Næh, det er sådan set ikke en nyhed, at legemet kan slås ihjel... eller at sjælen lever videre (omend som et "halvt" menneske - legemet følger med ved de dødes opstandelse)

Tværtimod er det yderst u-dualistisk, at både sjæl og legeme kan kastes i Helvede.

Mvh. Steffen

Hej Andreas,

Hvad der umiddelbart lige kommer til mig er, at Kristus prædikede for de ånder, der var i fangenskab.

Men det er vel også almindelig logik, at hvis kroppen er her på jorden, så er den ingen andre steder end her på jorden, hvorimod sjælen - hvis altså denne verdens herre virkelig ikke kan gøre den noget - må kunne leve uafhængigt af kroppen.

Mvh. Steffen

Kære steffenlaursen m.fl.

Jeg samler lige et par af dine ord:

Citat:
Næh, det er sådan set ikke en nyhed, at legemet kan slås ihjel... eller at sjælen lever videre (omend som et "halvt" menneske - legemet følger med ved de dødes opstandelse)

.. det er vel også almindelig logik, at hvis kroppen er her på jorden, så er den ingen andre steder end her på jorden, hvorimod sjælen - hvis altså denne verdens herre virkelig ikke kan gøre den noget - må kunne leve uafhængigt af kroppen.

Det er rigtigt, at "noget" lever videre og dør ikke, sammen med den grove fysiske krop.
Den ene tages med, den anden lades tilbage.

Den levende, som træder ud af det jordiske legeme, er ikke et "halvt" menneske, snarere "mere" hel. Han vil have et "nyt" legeme og ikke være draget mod det forgængelige legeme, kroppen. Splittelsen hører til i verden og vi er kun på gennemrejse, som vandringsmænd.

Det er måske passende, der er en deltråd, som kan behandle hvorledes sjælen, "noget", kan leve videre, helt uafhængigt af en fysisk krop, som den lerhytte vi har taget midlertidig ophold i.

Pax & Bonum

Vandrer

Hej Steffen - ja, hvad lavede Jesus dog i dødsriget?

Jeg selv tror på den forklaring, som Leif Andersen kommer med her - - at der altså ikke var tale om "menneskeånder", men om de faldne engle fra Noas tid .. at Jesus proklamerede sin sejr for dem.

kristina

Jeg er enig med Andreas om, at der er ligheder med denne meget diffuse gnosticisme.
For at give et indtryk af denne komplekse retning kommer her en kopi fra Den Store Danske Encyklopædi:

