Hej Alle,
Jeg hørte i radioen, at arbejdsløsheden blandt danske præster er stærkt stigende, og at det derfor er muligt at de skal til Sverige...

Jeg kunne ikke lade være med at undre mig, fordi enten er man kaldet til at være præst, eller også er man ikke. Man kan ikke være arbejdsløs som Guds præst. Enten er man igang med at plante en ny menighed/kirke i forhold til hvad Gud har kaldet én til, eller også fungerer man i en allerede plantet menighed/kirke.

En arbejdsløs præst er ikke en præst! En præst gør Guds arbejde, og kan vel egentlig kun være arbejdsløs hvis Gud har sat ham fra bestillingen...

Du er ikke præst fordi du har fuldført teologistudiet, mener jeg...

Hvad mener andre?

Mvh. Carsten

Hej Carsten

Problemet her er at du godt kan være præst, altså have taget den teologiske uddannelse, uden at have Guds Ånd ! Dermed ikke være sagt at ALLE arbejdsløse præster ikke er åndsdøbte. Men Helligånden giver ved åndsdåben et helt andet "drive" - man kommer simpelthen til at BRÆNDE for at så mange som muligt når til frelse ved Jesus Kristus, fordi man selv har oplevet denne fantastiske kærlighed fra Gud, og Jesus er i centrum i hele ens univers. Gennem åndsdåben bliver vi døbt med ILD, og der skal sandelig meget vand til at slukke denne ild.

Jesus siger jo at den der bliver i ham bærer megen frugt! Men gør man ikke kastes man væk og visner....(for til sidst at blive brændt.) Man udtørrer simpelthen! Det er jo klart at hvis man ikke har Ånden er det hele tør teori....man kan så viderebringe denne tørre teori - hvilket selvsagt giver en usædvanlig kedelig gudstjeneste! man kan også lade være, fordi det for een ikke gør den store forskel, da man udelukkende er et sjæleligt menneske !

”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. v2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. v3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. v4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. v5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. v6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. v7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. v8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” (Joh. 15, 1-8)

Med venlig hilsen

Malli

Hej Malli,
Jeg er fuldstændig enig...
Tænk om de underviste i disse ting på teologistudiet ;-)

...så ville de nyuddannede teologer ikke vente på at der blev en ledig kirke til dem, men plante en selv, eller søge og søge og søge og søge Herrens ansigt for hvad de skal gøre, hvordan de skal gøre det og hvor de skal tage hen...

...i stedet for af systemet at blive anvist til Sverige!!!

Mvh. Carsten

Hej Malli,

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår hvad du og Carsten mener. At en missionsk og bibeltro præst kan være mere sikker på at få arbejde end en mindre brændende?

Og tror I ikke, at det i nogle tilfælde kan være Guds vilje, at præster med embedseksamen herfra får arbejde i udlandet ? Et præsteembede kræver et kald fra både Gud og mennesker, og landegrænser er vel i denne sammenhæng lidt ligegyldige, tænker jeg ..

Jeg er også kommet i tvivl om, hvad du, Malli, mener at ordet åndsdøbt betyder. Enhver døbt person er efter min mening åndsdøbt, da vi døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Hvis åndsdøbt i din forståelse betyder en akut Helligåndsoplevelse, og du mener at en sådan er forudsætningen for, at en præst kan tage sin opgave alvorligt og forkynde lov og evangelium efter Guds vilje , så er vi ikke enige om det.

Skal jeg forstå det sådan, at f.eks. jeg (da jeg ikke selv har oplevet en sådan akut helligåndsomvendelse) så ikke "har Ånden . men ... kastes væk og visner for til sidst at blive brændt .." ? Og at jeg således udelukkende er et sjæleligt menneske, der kun kan viderebringe tør og usædvanlig kedelig teori ?

Du må ikke opfatte dette som et retorisk eller ironisk spørgsmål, jeg spørger fordi jeg virkelig er i tvivl om, hvad du mener .

kristina

Hej Kristina

Jeg ved ikke hvad du mener med "akut Helligåndsoplevelse"......og jeg synes også at der ligger en negativ klang deri.

