Hm...

En af mine kammerater inviterede mig med til Rollespil....
Og han fik det til at lyde mægtig skægt...........................

Og da jeg endelig kom over til ham sad de en 4-5 gutter og var udklædte og med spille plader på både spisebord og sofabord...der var sådan noget keltisk musik på, og nøøj..hvor de gik op i det....
De spillede med kort og figure, terninger og alt muligt.....
Men, i kan vel gætte jer til at alle disse scenarier og andet....lå begravede i okkulte ting, gamle sagn og eventyr m.m....Jeg fik en hel forelæsning om det univers de ville invie mig i...

De gik så meget op i det at de kaldte hinanden ved andre navne....og rang...*S*...måtte grine lidt i første omgang....men mit indtryk var at dette i højgrad var dæmonisk...
De spillede i laaaaaaang tid, jeg selv afslog at være med, men brugte tiden til at hjælpe min kammerats lillesøster med nogle lektier....(nu for hun vist kun 7, istedet for 9 *griner*)

Men jeg lagde mærke til at jo længere de spillede og desto mere de læste i deres bøger...jo mere "anderledes" blev de.....og da jeg forlod dem...kunne min kammerat (vi kalder ham X) ikke fokusere og han talte mystisk......jeg vidste ikke om jeg skulle tilegne det spillet...eller om de måske havde drukket, men jeg så ingen flasker eller krus da jeg gik.....hm.....!

Men hvad skal man som kristen egentlig tænke og tro omkring Rollespil...
Skal vi ligesom med Oija board eller Ånden i glasset holde os fra det...
Eller skal se på det som en harmløs leg...??



mvh- Pente Costal

Hej PC

Ved "ånden i glasset" påkalder man dæmoner, Oija-board kender jeg ikke - er det i samme stil?

"Rolle-spil" kender jeg heller ikke. Er det sådan at man påkalder dæmoner, foretager besværgelser eller hvad?

Sagn, eventyr og fantasi er der vel ikke noget forkert i. For nogle år siden spillede vi en del "Tante Agathes Testamente" (det gider sønnen ikke længere:-) ), men her gik det ud på at slå hinanden ihjel (altså figurerne ) på alle mulige måder og det hele foregår på et gammelt slot fyldt med rædsel og uhygge. Det var måske ikke enormt kristent, men er Ludo og Matador det? Vi havde det i hver tilfælde sjovt, og det er vel formålet med at spille. Og jeg blev ikke morder af at spille "Tante Agathes Testamente"!

Nu er spillet næppe aktuelt for små børn, som er let-påvirkelige, da det ser ud at det er nogle indviklede regler.Derudover tror jeg, at man skal have en skrøbelig identitet, ja sygelig skrøbelig for at den skulle påvirkes af et spil.

Med venlig hilsen

Malli

Rollespil handler om at leve sig ind i eventyr, der har meget til fælles med folkeeventyr.
Folkeeventyr -selv de bedste - er ikke kristne, men derfor brænder vi vel ikke Brødrene Grimms samlinger eller sender Asbjørnsen og Moe ud i kulden?

Desuden leger vi hele tiden med identitet. PC, jeg er sikker på at du også gør det, for det hører med til at være menneske. At lege far, mor og børn er også en leg med identitet. At tage en anderledes hat på og nyde spændingen ved at fremtræde på en anden måde, end man er vant til, er også sådan en leg.

Jeg kan da godt forestille mig, at der vil være nogle, som lever sig så meget ind i rollespil, at de ikke kan finde tilbage til hverdagen, men det er ikke spillet, det handler om, det er snarere de få med en skrøbelig virkelighedsopfattelse. Og de ville blive fanget i deres forestillinger, uanset hvad de beskæftigede sig med - tror jeg.

Min ene søn har være med i en rollespilklub i årevis, og jeg har aldrig observeret, at han var 'underlig'. Tværtimid har han haft en ugentlig hyggeaften med vennerne, og det var det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om ham, der opførte sig så sært mon ikke havde Pente Costal til bedste? Tanken ville være voldsomt fristende, og jeg kan næsten se det for mig.

Hej Eva

Hold da op!, jeg kommer i tanke om at sønnen min også spillede rollespil i en periode. Det er nogle år siden, og jeg havde glemt det . Men de tog ud i skoven iført forskellige dragter og havde forskellige roller. De talte meget om kæmper, trolde og orker i den periode. Knægten var helt oppe at ringe, når han kom hjem - af glæde! og han fortalte og fortalte, for der skete så meget sjovt og spændende. Men på et tidspunkt gik det i sig selv igen, og han stoppede med det. Jeg havde ikke indtryk af at han på nogen måder ligefrem ændrede sig.

Med venlig hilsen

Malli

Rollespil ved et bræt, i naturen eller på pc er i princippet det samme. Hvis man ser det som et spil er det intet problem. Problemet opstår, hvis du bliver så glad for den person du spiller, at du taget figurens identitet til dig selv, efter at spillet er slut. At spille med venner ved et bræt eller i naturen skulle adskille sig lidt fra pc-rollespil idet at man ikke bruger den same tid på det.
Det findes flere eksempler på rollespil, hvor personerne dropper arbejde og skole for at spille, og få begår selvmord, fordi deres helt dør i spillet. Men det er kun ekstremer, og jeg har kun læst at det er sket ved pc-rollespil, hvor ens venner ikke behøves at være tilstede.
Om der er noget okkult i brætrollespil eller rollespil i naturen ved jeg ikke.

