Jeg skriver her, fordi jeg sidder fast. Det "burde" jeg ikke, ved meget, er aktiv på flere fronter, og så alligevel sidder jeg fast. Jeg har meget svært ved, på det menneskelige plan, at komme videre, hvis jeg oplever nogen træder mig over tæerne. Jeg har lyst til at gå ud af den ene dør hvis den anden kommer ind af den anden. Det hamrer ind over mit kristne liv også. Tilgivelse og så videre der fra er virkelig et problem for mig. Det piner og smerter, og jeg sidder fast gang på gang. Samtidig har jeg opgaver, hvor jeg formidler Guds Ord til børn. Jeg har svært ved at få læst, bliver alt for ofte til "i morgen". Jeg kommer til møde og bibelkreds, men oplever tvivl og forvirrede tanker - er det nu også sandt. Hvad er det vi tror? Hvorfor er bibelen bogen over alle? Hvorfor har lige netop vi ret? En mand, slugt af en fisk...
Gud er hellig, hvad så med mig og mine tanker? Er jeg en kristen? Er jeg klar til at møde ham?
Jeg er gift, har tre børn og frygter også, at de kan aflæse mit eget "kaos" forhold til Jesus lige nu. De spørger til det vi møder og læser i andagten, men indeni har jeg det "rodet". Jeg ved svarende til børnene, men lever selv på afstand. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg kommer videre herfra.

Kære hesaje

Jeg kan forstå på det du skriver, at du oplever det hele meget kaotisk og at du føler det roder indeni dig. Ikke bare hvad angår åndelige spørgsmål og din tro, men sådan i det hele taget. Du skriver at du har mand og 3 børn, at du er engageret i børnearbejde og aktiv på flere fronter. Jeg gætter på at du også har udearbejde og i det hele taget er en travl kvinde. Og nu sidder du fast og kan ikke rigtig komme videre.

Jeg ved desværre for lidt om din historie og din aktuelle situation til at jeg kan give dig konkrete råd. Det bedste jeg kan give dig er en opfordring til at finde een som du kan snakke ud med om alt det du for øjeblikket oplever. En erfaren sjælesørger, en kristen terapeut eller en præst du har tillid til. Det vil helt sikkert være den bedste måde du kan komme videre på.

Livet har det med at overvælde os og blive for meget en gang imellem. Især hvis vi for sjældent giver os selv ro og tid til eftertanke og inspiration - både nåde det drejer sig om livet og arbejdet i almindelighed og også når det drejer som om troens liv. De to ting hænger meget sammen. En del åndelige problemer kommer af, at almindelig stress og travlhed tømmer os for energi og overblik og den oplevelser tager vi med os ind i vores kristne liv, som så også bliver stresset og kaotisk. Men roden til indre åndelige problemer ligger i så fald ofte i vores ydre og praktiske problemer.

Jeg ved ikke om det er sådan tingene hænger sammen for dig, men jeg ved, at det er mange sjælesørgeres erfaring, at åndelige problemer ofte skyldes helt andre ting, som slet ikke har så meget med troen at gøre.

Under alle omstændigheder har vi alle sammen brug for regelmæssigt at standse op ved een af livets tankstationer. Ikke bare åndeligt ved fx at læse en god kristen bog eller deltage i gudstjenester og kristne møder, som vi ikke selv har noget ansvar for, men også menneskeligt ved at holde rigtig ferie, koble af sammen med familie og venner eller slappe af med en personlig hobby. Og en gang imellem skal vi også give os selv tid til at tænke vores værdier og prioriteringer grundigt igennem: Gør jeg det jeg gerne vil? Hvem eller hvad er det der styrer mit liv? Får de mennesker og interesser, som betyder mest for mig, den rette plads i mit liv? osv.

Jeg ved, at der også er en vej frem for dig. Men sommetider er vi nødt til at stoppe op og måske gå lidt til siden, for bedre at kunne orientere os og se fremad. Måske er det dér du er lige nu?

Men se at få aftalt en grundig snak med een som du har tillid til og som ved lidt om hvad den slags ting handler om.

