Menu
Hvem er online
0 registrerede () og 8 gæster online.

Statistik
2536 Brugere
23 Fora
7154 Tråde
116398 Indlæg
JesusNet anbefaler
Muligheder
Gå til
#79781 - 21/01/2007 12:29 Hvor skal jeg så søge Gud?
C.M.78
Bruger

Reg.: 14/01/2007
Indlæg: 1
Jeg er ikke opvokset i en kristen familie, og har ikke nogen venner der rigtig er troende. En del af mine venner syntes at tro er lidt fjollet, og har en masse fordomme, som de bestemt ikke holder for sig selv. Jeg har en sød kæreste, vi bor sammen, han er ikke troende.

Men jeg havde en oplevelse for et stykke tid siden, der gør at jeg tror!

Noget af min familie er gået med i Pinsekirken, og er meget glade for det. Og de vil gerne dele deres oplevelser med andre. Så de inviterede mig med en aften. Jeg var skeptisk, syntes det hele var meget mystisk, men jeg var nysgerrig på hvad mine slægtninge var så optagede af. Det hele var nyt overvældende, men der var en god stemning.

På et tidspunkt bad præsten (eller hvad han var) os alle der ville, komme op og han ville bede for os, jeg tænkte at det måtte jeg da prøve. Folk skubbede og masede, der var mange spidse albuer for at komme op foran. Og da var det, at jeg så en person der lyste alt op, så alt andet blev mørkt og jeg kunne kun høre hvad denne person sagde. "Han" sagde Følg jesus, men ikke her!

Jeg ved at det kun var mig der hørte det, men det var så stærkt at jeg bare måtte gå ud i den fri luft. Jeg græd, var rystet, vidste ikke hvad jeg skulle tænke eller tro. Mine slægtninge forstod ikke hvad der skete, og jeg havde ikke lyst til at forklare, det kunne let blive misforstået.

Jeg har ikke noget imod Pinsekirken, jeg ved bare det ikke er stedet for mig. Men nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre? Hvor skal jeg så søge Gud? For den del af min familie der ikke kommer i Pinsekirken (bla. min mor), taler rigtig grimt bag den anden del af familiens ryg, om hvor dumt, fjollet og naivt det er at tro på Gud. Den del af familien der kommer i Pinsekirken, mener at det er den eneste vej! Og min kæreste syntes at jeg skal gøre hvad jeg føler er rigtigt for mig, bare han bliver blandet helt uden om.

Jeg føler mig alene.


Ændret af Netmissionæren (01/02/2007 14:50)

Til toppen 
#79782 - 01/02/2007 13:42 Re: Hvor skal jeg så søge gud? [Re: C.M.78]
asas
GlobalModerator
Bruger

Reg.: 21/08/2001
Indlæg: 2338
Sted: Fredericia, Danmark
Kære ven

Det er en vanskelig og forvirrende oplevelse du har haft og jeg forstår godt, at du føler dig alene og rådvild i det. Men det er du ikke! En kristen er aldrig alene - selvom det godt kan føles sådan en gang imellem.

I det syn du fik hørte du først og fremmest sagt, at du skal følge Jesus og det forstår jeg på dig, at du også vil. Det er det vigtigste. Bibelen kalder os ikke til at tilhøre et bestemt kirkesamfund eller komme i en bestemt slags menighed. Men vi bliver kaldet til at følge Jesus og lytte til hvad han lærte sine disciple. Det er dette du må bygge dit liv på for det er her vores fremtid og vores håb ligger.

Du følger Jesus ved at fx at læse hvad han siger og gør i Bibelen og følge hans ord. Og ved at bede til ham om at vise dig vej og hjælpe dig til at leve dit liv efter hans råd og vilje. Du kan også lære en del om Jesus ved at læse artikler og svar her på JesusNet eller læse nogle gode kristne bøger. (Jeg kan fx sende noget til dig, hvis du bestiller en gratis informationspakke.)

At følge Jesus er også at være med i et fællesskab med andre, som også tror på og følger Jesus. Men nu fik du også at vide, at det ikke skulle være der, hvor du var. Jeg ved ikke hvad Guds mening kan være med dette kald, men det må betyde, at så har han en anden vej for dig. Et andet sted og måske en særlig plan for dig.

"Gud er ikke forvirringens Gud" siger Paulus i 1 Korintherbrev 14,33. og han ønsker ikke at vi skal famle os frem i blinde. Men sommetider ønsker Gud at lære os noget eller forberede os på noget, som tiden ikke er inde til at vise os klart. Og i den situation må vi være tålmodige og vente på, at Gud viser os vejen.

Det betyder ikke, at du skal sidde med hænderne i skødet og bare vente. (Det viser dette brev, at du jo heller ikke gør). Men det betyder, at du må bede Gud om at give dig tålmodighed og om at han må give dig øjne, der kan se hvilken vej og plan Gud har for dig - når hans tid er inde.

I Bibelen er der mange eksempler på mennesker, som Gud kaldte på og som derefter måtte vente i kortere eller længere tid på, at se hvad Guds plan var. Tænk fx på David i Gammel Testamente, der som ganske ung blev indviet til at være konge, men måtte vente mange år før det kunne se ud til at det blev opfyldt. Eller Paulus i det Nye Testamente, som blev kaldet til at følge Jesus og først efter 14 år begyndte på sin tjeneste som apostel.

Nu vil jeg ikke bilde dig ind, at Gud har udset dig til at være dronning eller verdensevangelist Men jeg vil bare vise dig, at det ofte ser ud som om Gud kan have rigtig god tid.

Jeg vil anbefale dig, at du bliver ved med at bede til Gud om, at han vil vise dig, hvor han gerne vil at du skal være. Og gør dig til en god vane at læse i Bibelen regelmæssigt. Ofte er det netop gennem Bibelens ord, at Gud taler til os og overbeviser os om hvad vi skal. Jeg kan anbefale dig at brug en læseplan med forklaringer fra Bibellæserringen.

Og så vil jeg meget gerne hjælpe dig med at finde en lille gruppe kristne eller en enkelt, som du kan snakke med og som kan hjælpe dig med råd og vejledning. Du kan skrive til Personlig Rådgivning eller til Lokal kontakt her på JesusNet.dk. Du er også velkommen til at skrive direkte til mig.

Du skriver at dine venner ikke forstår dig og du også føler dig bagtalt af nogle af din nærmeste familie. Det er hårdt at opleve det. Men husk på, at de jo ikke kender og forstår det, som du har set og oplevet. Sandheden om Jesus er simpelt hen skjult for dem, som ikke tror på ham og derfor kan de ikke forstå hvad det er som er sket for dig. Det er ikke fordi de vil dig noget ondt, men fordi de ikke ved bedre. Sådan var det vel også for dig tidligere?

Du må bede Gud om, at du må være et godt eksempel og et godt Jesus-vidne overfor dem. Sig til dem, at du godt kan fortså deres undren og modstand, men at du dybt i dit hjerte har mødt Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Og du kan ikke svigte troen på, at han har ofret sit liv for at du skal have tilgivelse for alle fejl og få evigt liv. De vil næppe forstå dig, men måske kan I opnå lidt respekt for hinanden. Ligesom jeg fornemmer, at du oplever det fra din kæreste.

Jeg vil bede til Gud om, at han må velsigne dig med tryghed og med vished om hvad du skal gøre, sådan at du kan bevare din tro og glæde i at følge Jesus.

venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)

Til toppen 



Ordstyrer:  Bloch, Kefas, kristina 

| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.
Silkjær