Hm, da jeg ikke kunne finde en thread om artiklen, oprettede jeg den selv. Forhåbentlig er det ok.
Fremragende artikel og særdeles relevant ikke mindst med skelen til den ulykkelige tegneserie-sag, der desværre ikke blot var tåbelig og intet har med ytringsfrihed at gøre, men som også har skadet Danmarks ellers uplettede ry ude omkring i verden.
Jeg er dog ikke udelt enig i artiklens budskab. I Danmark har vi ytringsfrihed, javist, men under ansvar. Vi kan med andre ord risikere straf for visse ytringer - bl.a. af racistisk observans.
Det mener jeg, er en god ting. For med ytringsfrihed følger et ansvar, vi som borgere og debattører har en pligt til at erkende. Og det mener jeg bør gælde for enhver form for krænkende tilkendegivelser - også af religiøs art. Uden at det skal tage overhånd naturligvis.
Jeg bor selv langt fra Danmark i et moderat muslimsk land. Lad mig skynde mig at sige, at jeg overhovedet ikke har været personligt kritiseret i sagen, men selvfølgelig har jeg talt om sagen med mine hovedsageligt muslimske venner. Og ét punkt havde jeg vanskeligt ved at forklare. Generelt forstår man, hvad ytringsfrihed er (det er der også her), men man forstår ikke helt, hvorfor man må udbasunere blasfemiske budskaber, når for eksempel racistiske udtalelser kan føre til straf. Det er jo et helt legitimt og rimeligt punkt, synes jeg.
Som kristne i Danmark har vi generelt en noget længere lunte, hvad angår religiøse anliggender, end så mange andre. Det er jo fint nok. Så længe vi kan acceptere, at andre har det anderledes.
Hvor vidt blasfemi skal forblive en del af straffeloven kan så diskuteres - personligt mener jeg, at det er en udmærket paragraf, også selvom den (heldigvis da) ikke rigtig benyttes. Men den står som en reminder om, at vi må respektere hinanden - selv i yringsfrihedens hellige navn.
:-)
Mvh Hank