MVH
Lars

Der er ikke noget okkult over hverken papir eller live-rollespil. Ta jer sammen.
Det er jo bare et spil! Det er ikke værre end at spille Ludo eller rende rundt ude i haven og lege coyboy og indianer eller hvad børn nu leger nu om dage.

Hej Lars

Du skriver:

---

Det findes flere eksempler på rollespil, hvor personerne dropper arbejde og skole for at spille, og få begår selvmord, fordi deres helt dør i spillet. Men det er kun ekstremer,

---

Lige præcis. De fleste kan skelne mellem fantasi og virkelighed.

Med venlig hilsen

Malli

Well....

Dette spil bliver kaldt dark World....og det består af en masse andre spil....
altså der findes en 10-15 seperate rollespil med deres eventyre osv...og alligevel kan de kombineres og alt muligt.....

Jeg fik lov at låne en bog af X igår( der findes 1000 vis af bøger)...og jeg tror faktisk ikke at det er så uskyldigt igen..teksten var meget manipulerende..rigtig meget......X fortalte mig at han levede og åndede for weekenden hvor ´han skulle spille....i mine øjne en mindre besættelse....

For at svare på det okkulte, så var denne "begynder" bog fyldt med legender, tegn, heltedrikke (som man skal lave, alle med alkolhol eller noget der hedder absinth(hvad det end er) eller lign) Der var
Tekster som sagde at Kain fra biblen var Vampyr, og far til alle vampyrene....osv.....altså langt ude...Og så var der indvielses ritualler---- og m.m....
Men når man skal indtræde i en verden som foregår i de flete rollespil, forlader vi så ikke Gud, jeg kender ingen Rollespil hvor Jesus er med i, eller hvor det ikke handler om at kunne trylle og slå ihjel...??...

Jeg kan godt se det uskyldige i et spil Heroes eller lign......meeeen......



Malli// Oija er det samme som ånden i glasset...bare lidt mere kompliceret....

Kære Venner,
Jeg har aldrig spillet rollespil, så mine meninger er andenhånds, men jeg har forstået fra flere sider at det er en dæmonisk ting, ligesom Pokemon, Men nu er jeg jo meget IM, men som barn måtte vi aldrig tage en maske på og deltage i fastelavnsløjer, det var ugudeligt!!
Man skulle være sig selv, og det kan man jo ikke sige om deltagerne i rollespil.

Mkh,
Hanne

Uark, det kan næsten gøre mig sur. Altså det med at man ikke engang må holde fastelavn med en maske på.

Jeg kan godt se, at man "påtager sig en rolle" - men hvis du går i dybdens detaljer, er der jo utrolig mange ting du påtager dig en rolle i. Det må jo betyde, at man heller ikke må klæde sig ud? Det er jo også at spille en rolle man ikke er. Eller børn må vel heller ikke lege med dukker? Så spiller de jo også en forældrerolle de ikke er? Eller spille Matador - for så påtager man sig jo rollen som byggespekulant.

I de rollespil jeg har spillet ser jeg ikke noget dæmonisk. Eller det vil sige det gør jeg hvis man giver plads til det, men det kan man jo lade være med. Matador handler også om at være grisk, hvilket er en synd. Jeg syntes lidt det minder om "gammel-indremissionsk" hvor en mængde ting var defineret som synd, uden at man egentlig havde nogen argumentation for det. Andre eksempler herpå er kortspil.

Hvor i alverden skal man trække grænsen? Den er jo udefinerbar!

---

Man skulle være sig selv, og det kan man jo ikke sige om deltagerne i rollespil.

---

Det kan man heller ikke når man er forelsket.

Før jeg blev frelst spillede jeg 6 til 10 timers rollespil på internettet. Et spil der hedder Everquest udviklet af sony. På boardet til den server jeg spillede på var der ofte links til aviser der skrev situationer fra everquest der ikke var helt heldigt, men som jer også skrev er det ekstremer at folk begår selvmord.
I Grækenland er rollespil til PC blevet forbudt via lov, så helt ufarligt er det ikke, hvis man ikke kan skelne mellem denne verden og rollespil verden.

MVH
Lars

Det er vel ikke et spørgsmål om vi skal tage os sammen, for det er lidt svært at udtale sig når man ikke har prøvet alle spil

OK.

Jeg ville blot pointere, at før der var noget der hed en PC (!) og før internettet blev offentligt, hvor folk kun spillede bræt-udgaver af rollespil, begik folk altså også "selvmord" ifølge visse aviser når de døde i spillet. Jeg spillede det selv fra begyndelsen af 80'erne og omkring 10 år frem.
[Edit:] Ups, KRISTINAAAA, hvis du læser med kan du nok se at jeg skam godt kender kvajeblæk [/ Edit]

Men jeg tvivler på det skal tages seriøst, hvis det er dét udgangspunkt man bruger. Så skulle man også forbyde kærlighed, for det kræver en del flere selvmord end rollespil

Og hvad angår Grækenland, så har de da vist ikke lært så meget. På verdensplan er skydespil som Doom, CS og Quake direkte skyld i langt flere mord end rollespil er skyld i selvmord.

