Rigtigt godt og et af Gud velsignet nytår !
Hvad er et løfte værd ?
Det er løfternes tid. Nytårsløfterne, dem har du sikkert også nogle af.
Måske er du så klog, at du ikke siger til alle og enhver, hvad du lover dig selv at holde !
Især ikke de løfter, som meget let kan kontrolleres af dine omgivelser.
Du kender det sikkert godt, det dér med løftet om, at nu efter jul så skal det være slut med at spise for meget og så meget, for ikke at tale om løbeturen og oprydningen og alt det der dagligdags, som du nok ikke er den eneste i Danmark, der ikke kan holde.
Disse løfter forpligter ikke rigtigt, fordi de ikke får indflydelse på andre end dig selv, og netop derfor tager du det måske heller ikke så tungt ? Men kniber det alligevel ikke lidt med dit selv- værd i den forbindelse.?
Nej helt anderledes ligger det da med de alvorlige løfter, som får så afgørende betydning for et andet og andre menneskers liv.
Der tales så flot om åbenhed omkring løfter og vigtigheden af at holde dem, men hvordan ser det ud i virkelighedens verden ?
Er et løfte et løfte, eller er et løfte kun gyldigt indtil løftet bliver lavet om ?
Kan man overhovedet afkræve et andet menneske et løfte ?
Er det ikke bare for meget i dag at tro, at man kan kræve troskab indtil døden skiller, sådan som det hedder i vielsesritualet:
Vil du elske og ære hende,
og leve med hende / ham både i medgang og modgang,
i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer,
som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru,
indtil døden skiller jer ad? -
Er det ikke for blåøjet og urimeligt at afkræve det af nogen ?
Og er det til syvende og sidst, det, som det betyder.... er det ikke bare et løfte om at holde ud med hinanden, indtil kærligheden bliver lidt for kølig mellem to mennesker ?
Nu er det med ægteskab vel også så rigeligt tungt et emne at komme ind på, men hvad så med løfterne om at besøge og hjælpe og gøre noget for nogen, selvom det er lidt surt ?
Kræver sådanne løfter at blive holdt, eller er det bare ord, som du kom til at sige, men egentlig ikke rigtigt havde tænkt over konsekvenserne af ?