Jeg har idag oplevet noget, som fik mig til at tænke over det der med næstekærligheden.

Jeg kører for tiden med tog hver dag, og idag på vej hjem var der en mand som på et tidspunkt kontaktede mig i toget. Han så umiddelbart ikke ud til at have det særlig godt. Da han begyndte at snakke til mig, stivnede jeg af skræk / nervøsitet, og jeg vist ikke rigtigt hvad jeg skulle svare ham (men det lykkedes for mig at smile til ham, men meget mere blev det hellere ikke til). Han fortalte at han havde to laster, alkohol og rygning (efter hans eget udsagn, som en skorsten). Han fortalte at hans to børn havde bedt ham om at stoppe. Og så begyndte han at nedgør sig selv. Han sagde at han var et bæst, og han sagde det flere gange. Imens kunne jeg ikke andet end at sidde der med min forskrækkethed over at være i en noget uvant og totalt uventet situation... Hvad skulle jeg gøre ? Jeg sad og tænkte at han da så absolut ikke var et bæst. Men det hjalp jo ikke meget, at jeg sad der og tænkte det.....jeg skulle have sagt det til ham! Det hele endte med at manden gik ned i den anden ende af toget for at ryge, Og jeg lod ham gå. Nu sidder jeg her med min skyldfølelse over at jeg ikke havde mod nok til at gøre noget for at hjælpe manden, da jeg havde mulighed for det. Og nu kan jeg ikke gøre andet end at bede Jesus om tilgivelse for at have svigtet.

Jeg sidder her og tænker på hvor travlt vi idag har det med at leve vores eget liv. Næstekærligheden er for mig at se blevet indskrænket til familie, venner og evt. bekendte. På disse steder har vi som regel ikke noget problem. Vi har heller ikke noget problem med at give nogle penge til et eller andet godt formål (en ting som ikke kræver det helt store af os), bare for at bestyrke os selv i, at vi er gode mennesker, og evt. for at stive vores samvittighed af. Jeg lagde mærke til, at han også prøvede at snakke med nogle af de andre i toget, det blev dog kun til nogle hurtige afvisninger fra disse. Her bagefter syntes jeg mest af alt, at hans forsøg på at snakke med folk virkede som et stort skrig efter hjælp til at komme ud af misbruget, eller måske en ensom mands søgen efter nogen at snakke med. Jeg ved det ikke, men en ting er helt sikkert - der var ingen der gjorde noget !! Hverken mig eller nogle af de andre. Vi lod ham bare gå. Jeg sad bagefter og tænkte lidt på hvad Jesus mon ville have gjort. Og jeg sad og tænkt på historien om den barmhjertige samaritaner. Det var jo netop en mand som ham, at Jesus kunne finde på at besøge, dengang for ca. 2000 år siden. Jesus ville med sikkerhed have draget omsorg for manden. Og hvis manden ønskede det, så ville Jesus givetvis også have helbredt ham for hans laster.

Det er meget godt, at vi giver penge til nødlidende folk andre steder i verdenen. Men hvad med de hjemløse, alkoholikerne og stofmisbrugerne som lever lige ude foran vores dør (vores dør = den by du bor i) ? Hvad gør vi for at hjælp dem ? Og her mener jeg ikke penge. For penge kan da være meget rare at have, men de er så absolut ikke det vigtigste !! Når jeg nu sidder her foran min computer, syntes jeg iøvrigt det virker kynisk af os, at vi har så travlt med familie, venner og job, giver en eller anden mikroskopisk slant til et eller andet godt formål. Hvorefter vi tænker, at så skal den organisation vi nu har givet pengene til nok ordne resten. Så er det jeg kommer til at tænke: Hvornår har du sidst måtte undvære noget, for at hjælpe en anden ? (Og her mener jeg virkeligt at undvære noget, så det kan mærkes !!) Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ihvertfald ikke huske at jeg har måtte undvære noget. Vi lever i luksus !! Har mad på bordet hver dag, tag over hovedet,fjernsyn, stereoanlæg, computer og andet materielt luksus, en dejlig seng at ligge i om natten, job, venner, og størst af alt - mening med livet (Kristendommen).

