hejsa.
jeg ved ikke om det her er det rigtige forum at skrive til, men min kone forsøgte selvmord igår.
og nu er jeg rigtig bange for fremtiden.

vi har efter mange måneders samlivsproblemer, hvor vi ikke har kunnet skændes eller tale os
ud af problemerne, kun er det blevet skrevet sms'er mails og breve, og det selvom vi bor sammen.
vi har kendt hinanden i 5 år og været gift i 2,5 år. der går indimellem uger hvor vi ikke veksler
så meget som et ord, og nu kan jeg og helt sikkert ikke holde til det mere.
vi har også forsøgt parterapi, men har dog ikke været der,da det er svært at få startet samtalen.
jeg elsker hende 100% men har også mistet troen på at dette nogensinde skal blive
et fornuftigt og kærligt ægteskab igen.
den konklution nåede vi også til fredag aften, da hun var taget her fra hjemmet og hjem til
sin mors lejlighed gor at få lidt luft, gennem mange sms'er som blev stadig skarpere
i tonen fra hendes side, blev jeg tvunget til at sige at jeg ikke kunne holde til
det her mere, og nu måtte det slutte.
lørdag morgen tager jeg på arbejde og efter nogle timer, bliver jeg ringet op af en veninde til
min kone som var blevet urolig for min kone og havde fundet hende bevistløs.
hun havde spist hvad der var af piller i medicin skabet (mange da hun har en sygdom der gør
ar hun indimellem har smerter)
jeg sad på sygehuset hos hende hele dagen igår, og var så bange for at hun skulle blive
frisk og afkræve mig nogle svar, hun var dog mest i dyb søvn indtil kl 1900.

jeg er så bange for fremtiden.
hvilke svar vil hun afkræve mig, jeg kan ikke mere med hende,
jeg kan ikke bare fortælle hende at når hun kommer hjem så tager vi os sammen,
og gjorde jeg det hvad så når det ikke går?
jeg er så bange for at de udskriver hende.

håber du kan henvise mig til noget hjælp

Det er vist udover mit kompetenceområde. Jeg foreslår at du akut taler med en psykolog om det her - så kan det være du derudfra kan få ideer til, hvordan du skal gribe det an med din kone.....

Kære Baldie.

Jeg ved heller ikke helt, om det er det rigtige forum, du har skrevet til. Men det vil Netmissionæren vide, og ham skal du nok høre fra, er jeg sikker på.

Jeg vil alligevel gerne lige skrive et par ord til dig, som du måske kan bruge til noget indtil du høre fra Netmissionæren ...

Som du skriver, virker det som om, at du alene bliver stillet til ansvar for Jeres ægteskab? Du er bange for at blive afkrævet svar. Men er det ikke langt snarer din kone, der burde fortælle dig, hvad der sker med hende?

Når din kone har forsøgt selvmord, er der nogle mekanismer i vores samfund, der går i gang for at hjælpe hende. Blandt andet vil hun få tilbudt samtaler med en psykiater. Da I er gift, er det naturligt at du bliver informeret, ikke om indholdet af disse samtaler, men om hendes psykiske tilstand.

Måske kan alt dette også være startskuddet til, at I kommer i gang med parterapi efter hendes samtaler med psykiateren? Du skal ikke være nervøs for, at I ikke kan starte en samtale ved en parterapeut. Terapeuten vil vide, hvordan han/hun skal gribe det an (jeg taler af erfaring).

Endelig vil jeg sige til dig, at jeg meget gerne vil høre mere fra dig. På min hjemmeside under Kontakt os, finder du min mail adresse. Min hjemmeside finder du Her.

Jeg håber alt det bedste for Jer begge, og jeg håber du finder mod til også at passe på dig selv midt i alt det hele. Må Gud være med Jer begge.

Knus Eva.

Kære baldie

Af det du skriver, kan jeg forstå, at I har hårdt brug for hjælp begge to. Det er vigtigt, at I får professionel hjælp så hurtigt som muligt.

Som child-of-God skriver, så bør din kone blive tilbudt hjælp fra sygehuset. Og det må du forsøge at støtte hende i at modtage. Og gå så hurtigts muligt til jeres læge, som kan fortælle jer hvilke muligheder der er, og som kan henvise jer til den hjælp I har brug for. Jeg tror, at det er det rigtige sted at begynde lige nu.

Jeg kan godt se, at det lige nu ser lidt håbløst ud. Men du skriver, at du elsker din kone og det er rigtig godt at høre. For hvor der er kærlighed, dér er også altid veje fremad. Kærlighed er viljen til at ville hinandens bedste. Og jeg håber den er tilstede hos jer begge to. For så kan I også komme videre. Men I skal have hjælp til det og her skal I trække på alt hvad I kan få.

