Er hævn en legitim følelse?

Gud er hævnens Gud (Sl 94,1), så man kan vel tænke, at menneskers hævnfølelse er et udtryk for gudbilledligheden, en følelse som dog er forskruet i syndefaldet.

Mvh. Jalokin

Hej Jalokin

Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget sted i Biblen, hvor Gud billiger, at én mand hævner sig på en anden. Men min hukommelse er selvfølgelig ikke ufejlbarlig, og min bibelkundskab ikke komplet.
Til gengæld vil jeg lige minde om nogle skriftsteder, der advarer imod hævn:

3. Mos. 19,18: »Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!«

5. Mos. 32,35: »Hævnen og gengældelsen tilhører mig«

Rom. 12,17-21: » Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.«

Og en anden interessant ting er, hvad Bibelen ikke siger; ordet hævn er nemlig slet ikke nævnt i evangelierne, eller også er der da noget helt galt med søgefunktionen på bibelen.dk. (Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er originalteksten.)

Også Sl. 94,1, som du nævner, lægger vel ansvaret for hævnen over på Gud, så vi ikke selv skal hævne.

Guds fred
Nikolaj

Hej Nikolaj!

Jeg er selvfølgelig helt med på at Bibelen advarer mennesker mod at hævne.

Men er hævnfølelsen ikke naturlig - måske dybest set et udtryk for retfærdighedssans?

Hævnen tilhører Herren. I dit citat fra Rom 12, formaner Paulus til ikke at tage retten i egen hånd. Kan man oversætte det direkte til "ikke at hævne selv"? Og i så fald, viser det ikke, at hævnfølelse dybest set er en naturlig følelelse?

Mvh. Jalokin

Hej Jalokin

jo, jeg tror også, at hævnfølelsen er naturlig.

Vi ser jo også, at Gud hævner uretfærdighed ved at sende mennesker i helvede.

Eller er det noget andet, som sker, når Gud vælger at sende mennesker i helvede?
- Dybest set er det os selv, som har skylden, når og hvis vi sendes i helvede, det er jo pga. vores synder, at det sker, vores synder som vi ikke har fået soning for ved Kristi soningsdød.
Kristus døde for alle, men kun de der tager imod Hans offer, vil komme i Himlen. Ofret gælder så at sige kun, når man tager imod det!?.

Lyder det helt skørt?

mvh
Tau.

Hej igen Jalokin

Jeg tror da, du har ret i, at hævnfølelsen er naturlig, og at den har noget med vores retfærdighedssans at gøre. Jeg tror så, jeg vil sige det på den måde, at retfærdighedssansen er en del af den gode, gudbilledlige side af den menneskelige natur, mens hævnfølelsen er en forvrængning af retfærdighedssansen som konsekvens af syndefaldet; for for det første får hævnfølelsen én til at ønske noget dårligt for éns næste, og for det andet får hævnfølelsen én til at ville tage magten (i dette tilfælde: retten til hævn) ud af Guds hånd og over i éns egen – og dette med selv at ville have Guds magt og blive som Gud var jo selve synden i syndefaldet.

Guds fred
Nikolaj

Hej Jalokin

Citat:
en følelse som dog er forskruet i syndefaldet.

Hvordan forskruet i syndefaldet?

De hævnagtige ting gud gør i bibelen er jo netop hævnagtigt på præcis samme måde som menneskene ville handle hævnagtigt. Det er den måde hvorpå at vi kan genkende hævn; at den ligner hævn og at den som udfører hævnen er hævngærig og måske endda kalder sig hævnens gud.

Hvis ikke hævn er lige præcis det vi mennesker forstår ved hævn, så er det jo netop ikke hævn. Hvis gud siger at han er hævnens gud, så må det være indenfor en ramme som vi kan fatte.

Dit resonement giver ikke mening for mig, men det kunne det måske hvis du uddybede. På forhånd tak