En ting er hvordan vi tror vi vil reagere når vi måde f.eks en alkoholiker, eller rettere hvordan vi ønske vi selv skal reagere, men i virkelighed tror jeg ikke vi 100% kan vide hvordan vi vil reagere før vi har prøvet det. Jeg er næppe blandt de bedste til at tackle den slags situationer, men jeg håber at klare mig bedre næste gang.

Med venlig hilsen
Bjarke Raabjerg

Kære Bjarke
Hvis man skal kunne 'håndtere' den slags situationer, er det fint med god vilje, men erfaring er nu heller ikke at foragte.
Og manden ER da et bæst! Og han var garanteret heller ikke helt ædru, da han snakkede mig dig, vel?

Tænk, hvis det var din far......

Og du gjorde da noget. Du blev hos ham og lyttede, mens han fortalte. Det er i sig selv meget. Du kan ikke lave hans liv om eller ændre hans verden, men du kan være der, når han har brug for en, der lytter. Og det var du jo.

Og så det med, at han er et bæst. Det er ikke altid, man skal protestere, når folk 'nedgør' sig selv. Han er jo ikke i stand til at være hverken nærværende eller givende, når han er omtåget, og så er man da et bæst, når man bliver ved med at drikke - har større medlidenhed med sig selv end med de børn, som har brug for en. Så du havde nok gjort ham en tjeneste ved at give ham ret. Erkendelse er jo det første skridt mod handling. (Forøvrigt: En fuld mand, der skælder sig selv ud er nok snarere på vej mod depressiv selvmedlidenhed end mod erkendelse, men det er en helt anden sag)

Når alt det er sagt, så vil jeg sige, at jeg er helt med på det overordnede i det, du siger: At det er vigtigt, at vi har vilje (og mod) til at være dér, hvor der er brug for os.
Og han er ikke længere væk, end at du kan bede for ham, nu, hvor du har fået øje på ham.......

Hej Bjarke....

Tid er noget mærkeligt noget. Tit så tager jeg mig i at spørge mennesker hvordan de har det - evt. nygifte - og jeg forventer da klart at de er ærlige - og dog....... Nogle gange har jeg oplevet at mennekser jeg har spurgt har svaret at de ikke havde det godt, eller at de ønksede at de kunne blive skilt omgående.

Jeg forsøger at lære den lektie som du også er stødt på - at næstekærlighed IKKE bare er til os selv/vore egne. Jeg tror der ligger en stor opgave for os i at være der hvor vores næste er - og ikke bare dem fra menigheden og familien.

Jesus var jo også ude mellem mennesker, og ja, han er jo vores forbillede, ham vi bør lærer af.

Hilsen Mulle

Ja undskyld mig. Men det lyder til at Eva, her prøver at sige: " Hey det er ligemeget med den mand. Sket er sket, og det er der jo ikke noget at gøre ved!"

Kan det virkelig være rigtigt??? - Jeg må da sige at det ville rart hvis du havde hjulpet den mand. Du ville da heller ikke sidde og give en mand ret i at det nok var bedst han tog sit eget liv??? - Pointen er da den samme!!!!!

Nu har jeg selv en far der har det svært med at holde sig fra de grønne flasker, og jeg må da også sige at jeg har det lidt skidt med at være sammen med ham. Jeg siger til ham at jeg elsker ham, men jeg har aldrig fortalt ham om min tro! - det har jeg det også lidt dårligt med.

Men jeg håber ikke at vi som kristne bar vil sidde og give ret i at folk er nogen ynkelige skabninger.. Det er jo Satans tankegang....

Mvh. Nicolai...

---

Ja undskyld mig. Men det lyder til at Eva, her prøver at sige: " Hey det er ligemeget med den mand. Sket er sket, og det er der jo ikke noget at gøre ved!" ........
Men jeg håber ikke at vi som kristne bar vil sidde og give ret i at folk er nogen ynkelige skabninger.. Det er jo Satans tankegang....

---

Jeg beklager, hvis jeg har givet udtryk for ligegyldighed, det var under ingen omstændígheder min mening.

Jeg genkendte blot noget i mig selv, da jeg læste indlægget - den trang til at hjælpe, som er vores adelsmærke, men som også ofte bliver misbrugt og misforstået.
Selvfølgelig skal vi være klar til at hjælpe alkoholikeren. Det kan der ikke være tvivl om. Men hvordan? Kan vi følge efter ham og sige: 'Hør, ven. Jeg har et ledigt værelse. Bo hos mig og bliv ædru, så du kan få et liv'
Det kunne man måske, men det er ikke en metode, jeg umiddelbart vil anbefale, for drivkraften til at forandre noget skal komme fra alkoholikeren, ikke fra hjælperen. Hjælperen skal være hjælper og kan aldrig være den, der skaber forandringen.
Desuden er man da et bæst, hvis man drikker sig asocial.