Som så mange andre åndsdøbte har jeg ikke oplevet dette ved min barne-dåb, men igen for mit vedkommende skete det ved erkendelsen af Jesu sandhed og håndspålæggelse....men det sker vist ikke altid på denne måde. Og dette er ikke særlig akut, for det er en tredie dimension der er blevet tilført mit liv.

Du kan læse mere herom her : Åndens virke og her Åndens virke - 2

Og som sagt mener jeg at denne dimension gør at en væsentlig forskel i ens trosforhold - da jeg selv har oplevet det!

Med venlig hilsen

Malli

Hej Malli, tak for dit delvis klargørende svar! Jeg er ked af, at du indlæste en negativ klang i mit spørgsmål, det var bestemt ikke spor negativt tænkt eller ment, men udsprang af min uvidenhed.

Tak også for de to links, som jeg har læst med interesse. En del af det der står er i overstemmelse med min egen tro, men ikke det hele. Jeg har ikke nogen pinseerfaring og kan læse mig til at "Det gamle evangelium" på flere for mig væsentlige punkter er anderledes end det folkekirkelige, som er mit eget ståsted.

Min egen omvendelse til den kristne tro er en proces, som har strakt sig over flere år og som stadig finder sted og vokser og styrkes, så jeg kan ikke sætte dag og time på.

Jeg er positiv stemt over for religiøse oplevelser og erfaringer. Kun hvis nogen synes det er et "must" farer jeg i tasterne, fordi det er min overbevisning, at intet kan bero på vores erfaringer og følelser og oplevelser, men alene på hvad Jesus Kristus har gjort for alle, som vil følge ham og modtage hans ufattelige gave.

kristina

</font><blockquote></font><hr />

Enhver døbt person er efter min mening åndsdøbt, da vi døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

---

ØV , jeg vil ikke døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er langt bedre at blive døbt TIL Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Hvorfor?? Jo, for ordet "til" gør hele forskellen. Ved at blive døbt TIL, så går man fra en situation til en anden (fra at være væk fra Gud TIL at være sammen med Ham) i stedet for at blive lagt i.

Du har ret Kristina, at Gud også kan bruge danske præster i andre lande. Der hvor Carsten og Malli vil hen, er at der er ingen problemmer for danske præster. At medierne har helt misforstået dette job. De tænker økonomi og ikke det åndelige. At lave en nyhed i aviser og tv, om at præsterne ikke kan få job i Danmark, er skydt helt ved siden af. Vi er alle forkynder, dog har vi valgt et andet erhverv som bibeskæftigelse for at tjene penge.
Så uddannet præster vil aldrig være arbejdsløse og dem der vil have det som bibeskæftigelse, må jo så tage til udlandet for at tjene penge.

K.h.
Kim

Hej Kristina

Du skriver: " Kun hvis nogen synes det er et "must" farer jeg i tasterne, fordi det er min overbevisning, at intet kan bero på vores erfaringer og følelser og oplevelser, men alene på hvad Jesus Kristus har gjort for alle, som vil følge ham og modtage hans ufattelige gave. "

Nu behøver det ene jo ikke udelukke det andet. Skepsisisme bygger jo også på erfaring og oplevelser, det er vel denne der gør at vi så sjældent kan "blive som børn igen" ! Men nej, vi skal ikke æde alt råt og spirituelle oplevelser kendes også i new-ages kredse, omend på en noget anden måde!. Derfor må og skal Ånd og Ord følges ad. Gud er jo begge dele. Iøvrigt må jeg stille dig et lidt drillende spørgsmål, hvordan kan vi være i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vor styrke UDEN ved Ånden? Jeg KUNNE simpelthen ikke på baggrund af min barnedåb - ja det kan også knibe stadigvæk, men efter min "akutte åndsoplevelse" er der virkelig sket ting og sager. Jeg har før hørt hårdhjertede mennesker gøre nar af karismatikerne når de taler om at have Jesus i sit hjerte, men sagen er at det er det Gud ønsker - han ønsker at vi skal elske ham, hvordan kan vi det hvis vi aldrig har mødt ham? Derfor mener jeg at vi skal have en følelse/erfaring med Gud, vi skal have mærket hans kærlighed, den kærlighed skal være i os og som vi så giver videre til vore medmennesker.