Skriv igen, hvis der er noget du tror jeg kan gøre.

tak for dit indlæg

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre efterhånden, jeg ringer til hendes alm læge imorgen og hører,
jeg er ikke langt fra at syntes at der kun er en vej ud
hun har vist mig vejen.

jeg har så dårlig samvittighed over at jeg ikke formår at tro på
dette ægteska mere,
at det er mig der siger stop og vil ud, jeg lever i et helvede.

tak for jeres indlæg

hej eva.

jeg har læst jerse homepage.
tak for dit indlæg det varmede, jeg er bare så ulykkelig,
jeg hatr søgt hjælp flere steder jeg tror næsten at jeg hiver fat
i hvert et strå jeg kan finde.

tak.

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre efterhånden, jeg ringer til hendes alm læge imorgen og hører,
jeg er ikke langt fra at syntes at der kun er en vej ud
hun har vist mig vejen.

jeg har så dårlig samvittighed over at jeg ikke formår at tro på
dette ægteska mere,
at det er mig der siger stop og vil ud, jeg lever i et helvede.

tak for jeres indlæg

Kære baldie - du skriver {til eva} at det er dig, "der siger stop og vil ud"... Så Hvad skulle der være i Vejen for dét? Or so to speak, why want Anyone to fail in Truth & med et enkelt Ord: 'Lad være skilt hvad ikke forenes kan!'..

Og Hvem siger, "jeg lever i et helvede" uden at føle sig låst fast på nogen umanérlig Måde?.. Jeg skulle tro, der må kunne udstedes en Attest vedr din Ægteviv's momentane Sindstilstand, hvis Forholdene byder sig som Andetsteds bevidnet. Men at skrive med Folk her & hisset er vist en god Ide...

Kære Baldie.

Jeg ved ikke, hvor du står teologisk, og jeg ved ikke hvordan du har det med din tro og dine medmennesker omkring dig. Du virker som om, at du føler dig trængt op i en krog. Som om at ægteskabet er hele livet, og selve meningen med livet?

Jeg forstår du er ulykkelig, at alle dine drømme omkring ægteskabet er kuldsejlet, og jeg forstår, at I har slidt meget på hinanden gennem den sidste tid?

Men du skal vide, at hvor nøden er størst, er Gud nærmest. Jeg mener, der må være mennesker omkring dig (som Gud har sat i din nærhed), der elsker dig på trods af, at du måske vælger dit ægteskab fra? Du skal i hvert fald vide, at du ikke vil møde fordomme fra min side, uanset hvad dit valg måtte blive ...

Jeg håber, at du vil tage imod al den hjælp, du vil blive anbefalet og tilbudt ved lægen i dag. Gør ikke noget dumt, solen skinner på den anden side af trængslerne. Jeg ved det .. jeg har været begge steder ...

Knus til dig, Eva.

Kære Baldie -

Jeg synes du har sat gode ord på din fortvivlelse - det er godt, at du har kunnet det!

Der er noget, jeg har tænkt meget på - om jeg skulle skrive det eller ej - for jeg vil så nødig belaste dig yderligere, men nu siger jeg det så:

Jeg har i mit lange liv på meget nært hold været vidne til ikke så få selvmord, og oplevet deres ægtefællers og børns reaktioner gennem mange år, og helt generelt:

- de efterladte blev aldrig fri for tyngende og sort samvittighed. De fik aldrig nogen sinde ægte livsglæde tilbage. Dette på trods af, at alle venner og bekendte blev med med deres "det var jo ikke din skyld!".

Hver eneste dag kørte tankerne: "Jeg skulle have gjort dette - eller dette - anderledes, så var det ikke sket - " og "hvorfor greb jeg ikke ind dengang - og dengang - og dengang ..."

Og der var ikke engang tale om, at de havde forladt de selvmordstruede eller opført sig fjendtligt over for dem ..

Du skriver, at du har dårlig samvittighed nu. Jeg tror, den vil blive værre - og kronisk - hvis du opgiver dit ægteskab i denne krisesituation.

Det, jeg stærkt vil råde dig til at opgive lige på stedet, det er at forsøge at klare skærene alene - det er umuligt!

Det er nødvendigt, at du hurtigt får hjælp fra en psykolog, som véd hvad dette drejer sig om, og hvis du ikke kender nogen, du har tillid til, så vil jeg foreslå dig at sende en privat besked til Netmissionæren eller til mig.

kristina