Kære Machine_A.
Ja nu er dit Pseudonym jo temmelig sigende, men jeg går da ud fra at du er et menneske, og du overdriver, jeg fortalte at det var mig der ikke måtte, på grund af mine IM forældre, men det er dog noget la la.

Mkh,
Hanne

Hej Machine A

Du bliver næsten sur. Hvordan tror du så ikke at børnene har det hvis de skal afskærmes næsten isoleres på grund af forældrenes angst? Hvor er glæden, hvor er livet? Hvor er friheden?

Min (ikke-kristne) mand jeg sad og talte om "ny-apostolsk" kirke. Han sagde at det var HELT klart en kirke man skulle holde sig fra. Jeg spurgte ham hvorfor? Han svarede, at som barn havde han gået i klasse med børn derfra, og de måtte INGENTING, og det syntes han allerede dengang var synd for dem. Jeg spurgte ham selvfølgelig om det så var kirken eller det var forældrene eller forældrene der var noget galt med? Med voksne øjne kunne han selvfølgelig godt se at det kunne være forældrene......men alligevel forbandt han det i sin hukommelse med kirken!

Vi skal som levende kristne vel ikke "bære" de samme "frugter" som Jehovas Vidner?

Med venlig hilsen

Malli

Jeg synes du har fat i en rigtig god poiente der. Alt kan være ondt og dæmonisk hvis man giver plads for det. Måske kan man sige at rollespild er forførende, fordi det i sin natur handler om fantasi. Simpelthen om at fortælle gode historier. En god historie har altid et element af uforudsigelighed. Da man er flere om at spille og digte historien i fælleskab, bliver den ved med at være spændende og uforudsigelig. Hvis man ingen grund har til at undgå orkultisme og manipulation, men tvert imod synes dette er spændende, Ja så kan rollespild i en hverd form (også på arbejdspladsen, i veninde krædsen omkring Ånden i glasset, på danse gulvet osv osv) være meget forførende. IM havde i gamle dage en tendens til at generalisere i stædet for at forklare i dybden, men det lå også i tiden at sådan tænkte man. Idag tænker vi meget mere i årsager og koncekvenser. Vi stiller os ikke tilfredse med Generrelle retningslinjer. Vi er grænsesøgende. og vil arbejde med de store spørgsmål selv. Det behøver ikke nødvendigvis være en dårlig ting! Vi skal så bare være klar over, at jo tættere vi kommer på grænsen, jo mere opmærksomme skal vi være for ikke at snuble over den. Jeg mener ikke at rollespil eller pokamon i sig selv er mere orkult end så meget andet vi går og laver til dagligt. Det kan være en hyggelig ting, en arsag for gamle venner at mødes og hygge sig med hinanden, men det kan også tage overhånd. Hvis det ender med at rollespil eller pokamon er grunden til at man står op om morgenen, så er der noget grueligt galt.

J

Jeg er ikke sikker på om det kun er rollespil, eller om CS, doom og alle andre splatterspil også er forbudt ved samme lov.

MVH
Lars

Nu snakker du om Pokemon... Pokemon betyder Pocket Monster (Lomme Monster - Et monster man har i lommen ville jeg tro). Jeg ved ikke om det passer eller om det er sladder men ham som fandt på det har vist nok stået frem og sagt at hele ideen bag Pokemon var at sørge for at børn rendte rundt med en dæmon i hånden.

Jeg kan ikke se hvordan man kan undgå at give plads til okkultisme ved at lege med lortet.

Mange børn på min skole render evigt og altid rundt med det bras og hvis man siger at man ikke fatter det sjove i det så kommer de med en lang tale som man skulle tro var indlært af noget overjordisk ondt. For de kører i de samme baner og det giver ikke rigtig mening det de siger. Måske for individer på deres egen alder.

Hej Machine A, jo, jeg måtte jo lige ind og se hvad der skete her, jeg kunne høre helt ud i køkkenet, at du råbte - -

Det med rollespil - det kan skam osse være meget farligt ikke at spille rollespil, det ved jeg af bitter erfaring: Der skete nemlig det, en gang i min grønne ungdom (det var før krigen, gæt selv hvilken krig) at jeg ikke fik hovedrollen i skolekomedien.

Jeg havde satset hårdt på at få lov at spille prinsessen, fordi jeg var voldsomt betaget af en fregnet dreng med et prægtigt rødt hår, som skulle spille svinedrengen. Da jeg altså blev forsmået, forlod jeg stortudende skolen og var lige ved at blive kørt over af en bil på hjemvejen. Så der er mange farer der lurer, også når man ikke spiller rollespil

kristina

Hej Kristina.

Hi Hi Hø

... for resten ... jeg hørte engang en temmelig tosset sang i radioen om rollespil...
det eneste, jeg husker, er noget i retning af:

"Jeg spiller rollespil i den mørke skov,
du må ikke være med, før du får lov,
og jeg skyder trolde ned med et papgevær........"

GLÆDELIG JUL!

