Det siges, at da Luther på et tidspunkt i en teologisk debat blev trængt op i en krog som et sidste forsvar for sine argumenter bankede i bordet og sagde: "Sådan er det bare!" At han greb til denne yderlighed, skyldtes naturligvis frustration over, at ingen bed på hans argumenter. Og vi kender alle sammen til trangen til at banke i bordet, når vi ikke kan overbevise andre mennesker om vores synspunkter. En adfærd, der selvfølgelig ikke flytter noget som helst, men tværtimod kan være med til at skabe afstand mellem mennesker. Men det kan også skabe afstand, hvis man gentager sine argumenter i en uendelighed uden villighed til selv at flytte sig eller reflektere over modpartens argumenter. Det virker som om, at dit problem i virkeligheden ikke er at forklare folk, hvad du mener - men at det ikke vil lykkes dig at banke din holdning ind i hovedet på dem uanset hvor meget, du prøver.
At overbevise en anden om sine synspunkter er altid en udfordring og kan tage lang tid - og måske lykkes det aldrig. Men når det er blevet et personligt problem for dig, så er det måske på tide, at du standser op og overvejer din adfærd. For det første, så er det ikke dit ansvar at banke teologiske forestillinger ind i hovedet på folk. For det andet, så må du overveje om din argumentationsform gør folk hårde og uimodtagelige i stedet for at blødgøre dem. Måske er der nogen argumentationsformer, du skal lægge fra dig. For det tredje, så må du lære at kapitulere og indse, at du ikke altid får overbevist modparten, uanset hvor længe du prøver. Og så er der for øvrigt ting, der er mere vigtige at tale med mennesker om, end de problemstillinger, du opridser.
Bed Jesus om, at han vil give dig kærlighed til bare at være et vidnesbyrd om Jesus, og en støtte for dem, der har brug for dig. Bed for dem der betyder noget for dig, og som du så gerne vil "overbevise". Bed Jesus om, at de gennem venskab og fællesskab med dig, får lov at mærke, at Jesu kærlighed forandrer og præger os. Kærlighed, respekt, omsorg og engagement i mennesker, åbner langt flere døre end påstående forklaringer, som man af forskellige grunde er uenige i eller ikke vil høre på.
Med venlig hilsen
Peter Dahl
Netmissionær