Hej brevkasse.

Jeg er troende kristen, og min tro på Kristus giver mig megen glæde og trøst. Jeg har bare det problem at jeg ikke synes min omverden accepterer min tro.. Hvis jeg har fortalt til mine kollegaer eller skolekammerater at jeg er kristen er det som om de ser skævt til det, og jeg har faktisk ikke lyst til at snakke med folk om det. Jeg bliver ofte stillet spørgsmål omkring det ene og det andet, og somme tider også hvordan jeg overhovedet kan tro på en religion, der gennem historien har været skyld i så meget krig. Det er en ensom "kamp" at kæmpe, og efterhånden undlader jeg bare at fortælle folk at jeg er kristen.. Er det i orden at mit religiøse liv, så at sige er skjult for andre, eller tror I Gud er skuffet over at jeg ikke står ved min tro?

Kære ven

Du beskriver en oplevelse, som jeg tror rigtig mange kristne kan nikke genkende til: Vores kristne tro bliver mødt med undren, afvisning og nogle gange direkte modstand. Og at det derfor også kan føles ensomt og tungt at være åben omkring sin tro.

Jeg kan desværre ikke fortælle dig, at der findes en enkel og let vej gennem det problem. Tværtimod må jeg minde dig om, at både Jesus og hans disciple flere gange gør opmærksom på, at netop denne oplevelse ofte hører med til at være kristen. Og altid har gjort det.

Det er én af grundende til at det er så vigtigt, at være med i en kristen menighed. I menighedsfællesskabet kan vi dele troen og opmuntre hinanden. Og gennem fællesskabet udruster Guds ånd os til at kæmpe den kamp, som enhver kristen står i. Dels kampen for at bevare sin egen tro og dels kampen for at formidle troen videre til andre mennesker.

Paulus skriver til den den græske menighed i Korinth:
"For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. v22 For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, v23 men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; v24 men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom." (1 Kor. 1,21-24)

Vi kan simpelt hen ikke komme udenom, at for dem, som ikke selv har fået troen på Jesus, virker det som dårskab. Kristendommen er en forargelig tro. Og det hænger jo bl.a. sammen med det, som du selv skriver, at livet med Kristus er skjult. Troen er usynlig.

Men det betyder ikke, at vi skal skjule vores tro. Altså undlade at lade andre vide, at vi er kristne og tror på Jesus. Det bør vi gøre med stor frimodighed. Ja. det er vores kald at gøre det.

Og hvordan tackler vi så denne udfordring?

For det første, så må du acceptere, at modstanden hører med til at være kristen. Det bliver aldrig populært. Det kan godt være, at du, som en kristen person, kan være populær. Men din kristne tro bliver det ikke. Så du må lægge den forventning fra dig, at de andre før eller siden vil forstå hvad du tror og hvorfor. Det vil kun dem, som selv modtager Guds ånds lys ind over deres liv og som får den samme tro givet, som du har.

For det andet, så behøver du ikke at kunne svare på alle de undrende spørgsmål du får eller at kunne gøre rede for de ting, som du måske også selv kan undre dig lidt over. Den kristne tro er ikke en teori, som du skal være inde i og kunne forklare. Den kristne tro er først og fremmest et personligt tillidsforhold til Jesus Kristus. En tillid til, at han er den han siger han er: Guds søn og din frelser.

For det tredje, så må du bruge det kristne fællesskab, som et sted, hvor du kan "tanke op" og hente frimodighed. Og du bør også have nogle få kristne venner, som du på en særlig måde kan være fortrolig sammen med og dele dine problemer og bekymringer med - såvel som dine glæder og succes'er.

For det fjerde, så skal du minde dig selv om, at midt i din kristne "ensomhed", så er Jesus hos dig. Han har lovet, at han altid vil følge dem som tror på ham. Han har lovet at han vil bære vore byrder sammen med os. Det betyder, at vi ikke kommer ud for noget, som han ikke har kontrol med eller ikke har forudset. Og iøvrigt har han selv oplevet den samme ensomhed i hans menneskeliv, hvor han også blev mødt med undren og manglende forståelse - selv fra sine egne disciple. Så han ved hvad det drejer sig om.

Du spørger til sidst, om Gud er skuffet over, at du ikke står ved din tro.

Nu er det ikke mit indtryk, at du ikke vil stå ved din tro. Du skriver, at du ofte får spørgsmål omkring din tro, så helt usynlig er den vist ikke. Jeg tror, at Gud ville være mere skuffet, hvis du var ligeglad og ikke bekymrede dig om at være et synligt vidne om ham. Men dit brev her vidner jo om, at det faktisk er noget du kæmper med og gerne vil.

Jeg tror ikke Gud er skuffet over dig. Men jeg tror, at Gud ønsker, at du skal være åben og ærlig omkring dig selv og din tro på Jesus. Både gennem dine ord, og ikke mindst gennem dine handliner, dine valg og prioriteringer. Og så tror jeg, at du vil opleve, at du får kræfter til din kamp - den kamp som jo ikker en kamp imod andre mennesker, men imod Djævelens onde magter.

Paulus skriver om dette i Efeserbrevet 6,14-19:
Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, v15 og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. v16 Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. v17 Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. v18 Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige v19 – også for mig, om at jeg, når jeg åbner min mund, må få ord til frimodigt at gøre evangeliets hemmelighed kendt.

Den vigtigste kamp vi kan kæmpe er gennem forbønnen. Ikke mindst i de tider, hvor vores frimodighed kan ligge på et lille sted. Og som du kan se, så havde Paulus også brug for at bede om frimodighed og hjælp til kampen.

Jeg håber dette kan hjælp dig en smule fremad.