Min påstand er at man ikke direkte får tro af at læse i bibelen, jeg siger ikke at vi kan undvære den, men.....

Troen kommer af det der høres, og det der høres, kommer i kraft af Kristi Ord.

ordet "ORD", er thema, og betyder en udtalt befaling, man kunne også oversætte det med åbenbaring. Sandt nok, at vi ikke kan skille Guds Ord og åbenbaring, de følges ad.

Noget som jeg syntes er vidunderligt er, at selv svage i troen, folk der ikke kan klare sig selv, folk der ikke kan læse, kan få tro, for det beror ikke på deres egne evner, anstrengelser, men blot på dette ene, at høre fra Gud.

Troen kommer altså af at høre fra Gud, og det kan vi alle, dvs, når vi ikke kan høre ham tale, så kan vi bede Gud give os øre for hvad han vil sige.

KH

Ole

Hej Carrie

Når Gud taler er det altid i overensstemmelse med bibelen, og hans vilje med os.

Der står i hebræerbrevet kapitel 11. vers 1

tro er fast tillid til det vi håber, overbevisning om det vi ikke ser.

Da jeg kom til tro, oplevede jeg også en overbevisning, som gjorde at jeg ikke stillede spørgsmål om det nu var rigtigt, det er en utrolig ting.

Det er et mirakel at tro på Gud.

KH

Ole

Hej Ole

Citat:
Troen kommer altså af at høre fra Gud, og det kan vi alle, dvs, når vi ikke kan høre ham tale, så kan vi bede Gud give os øre for hvad han vil sige.

Ja, sandt!

Og endnu mere - (hvad jeg selv har erfaret ...):

Esajas går så vidt, at han siger:
Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig,
jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.
(Rom. 10,20-21):

kristina

Hej Kristina

kan du ikke fotælle hvordan du har oplevet det? jeg søgte heller ikke Gud da jeg kom til tro, han søgte mig

Ole

Hej Ole

Citat:
kan du ikke fotælle hvordan du har oplevet det? jeg søgte heller ikke Gud da jeg kom til tro, han søgte mig

Jo, der skete det for mig, at jeg, til min overraskelse, blev grebet af en uimodståelig lyst til at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at så mange mennesker var kristne her i vores oplysningstid - - så jeg begyndte at læse i Bibelen og at gå i kirke.

Ikke bare en gang imellem, men hver eneste søndag. I begyndelsen uden at gå til nadver, men efter nogle måneder var jeg parat til også det.

Og jeg beskæftigede mig i hele år 2000 ikke med spor andet end at studere teksterne, og især den omliggende litteratur, og jeg havde også en del samtaler med sognepræsten.

Den første lange tid absolut kun ud fra en uforklarlig interesse for at komme til forståelse af, hvordan det dog kunne gå til, at den halve verden kunne tro på at Bibelen var noget principielt andet end fx. nordisk mytologi, 1001 nats eventyr, Grimms eventyr osv.

- at der var en principiel forskel på Adam og Eva / Hans og Grete / Abraham og Sara / Snevide og de syv små dværge ? - næh, det var altsammen i udgangspunktet lutter gode historier, eventyr og mytologi for mig.

Men langsomt, langsomt i begyndelsen med stor skepsis og undren gik det op for mig, at der var en forunderlig sammenhængskraft i Bibelen, at det oven i købet var sandt - det var naturligvis en total revolution i mit liv, men da det var en så lang proces, kan jeg ikke pege på nogen bestemt dag eller nogen særlig begivenhed der satte skel mellem før, som ikke-kristen, til nu, hvor jeg helhjertet kan bekende mig til Kristus.
Han ér mit liv, hvorfra min verden går og hvortil min verden vender tilbage. Og ikke kun mit liv, men men den eneste sandhed om alt liv.

Så jeg har selv har gennemlevet alle modsigelser og stædigt fastholdt dem så længe der var kød på dem.
Det er der så ikke mere ...

Men det er nok ikke en forklaring, som du eller andre kan bruge til noget, for det er meget forskelligt, hvordan forskellige mennesker kommer til tro.

kristina