Eksisterer der nogen ren vilkårlighed for den kristne – eller har alle begivenheder, også dem, der synes os tilfældige, ja, meningsløse, en af Gud givet mening?

Se, jeg har nu i noget tid haft en lille kiste stående, fyldt med papstykker, nemlig et for hver af Bibelens 1189 kapitler. Fra denne kiste trak jeg hver dag et lod, altså et bibelkapitel, og bad derefter til Gud med udgangspunkt i den tanke, at netop dette kapitel formidlede det, som Gud i dag vil sige til mig. Dog var det op til mig og min tro at forstå, nøjagtig hvad Gud gennem kapitlets indhold havde at sige mig her og nu. Men bygger en sådan brug af Bibelen blot på den rene vilkårlighed?
Lodkastning er omtalt mange steder i det Gamle Testamente, og da så godt som altid som en accepteret måde at forvisse sig om Guds vilje på. Udover lodtrækningen om Jesu klædning, der snarere er Guds vilje derved, at den opfylder en profeti, er lodkastning som en måde at forstå eller afgøre Guds vilje i det Nye Testamente kun udøvet i ApG 1,24-26, hvor de elleve apostle beder til Gud, idet han ”kender alles hjerter”, om at han ved lodkastning lader det blive afgjort, hvem der skal overtage Judas plads.
Lodkastningen er altså ikke i strid med Guds vilje, tværtimod. Men er dens praksis noget, der bør høre Bibelens egen samtid til, eller har den også relevans for kristne i dag? Jeg kan ikke i det Nye Testamente finde noget belæg for, at lodkastning strider mod Guds nådegaver. Vel skriver Paulus til menigheden i Rom, at de skal lade sig ”forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje”, men hvordan hører vi ikke, blot at de skal bruge ”deres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham”. De vidt forskellige nådegaver, der herefter opregnes i vers 6-8, forpligter den, der har fået denne eller hin nådegave, alt efter den nåde, han har fået. Altså er nådegaven et anliggende fra Gud til den enkelte, der dog forpligtes til at bruge den, eftersom han er et blandt mange lemmer på ét og samme legeme i Kristus. Hver af lemmerne har forskellige opgaver, og dog er det den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil. Senere i Romerbrevet skriver Paulus ligeud: ”Den tro, du har, skal være en sag mellem Gud og dig, og salig er den, der ikke dømmer sig selv med det valg, han træffer”. Og om det er tilfældet, er alene op til Gud, og intet menneske, at afgøre.
Men er der nogen, der selv kender til at skulle tyde tegn i det øjensynligt tilfældige – og vel at mærke være forpligtet heraf?
Jeg har selv forsøgt eksperimentet i en logbog, som gerne (hvis jeg kan finde ud af det) skulle lade sig finde ved følgende link,



http://www.kristendom.dk/Members/Ture/index_html/view?searchterm=blog



fra den 17/12 og frem til 24/12, hvorefter jeg til dels begyndte at eksperimentere med andre former for bøn.