"Gnosticisme(af gr. gnostikos 'med indsigt', af gnosis 'erkendelse, viden', og -isme), en række religiøse retninger med fælles præg i perioden omkring og efter kristendommens fremkomst, navnlig i 100-t. e. Kr.
Gnosticismen hører til de mest gådefulde og omdiskuterede fænomener i religionshistorien og den kristne kirkes historie; der hersker ikke engang enighed om, hvorvidt man skal kalde gnosticisme for en religion, for mysterieagtige sekter eller for afvigende eller kættersk kristendom. Der er også stor uenighed om baggrunden for dens opståen og om, hvor den er blevet til. Disse vanskeligheder skyldes dels, at gnosticismen hører til i hellenismens kultur med religionsblanding og fluktuationer af religiøse forestillinger mellem øst og vest, dels, at den gnostiske livsanskuelse ikke kun er af historisk art. Den er mytisk og psykologisk-eksistentiel i en ejendommelig blanding. Hele gnosticismens lidenskab gælder den højere frelsende erkendelse eller indsigt, som kan frigøre fra alle legemets og sjælens bindinger til denne verden.
At føle sig fremmedgjort eller indespærret i verden, sjæl og legeme, i et univers præget af forvirring, tilfældigheder og lidelser er gnostikerens første erfaring, som kalder de spørgsmål frem, der er formuleret i de hyppigst citerede gnostiske sætninger: "Hvem var vi? Hvad er vi blevet? Hvor var vi? Hvad er vi kastet ind i? Hvor haster vi hen? Hvad er fødsel? Hvad er genfødsel?" (Theodotus).
Hvad kilderne til gnosticismen angår, står det fast, at kristne teologer navnlig i 100-t. (fx Irenæus, Tertullian, Klemens fra Alexandria, Hippolytos og senere Epifanios af Salamis) har nedskrevet yderst detaljerede skildringer af forskellige lærere, sektdannere og deres tilhængere, samtidig med at de leverer voldsomme angreb på disse gnostikere, som har skruet dele af kristendommens indhold ind i helt andre sammenhænge end dem, som datidens traditionsfastlæggende kristne menigheder var talerør for. Fra teologernes skrifter ved man, at disse retninger påberåbte sig at være kristne - ofte under henvisning til, at de var i besiddelse af hemmelige overleveringer, som uden om kirken gik tilbage til Jesus selv. De sondrede skarpt mellem den jødiske skabergud, som de anså for at være en lavere, ofte uvidende gud, og den højere åndelige guddom eller lysverden, som forløseren kommer fra. Det kan skildres på den måde, at Kristi ånd bevægede sig nedad fra det høje lys, passerede magter og engle ved at forklæde sig som dem, indtil ånden gik ind i mennesket Jesus. Kristi menneskelighed er altså kun en maskering, hans død på korset ikke nogen virkelig begivenhed, fordi ånden forlod legemet inden døden; men det kan de uindviede, blinde jordiske magter ikke indse.
Læren om kødets opstandelse afvises. I gnostiske skrifter spores tillige tanker om forudbestemmelse (prædestination) og sjælevandring (reinkarnation). I de ofte udpenslede mytiske beretninger er alt, hvad der har betydning for mennesker, foregået, inden denne verden blev til. Det kan være skildret som et fald eller en ubalance i den højere verden (gr. pleroma 'fylde'), og der optræder åndemagter (æoner), som behersker hver deres felt i rummet mellem lys og mørke. De karakteriseres ofte med personificerede begreber, fx dybet og tavsheden, i nutiden udlagt som det ubevidste. I mange af systemerne optræder særlige gudenavne, fx Adamas, Abraxas, Barbelo og Baruk, som Jesus betragtes som gesandt eller medium for. Der findes tillige overleveringer om astrologi, talmystik og magisk-rituelle sakramentale handlinger. Primitive forestillinger og dyb menneskekundskab synes at ligge lige ved siden af hinanden hos gnostikerne.
De store forskelle mellem de enkelte mytiske beretninger forklares med henvisninger til ophavsmændene og de forskellige skoler eller sekter, heriblandt Valentinos, den betydeligste gnostiker, der også står almindelig kristendom nærmest, samt Basilides, Karpokrates, Ptolemaios, Markos, Barbelo-gnostikerne, ofitterne. En særstilling indtager Markion, som mange ikke har regnet for at være egentlig gnostiker.
Med disse tanker brød gnostikerne med den jødiske skabelsestanke, men først og fremmest med den antikke tænknings idé om verden som en ordnet helhed, et kosmos. Mens de ortodokse kristne mente, at tro, moral, skaberværket og den historiske forbindelse bagud til Det Gamle Testamente og apostlenes forkyndelse var afgørende, tænkte gnostikerne horisontalt, ønskede med stolthed at løfte sig over troen, ja over denne verdens gud. Det kunne ske ved den bevidstgørelse, der skildres som et råb eller et kald fra den højere verden. Ved dette kald kunne mennesker (eller rettere sagt nogle mennesker, pneumatikerne 'de åndelige') erkende, at de i sig havde en lysgnist fra guddommen selv. En erindring blev vakt om den verden, de var faldet bort fra, og som den frelsende indsigt oplyser om vejen tilbage til gennem de forskellige verdener og former til den rene formløshed.
De andre mennesker, der aldrig vil kunne opnå den højere indsigt, kaldtes hylikere (eller sarkikere) 'de, der er knyttet til stoffet eller kødet'. I nogle systemer findes en mellemgruppe, psykikerne 'de sjælelige', de almindelige kirkekristne, der måtte søge frelsen ved gerninger, mens den ægte gnostiker måtte føle sig hævet over enhver moral. Det kan føre til en asketisk indstilling eller til det modsatte. Myterne kredser ofte om forholdet mellem mand og kvinde på en måde, som er ukendt i ortodoks kristendom, så det androgyne menneske bliver en bestemmende forestilling. Der kan også figurere kvindelige guddomme, flere systemer kender til Sofia 'visdom', hvis begær førte til faldet i de høje himle, så hun af bedrøvelse og angst skabte denne verden, hvor alt vand er hendes tårer, alt mørke hendes angst.
Kirkefædrene var meget direkte i deres polemiske skildringer af nogle af de gnostiske retningers orgielignende ritualer. Mange forskere har dog ment, at de som modstandere har fortegnet virkeligheden. Også af den grund var det intet mindre end en sensation, da man i Nag Hammadi i 1945 fandt et helt bibliotek af originale gnostiske tekster, skrevet på koptisk.
Fundet har på den ene side bekræftet, at grænsen mellem kristen gnosticisme og kristen rettroenhed har været flydende i kirkens første århundreder, men har på den anden side ikke frakendt kirkefædrenes skildringer enhver værdi. Mange forskere har også talt for, at gnosticisme fandtes før kristendommens komme, og at der allerede er spor af den i nogle af de nytestamentlige skrifter (fx Johannes-evangeliet og hos Paulus).
I de senere år synes tendensen i forskningen at gå i modsat retning. Det stærke opsving af gnostiske tanker, navnlig i 100-t., blev i første omgang standset af kirkens angreb; disse angreb medførte en bevidstgørelse i kirken om eget særpræg. Men i afsides kredse levede de gnostiske opfattelser videre i mange århundreder. Dertil kom, at de allerede et århundrede efter flammede op i et nyt stort, endnu mere differentieret system, manikæismen, og mange århundreder senere igen hos middelalderens katharer.
Gnosticismen er en mærkelig uhåndterlig understrøm i europæisk kultur. I nyere tid er gnosticisme blevet omtalt i forbindelse med 1600-t.s deisme, 1700-t.s logevæsen, Hegels religionsfilosofi i 1800-t., Rudolf Steiners antroposofi, forskellige nyreligiøse strømninger; endog marxisme og eksistentialisme har været nævnt i forbindelse med gnostiske motiver. Hermann Hesse er blandt de skønlitterære forfattere, der i 1900-t. har været tiltrukket af sider af gnosticismens væsen (romanen Demian, 1919)."

Tak for din redegørelse.

Citat:
Fra teologernes skrifter ved man, at disse retninger påberåbte sig at være kristne - ofte under henvisning til, at de var i besiddelse af hemmelige overleveringer, som uden om kirken gik tilbage til Jesus selv.

Hvorfor kommer man mon her til at tænke på Mormons Bog og Vandrer mod Lyset, foruden visse kredse inden for de fremgangsteologiske karismatikere, med deres "åbenbaring af nyt lys"-dogmerne.