I en anden tråd skrev pianisten bl.a. følgende:

Citat:
Men jeg mener faktisk, det er en ret alvorlig sag at dømme menneskers teologi og troslære "ude".
For det første kommer der sjældent noget godt ud af det, for det andet advarer Jesus gentagne gange imod det, og for det tredje påberåber man sig selv en autoritet, som er fuldstændig uhørt.

Bare for at gøre præmisserne klare: Denne samtaler handler ikke om at dømme mennesker, dvs. hvorvidt de bliver frelst eller ej.

Paulus advarer klart mod vranglære (fx. i 2 Tim 4,3). Derfor må det være klart, at der findes vranglære, der skal tages klart afstand fra og prædikes imod, så mennesker ikke går fortabt.

Men hvor går grænsen? Hvad er grænsen mellem respekt, formaning og advarsel mod vranglære?

- Grosbølls fornægtelse af Gud?
- Læren om alles frelse?
- Fremgangsteologi?
- Teologi, der lader folk leve i synd eller direkte gør synden til en del af kirkens bekendelse (jf ønsket om et ritual for 'vielse' af homoseksuelle par).
- Forskelle i syn på tjenestedeling mellem mand og kvinde?
- Synet på tusindårs-riget?

Hvor skal man aktivt sige fra og advare; og hvor skal man sige, at der er tale om uenigheder, der er 'ubetydelige'?

Mvh. Jalokin

Hej cafe.

For at brygge lidt videre på Jalokins oplæg vil jeg med et begrebspar introducere det, som JEG tror kan være kernen i dette spørgsmål: balancen mellem kærlighed og sandhed!

Overskriften til indlægget kommer fra Grundtvigs salme (den gamle salmebog nr 249). Vers 1 lyder således:

Citat:
Kærligheds og sandheds Ånd,
jords og himmels hjertebånd
knytter du alene;
os forlene dejlig røst (sandheden)
os opgløde dybt i bryst (kærligheden)
dine flammer rene.

Læs evt alle vers i salmen ( nr 292)

Når vi taler om tværkirkelighed, så er dette spørgsmål centralt (skal vi hårdnakket fastholde sandheden eller skal vi "udglatte" i kærlighed); når vi taler om absolutisme versus relativisme, så er det centralt; når vi taler om det indbyrdes menighedsfællesskab, så er det også centralt (skal man i tider med prøvelser og indre stridigheder holde fast i sandheden, eller i kærligheden). Sådan kunne man nok blive ved.

Men hvordan ser Bibelen på dette spørgsmål? Jesus er både kærlighed og sandhed, og som sådan også ophavet til disse begreber ind i vores menneskelige verden. Men skal kærligheden bygge på sandheden (kærligheden er afhængig af sandheden), eller skal sandheden bygge på kærligheden (sandheden er afhængig af kærligheden)?

Eller er der måske ikke snarere tale om, at jeg her har skitseret en falsk diskurs, hvor der ikke hersker noget modsætningsfohold, altså, at de ikke er komplementære. Både Bibelen og ovennævnte salme ser ud til at indeholde begge elementer, endda på en måde, hvor det ene ikke kan bestå uden det andet.

Og betyder det måske ikke, at diskussionerne her på JN foregår på et falsk modsætningsforhold og præmis?

Søren.

Først tak fordi vi nu for startet en debat om debatten, en metadebat om man vil, og alene fordi jeg nu har benævnt den metadebatten, er jeg vel nogenlunde oppe på det meta-meta-kommunikative niveau, bare for totalt at skabe ravage , men den er ikke uvæsentlig for en fortsat konstruktiv meningsudveksling konfessioner imellem. Dernæst tak til Søren for et yderst intelligent og skarpt indlæg.

Sandheden er kærlighed
Ergo er kærlighed sandhed

Kristus er sandhed OG kærlighed
Kristus er kærlighed OG sandhed

Kan vi af dette udlede at det er ukærligt ikke at sige sandheden?
At det er sandheden som viser kærligheden?

Forvirret?

Ingen grund dertil. Der er kun én sandhed og én ægte kærlighed, disse er hverken komplementærer eller modsætninger, de er en og samme, for den der vidner om sandheden vidner om kærligheden og omvendt.

Hvem har da patent på sandheden? Den som har kærligheden!
Men hvad om man har kærlighed men ingen sandhed? Ja så har man eros men ikke agape.

Langhåret?

Jo, men det var Søren der startede

Det er ikke nemme udfordringer du giver .

For den der ikke har rpoblemer med kvindelige præster er det jo blot en lille ting, men for den der mener det strider mod skriften er det en stor ting, altså vil den første altid føle sig fordømt når den sidste tager afstand og bruger Skriften som argumentation.

Nogen vil så sige at sådan en skal man lade ligge, for den handler jo ikke om hvad eller hvordan mennesket frelses, og er derfor ikke essentiel, men jeg vil eksemplvis mene at den er essentiel fordi den bunder i en diskussion om syn på Ordet.

Den skrevne eksempel skal ikke diskuteres her, men det er for om muligt at illustrerer at det som den ene side finder ligemeget kan være næsten hjerteblod for den anden, derfor er det så svært at skulle diskuterer konfessionelle stridspunkter, men stadig tvingende nødvendigt.