Mvh. AnnePande.

hej Kristina

hæhæhæ
"gæt selv hvilken krig"...... hmmmm den franske revolution? eller måske Nelsons bobardement af København? hæhæhæhæhæhæ

Gud velsigne dig!!
-serner

Den historie er jo ikke ny, men mig bekendt har der aldrig været noget hångribeligt fremført som kunne underbygge en sådan ide. Det betyder dog ikke at den ikke kan have sin rigtighed. Men jeg mener stadig at pricipielt så er der ingenting galt i at have fantasi. Hvis man forstår at slippe sit fantasi univers. Dette har børn rigtig meget svært ved, Derfor må det være vores pligt som voksne at sætte grænser. Jeg har selv en lille Nevø Som er aldels opslugt af sine pokamonkort, så jeg ved kodt hvilken dragning dette fantasi univers har i vore børn. En måde man kunne begrænse det på er simpelthen at leje mer med barnet, og så leje nogle andre ting. Eller lade barnet købe sine kort med signe egne lomme penge. Så tror jeg hurtigt barnet mister interessen, for de er næmlig uhyggeligt dyre.

J.

Kære Machine_A,
Nej jeg troede heller ikke det var mig du var sur på, så det er da bare i orden, men det bliver du måske nu!, og det med dit pseudonym mener jeg siger mig at du foretrækker at føle dig som en maskine i stedet for at være menneske, men det har jeg nok misforstået, men JEG mener at rollespil ikke er af det gode, hvorfor ikke bare være sig selv?
Mkh,
Hanne

Hej Hanne

Mit pseudonym .... både og. Det er en lillte-bitte provokation mod følelses-kristendommen og et forsøg på at udtrykke neutralitet og det, man en maskine kun kan reagere på inout i mere eller mindre grad. Se nedenstående. Og så er det også lidt at jeg da jeg tilmeldte mig syntes det lød lidt smart.


Det er helt i orden at du er imod rollespil. Grunden til at jeg måske graver lidt i det og kan virke irriterende i den forbindelse er, at jeg gerne vil vide lidt mere om, hvorfor du er imod rollespil, og om du har nogle gode argumenter for at være imod det. Eller sagt på en anden måde; Jeg prøver at få dig til at overbevise mig om, at jeg også bør være imod rollespil. Hvis jeg syntes du har nogle gode (mest bibelske) argumenter, vil jeg undersøge det nærmere for at finde ud af, om det er en holdning jeg bør tilslutte mig. Hvis det ikke så meget er bibelske argumenter men mere moralske eller etiske argumenter, vil jeg også overveje dem.
Jeg er her for at lære noget, men jeg tager ikke hvad som helst for gode varer og ... jeg er ikke så lærenem (ha ha).

For eksempel den med kortspil, som et par ældre indremissionske har forklaret mig om (jeg er selv indremissionsk). Jeg har faktisk brugt rimelig tid for at finde ud af, om det vitterligt var bibelsk, at de var imod det (hvilket de påstod). Da jeg ikke fandt det, følte jeg det nødvendigt at fortælle dem, at det ikke var bibelsk, men at det moralsk selvfølgelig var i orden at være imod kortspil, da kortspil er udviklet dels som en "fattigmands-udgave" og dels som et "hverdags-spil" baseret på tarok-kort. Det var bare ikke i orden at legitimere modstanden med bibelen, da bibelen ikke var imod det, og man derved forvrængede budskabet i bibelen (ikke BUDSKABET men ét af budskaberne).

Jeg ved godt jeg kan virke enormt irriterende nogle gange. Men de fleste gange er det bare fordi jeg have et ordentligt arguemnt (ikke personligt ordentligt, men j.f. der jeg beskrev i tekstblok 2).

Nu du er en "pige" må jeg hellere gætte på at det var krigen i ex-Jugoslavien du snakker om.

Og hold da op, mens jeg har fat i den. Jeg så en rundspørge de lavede i Go'aften Danmark for nogle måneder siden, hvor de spurgte folk hvad det var Balkan-krigen gik ud på. Over 1/3 anede det ikke og kunne ikke rigtig huske krigen. Jeg var det som FN soldat, så jeg følte mig pludselig ENORMT gammel..

Hej Machine A

Den der med kortspillet, kom det ikke i sin tid af at, folk spillede sig fra hus og hjem? (nogen gør nok stadigvæk)

Med venlig hilsen

Malli

Hej Machine A, forkert gættet! Det var ikke krigen i Joguslavien. Heller ikke den franske revolution, som du tidligere var inde på. Faktisk var jeg overhovedet ikke i Frankrig en eneste gang i det 17. årh.

Det var anden verdenskrig ! Og min advokat siger, at jeg roligt kan erklære mig ikke-skyldig i alt hvad der skete inden anden verdenskrig. (I hvert fald kan de ikke bevise noget som helst.)

Men for nu at komme så langt væk fra sagen som muligt: Mht. rollespil synes jeg nok vi skal passe på ikke at dæmonisere alt muligt. Det er ikke kun professionelle skuespillere, der spiller roller hele tiden. Selvfølgelig påvirkes vi af, hvilke roller vi spiller, og vi påvirkes også af, hvad vi lægger øjne og ører til.

Jeg tror det var malli, der var inde på, at vi ikke tager skade af noget, fordi ånden er dækket af Jesu blod. Jeg er nok ikke helt enig i det. Ånd og sjæl ligger jo ikke i hver sit brand- og dirkefri skab, men er nøje forbundet i og med vores syndige krop, mener jeg. Vi påvirker og påvirkes hele tiden, og muligvis allermest når vi ikke tror det. Det ved reklamepsykologerne noget om.

