Jeg læser i Esajas' bog 14:12 at Satan bliver kaldt for "morgenstjerne".

På sidste side i bibelen i Johannes' åbenbaring 22:16 kalder Jesus sig selv også for "morgenstjerne".

Hvordan hænger dette sammen?

Hej Smil

Jeg kan ikke helt se, at det drejer sig om Satan! Er det ikke mere om babylons konge?

Nå, lige meget, det var ikke det du spurgte om!

Morgenstjernen er ikke en titel eller et navn, så vidt jeg kan se! Det er et billede - altså, du er som morgenstjernen!

Jón

Hej Smil - med dit spørgsmål her kommer du ind på noget meget vigtigt, som stadig er højaktuelt!

Den lysende morgenstjerne - - ja, det er jo et smukt udtryk!
Det bruges også om planeten Venus, når den kommer vest for solen, og altså lyser på østhimlen, inden solopgang!

Og altså om Jesus! (Luk 1,78-79):
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.

Tilbage til Esajas: 14,12-15:
Tænk, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne!
Du er slynget til jorden,
du som besejrede folkene.
Du sagde ved dig selv:
»Jeg vil stige op til himlen,
højt over Guds stjerner
rejser jeg min trone;
jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles,
i det yderste nord.
Jeg stiger op over skybankerne,
gør mig lige med den Højeste.«
Men du er blevet styrtet i dødsriget,
ned i afgrundens dyb.

Det er jo en spottesang! - se vers 2 i samme kapitel:

Den dag Herren giver dig fred for din møje og pine og for det hårde arbejde, som blev pålagt dig, skal du synge denne spottesang om Babylons konge:
Tænk, at det er ude med tyrannen,
det er slut med hans vilde hærgen!

- altså en profeti om Jesu sejr over den Onde = den falske morgenstjerne =
Satan, som blev skabt af Gud som én af Guds højeste engle, og som blev nedstyrtet, fordi han selv ville være Gud lig.

Han ved, at det er ude med ham, og i sin ondskab går han stadig rasende omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge (1.Pet 5,8).

Satan, denne verdens fyrste, løgnens fader!
Han giver sig ikke til kende! Han viser sig stadig som én, der vil os det godt! Og han kan gøre mirakler! En "lysende morgenstjerne"! 2.Kor.11,14: Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.

1.Mos 3: Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: " Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" og vers 5: Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud ...

Præcis den samme fristelse møder os i dag, den Onde sår på mangfoldige måder tvivl om Guds ord i Skriften: "Har Gud virkelig sagt ...? ... det kan da vist ikke passe" .. "

Fristelsen er stadig den samme: At vende ryggen til Gud.
At afvise Ham, fordi vi hellere vil være vor egen herre i vort liv.
At ville være som Gud ..

Jesus siger om "den lysende morgenstjerne" (Djævelen) (Joh. 8,44):

Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.

Den sande morgenstjerne er Jesus selv (Åb 22,16): Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne Vejen, Sandheden og Livet ..

2.Joh. 1,5: Gud er lys, og der er intet mørke i ham.

Jeg håber disse skriftsteder kan være en hjælp til at få det til at hænge sammen?

kristina

Jeg vil lige tillade mig at supplere Kristinas indlæg, med en forklaring af begrebet Morgenstjerne fra Gads Danske Bibelleksikon.

Morgenstjerne
I spottesangen over Babels konge Es.14,12 kaldes denne "du strålende morgenstjerne". Ordene gengiver hebraisk helel ben-sjahar, der er uklart.
Masoreterne har opfattet dette som "hyl, du morgenrødens søn", men rimeligvis skal der tænkes på helal, månen, under alle omstændigheder et egenavn. Septuaginta og Vulgata har "morgestjerne" (heosforos, Lucifer, der motiverede den ældre teologis udlægning om djævelens fald).
Job 3,9 og 38,7 er i almindelighed "morgendæmringens stjerner" og "morgenens stjerner". Åb.2,28 og 22,16 er m. (Venus) et udtryk for magtbesiddelse og verdensherredømme.

