Center for Ungdomsforskning og Religionspædagogik har lavet en undersøgelse af efterskoleelever på kristne efterskoler. Det førte til denne artikel i Kristeligt Dagblad:
Efterskoleelever upåvirkede af kristne værdier Som lærer på en kristen efterskole er jeg naturligvis ikke glad for overskriften på artiklen. Jeg synes heller ikke de tal, som findes i artiklen kan bære den overskrift. Der er da trods alt 14 %, der går fra "positivt søgende eller kristen med mange spørgsmål" til "overbevist kristen". Jeg er egentlig ikke særlig overrasket over, at der ikke er så mange af de, der fra starten af efterskolen er uinteresseret i religion, der er begyndt at interessere sig for det 5 år efter - de findes dog. Jeg synes også, at det er problematisk at behandle efterskolen, som om det alene var et missionsprojekt. Langt hovedparten af tiden på en efterskole går med at lære eleverne dansk og matematik osv. samt at lære dem at omgås andre mennesker, gøre rent, lave lektier osv. Det er også enormt vigtigt, og grunden til, at vi kan få så meget i statsstøtte.
Jeg synes, at det er positivt, hvis CUR kan gøre os bedre til at kommunikere omkring den kristne tro og kristne værdier, men jeg kan ikke forstå hvorfor de går i pressen med en dagsorden, der kun kan medvirke til at gøre efterskolernes kristne "bagland" mindre entusiastiske omkring at støtte op om efterskolerne og sende deres børn på efterskole.
Hvad tænker I om undersøgelsen og dens konklusioner?
Har I selv været på kristen efterskole? Påvirkede det jeres værdier?
Er den kristne efterskole et missionsprojekt?
Kan efterskolerne overleve regeringens 10.-klasse-reform?
Er 10. klasse spild af tid?
Med venlig hilsen
Henoch