Jeg er selv holdt op med at ryge, men jeg mindes mine børns bekymring, for de vidste, at rygning er farligt, og de ville jo gerne have en levende og rask mor og ikke en, der var ved at dø.
Først, da jeg var holdt op med at ryge kunne jeg se, hvor tarveligt det havde været at lade dem leve med den bekymring, bare for at jeg kunne få mine smøger. Det kan man da ikke være bekendt overfor sine børn.
Sådan er der en masse grimme ting, vi gør, og som det så absolut er tilladt at sætte navn på.
Vi er skabt i Guds billede, det er sandt. Og når vi så har dynget så stor en møgbunke ovenpå billedet, at der skal et mirakel til for at gøre det synligt igen, så er det da regulært nok at sige det.
Hvordan kan man tro på syndernes forladelse, hvis man ikke må sige 'synd'? Eller på tilgivelse, hvis ikke man må sige 'skyld'?

Det var det, der var mit ærinde.

Og så vil jeg lige have lov til at henvise til en større autoritet end mig, når det gælde om at være ynkelige: (Rom 3,10-12)
Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.

Så vidt skriftens ord....

Undskyld Eva! :-)

Ang. den alkoholiker.. Der var en som engang fortalte mig en historie... Jeg kan ikke huske hvem det var, men det er også ligemeget. Personen fortalte mig at han engang var på gade evangelision, og der mødte han en mand som ingen andre ville have noget med at gøre. Personen her som fortalte mig historien, sagde at han vente sig bare om til personen og sagde: "Hej" - Manden blev helt rørt over at der var nogen der gad at snakke med ham. Manden blev frelst den dag, og sat fri fra alkoholisme...

Denne historie synes jeg man kunne tænke lidt over...
Hovedemnet for denne diskusion er jo næstekærlighed, og det var hvad det også var i denne situation hvor manden blev frelst...

Nu siger jeg ikke at vi bare skal gå rundt og sige hej til alle som ser fortabte ud, men det kunne være et godt sted at starte..

Hejsa Eva - en lille kommentar.

Det er sandt at viljen til at komme ud af misbruget skal komme fra personen selv, man kan ikke "tvinge" folk til at stoppe. Men her synes jeg som kristen at man måske burde tænke over "kristendommen kan hjælpe ham i hans misbrug" - troens kraft er stærk, den overvinder alt. "Du kan få mulighed for at plante et frø i den mand - om det så vil vokse kommer an på hvordan han modtager det". Men troen skal komme et sted fra, havde man givet den mand et imput om troen på Jesus, og fulgt den op med venlighed, forståelse - det vi kalder "næstekærlighed" så KAN man som kristen altså være med til at gøre en forskel...
Du siger at din hjælp som kristen ofte bliver misforstået eller misbrugt. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan - du mener? Nu har jeg ikke så meget (desværre) været i kontakt med folk på den måde, men mange gange har jeg været der for folk med en skulder at græde ud ved, eller blot lyttet med forståelse. Man kan vel godt sige at folk så har misbrugt mig - og min hjælp... Det er jo heller ikke sikkert at man får omvendt nogen på den måde - men det er vel heller ikke det det først og fremmest går ud på - man skal hjælpe sin næste, kan jeg ikke få mulighed for at hjælpe min næste ind i troen - så kan jeg altid få muligheden for at plante et frø - og uanset, så kan jeg jo hjælpe næsten, ved noget så basalt som at lytte. Nogen vil måske kræve mere, men det er jo noget vi som kristne bør kunne få tid til...
Jeg kunne fristes til at sige (og det er meget ideologisk) at som kristen er det vigtigste at hjælpe næsten, uanset omkostningerne - blot undtagen eet - hvis din hjælp - hvis du bliver så belastet af det at du får fjernet dit fokus fra gud, så er det ikke længere en god ting, og kan derfor sætte en grænse for hvor meget du skal hjælpe din næste... Når omkostningerne, bliver din tro - så er grænsen nået... Dette fjerner vel teoretisk også muligheden for at blive udsat for groft misbrug fra andre - men nu må du jo lige fortælle hvilke situationer du tænker på.

