Ordet "kristenliv" er selvmodsigende. Vi har kun ét liv, og vi er kristne 24/7. Hvis ikke, er der netop ikke noget liv. Derfor: Afskaf ordet!

Hmm. Hvad så med folk som ikke er 'født' kristne, men har fundet troen senere i livet? De kan vel med rette bruge den formulering, om deres nuværende måde at leve på..

Eller hvad?

Hej Jalokin.

Jo men der er jo også ting i vores liv som er fællesmenneskelige og ikke specielt kristne, selv om vi er kristne 24/7.
Det er således hverken specielt kristent eller specielt ikkekristent om jeg cykler eller går, hvad farve tøj jeg går i, eller om jeg spiser frikadeller eller spejlæg.
Hvis nogle spurgte til mit kristenliv, ville jeg derfor ikke begynde at redegøre for sådanne ting - selvom både min cykel, mit tøj og min mad er gaver fra min himmelske Far (måske kunne jeg nævne at jeg var glad for, at jeg fik dem, men ville ikke sige, at fx grønt tøj var mere kristeligt end rødt). Det er ikke det samme som at jeg mener vi skal holde Gud udenfor visse områder af vores liv, men håber du forstår hvad jeg mener.

Mvh. Anne.

Du har en pointe, men på den anden side, hvem definerer sit liv ved, om de spiser frikadeller eller spejlæg? Det er vel ikke det, der falder ligefor at spørge, når andre spørger til ens liv.

Hej Jalokin -

Citat:
Ordet "kristenliv" er selvmodsigende. Vi har kun ét liv, og vi er kristne 24/7. Hvis ikke, er der netop ikke noget liv. Derfor: Afskaf ordet!

Jeg er nu ikke med på at vi skal afskaffe ordet - for der er jo stadig en del mennesker, som ikke er kristne og derfor ikke lever et "kristenliv"

Nogle mennesker lever at buddhist-liv, et hindu- liv, et ateist-liv, et muslim-liv, et jøde-liv - osv. osv. osv. ..

Mener du, at det kan være problematisk (ubibelsk?) at kalde alle disse mennskers væren her på kloden for liv - med den begrundelse at det ifølge bibelsk sprogbrug kan være midlertidigt og til tider kaldes død? (I betydningen
åndelig død.) ?

kristina

Det er bare ikke sådan jeg opfatter at ordet "kristenliv" bliver brugt. Det bruges på en måde, så det indikerer, at en kristen kan have et liv og et kristenliv i stedet for et liv der er et kristenliv.

Det er i øvrigt lidt det samme, som når man læser en avis og bliver præsenteret for en erhversleder, politiker el.lign. Så hedder det "privat er han gift (med) ...". Hvordan kan man være gift privat? Ja vist, ægtefæller har et privatliv (heldigvis for det), men det er vel ikke kun i private sammenhænge de er gift?

OK, Jalokin, hvis ordet bliver brugt på den måde, kan vi godt blive enige om, at det er forkert. Det vidste jeg bare ikke, at det blev. Jeg har ikke hørt det brugt i den betydning, mon ikke det er ret sjældent, at det bliver brugt overhovedet?

Det eneste tilfælde, jeg lige kan komme på er fra et andet debatforum, hvor man har opdelt debatten i "kristendom" og "det kristne liv" - formentlig for at skelne mellem læren og livet - hvordan man så end bærer sig ad med det ...

kristina

Hej Jalokin!

Ordet "kristenliv" burde afskaffes alene fordi, det er så indforstået , og helt på linie med andre "kananæiske ord". De siger kun noget i meget indforståede kredse.

Hvis jeg snakkede om mit "kristenliv" til min nabo få meter længere henne ad vejen, ville han ikke ane, hvad jeg mente med det!

Hejsa Jalokin!

Kristnes liv er kristus i alt hvad vi gør ( selv når vi foretager os forkerte ting) så hvorfor kaldes det kristenliv, hvorfor ikke bare livet? Lad os aflægge alle de fjollede floskler indbyrdes.

Hvad med at udskifte det med et Kristus-lignende liv - det vil være tungen på vægtskålen når mennesker engang skal frem for Gud og hvor det vil vise sig om de har haft det i munden eller i hjertet.