Med venlig hilsen

Malli

Kære malli,

Tak for dit svar. Det er langt fra mig at gøre nar af karismatikere, eller nogen som helst andre, i dybt alvorlige trosspørgsmål. Du må meget gerne stille drillende og provokerende spørgsmål, og det du berører her er faktisk vigtigt og dybt alvorligt:

"... hvordan kan vi være i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vor styrke UDEN ved Ånden?"

Nej, det tror jeg, som du, er helt umuligt. Og sommetider kan jeg, ganske rigtigt, ikke elske Gud. Sommetider er Gud, for mig, den helt skjulte Gud. Det er når mit hjerte kun er en muskel, der pumper blod rundt i min krop, når min sjæl går i sort, og min styrke er ganske, ganske svag.

Så har jeg slet ingen ting at give, heller ikke min kærlighed, det første og vigtigste bud. Når jeg så i håbløs fortvivlelse er bevidst om det, så klynger jeg mig til Guds ufattelige nåde og hans løfte om, at "salig er den der ikke har set, men dog tror .. " Hvis det var mig, der skulle holde fast i Gud og ikke omvendt, så var det ude med mig .. Måske er jeg netop i den situation som et hjælpeløst barn ?

kristina

Kære Kristina

Jeg kan nu heller ikke forestille mig at du ville synes at der var den store velsignelse i at latterliggøre dine med-kristne. Men dem om det, måske er det misundelse - hvem ved?

Du skriver:"Hvis det var mig, der skulle holde fast i Gud og ikke omvendt, så var det ude med mig .. "

Gud elsker alle mennesker, men det er ikke alle der tager imod hans kærlighed endsige elsker ham. Så tror jeg at vi får et eller andet meget fjernt gudsforhold - altså man tror måske på hans eksistens, men han er ikke en del af ens liv. Jeg selv har altid troet på hans eksistens (med få undtagelser).....Som sammenligning vidste jeg også i lang tid at min mand eksisterede, men det var først da jeg lærte ham at kende - først som ven - dernæst som kæreste, at jeg kunne elske ham. Vi blev så senere gift. Som jeg skrev tidligere mener jeg ikke at man er i stand til at elske noget eller nogen man ikke kender......til trods for at man kan læse/høre at vedkommende elsker een.

I sin tid kunne jeg vælge at undlade at have kontakt med min mand (selvom han i modsætning til Gud i givet fald næppe ville elske mig). Men i og med at vi begyndte at tale sammen, søge hinandens selskab - voksede kærligheden!. Ja det startede med en forelskelse, der slog benene væk under mig, men ud fra den voksede kærligheden. Den gensidige kærlighed. Hvis jeg ikke elskede min mand tilbage - tog imod hans kærlighed, tror jeg - nej jeg er ganske sikker på at han ville blive såret, og ville ganske stille forsvinde ud af mit liv. Men nu var kærligheden gensidig - og så er det at man finder ud af at ingenting var som før. Jeg kan sandelig ikke leve som dengang jeg var single - flirte med alle mulige mænd, bruge løs af pengene kun til mig selv, rende i byen i week-enderne osv osv. Ja så ville der snart blive ballade! Jeg skal stå til ansvar over min livsførelse overfor min mand. Og det gør jeg gerne, jeg har opgivet det tidligere singleliv fordi jeg elsker min mand, og det ville ærlig talt være respektløst at blæse på hans mening. Vi skal sammen få det hele til at gå op i en højere enhed. Det kan vi kun hvis jeg vil slippe det gamle det og have TILLID til at han vil mit bedste (og det må også han gøre).

