Jeg kommer ikke fra en kristen familie, men da jeg startede til konfirmationsforberedelse begyndte jeg at tro, stille og roligt, og kom i kirkens konfirmandklub.
Senere hen kom jeg på kristen efterskole, hvor jeg gik i 2 år, det ene år på en bibel- og lederlinie.
Fra første år på efterskolen har jeg betegnet mig selv for værende personlig kristen.
Jeg stoppede så på efterskolen juni 2005, altså for 1½ år siden.

På skolen havde jeg fået en kristen kæreste, som jeg fandt sammen med allerede efteråret første år. Vi var et ret fast, etableret par indtil november 2005, hvor vi slog op. Derefter fandt vi sammen nogle gange, gik fra hinanden, skændtes, råbte, sloges, græd.
Han betød alverden for mig, så bruddet tog meget hårdt på mig.

Før jeg blev kristen havde jeg drukket og været rimelig hurtig til det med kærester og så videre. Dog var jeg stadig jomfru.

Efter bruddet med min ekskæreste begyndte jeg at drikke igen og rende med fyre, så at sige, men legen var blevet mere alvorlig, og nu gik jeg længere. Stadig ikke hele vejen, men tæt på.
En enkelt bytur blev til en til et par uger efter, og nu et halvt år senere er alkohol igen blevet en del af mit liv (Jeg stoppede med at drikke da jeg startede på efterskole, og holdt det næsten 3 år).

I løbet af efteråret '06 gik det rigtigt dårligt med mit trosliv. Min lyst for at deltage i kristne aktiviteter faldt, og jeg fandt det sværere og sværere at bede, læse i Biblen og sådan.

Oveni bruddet med min ekskæreste oplevede jeg også mange problemer med kommunen. Jeg skulle have noget støtte derfra, som jeg var berettiget, men de trak sagen i langdrag og gav til sidst afslag på en del af støtten. Nu sidder jeg så i min egen lejlighed og kan ikke overskue hvordan jeg får råd til mad halvdelen af måneden.

Derudover oplever jeg et svigt fra mange af mine kristne venner. De lader mig glide i baggrunden, selvom jeg har snakket med nogle af dem om mine trosproblemer, og alt i alt har mine ikke kristne venner været mere for mig end de kristne.

Jeg ønsker stadig et liv med Jesus og at følge hans sti, men det er så uoverskueligt. Hvordan skal jeg vende tilbage til den rette sti, og hvem skal støtte mig deri? Jeg tror det vil være svært at stoppe med at drikke igen og sådan, og ærligt talt ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig overvældet af bekymringer, og det virker som om Gud ikke lytter når jeg beder.

Jeg har svært ved at forstå hvorfor Han ikke hjælper mig mere når jeg direkte beder Ham om at holde mig i Hans hånd og beskytte mig og lede mig af rette veje.

Jeg håber at dette indlæg giver bare en smule mening, det er skrevet i et desperat øjeblik hvor tingene bare ikke hænger sammen mere.

Det forvildede Barn

Kære forvildede barn

Jo, dit indlæg giver i allerhøjeste grad mening., og jeg bliver ked af at læse dit brev, for det gør ondt at høre, at du er kommet væk fra stien, som du selv beskriver det. Din historie bekræfter, hvor vigtigt det er, at vi støtter hinanden, ber for hinanden og hjælper hinanden. Det er virkelig de færreste, der kan klare et liv som solo-kristen.

Skuffelser og sårethed
Jeg kan ikke regne ud, hvordan det ene har taget det andet med sig. Men jeg kan godt se, at du har haft nogle store kampe, svigt og skuffelser som er kommet til at fylde meget, ikke mindst bruddet med din kæreste. Når vi bliver såret og ramt i sindet af skuffelser, sorg, savn, bitterhed eller vrede så påvirker det ikke kun vores forhold til andre mennesker, men også til Gud og os selv. Vi bliver meget sårbare på mange områder. Jeg kan forestille mig, at du måske har ”pakket dig selv ind” for at beskytte dig selv. Jeg ved det ikke, måske gætter jeg forkert. Men det ville i hvert fald ikke være underligt, hvis din reaktion havde været den, at du lukkede dit ellers åbne sind til, for dels at være lidt i fred, og dels for ikke at blive yderligere såret og skuffet i forholdet til andre. Jeg kan også godt forstå, hvis det i den situation har været nemmere for dig, at dyrke fællesskabet med dine ikke-kristne venner, og også at ”løbe-med” på det der har været dine gamle vaner. Det gav dig måske et tiltrængt ”pusterum” – væk fra alt det som forvirrer, gør ondt og skuffer.