Hej igen.
Tak for svar. Faktisk, så er grunden til, at jeg vælger denne vej, at jeg har svært ved at åbne op mundtligt, det bliver ikke meget, jeg får med, synes jeg har forsøgt, uden egentlig at nå til selve kernen!
Jo, jeg er også udearbejdende. Jo, der er pressede dage, men alligevel tror jeg, at jeg reelt kan sige: det er ikke her problemet ligger. Vi er beviste om ferie og frie søndage bare til os. Jeg har mulighed for at komme afsted på cykel et par gange om ugen, er gået lidt ned i tid på arbejde.
I stedet vil jeg mene, oplever jeg, at problemet er der, hvor jeg ikke kan tilgive et andet menneske. Jeg kender skriftens ord, om at elske, om at være i lyset -1.Johs.4 ,7 og frem, er ord, som anklager. Det bliver som "en bitter rod" og det er ikke til at få hevet op. Det ved jeg jo godt, at det er synd. Jeg beder hver dag: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Men hvad med dem, jeg ikke kan tilgive? Jeg kæmper med dette, og oplever ofte, at jeg synker dybere og dybere ned, hvilket bliver til en negativ spiral. Møder andre med en negativ tilgang, måske ikke på det ydre, men indeni mig er de negative tanker. Og dermed udelukker jeg også mig selv fra fællesskab og tillid.
Jeg kan synes, at jeg har ret til vreden mod et andet menneske, fordi personen har gjort sådan mod mig, men jeg ved jo godt, at den ret kan jeg aldrig påberåbe mig. Jeg ved, at min opgave er, at få snakket med personen og Gud. Det har jeg også gjort, men oplever, at det ligger der stadig, og der skal ikke meget til, før det hele "raser" igen. Så tilgivet har jeg ikke.
Hilsen "anfægtet"

Hej igen

Og tak for dit uddybende svar.

Du har helt ret i at manglende tilgivelse kan sætte sig fast til en bitterhed, som virker som en ond spiral. Jeg kan ikke vurdere om det er baggrunden for nogle af de følelser du har. Men der kan meget vel være en sammenhæng og under alle omstændigheder er det noget du vil opleve som en stor befrielse at få bearbejdet og afklaret.

I vores svararkiv er der et rigtig fint svar på spørgsmålet om "Skal vi altid tilgive hinanden?". Det handler også om problemerne med ikke at kunne tilgive. Prøv lige at læse det.

Som Vibeke skriver i sit svar, så kan vi menneskers tilgivelse aldrig blive fuldkommen. Vi kan aldrig glemme helt på samme måde som Gud gør det over for os. Men det vigtigste er heller ikke hvad vi inderst inde føler, mener mere hvad vi i praksis viser og gør.

Du skriver, at du jo egentlig godt ved, at du ikke har ret til at være vred. Jo, du kan godt have ret til at være vred. Også at give udtryk for den. På en ordentlig måde selvfølgelig. Men lige så meget som du har ret til at være vred over at være blevet såret eller krænket, ligeså meget pligt har du til at tilgive. De to ting udelukker slet ikke hinanden.

Er vedkommende, som du tænker på, klar over hvor såret du er? Har du sagt det ordentligt og tydeligt til vedkommende? Og hvad har han eller hun svaret dig? Hvis ikke du får ordentlig fortalt, at du er såret, så kan vedkommende heller ikke modtage din tilgivelse - og du kan ikke komme af med den. Hvis den, der har såret dig er ordentlig klar over hvor ondt det har gjort, så vil han eller hun sikkert selv bede dig om tilgivelse.

Hvis du stadig ikke føler, at du kan tilgive, skal du måske også spørge dig selv: Ønsker jeg virkelig at tilgive den som har såret mig? Det er jo muligt, at du faktisk gerne vil, men blot ikke kan få dine følelser med. Det er lidt det som Vibeke taler om i sit svar. I det tilfælde må du sige det til vedkommende: Jeg ønsker at tilgive dig, fordi jeg ved, at det skylder jeg både dig og mig selv. Men jeg må have lidt mere tid til at få mine sårede og vrede følelser til at falde til ro.

Vores vrede og sårede følelser kan vi ikke selv styre og kontrollere som vi gerne vil. Men vi bestemmer selv hvad vi gør med vores følelser. Og somme tider kan vi også blive nødt til at gøre noget som vi ikke helt har hjertet (læs: følelserne) med i. Simpelt hen fordi vi ved, at det er rigtigt! Og det kan jo fx gælde tilgivelse.

I svaret på "Er det nødvendigt at kunne tilgive hinanden?" skriver Johan: "At lære at tilgive kan være en lang og smertelig proces, men den er nødvendig for os selv, vort forhold til Gud og vort medmenneske."

Måske kan du også bruge denne lille artikel til noget: (citeret i fuld længde)

Det er de færreste, der ikke synes, at Jesu lære om tilgivelsen er smuk og kærlig - uanset om de beskriver sig selv som kristne eller ej. Der er dog et tidspunkt, hvor det bliver vanskeligt for de fleste. Det er, når der for alvor bliver noget at tilgive.

Første indvending ligger i en misforståelse: Nogle tror, at tilgivelse er det samme som at fortie og fortrænge smerten og uretten. Det siger sig selv, at det er en uacceptabel løsning, og Jesus gjorde det aldrig selv.