Så der er en del, jeg ikke vil udsætte mine øjne og ører for, for ikke unødigt at friste og belaste min syndefulde natur.

Noget helt andet er, at vi hellere skal kigge væk fra os selv, og i stedet se på hvad Jesus har gjort for os. Tænk at han blev vores storebror - for ca. 2002 år siden -
og at han stadig og i hele vores liv elsker og har omsorg for hver eneste af os.
Lad os takke for det, og synge og danse for Herren! Glædelig jul!

kristina

Hej Hanne

Du siger at du ikke mener at rollespil er af det gode...

Ok nu prøver jeg at forestille mig en verden hvor alle var af den opfattelse:

Ingen børn måtte lege for uanset hvad man leger påtager man sig en rolle. Da børn lærer og udvikler sig gennem leg ville vi have en underudvinklet menneskehed og verden. Der vil stå en masse byer rundt omkring i verdenen men folk ville sikkert rende rundt ude i junglen fordi at der var der da lidt ædelse. Kort sagt: Vi ville blive til hulemænd ...

Desuden: Rollespil er bare et middel for nogle voksne til at gå i barndom et stykke tid uden at folk skal synes at de er mærkelige.

Hej Kristina

Du skriver

---

Jeg tror det var malli, der var inde på, at vi ikke tager skade af noget, fordi ånden er dækket af Jesu blod. Jeg er nok ikke helt enig i det. Ånd og sjæl ligger jo ikke i hver sit brand- og dirkefri skab, men er nøje forbundet i og med vores syndige krop, mener jeg

---

Øhhh hvad???? Jeg adskiller sandelig ikke på den måde mennesket. Det kan man ikke ! Men biblen taler om åndelige og sjælelige MENNESKER. Hvis du er et åndeligt menneske er du dækket ind under Jesu blod....Nej, ikke til at synde! men til at at kunne leve i verden uden frygt og rædsel.

Med venlig hilsen

Malli

Hej malli, jeg ved ikke rigtig om vi er enige - måske er vi. Jeg mener at være et fysisk/sjæleligt/åndeligt (alfabetisk rækkefølge!) menneske. Og en synder er jeg i hvert fald

kristina

Hej Kristina

Det er vi ikke uenige om (jeg kan dog ikke udtale mig om dit synderegister ). Den eneste forskel der er på kristne og ikke-kristne er at ikke kristne er sjælelige, hvor kristne har Jesu ånd (er derfor åndelige) foruden de andre ting som ikke-kristne også har.

” Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, v18 som sagde til jer: »I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster.« v19 Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden. v20” (Jud. 1,17-19)

Det er således Kristi Ånd der gør hele forskellen !

Med venlig hilsen

Malli

Hej Malli,

Om mit synderegister er stort eller lille er vel uden betydning ? Heller ikke her er det størrelsen det kommer an på, vel ?

Jeg forstår det du ellers skriver sådan, at du mener at kristne er både sjælelige og åndelige. Det mener jeg også.

Og netop fordi sjæl og ånd ikke er afgrænsede i forhold til hinanden, men ligger i konstant kamp, mener jeg at vi skal være på vagt mht. hvad vi lægger krop og sjæl
og øjne og ører til. Selv engle får nok snavsede fødder, hvis de vader i pløret ?

kristina

Hej Kristina

Du skriver:

---

Og netop fordi sjæl og ånd ikke er afgrænsede i forhold til hinanden, men ligger i konstant kamp, mener jeg at vi skal være på vagt mht. hvad vi lægger krop og sjæl
og øjne og ører til. Selv engle får nok snavsede fødder, hvis de vader i pløret ?

---

Mennesket er god til at skabe "regler"; musik, dans, alkohol, (kaffe ), film, leg, spil....ting som kan glæde mennesket kan vi i frygt for Satan fornægte os selv og andre. Og tænk sig, det kunne være at Gud sagde "JA" til det, hvis vi bare spurgte ham. Jeg tænker i øvrigt også at Jesus har lagt øjne og ører til lidt af hvert med den omgangskreds han havde.
Vi må ikke synde, og det kan vi kun undgå ved at holde os nær ved Jesus og Guds Ord. Derudover står der også at hvis vi indordner os under Gud, ja så vil Djævelen fly fra os.

Med venlig hilsen

Malli

Hej malli !

Måske har du her netop sat ord på den forskel, der måske er mellem din og min tro, at du mener at vi som kristne faktisk ikke mere nødvendigvis er syndere ?

kristina

Hej Kristina

Hvordan det?

Med venlig hilsen

Malli

Jeg har spillet Rollespil i mange år, og burde derfor nok være for rollespil? tjahh, jeg kan kun bakke op om den holdning at rollespil ikke er demonisk, men at det er brugerne af rollespil der "misbruger" en ellers uskyldig ting. Dette forhold gælder også efter min mening : kortspil, dans, flirt, alkohol... og ja også : teologi. Alt kan misbruges, men det er ikke en magt eller en institution der misbruger, men altid enkeltpersoner. Sagt med andre ord så er intet her på jorden skabt af gud til at være ondt. Vi er syndens drivkraft på jorden. Det er os der trodser Gud. At give demoner skylden, er at frasige sig ansvaret. Vi er de skyldige i verdens fravalg af Gud.
Hvad mener jeg så? Er rollespil ok eller ej?
Jeg mener at hvert menneske her på jorden har en nærmest uoverkommelig opgave i at tjene Gud og sin næste. Jjeg fatter ikke man kan få tid til at spille rollespil? Jeg ser ikke noget forkert i rollespil andet end at det fokusere ens energi væk fra opgaven her på jorden og over på noget fuldstændigt meningsløst.
Jeg kunne godt tænke mig at debatten derfor, hvis den skal fortsætte, ikke handlede om, om børn misbruger tid, elle er demoniske når de lejer, men at debatten handlede om rollespil. Er rollespil opbyggende eller er det en vej væk fra Gud.
Efter min mening er rollespil i bedste fald tidsspille, og ihvert fald ikke vejen mod Gud