På samme måde er det med Gud, han elsker os - ja vi er hans børn! Han søger kontakt med os igen og igen, men vi vil ikke vide af ham. Han vil ikke tvinge os med sit selskab og fortrækker så - vi går vore egne veje, lige indtil vi bliver hjælpeløse. Nogen vælger så alle mulige andre løsninger, men min erfaring er at det samme sker igen, for uden Gud ER vi hjælpeløse. På et tidspunkt har vi så fået nok, vi er i den grad pressede. Der er ikke andre veje end overgivelse. Og så er det at Gud kan komme til. Ved at vi lader HAM tage styringen oplever vi velsignelser på vor vej, først og fremmest får vi fred i sjælen. Men ved Guds Ånd bliver vi ansporede til yderligere kontakt - bøn, bibellæsning. Gud bliver nærværende for os, vi kan mærke ham - kan mærke hans kærlighed. Når vi kan det BLIVER vi i stand til at elske ham tilbage, og gradvist OVERGIVE os. For det er der skoen oftest trykker, vi vil ikke lade Gud komme til - vi vil selv (ja, det er så kødet i os som står Ånden imod) men det er der jo ikke det store samarbejde i . Gud ske tak og lov for at Herren er så tålmodig og god som han er!!!

Med venlig hilsen

Malli

Hej kristina

Jeg har engang hørt et billede på forskellen mellem religion og kristendom.

Det er som katte og aber..... uden yderligere sammenligning end den jeg trækker frem.

Religion er som aber, moderen/gud(guderene) går hvor hen de vil og ungerne/de troende må hænge på så godt de nu kan. Skal der diges må ungerne hage sig fast på moderens mave eller vente til det passer hende at stoppe op.

Kristendom er som katte, moderen/Gud bærer nænsomt ungen/den troende i munden. Moderen lægger sig pænt og roligt når der skal dies. Moderen kan med sine skarpe tænder gøre det af med sine unger i et bid, men hun kan også bære dem uden den mindste skramme.... Gud kan udslette os, men han kan også føre os gennem livet uden at vi får en skramme.

Nå det var bare lige et lille billede

Kære Esther,

Det billede kendte jeg ikke, tak for det, jeg synes det er rigtig dejligt. For mig er det ren lyksalighed at vide at jeg som Guds barn bliver båret igennem dette liv i hans kærlige hænder, uanset hvad jeg er, tænker, forstår, tror, føler og oplever.

Tænk at Jesus i sin kærlige omsorg for os alle har betalt hele regningen - om vi bare vil tage imod hans tilbud om at være vores frelser og herre. Hvilken ufattelig nåde !

kristina

Jeg er fuldkommen enig.

Enten har man fået kaldet fra Gud, at han har fået en opgave som budbringer eller ej.

Dog er denne verden blevet alt for pengerisk, at man skal have penge for alt, dog selv mener jeg, at der jo egentlig slet ikke burde være nogen præst, for vi alle er jo egentlig Guds budbringer og har alle den samme opgave, nemlig at forkynde bibelen vider.

Hilsen Kellie

Mht til spørgsmålet om åndens virkning.. så fatter jeg simpelt hen ikke at folk kan have et andet billede af ånden, end den vi høre fra dig Malli, at det er ånden som gør at vi elsker gud, og vil læse i bibelen, og bede helhjertet.. at vi får ånden ved barnedåb osv osv, det kan jeg ikke forstå... aha et lys er lige gået op for mig ... nåå det var ikke baby sprog, det var tungetale *lol*

jeg fik helligånden ved håndspålæggelse, og det var altså bare 2 af mine kristne venner, som bad for mig, og jeg begyndte at ryste og mine ben blev tungere og tungere og tilsidst faldt jeg.. det var så vildt en oplevelse at jeg slet ikke kan beskrive følelsen, men Guds ånd var det og jeg blev fyldt med den vildeste kærlighed..

det var lige et sidespring, men blev nødt til at skrive det her..

MariaMaria