Nej, tilgivelse er - efter at have kaldt en skovl for en skovl og en forbrydelse for forbrydelse - at være villig til at give afkald på ønsket om hævn og fortræd over forbryderen. Det kan tage sin tid, hvis det har gjort tilstrækkeligt ondt.

Vi har alle forbrudt os over for Gud, men Gud har for altid givet afkald på sin retfærdige hævn over de ting, vi har gjort mod ham og andre. Vi får kraften til at tilgive dem, der begår uret mod os, fra Gud selv - Gud, der er al tilgivelses utømmelige kilde.

Anne Kathrine Wagtberg Hansen , 20/11/2003

Må Gud hjælpe os alle til at vise det samme sindelag overfor vore medmennesker, som Jesus viser overfor os.

Hej igen.
Tak for svar.
Jeg kan ikke finde stedet, hvor man kan svare på indlæg i dette forum, men jeg har skrevet et par gange under emnet: Anfæget.
Jeg har læst svar, også de andre muligheder, der var refereret til. Vibeke Sode sætter tingene klart på plads: jo tilgivelse er nødvendigt, og det sætter fri. Og manglende tilgivelse kan medføre mistillid til andre og til Gud.
Så stillede du spørgsmålet: Ønsker jeg virkelig at tilgive. Jeg har så gået og overvejet, hvor er det jeg er henne. Jeg mente faktisk, at jeg ønskede at jeg kunne tilgive, forstået på den måde, at jeg gav afkald på hævn og tilbagebetaling. Sagen omhandler en kollega. Vi så meget forskelligt på konkrete forhold, og samarbejdet er ophørt. Vi forsøgte flere gange at finde en løsning, men det lykkedes ikke. Senere har jeg hørt, at vedkommende er blevet fyret p.g.a. samarbejdsproblemer. Så mærker jeg "skadefryden" - så ønsker jeg virkelig at tilgive? Jeg forstår ikke helt, når du skriver, at jeg kan have ret til at være vred. Jeg tænker mere: Jeg har ret til at blive, men ikke at være. Jeg magter bare ikke at komme videre. Jeg tager ikke hævn konkret, jeg undgår personen så meget som muligt, men "klumpen" indeni, som Vibeke meget betegnende nævner det,er der og støder jeg ind i personer, som minder om vedkommende, så er mistilliden der, og det hele vælter frem igen, så jeg har ikke lært tilgivelsen. Jo, jeg ønsker at tilgive, men kan ikke. Jeg ved, hvor meget jeg selv er blevet tilgivet, og det burde sætte fri til at tigive andre, og det er den frihed, jeg længes efter. Med venlig hilsen anfægtet.

Hej hesaje

Du skriver, at tvivler på dit eget ønske om at tilgive. Som jeg skrev til dig sidst, så kan det sommetider være svært at få de rette følelser med i noget, som du er meget såret over. Og dine følelser kan du ikke sådan selv bestemme over. Men det betyder ikke, at du ikke kan tilgive. Tilgivelse er ikke nødvendigvis noget man føler, men noget man viser. Man kan øve sig i at tilgive, øve sig i at se det andet menneske i øjnene, tale sammen, give hånd osv. Og så kan følelserne omkring følge lidt forsinket med.

Men jeg tror stadig det er noget du er nødt til at snakke med en sjælesørger eller en terapeut omkring. Det er nok ikke noget du kan klare selv.

Du skriver også, at du mener du har ret til at blive vrede, men ikke til at være. Sådan kan man godt sige det. Vrede er en følelse vi ikke skal ignorere, Gør vi det, så graver vreden sig bare ned i vores bevidsthed og forpester vores sind. Men vi skal heller ikke hænge fast i vreden, så den kommer til at styre vores tanker og adfærd. Vreden skal have luft og så skal den slippes.

Bibelen siger meget klogt: "Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede" (Efeserbrevet 4,26). Vreden skal have luft , men vi synder hvis vi ikke slipper vreden igen. Gør op med din vrede inden dagen er omme, siger Paulus her. Og det er et godt råd.

Men som sagt, så tror jeg vejen frem for dig er at få snakket disse ting godt igennem med en erfaren sjælesørger.

Når du ikke kan finde ud at svare på indlæg i dette forum, så er det fordi dette er en brevkasse, hvor vi kun er et par stykker, der kan svare. Ikke et debatforum. Har du brug for at skrive frem og tilbage med en rådgiver, så er du meget velkommen til at skrive til Personlig Rådgivning, hvor du får mulighed for en anonym dialog med en kristen sjælesørger. Det vil jeg anbefale dig.