Hej Malli
Hvordan hvad ?
Måske snakker vi forbi hinanden. Jeg prøver igen:

Mener du, at vi, som er kristne, ikke nødvendigvis under alle omstændigheder er syndere ?

kristina

Hej Kristina

Jo vi er allesammen syndere!. IKKE pga Guds ånd men pga vort kød. Jeg mener dog ikke at vi skal lade stå til - leve i synden, men forsøge at eliminere den bevidste synd, og så bede om tilgivelse for det vi ikke ved af (selvfølgelig også for det vi ved).

Med venlig hilsen

Malli

Hej Malli, tak for dit svar, nu er jeg mere rolig ! Altså ikke pga. synderne (som vi jo bestemt ikke skal tage roligt!), men fordi vi i er enige om, at de fortsat hærger og fortsat skal bekæmpes og fortsat behøver Guds tilgivelse og nåde.

kristina

Hej Kristina

At tro at vi som mennesker kan blive syndfri, mener jeg er en illusion - jeg har forsøgt derfor kan det selvfølgelig godt være at andre kan!. MEN når vi så regner os for syndfri, tror jeg nemt vi falder et andet sted nemlig de fælder der hedder "HOVMOD" og "FORDØMMELSE"!

Når vi nu selv er perfekte, kan vi simpelthen ikke tåle fejl og svagheder fra vore omgivelser. Tænk hvis nogen i vor nærhed kom med et lille bandeord, hørte verdsligt musik.....uha-uha. Det minder mig faktisk om at hvis jeg har haft et rengøringsflip herhjemme. Alt er støvsuget, lagt på plads osv..........og så kommer herren i huset VADENDE ind i støvler!!!!!!!!!!!!!!!! ja så rammer jeg lige loftet. Jeg tror at det er noget af det samme.


Med venlig hilsen

Malli

For mig hersker der ikke rigtigt tvivl om at spil i almindelighed ikke er farlige, men når man knytter en meget levende og livstils formet idikatur ind i det, så tror jeg at vi på en eller anden måde leger med ting som kan åbne op for dæmoner, og jeg er ikke i tvivl om at spil med okkulte baggrunde er specielt farlige....

Og når man ikke kan leve 2 dage uden at skulle spille lidt, eller meget, er vi så ikke ude og tale besættelse og misbrug??......Jeg tror at til det at lege med identitet også er at lege med Satan selv...
Gud gav os til at være den vi er, og ikke andre......


mvh- Pente Costal

Du har ret i at Gud pricipielt har givet hvad vi er på forhånd. Men samtidig er det jo kun gennem at give afkald på os selv (til jesus) at vi virkelig finder os selv.

Jeg tror ikke bare vi kan sige det er synd at være identitets søgende. Synd er at ikke finde os selv (og gud) fordi vi leder det forkerte sted. Hvis det er den slags demoni du mener så vil jeg give dig ret, men jeg tror det er farligt at overspiritualisere dette. For til sidst bliver vores talle og definiotion så uhåndgribelig at den eneste respons vi kan mestre er frygt. Og det tror jeg ikke det er sundt.

J.

Jeg vil give dig ret i at spil som rollespil er noget man skal passe på med. Jeg har ganske vist aldrig selv prøvet at spille det, faktisk har jeg ikke engang set nogle gøre det, men jeg har, som du, set kammerater forandre sig.

Jeg har gået i klasse med nogle som gik uhyggeligt meget op i rollespil, og de var efter min mening nået til et punkt, hvor de havde svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Når vi sad sammen i skolen, havde de deres specielle terninger med. De lå gerne på bordet det meste af dagen. Snakken gik om mystiske og okkulte ting, oplevelser i klassen blev omformet til rollespillets særlige "fagsprog". Og de kaldte hinanden ved forskellige navne, som havde både okkult og bibelsk karakter. Lysets Engel, Lucifer, døden, general "et eller andet", heksen, osv. Navnene blev givet efter konkrete handlinger i skolen, eller efter hvilket spil de havde spillet sidst i fritiden, eller regnede med at skulle spille næste gang.

De levede i en anden verden. Deres lidenskab, begejstring og medleven i spillet, havde sat sit præg på hele deres liv. De havde åbentlyst vanskeligt ved at skelne mellem spillets verden og teknisk skole. De havde svært ved at se hvem der var Allan og hvem der var "Døden". Når én var kommet på kant på en anden i klassen, kunne han med et stort smil, begejstring og indleven fortælle os andre om hvordan han ville komme som "Hævneren" og med et svær henrette den han nu var kommet på kant med.

