Hej forum

Noget har undret mig i meget lang tid efterhånden.

Hvorfor støder jeg så tit på spørgsmålet om hvorvidt min tilstedeværelse på diverse religiøse fora og min iver efter at debattere religion og overtro, skyldes at jeg dybest set længes efter gud?

Det lader til at det er en rygmarvsreaktion fra rigtig mange troende, uanset deres tro.

Hvordan kan det være at tilstedeværelsen af en ateist på et religiøst forum eller bare det at en ateist ønsker at debattere troen og dens historiske, sociale og psykologiske grundlag og konsekvenser, så ofte afstedkommer sådan en reaktion?

Set fra mit synspunkt, så virker det ekstremt navlebeskuende, selvcentreret og ureflekteret.

Det svarer lidt til at jeg involverede mig på et politisk debatforum hvor jeg argumenterede imod DFs politik og af DF-sympatisørene bliver skudt i skoene at jeg dybest inde faktisk selv er DF-sympatisør og bare længtes efter at give efter for kaldet inden i.

Det kunne også svare til at skyde Naser Khader i skoene, at han inderst inde bare brænder for at blive DF'er, fordi han er i opposition til DF.

Det giver ikke rigtig mening at spørge om det vel?

Kan I forsøge at forklare hvorfor at det så ofte er jer nærliggende at drage den konklusion at ens tilstedeværelse, når man er i opposition, skyldes en længsel efter netop jeres gud og jeres sandhed?

For mig virker det bare ret underligt og ureflekteret, men det kan jo være at I kan nuancerer dette "første" indtryk i de efterfølgende indlæg her

På forhånd tak!

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.

Det handler vel om hvorvidt man tror at mennesket er skabt med en iboende længsel efter fællesskab med Gud - så bliver det brugt som en forklaringsmodel, ligesom Guds skabervæsen bruges som forklaringsmodel i ID (ikke at vi skal diskutere det her. )

Jeg kan godt se - og hader selv - at blive 'forklaret' fra andre menneskers synspunkt som troende menneske. Så jeg vil da godt undskylde, hvis jeg har gjort det.

Men selvom det kan virke respektløst er det vel et udtryk for at prøve at forstå, sådan så man kan kommunikere sin tro mere direkte. Jeg mener jo det handler om liv og død, og jeg finder der er en spænding i at respektere menneskers udgangspunkt - særligt ateisters - og så samtidig fremføre hvad det er, jeg tror på.

Hej CloudHands.

De er lidt ærgeligt at der ikke er flere reaktioner på dit indlæg, for det er egentligt et ganske udemærket spørgsmål du stiller.

Jeg tror at reaktionen du møder hos troende mennesker, kommer fra, at der i de fleste trosretninger ligger indbygget en opfattelse af, at der i alle mennesker er en dybereliggende længsel efter Gud, hvilket jeg da også tror, uden at jeg af den grund skal "prikke" til dig med det.

Jeg syntes at det er et plus at der her i et "kristent" forum er "ikketroende" der vil give deres besyv med, det kan kun nuancere debatten, så tak for det.
Men når du er med her, må du nok også forvente at der i en vis grad bliver "evangeliseret" for dig, da det jo er en naturlig del af det at være kristen, at man fortæller andre hvad man mener de har brug for.
Ateister fortæller såmænd også rask væk kristne, at det der med Gud, strider imod enhver fornuft, og så får vi en masse "prædikner," så det er måske i bund og grund også et menneskeligt træk, og et eller andet sted er det vel også den slags modsatrettede anskuelser, der gør samtale interresant.

VH
Brian