Det er, hvad Gad havde at meddele om det. Jeg synes, det er interessant, at oversættelsen til Septuaginte og Vulgata giver anledning til en teologisk tolkning, som ikke umiddelbart havde været tilgængelig i den originale masoretiske tekst. Men dette hører nok til en anden tråd.

Hej Jón - Babylon var jo den fordum mægtige stad ved Eufrat - jfr. det babyloniske eksil (Matt 1,11-12 og ApG 7,43) og blev, på grund af Guds folks så negative oplevelser der, det symbolske udtryk for de onde magter, som undertrykker Guds kirke.

Jfr. Åb. 14,8 og 18,2: Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
det er blevet bolig for dæmoner

- så jeg tror at "Babylons konge" her må være et synonym for Djævelen.

kristina

Nogle kirkeretninger har forsøgt at bibeholde denne tydning ved at sige, at Satan var en morgenstjerne (som Jesus) inden faldt. Herefter blev han Satan (Jesus siger bl.a. han så Satan falde fra himmelen som et lyn).

Jeg tror dog de fleste teologer afviser, at morgenstjernen er Satan....

Tak alle sammen for jeres svar.
Der er noget ellers i det her som har mig forvirret.

Citat:

gør mig lige med den Højeste.«

Er det ikke det Jesus har gjort, i det Han siger at Han og Faderen er ét?

Hej Smil

Citat:
.. gør mig lige med den Højeste.«

Er det ikke det Jesus har gjort, i det Han siger at Han og Faderen er ét?

JO!
Lige præcis!
Og det er jo netop det, han ér, og altid har været,
i og uden for tid og rum.
Sandt menneske, og sand Gud fra evighed til evighed.

Ordet, Guds søn.
Han ved hvem alt er skabt.
Han som er vor Frelser og vor Herre.
Han som har fået givet al magt i himlen og på jorden.
Han som skal komme igen og dømme levende og døde.
Kristus Jesus ...

kristina

Jeg tror der er noget som jeg helt misforstår. Dette vers:

Citat:

Tilbage til Esajas: 14,12-15:
Tænk, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne!
Du er slynget til jorden,
du som besejrede folkene.
Du sagde ved dig selv:
»Jeg vil stige op til himlen,
højt over Guds stjerner
rejser jeg min trone;
jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles,
i det yderste nord.
Jeg stiger op over skybankerne,
gør mig lige med den Højeste.«
Men du er blevet styrtet i dødsriget,
ned i afgrundens dyb.

Hvordan ved man at det ikke er Jesus der tales om her, så? Altså, Han siger selv at han er morgenstjernen, og Han siger også at Han gør sig lige med den Højeste.

Hej Smil

Citat:
Hvordan ved man at det ikke er Jesus der tales om her, så? Altså, Han siger selv at han er morgenstjernen, og Han siger også at Han gør sig lige med den Højeste.

Esajas blev skrevet mindst 700 år før at Jesus eftersigende skulle være blevet født.

Jøderne anerkendte aldrig Jesus som Messias af den simple grund at han ikke opfyldte profetierne som var skrevet om den kommende Messias.

Jøderne har aldrig kaldt deres ventede Messias for morgenstjerne.

Så kort og godt handler denne del af GT slet ikke om Jesus.

Hej Smil - - den udlægning, at det skulle være Jesus, som Esajas skriver om her, kan jeg ikke få til at give mening i sammenhængen, for der står jo, at det er en spottesang om Babylons konge - jfr. også Åbenbaringsbogen.

Jeg er dog ikke enig i CloudHands' begrundelse, for mange af Esajas' skrifter er profetier om Jesus, men det er korrekt, at de færreste jøder anerkender dem som sådanne, hvad der kan være en kilde til stadig undren for os, som mener, at det er så krystalklart ...

Jesus citerer Esajas i Matt. 13,14-16: På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger:
I skal høre og høre, men intet fatte,
I skal se og se, men intet forstå.
For dette folks hjerte er dækket med fedt,
og med ørerne hører de tungt,
og deres øjne har de lukket til,
for at de ikke skal se med øjnene,
høre med ørerne og fatte med hjertet
og vende om, så jeg må helbrede dem.
Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.

kristina