Jeg skal indrømme at det er svært at forklare jer hvordan det gik for sig. Dels er det nogle år siden, dels tror jeg man selv skal opleve hvor dyb deres indleveslesevne egentligt var, for at kunne forstå mig. Men for mig herskede der efter et halvt år i denne klasse ikke tvivl om at rollespil, i bedste fald må betragtes som noget der foregår på den yderste kant af det Gud tillader, i værste fald er det direkte skadeligt og medfører dels personlighedsændringer, manglende realitetssans, og værst af alt: Ingen plads til Jesus.

Og så har jeg slet ikke været omkring det faktum, at forståelsen af begreber som "Ondt" og "Godt" i mine klassekammeraters tilfælde var blevet ændret markant. Døden kunne f.eks. være en ganske positiv figur, mens Lysets engel, kunne optræde ganske grusomt.

Med kærlig hilsen

Missio

Hej missio, jeg vil bare lige takke for din beretning. Tænk, jeg anede ikke at sådant fandtes, og jeg må sige, at jeg bør trække alt det tilbage, som jeg tidligere har ment om rollespil. Det som du her beskriver lyder som en farlig leg, der bestemt ikke noget med skolekomedie at gøre ..

kristina

utroligt at en enkel person (missio) kan have så stor magt at du uden at sætte spørgsmål til hans historie sluger der råt og ændrer dine holdninger. Interessant

Hej Joppe ! Interessant indlæg du kom med der !

Jeg ved nu ikke om jeg ændrer mine "holdninger" (jeg synes det er et lidt ubrugeligt ord, selv om det er meget moderne), men jeg har ingen problemer med at skifte mening, når nogen eller noget overbeviser mig om, at jeg har taget fejl.
Og det sker ret tit.

Er der noget i vejen med det?

Læser du aldrig noget, du ikke vidste i forvejen, lærer du aldrig noget
nyt, og skifter du aldrig mening ?

Men tak for din advarsel mht. at sluge noget råt. Måske skal jeg læse missios
indlæg en gang mere og tygge det godt igennem - for tænk nu hvis hans beretning om sine oplevelser med rollespil bare er noget han prøver at bilde os ind !

Hvis du kan overbevise mig om det, skifter jeg mening en gang til, ellers ikke!

kristina

på et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig tid til at læse alle de andre indlæg, så undskyld mig hvis jeg gentager noget der allerede er blevet sagt.

Historisk.

for en del år siden var der en mand der skrev en lille bog, og senere en trilogi, de hed "Hobbitten" og "Ringens Herre" en mand i USA ved navn Gary Gygax, læste disse bøger med stor interesse og fabdt ud af at der måtte kunne gøres et spil ud af det, på dette tidspunkt havde "Rollespil" kun været brugt indenfor Uddannelsen af Virksomhedsfolk og Militærfolk.

Rollespillet (D&D = dungoens and dragons) var baseret på kampen mellem det Gode og det Onde, hvor reglerne var bygget op omkring de Gode der på alle måder kunne og skulle bekæmpe det Onde, i det altså rimeligt OK.
Senere kom der andre typer af spil til, og her begyndte man så at bruge andre foratteres bøger.
Disse bøger var ikke alle baseret på kampen God/Ond, og herunder kom så rollespillet CofC = "Call of Cathulu" skrevet over H.P.Lovecrafts mareridtsfortælinger.
I USA begyndte man at skille typen af rollespillere, først i to grupper nemlig dem der sad og spillede indendørs ved et bord, og dem der foretræk at splle udendørs, iklædt dragter og middelaldervåben lavet af ligeunderlag og gaffatape, de sidste ville nemlig ikke dltage i den ellers så populærer sport med farvekugler og militærtøj.

Senere måtte man igen splitte "indendørs" RS ud i tre grupper;
1: Dem der stadigvæk foretrak at spille almindeligt rollespil, altså være de Gode.
2: Dem der foretak at spille de onde, herunder CofC.
3: Dem der sad i dragter og spillede almindelige rollespil, men her med en foretrukkende blandet God/Ond sammensætning.

1,erne er der stadigvæk flest af, og det var disse der i 80erne blev hevet frem i TV og blev beskyldt for at være i pagt med Satan.
Grunden var at nogle CofC'spillere i USA, efter at have "mistet" deres spillefigur, havde begået selvmord, andre også CofC'spllere var gået besærk med en brandøkse.
I Danmark er det jo alså D&D der er populært, men da denne form for rollespil ikke var særlig kendt herhjemme kunne dette altså ikke bruges i TV, derfor brugte man rapporten fra USA der altså omhandele CofC.

Rollespil bruges stadigvæk som en del af Ledelsesuddannelsen både her og i udlandet.
Rollespil kan bruges til at skabe Tillid og Samarbejde mellem spillerne, RS kan bruges til at samle den type af mennesker der ellers ville falde udenfor systemet, RS kan bruges til især børn der ingen venner har eller kan have svært at falde til blandt andre.
Rs kan bruges til at få spillerne til at accepterer andres forskelligehder og andres særheder.
Brugt rigtigt regnes Rollespil for et af de bedste pædagoiske værktøjer man har i dag inden for fritid og ungdoms klubberne.

