Det er da en spøjs passage om at sværge.

Hebr. 6,13
v13 For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, v14 og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« v15 Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. v16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. v17 Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; v18 dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os.

Hej trodi,

Hvad mener du, passagen siger? Hvorfor er den spøjs?

Mvh. Steffen

Hvorfor den er spøjs?

Jeg troede ikke, Gud gav sig af med at sværge.

Hej trodi,

I en forstand er det vel også netop det teksten siger. At Gud er den højeste, derfor tager han heller ingen højere til vidne på, at han taler sandt - hvilket er hvad mennesker gør når de sværger.

Mvh. Steffen