"...det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."

Kærlig Hilsen
Christian Henriksen

Hmmmm, ingen svar - betyder det så at folk giver mig ret - eller at jeg repræsenterer et så ideologisk grundlag at fok ikke ønsker at svare mig?
Det var i hvert tilfælde ikke min mening at fornærme nogen - så jeg håber ikke at i (eller du Eva som teksten var henvendt til) tager teksten ilde op.

Kærlig hilsen
Christian Henriksen

Tjalfe:
Hmmmm, ingen svar - betyder det så at folk giver mig ret - eller at jeg repræsenterer et så ideologisk grundlag at fok ikke ønsker at svare mig?
Det var i hvert tilfælde ikke min mening at fornærme nogen - så jeg håber ikke at i (eller du Eva som teksten var henvendt til) tager teksten ilde op.

Faktisk synes jeg ikke, der var så meget mere at sige, så det med enigheden er tæt på at være den rigtige tolkning.
Men med forbehold, da.
Lad mig fortælle dig lidt: Jeg sad sammen med en blandingsmisbruger, som fortalte at hans lille datter var blevet kørt ihjel - han var fraskilt og skulle rejse for at komme til hospital/begravelse, jeg husker ikke detaljerne.
Måske var historien sand, måske ikke, det kontrollerede jeg ikke. Men da han kom tredje gang for at få flere penge ('Der skal jo også være til blomster!') blev jeg klar over, at han ikke blot slog plat på min pengepung, nej langt værre: på min sorg over, at sådanne ulykker sker.
Det er længe siden, og hans situation var til hver en tid værre end min. Set på afstand må jeg dog holde fast i, at det er vigtigt at kunne skelne i sådanne historier. Ikke kun, fordi det er surt at blive kørt om hjørner med. Mest, fordi misbrugere ofte bliver utroligt drevne, når det drejer sig om at sno virkelighedsopfattelsen, så han/hun kan slippe sit ansvar. Og en væsentlig vej tilbage til en normal tilværelse er at blive holdt fast på det personlige ansvar.

Det ville være nemmere at holde føleleserne udenfor og så vurdere, hvor meget, man i givet fald var villig til at lade sig platte for. Det svære er at være nærværende og samtidig fastholde et realistisk billede af virkeligheden Som f.eks. at man er et bæst, når man svigter sin familie. Og at det i sidste ende er mere synd for børnene end for 'bæstet'. For børnene har ikke noget valg.
Men også, at selv det største bæst har mulighed for noget andet.

Det du siger om, at det eneste, man kan miste, er troen, kan jeg principielt være enig med dig i.
Dog er der også nogle praktiske overvejelser, nemlig at vi alle er mere eller mindre skrøbelige mennesker. Vi har brug for søvn, mad, varme, privatliv - og der er andre, som har brug for os. Der findes mennesker, som man kan give og give og give uden nogensinde at stille dem tilfreds. De vil æde én op, hvis de får lov til det.
Det er især blandt misbrugere, man ser den adfærd og det er også en grund til, at man skal passe på sig selv. For der skal også være noget til overs til ens børn/forældre/naboer - -
Dermed ikke være sagt, at man ikke skal give. Blot at man skal forvalte det, man har, så det bliver givet ansvarligt.

Det er et stort arbejde - og et vigtigt arbejde - at hjælpe andre. Især, når det er mennesker, som er taget til fange af sig selv og deres eget liv.
Det kan være det tilfældige møde, som giver varme og kontakt her og nu eller det kan være den målrettede indsats, som tage oceaner af tid og kræfter. Begge dele skal til, og jeg har den dybeste respekt for dem, der orker den målrettede indsats. Selv var jeg slidt op efter nogle år.

AMEN til det - set med dit forbehold så er vi enige - perspektivet er jo også at vi nogen gange hjælper mere ved at lade være med at give end ved at gøre det...
Jeg ville heller ikke have det godt, hvis jeg f.eks. støttede en narkoman økonomisk - og samtidigt vidste at mine penge gik direkte til stoffer - det ville jo være at gøre manden mere skade end gavn (i det lange løb med døden til følge)... så - Enig!

Kærlig Hilsen
Christian Henriksen