Men naturligvis kan Rollespil også misbruges, de mennesker som ikke kan falde til ro eller ikke ønsker at være en aktiv del f et "normalt" samfund, finder det mere vigtigt at bruge tid på dette end at "fungerer" blandt almindelige mennesker, det underlige er dog at de blandt gruppen af adfærsvandskelige typer, negative personer og til tider dybt physkotiske mennesker, finder en ro og et sammenhold de ikke kan finde andre teder.

Ja, eftersom de fleste rollespil er bygget op omkring en middelalderverden kan der findes ting vi idag opfatter som "forkerte" eller okkulte, ekempelvis er CofC bygget op i en moderne verden og det kan her været svært at adskille spillet og virkeligheden (se oppe)
I dag er der dukket en anden gruppe af rollespillere op til overfladen, de der ikke bare spiller, eler lever sig ind i spillet, denne gruppe der bruger Rollespillet til at hverve nye medlemmer til deres "gruppe" de bruger indvigelser og ritualer, deres base er enten Nynazister eller værre endnu, Satanister.

DETTE ER KUN ET FÅTAL..................!! men de findes, desværre.
Vi holder øje med dem, det har været vores pligt i århundrede, så dette problem er heldigvis til at overse, Rollespillet i sig selv er IKKE farligt, det er en Leg.

Tak for den udlægning.....

mvh- PC

....hmm...

Hvad er oija board? Det har jeg aldrig hørt om

Rasmus

---

Er rollespil opbyggende eller er det en vej væk fra Gud.

---

Det er nok ikke opbyggende for troen, nej, men jeg vil gerne forsvare rollespillerne lidt. Jeg kender flere rollespillere, nogle kristne, andre ikke. De lever et normalt liv (hvis de dukker op vil nogen måske tænke, de er underlige, men det er man efter min mening ikke, hvis man ikke går op i tøj og har andre interesser)

Men jeg er selv blevet mobbet i folkeskolen, fordi jeg har DAMP (i lille grad, men det kan mærkes) og dermed har været anderledes.

---

Efter min mening er rollespil i bedste fald tidsspille, og ihvert fald ikke vejen mod Gud

---

Ja, men vi laver meget tidsspilde så. Rollespil er ikke så respekteret, og derfor er det let at være efter rollespillere. Er rollespil farligt? Muligvis, som en person tidligere nævnte kan det have noget med medspillerne at gøre, og flere af de bøger der bliver brugt har noget slemt indhold.

Rollespil kan blive en mere vigtig del af livet end Gud, og så er det farligt. Men ikke mere end for den fodboldfan, hvis humør afhænger af klubbens formkurve. Den sportsmand, der går i træningscenter hele tiden for at holde sig i form (det er godt at holde sig i form, det er ikke det). Den bilejer, der hele tiden hænger ude ved vognen og pudser den. Den filmfreak der hele tiden sidder ved fjernsynet eller i biografen. Den musiker der sidder hjemme og øver altid, og jeg kunne blive ved, men alle de ting er i orden, og respekteret.

Det synes jeg også de er, men det kan jo lige så vel tage overhånd, og tænker vi på det?

---

Jeg mener at hvert menneske her på jorden har en nærmest uoverkommelig opgave i at tjene Gud og sin næste. Jeg fatter ikke man kan få tid til at spille rollespil? Jeg ser ikke noget forkert i rollespil andet end at det fokusere ens energi væk fra opgaven her på jorden og over på noget fuldstændigt meningsløst.

---

Det fatter jeg så godt. For interesserer er nødvendige for mig. Når jeg er hjemme, kan jeg ikke bede eller læse i Bibelen hele tiden. Det kunne jeg måske godt, men det ville blive en sur pligt, og glæden ville nok forsvinde.

Og du siger, at vi er kaldet til at hjælpe vores næste... vores næste er de andre i menigheden, de andre på arbejde/uddannelse - og ved interessen. Jeg tror godt nogen mennesker kan være kaldet til at have den interesse, for at møde sin næste i rollespil-klubben. Ligesom nogle møder sin næste i fodbold- eller golfklubben.

Jeg har selv flere tidligere/nuværende arbejdskammerater jeg taler tro med, og det har slettet mange fordomme hos dem, og givet mig glæde at dele det med nogen.

Og vi er kaldet til at gå ud i alverden. Ikke bare tale kristendom hos de andre kristne.

Om jeg selv har spillet rollespil? Et par gange med nogle venner, men jeg fik ikke så meget ud af det, for jeg havde svært ved at koncentrere mig om historien. Det ligger nok ikke til mig at spille det i flere timer, men vores temprementer er forskellige.

Jeg har set Ringenes Herre, og har været meget glad for det, og spillet Zelda og det er jeg lige så glad for.

Hvis man spiller det som interesse, er det vel meget sjovt, men man har hørt om dem der er gået så meget op i deres figur i spillet at de troede de var den figur. Jeg tror dog de sidste er en meget lille procentdel, hvis ikke en promilledel.

Hvis I synes mine sætninger er vrøvlede, så er det fordi det er sent om aftenen

Rasmus

Hej Rasmus og Ole

Jeg lukker denne tråd fordi det er meget længe siden der sidst er skrevet i den. De indlæg i kommentere er skrevet for over et halvt år siden. Derfor kan vi ikke regne med at de samme folk stadig er aktive her på Jesusnet - eller at de kan huske baggrunden for det skrevne.

I er selvfølgelig velkommen til at starte en ny, ung og frisk tråd om emnet.