Der findes masser af beskrivelser vha modsætninger i Bibelen. Lys/mørke, det indre menneske/det ydre menneske, ånd/kød, kærlighed/ondskab osv osv.

I Det Gamle Testamente var synet på mennesket ikke dualistisk (med dette mener jeg, at mennesket ikke blev forstået som en ånd/sjæl i et fysisk legeme). På Jesu tid ses en opblødning i dette forhold - farisæerne troede iflg NT på både engle og ånd. I de apokryfiske bøger (især 1 Enoks bog) kan man også se beskrivelser af efterlivet der antyder et dualistisk syn på mennesket.

Det kan man også i NT - men det bliver ved antydningerne. Så hvad tror I - er mennesket dualistisk eller ej? Her er et sted der ofte fremhæves som dualistisk:

"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. v3 Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – v4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4

Kære Stig: Det foresvæver mig nu at vi er ovre i den tungere afdeling, rent emnemæssigt. Så jeg snuppede lige din signaturtekst: "Videnskab og tro komplementerer hinanden." For ikke længe siden var netop dualisme-begrebet oppe at vende. Men verdens tvedeling kan jo skyldes den måde, vi tænker og beskriver den på. Vi har allerede fat i noget, der normalt anses for modsætniger, nemlig videnskab og tro.

Mon jeg kunne formå dig til at lægge vejen om ad en gut som Aristoteles, der kaldes den moderne videnskabs grundlægger... "Aristoteles (384-322 BC) gjorde sig til talsmand for den 'klare' grænsedragning imellem studiefagene som vi kender det idag. Han skelnede konsekvent imellem natur(:physis,gr.)-videnskab og en såkaldt meta(:iblandt, iøvrigt, på den anden side)-fysik.

Filosoffen kalkulerede specielt på sidstnævnte felt med følgende årsagsfaktorer: Form og Materie samt diverse {psykiske} Motivgrunde afstedkommende forandringer - udover den {åndelige} Hensigt, som angår det retlinede, men tilhører en anden sfære. Han introducerede tilmed princippet* om Den gyldne Middelvej - hvilket vil sige at eksempelvis gavmildhed figurerer midt imellem gerrighed og ødselhed - at dyden i princippet flankeres af to 'ekstreme' laster..." Fremstillingen er hentet fra et opslagsværk, men reguleret en smule af undertegnede.

Nu har jeg tygget lidt på det og fundet omtalen af Hensigten kendetegnende for den pågældende vej* - hvilket munder ud i konklusionen: Skematisk danner lasterne de to yderpunkter på bundlinien af en trekant, hvor dyden tegner sig for det øverste vinkelhjørne. Altså lidt i stil med Hegels logiske system, der beskriver en vekselvirkning imellem tese, antitese og syntese. Dog med forbehold vedrørende alskens udlægninger af deres respektive funktion.

Jeg kom her på falderebet i tanker om en tilsvarende tredeling: Umoral, moral og moralisme. Det hænder jo, vi kommer ud på etikens overdrev - men før blot ikke hele skylden derfor hen til åndsvidenskaben, please!.. Samme* princip findes iøvrigt beskrevet i Bhagavad Gita {:Herrens Sang, hinduernes bibel}, hvor Krishna betegner lyset (sattwa) som den harmoniserende faktor imellem 'lyst'(raja) og 'mørkt'(tama)...

Jeg er enig i, at dualistiske beskrivelser godt kan være tilsyneladende. Men komplementaritet er altså ikke det samme som dualisme. Komplementaritetsbegrebet handler netop om, at ting der kan synes forskellige i virkeligheden kan være udtryk for forskellige aspekter af det samme.

Mener du Paulus tvivl om, hvorvidt han var i kroppen eller ej, kan beskrives komplementært? For så vil jeg da gerne høre, hvordan du når frem til, at det var noget sådant han havde i tankerne. Eller mener du blot, at Paulus beskrivelse er misvisende, således at det han beskriver som et dualistisk menneskesyn i virkeligheden handler om, at mennesket er komplementært?

Hej again.

Det kommer vel an på, hvad man mener med dualisme. Man kan jo godt fx sige, at kroppen og sjælen beskrives som to forskellige ting, som i Paulus' bortrykkelsestilfælde.
Men det er ikke en dualisme i den forstand, at det er to parter, som strider mod hinanden på samme måde som lys og mørke, godt og ondt - så fx. kroppen skulle være ond og sjælen god. Ellers ville der næppe være noget, der hed inkarnation og kødets opstandelse.

Mvh. Anne.

Hmm, jeg opfatter det nu mere somom det "synlige" er faldet (ved uddrivelsen). Derfor kan "kød og blod ikke arve Guds rige" - altså i sin faldne tilstand, men skal genopstå i en form som ikke er falden.

Jeg er derfor enig med dig i, at der ikke findes noget verdenshad i NT - men jeg mener da klart der findes en afstandtagen til at hænge ved den faldne verdens tilbud og i stedet fokusere på den ikke-faldne verden der kommer.

Man kan vel sammenligne det lidt med en gammel bil - det er ikke konceptet bil man er imod - det er mere det at skidtet ikke gider starte! Man ville gerne have en bedre bil, men tager til takke med den man nu engang har.

Men det var nu ikke dualisme i gnostisk forstand jeg havde i tankerne med mit citat. Det var mere respons på, hvad det egentligt indebærer, at Paulus mener han muligvis havde været "udenfor kroppen"? Et tilsvarende spørgsmål kunne måske stilles, når Paulus taler om det ydre og det indre menneske!