Ja, det er jo et stort og godt spørgsmål!
Det første ord, der falder mig ind er: TRYGHED. At have Gud i mit liv betyder for mig, at jeg har en stor, varm, blød og elastisk ramme om hele min tilværelse. Jeg har en sikkerhed.
Det betyder, at jeg har et sted at gå hen (ved hjælp af bøn), når jeg er glad, når jeg er i tvivl, når jeg er ked af det, når jeg er taknemmelig, når jeg er.... alt det, man kan være i dette brogede, dejlige liv.
Og jeg får svar!
Og jeg får hjælp!
Og jeg får at vide, når jeg er for langt ude...
og...
Det næste, jeg tænker på, er NÆSTEN. Det har betydet meget for mig at finde ud af, at ham eller hende, der lige nu er nærmest ved mig (og det er jo lige i dette skrivende øjeblik DIG!) skal jeg elske som mig selv. Jeg skal ikke elske dig mere end mig selv lige nu - men lige så meget. Det vil sige, at jeg skal vise dig respekt, hjælpe til og være åben overfor dig.
Næstekærlighedsbudet betyder for mig, at jeg skal være NÆRVÆRENDE hvert øjeblik af mit liv og gøre mit bedste.
Det er en ret stor opgave, altså, men dejligt, når det ind i mellem lykkes!

Næstebegrebet betyder også for mig, at jeg ikke behøver at blive sønderrevet af skyldfølelser over ALT det, der er galt i verden på én gang, men kan koncentrere mig om at være medmenneske så godt jeg nu kan for dem, der er lige her og lige nu. Uanset om det er moster Anna, dem i bussen eller ham, jeg elsker. Når jeg er i berøring med nogen, er de min næste og skal elskes - indtil den næste næste kommer - hvs du forstår...?
Sammen med ikke-kristne mennesker føler jeg mig meget godt tilpas med at være kristen. Jeg skjuler det ikke. Jeg udstiller det heller ikke. Jeg går glad og gerne ind i alle mulige debatter. For i debatter med andre bliver jeg klogere på min egen tro og mit eget liv.
Jeg har venner, der mener at de skal leve op til en eller anden forventning hos andre om, at når man er kristen, så er man et bedre menneske end andre. Det mener jeg ikke! Jeg mener netop, at jeg kan være fri til at være netop så fuld af fejl og mangler, som jeg er!
At de fleste af de kristne, jeg kender, så ER nogle mere end gennemsnitsdanskeren ordentlige mennesker er en helt anden sag!
I det daglige holder jeg en lille andagt alene med mig selv om morgenen, hvorefter vi som regel får os en god snak, Gud og jeg. Om aftenen læser min mand og jeg sammen i en andagstbog, snakker om teksten og beder for alle vores kære, verden m.m.
Det er i øvrigt en STOR gave oven i gaven, at jeg efter et langt liv alene har truffet netop en anden kristen og nu er gift med en kristen. Det er helt vidunderligt, at vi kan dele også den del af livet!
Jeg deltager i en meget givende bibelkreds med nogle kvalitetsmennesker, der giver mig indsigt og udfordringer så hatten mere end passer! Men jeg laver da også ret meget andet!
Var det svar?
Ellers er du velkommen til at uddybe!
Med-skabnings-knus
Anne Mette