Hej !

Jeg er en kvinde på 43 år og har været kristen i ca. 10 år.

Desværre har jeg mistet lysten til at læse i biblen og til
at komme i menigheden.

Jeg har nemlig ikke nogen at dele min tro med. Min mand tror
ikke på Gud og heller ikke nogen af mine venner.

Jeg er ikke stærk nok til stå ved min tro, især ikke overfor
min bedste veninde. Jeg har oplevet meget ensomhed i mit
liv og er derfor bange for at blive helt alene med min tro.
Jeg har bedt Jesus om hjælp men jeg synes ikke det har hjulpet.
Jeg har længe fået mange bønnesvar fra Gud. Men en dag
kom der en fra menigheden hen til mig sagde at jeg bare ville
have af Gud, men ikke ville betale prisen for troen.

Kære ven
Jeg kan godt forstå, hvis du er ved at miste modet. Noget af det sværeste er at føle sig ensom. Vi har brug for fællesskab, vi har brug for at mærke andres støtte og opmundtring, og vi har brug for at dele oplevelser med andre, både gode og dårlige. Det er et helt grundliggende menneskeligt behov – og hvis det ikke fungerer, så melder ensomheden sig, og ud af ensomheden vokser ofte mange vanskelige følelser og tanker. Vi bliver usikre på os selv og det påvirker også vores trosliv. Det har du sikkert også oplevet noget af, i mere eller mindre grad. Inden jeg lige kommenterer din lyst til at læse, bede og tage til gudstjeneste, så vil jeg bede dig tænke lidt over dine relationer.

Dine venner
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du også føler dig ensom blandt dine venner. Måske er jeg forkert på den. Men du skriver, at du ingen venner har, du kan dele troen med. Det kan være hårdt, men det er endnu hårdere, hvis du slet ikke kan ”stå ved din tro” over for dine venner, som du også skriver. Jeg ved ikke, hvad du ligger i det at ”stå ved din tro”, men hvis det betyder, at du vælger at skjule din tro, så bliver du ensom, ikke fordi I ikke kan være fælles om troen, men fordi du tager en bestemt maske på, som du føler passer ind i den relation. Hvis det er tilfældet, skjuler du dit jeg, og det skaber ensomhed, selv blandt venner.

Derfor tror jeg, du må tænke nøje igennem, hvad dine gode venskaber betyder. Kan de ikke bære, at du tænker / tror anderledes? Du skriver om din bedste veninde, prøv at overvej, hvad det ville betyde for jeres venskab, at du fortalte hende, at du havde det svært med din tro, at du føler dig alene med din tro, og at du er ked af det? Ville det gøre noget? Ville hun ikke lytte og prøve at forstå? Selvom I ikke kan dele troen, betyder det noget for jeres venskab, at du er ærlig om det, der trykker dig. Det samme vil sikkert gælde i forholdet til din mand. Jeg tror, vi nogen gange er nødt til at vise vores sårbarhed og sætte ord på, at vi har brug for hinanden. Facader og masker bliver tunge i længden, og gør ensom.

Menigheden.
- og nu til dit problem med menigheden. Det lyder bestemt ikke godt, at du kommer i en menighed – og ikke kan sige, at du har nogle venner derfra. Specielt i din situation, fordi du ikke har andet netværk, der kan være en støtte for dig i troen. Jeg ved ikke, hvad der har fået en fra menigheden til at komme med sådan en barsk og sårende udtalelse til dig. Men jeg vil gerne opfordre dig til at få en snak med vedkommende eller en anden fra menigheden, og forklare hvor hårdt og sårende den bemærkning ramte dig, og at du i det hele taget er ved at miste modet. Du må give udtryk for din længsel og dit savn i forhold til menigheden. Er der slet ingen, du har tillid til i den menighed, og som du kan fortælle, at du er ved at miste modet? Hvad med en af lederne? eller præsten? Det vil jeg opfordre dig til. Du har jo ikke noget at tabe.

Din tro
Du skal gøre noget ved din situation nu, så længe du stadig er ked af, at du ikke har lysten til at læse i Bibelen og til menighedslivet. Jo længere tid du holder dig væk fra de kilder, der gi´r dig åndelig næring, jo større risiko er der for, at du bliver så kold, at du bli´r ligeglad. Det er du jo slet ikke nu. Det er en smerte for dig, og du er bange for at miste troen. Det er et udtryk for, at du længes efter fællesskabet med Gud, og det er i præcis i dét hjerte, troen kan leve. Det er tro at række sine arme ud til Gud i længsel, med et åbent sind og tørstig efter ham – også selv om man indvendig føler sig som en forladt ørken. Det er tro at vende sig til Gud i sin nød. Tro er ikke at komme med noget, men at tage imod. Du har tro, og Gud har omsorg for dig – og ønsker, at du også skal finde støtte og opmuntring i hans ord og i fællesskabet med kristne brødre og søstre. Det må du ikke opgive.

Hvile til de trætte
Du kan også tænke på, at det ikke er dine kræfter, dit gå-på-mod og din styrke, der skal bevare dig i troen. Det er Guds kraft der virker, når vi bliver bevaret i troen. Du kender sikkert Jesu ord: ”Kom hid til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” Det er det du er, træt af at kæmpe, træt af ikke at blive inkluderet i fællesskabet i menigheden og af ikke at leve op til de normer de på en eller anden måde giver udtryk for. Du er tynget af byrder, bekymringer og angst for ensomheden. Du skal bede til Jesus, og sætte ord på det, der gør dig træt, og det som tynger dig.

Det ville være rigtig godt, hvis du kunne tænke på en fra menigheden, som du kunne bede sammen med. Min bøn for dig er, at du må opleve, at Jesus gi´r dig hvile.

Det skal du ikke først betale for – det er Jesus, der har betalt for dig, og når det kommer til det at følge Jesus, så vil Jesus gå i forvejen. Du skal ikke forsøge at følge de forventninger andre må have, men at lytte til Jesus og følge ham. Når du har fundet hvile – kan du også nemmere høre Jesu kald – for han har også noget at sige dig, ind i din situation. Det tror jeg på.

Med kærlig hilsen
Benna A.Hørlück