Jeg er kommet i Indremision i nogle år og er flyttet til jylland. Jeg begyndte at komme i et misionhus her, men jeg kommer ikke så meget mere. Jeg oplever mig kvalt der af de ældre, der sidder på magten og udøver deres stivhed. Der var f.eks besøg af et kristent band, men ingen klappede. De unge kommer ikke til samfundsmøderne, og arrangerer deres egne møder. Dukketateret må ikke stå fremme for dem. Jeg holder dem ikke ud, og jeg overvejer at gå min vej, for jeg magter ikke at gå i dialog med dem og deres stivhed.

Jeg har også mødt andre, der har det samme problem med deres stivhed i missionshuset. Vi har jo nok noget stivhed inde i os allesammen, og jeg ved, at jeg selvfølgelig skal tilgive dem. Det hjælper ikke, at jeg kommer der, og jeg ved at der er andre, der også bliver væk fra møderne af den grund. Der er andre, der har det samme problem med jer, og jeg tror, os der kommer ude fra, har det svært med jer. Jeg har en ufattelig sorg over den stivhed der er i Indremission! Hvad skal jeg gøre ??? Håber, at du kan tilgive mig !

Kære ven

Det kan være svært at falde til et nyt sted – specielt, hvis du er flyttet til et sted, hvor der er mange gamle traditioner. Det er som at sætte to kulturer sammen, og hvis der også er tale om en generationskløft, så kræver det virkelig vilje og overbærende kærlighed. Hvis det overhovedet skal lykkes for dig at falde til dig, så er det alt afgørende at være imødekommende og vise respekt. Hvis du ikke selv er i stand til det, kan du lige så godt droppe dit forsøg på at falde til der.

En hård dom
Umiddelbart lyder det på dit brev, som om din dom er ret urokkelig: de er alle stivnakkede, sidder på magten, regner ikke de unge, og det kan ikke betale sig at gå i dialog med dem, du føler dig nærmest kvalt i det fællesskab. Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig handler om andet, end om hvor vidt de plejer at klappe eller om der er nogen, der synes det ser rodet ud at dukketeateret står fremme. For dét er småting i mine ører. Men du har fået bygget en meget stærk antipati om mod dem, og så kommer de små intet-sigende ting pludselig til at fylde rigtig meget. Det kender jeg også fra mig selv, og det er en meget ufrugtbar spiral at være viklet ind i.

Fra kulde til varme
Du siger, at du har en stor sorg over den stivhed du møder. Jeg må jo bare være ærlig at sige, at dit brev for mig ikke udtrykker sorg, men mere vrede, bitterhed og ja, næsten had.

Hvad skal du gøre?

- Du skal bede Jesus om at give dig øjne til at se de mennesker, der er en del af fællesskabet. Bagved det stive er der mennesker, der har samme længsel som dig, at være tæt på Jesus, blive fyldt af hans helligånd, og opleve fællesskabet med andre troende.

- Du må bede om, at den kolde luft, der blæser i det fællesskab må blive varmet op af Guds kærlighed. Satan er fuldstændig klar over, at hvis han retter sit angreb mod de kristne menigheder og fællesskaber, så kan han nå rigtig langt med os. Vi har nemlig brug for hinanden, som forskellige lemmer på Kristi legeme, hvis han får ødelagt det og skabt splid, så rammer han rigtig hårdt.

- Men du skal også bede om, at du må få klarhed til at søge et andet sted hen, hvis du ikke er i stand til at gå ind i det med et åbent og imødekommende sind. Så kan du være med til at skabe mere splid ved at blive, end ved at finde et andet sted. Nogen gange er det sidste det bedste. For vi kan jo ikke tvinge hinanden til at føle og tænke anderledes.

Med håbet om, at du vil finde dig tilrette og omsluttet af en menighed – og opleve glæden i sammen at kunne fatte: højden, bredden og dybden af Guds store kærlighed – der skal nemlig et fællesskab til.

kh
Benna