Da der synes at være noget, der ligner angst eller frygt for Judas-evangeliets og Thomas-evangeliets lighed med gnosticisme kommer her kopier i uddrag fra DSDE:

"Gnosti'cisme, (af gr. gnostikos 'med indsigt', af gnosis 'erkendelse, viden', og -isme), en række religiøse retninger med fælles præg i perioden omkring og efter kristendommens fremkomst, navnlig i 100-t. e.Kr.
Gnosticismen hører til de mest gådefulde og omdiskuterede fænomener i religionshistorien og den kristne kirkes historie; der hersker ikke engang enighed om, hvorvidt man skal kalde gnosticisme for en religion, for mysterieagtige sekter eller for afvigende eller kættersk kristendom.

Der er også stor uenighed om baggrunden for dens opståen og om, hvor den er blevet til. Disse vanskeligheder skyldes dels, at gnosticismen hører til i hellenismens kultur med religionsblanding og fluktuationer af religiøse forestillinger mellem øst og vest, dels, at den gnostiske livsanskuelse ikke kun er af historisk art. Den er mytisk og psykologisk-eksistentiel i en ejendommelig blanding. Hele gnosticismens lidenskab gælder den højere frelsende erkendelse eller indsigt, som kan frigøre fra alle legemets og sjælens bindinger til denne verden.

At føle sig fremmedgjort eller indespærret i verden, sjæl og legeme, i et univers præget af forvirring, tilfældigheder og lidelser er gnostikerens første erfaring, som kalder de spørgsmål frem, der er formuleret i de hyppigst citerede gnostiske sætninger: "Hvem var vi? Hvad er vi blevet? Hvor var vi? Hvad er vi kastet ind i? Hvor haster vi hen? Hvad er fødsel? Hvad er genfødsel?" (Theodotus).

Læren om kødets opstandelse afvises. I gnostiske skrifter spores tillige tanker om forudbestemmelse (prædestination) og sjælevandring (reinkarnation).

Med disse tanker brød gnostikerne med den jødiske skabelsestanke, men først og fremmest med den antikke tænknings idé om verden som en ordnet helhed, et kosmos. Mens de ortodokse kristne mente, at tro, moral, skaberværket og den historiske forbindelse bagud til Det Gamle Testamente og apostlenes forkyndelse var afgørende, tænkte gnostikerne horisontalt, ønskede med stolthed at løfte sig over troen, ja over denne verdens gud.

Kirkefædrene var meget direkte i deres polemiske skildringer af nogle af de gnostiske retningers orgielignende ritualer. Mange forskere har dog ment, at de som modstandere har fortegnet virkeligheden. Også af den grund var det intet mindre end en sensation, da man i Nag Hammadi i 1945 fandt et helt bibliotek af originale gnostiske tekster, skrevet på koptisk.

Fundet har på den ene side bekræftet, at grænsen mellem kristen gnosticisme og kristen rettroenhed har været flydende i kirkens første århundreder, men har på den anden side ikke frakendt kirkefædrenes skildringer enhver værdi. Mange forskere har også talt for, at gnosticisme fandtes før kristendommens komme, og at der allerede er spor af den i nogle af de nytestamentlige skrifter (fx Johannesevangeliet og hos Paulus).

I de senere år synes tendensen i forskningen at gå i modsat retning. Det stærke opsving af gnostiske tanker, navnlig i 100-t., blev i første omgang standset af kirkens angreb; disse angreb medførte en bevidstgørelse i kirken om eget særpræg. Men i afsides kredse levede de gnostiske opfattelser videre i mange århundreder. Dertil kom, at de allerede et århundrede efter flammede op i et nyt stort, endnu mere differentieret system, manikæismen, og mange århundreder senere igen hos middelalderens katharer."


For øvrigt bragte DR2 2. juledag en interessant udsendelse om Judas-evangeliet med lærde og formidlende kommentarer af professorerne Søren Giversen og Per Bilde.

Jeg så også temadagen om Judasevangeliet. Det var ganske interessant, og jeg synes generelt, at udsendelsen var afbalanceret. Men der var nogle ting i dokumentaren, jeg var utilfreds med. For det første, at NT blev forbundet med Holocaust. En kvindelig forsker sagde, at antisemitismen ikke var et tilfældigt udslag af folkestemninger men lå indbygget i de nytestamentlige tekster. Dokumentationen skulle være, at Judas, der jo er jøde, bliver negativt beskrevet. Men jøder var også Jesus, de øvrige 11 disciple, Paulus. Jeg er klar over og meget ked af, at Judasfiguren er blevet brugt til at begrunde antisemitisme, men det kan man altså ikke stille NT´s forfattere til ansvar for. Det kunne jo også tænkes, at grunden til at alle 4 evangelister skriver, at Judas forrådte Jesus, var, at det rent faktisk var, hvad der skete. Og så kan de ikke stilles til ansvar for, hvad hadefulde mennesker kan finde på at drage af syge konklusioner fra den kendsgerning.

Dernæst påstanden om, at Judas skulle være neutralt skildret i det ældste evangelium (Markus-evangeliet) og at han i stigende grad blev dæmoniseret af politiske grunde kulminerende med Johannes-evangeliet. Jeg synes overhovedet ikke, at skildringen af Judas er neutral i Markus. Der står: Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. v11 Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham. (Mark 14,10-11)
og v43 Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. v44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! v45 Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham. v46 De lagde hånd på ham og greb ham. (Mark 14,43-46)

Det hænger heller ikke sammen, at man først vil bruge det mod Johannes, at Johannesevangeliet er yngre end de andre evangelier og dernæst vil rehabilitere Judas med Judas-evangeliet, der er endnu yngre.

Med venlig hilsen
Henoch