder hos dig selv. Måske er du på vej ind i den fase af din kristne tro, hvor du for alvor skal lære at hvile i det som Jesus har gjort for dig i stedet for at være optaget af det som du selv kan gøre eller kan opleve.

Prøv at læse disse svar fra vores svararkiv:
Hvordan finder jeg troen igen?
Hvad er en stor tro?

Eller denne artikel fra inTRO:
Tro og frelse - hvordan være sikker?

Skriv igen hvis det her ikke besvare dit spørgsmål.