Din længsel nu er vigtig - reager på den
Men men.. det tog mere end det gav. For hvad så nu? For det er jo egentlig ikke det, du ønsker. Dine kristne kammerater er gledet ud i periferien. De har svigtet dig – eller måske føler de, at du har svigtet. Det spiller ofte lidt sammen. Måske har de også følt sig usikre og magtesløse, fordi du ændrede adfærd. Men det nytter ikke så meget at spekulere i, om de skulle have gjort noget mere eller noget andet.
Det afgørende er nu, at du inderst inde længes efter nærheden med Gud – og også savner et fællesskab med kristne, som forstår din frustration og din længsel, og som kan hjælpe og støtte dig. Sådan forstår jeg dit brev.

Gud gi´r slip, hvis vi vil - men han gi´r aldrig op
Jeg kan ikke lade være med at drage en parallel til Jesu lignelse om den ”fortabte søn”. Det er fortællingen om en søn, der blev led og ked af forholdene i hjemmet, og følte en længsel efter noget andet. Han brød op og rejste sine egne veje. Men prøv at lægge mærke til Faderen. Han tvang ikke sit barn til at blive hjemme – han gav ham til og med de penge han bad om, og lod ham rejse. Han kunne måske godt have gjort noget mere for at forhindre sønnen i at rejse. Det har jeg tit tænkt på. Men jeg tror pointen med denne lignelse, at valget er vores eget og skal være vores eget. Vi vil aldrig blive holdt fast - uden vi ønsker det. Gud kender os, og han respekterer vores valg, selvom det gør ondt. Jeg er ikke i tvivl om, at det er med smerte, at Gud har set dig give mere og mere slip. Hvad kunne have forhindret det? Det ved jeg ikke. Men Gud kan ikke forhindre det, hvis afvisningen kommer inde fra os selv.

Gud længes efter dig
I lignelsen ender det med, at sønnen går i sig selv og vender hjem. Han føler bestemt ikke, at han fortjener at blive taget imod som en søn. Men han vil bare gerne have lov at være i nærheden af sin far og have del i den tryghed der var derhjemme. Men det du skal lægge mærke til er, at da sønnen nærmer sig hjemmet, så ser Faderen ham på lang afstand. Det er ikke noget med at sønnen skal hjem og banke på og trygle Faderen om at tilgive ham, og tage imod ham. Nej, for Faderen har tilsyneladende holdt øje hele tiden, hver dag har han spejdet efter om han kunne se ham, og i det øjeblik han kan se, at sønnen nærmer sig, stormer Faderen ham i møde.

Prøv at tage det til dig. Du har ikke engang brug for at trygle og bede Gud om at høre dig. Han spejder efter dig – efter hver lille åbning i dit sind. Og når han kan se, at du vender dig mod ham, så kommer han stormende dig i møde.

Bed og bekend
Hvorfor ser du ikke det? Det ved jeg ikke. Der kan være mange ting, der gør at du ikke ser det. Måske er der stadigvæk for meget ”pakken dig selv ind”, så du lukker ham ude, angst for at blive skuffet eller såret. Du må bede Gud fjerne det, der forhindrer dig i at se ham komme stormende for at tage imod dig. Det kan være din egen stolthed, eller dine forsøg på at forklare din situation ved at give alle andre skylden, din ex-kæreste, dine kammerater, systemet som svigter dig, eller at din familie ikke støtter dig og forstår dig m.m. Du må ikke misforstå mig, for alle de nævnte ting kan være en reel årsag til din skuffelse, og at du føler dig svigtet. Jeg siger ikke, at det ikke er sandt. Men de skridt du har taget ”væk fra stien” – væk fra fællesskabet med Gud, dem har du selv taget. De skridt har du selv ansvar for. Bekend det for Gud. Det er det, som lignelsen kalder: ”han gik i sig selv”. Bed til Gud og bekend, at du valgte forkert, da du søgte væk fra ham. Bed ham om lov til at se ham igen – tage imod hans tilgivelse, kærlighed og omsorg.

Gud svigter aldrig
Jeg ved godt, det kan føles som om Gud er langt væk. Men vi må holde fast i det ord han har givet os. Han vil aldrig svigte og aldrig forlade os – du er fortsat hans barn – du er mærket i dåben som hans barn – du hører til hos ham – han længes efter dig – han spejder efter dig – han ønsker dig hjem.

Jeg håber, at der er en af dine gamle kristne venner du kan gå til – eller måske en præst eller en anden moden kristen, som du kan bede sammen med. Sæt ord på det her, at du ønsker at vende om og finde fred med Gud og fællesskab med andre kristne.

Guds kaldog længsel er stærkest
Det at du længes, skal du også tænke på som Guds kald. Det er Gud der dybest set prikker til dig, og minder dig om, hvad han har til dig. Husk på, at hans kærlighed til dig har ikke været ”lagt på hylden” eller sat ”stand by” et øjeblik. - han har hele tiden længtes efter dig, også da du mest ønskede at holde ham langt væk fra dig.

Jeg vil ønske dig Guds velsignelse.
kh Benna