Mvh
John

Kære Buus - du skrev:

"at udskifte det med et Kristus-lignende liv " Og du mener, man derved skulle tage munden for fuld, kan jeg tænke... Ja, hvem kan i givet fald komme i betragtning til dette lidt klodsede skudsmål? Meget afhænger vel af øjnene, der ser. Men kristenliv er nok dækkende for den del af et menneskes liv, der trods alt rummer et kristent islæt.

Hvor mange Jehovas Vidner, verden kan tælle, burde måske vække nogen bekymring blandt folk, der ikke anser dem for at være kristne. Den såkaldte sekt opstod som religiøs bevægelse omkring 1870. Men hvad angår dens uvilje mod kirken i traditionel forstand, har jeg blot en anelse: JV slog faktisk pavedømmet i hartkorn med et grumt kapitel i Johannes Åbanbaring, der omhandler den store skøge!

Jeg er dog ikke så velbevandret i de kredse at det står mig klart om de senere har trukket noget i land... Så hvad om naboen tænker sit? Jeg mener blot, man bør vogte sig for i overdreven grad at indskrænke mulighederne for identifikation af den almægtiges virksomhed, svage som tegnene derpå end måtte synes. Vi kan sagtens prise Guds navn og samtidig lægge gift for hans omdømme. Det er jeg nu ikke så vis på, han bryder sig om.

Sign. Bld: 'En rose så jeg skyde' udaf den hårde mur. Fotografi fra Medjugorje.

Hej Watson,

Jeg tænker ikke på nogen bestemt kirke. Jeg sagde blot hvad profeten Esajas også sagde, blot med nogle andre ord:

"Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud." (Esajas 29:13)

Jesus fordømte ofte hykleri - dvs. at man fremstod med en pæn facade mens det indre ikke svarede til det ydre. Han kaldte sådanne mennesker for kalkede vægge. Der er ingen tvivl om, at indre rene motiver vil have en afgørende betydning for hvorvidt man vil blive vejet på vægten og fundet for let, eller ej. Sådan vil det være når bukkene skal skilles fra fårene.

Mvh
John

Hej John - jo, men det var nu ikke kalkede vægge, Jesus talte om, men endnu værre:
kalkede grave!

Jesu ord giver mig assosiationer til sminkede lig ...

kristina

Hej John - - joh, men det var nu ikke kalkede vægge, Jesus talte om, men endnu tydeligere: kalkede grave!

Dette udsagn giver mig associationer til sminkede lig ..

kristina

Kære Buus - du skrev:

"Jeg tænker ikke på nogen bestemt kirke." Det var heller ikke meningen med eksemplet, som jeg fremførte, at pådutte dig noget i dén retning. Ja, hvad angår dette med 'kalkede grave' - så er det bestemt ikke nogen smigrende betegnelse for menneskelige væsener...

Hvem kan undre sig over at Jesus pådrog sig de levende dødes vrede? Altsammen fingerpeg om at der foregår noget udenfor hverdagsbevidsthedens rækkevidde! Men i det hele taget er substansen af de overleverede skrifter besværlig at få hold på. »Dine døde bliver levende, deres lig står op: I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live.« Es.26,19. Så lad os håbe, de ikke har ladet sig kremere...

Hej John

ja, kalkede grave findes der nok i alle kirker. Også den Ene sande..heheh..
Vi må bare se til, at vi ikke selv er en af dem. Men kan vi sige os helt fri fra urene motiver i alle vores gerninger?? Jeg tror ikke, at jeg kan, men øh, jeg ville gerne, det er da ikke dét..!

Hvad mener du med, at indre rene motiver vil veje mennesker til den gode side på dommedags vægtskål? Dømmes vi på vores gerninger, og er det derfor dem, som enten frelser os eller sender os i fortabelse? Jeg er klar over, at Bibelen taler om at dømmes på sine gerninger, men jeg tror, det er en anden dom, der er tale om. Kan bare ikke forklare hvordan og hvorledes, det hænger sammen med denne anden dom. For som jeg har forstået det, så er vi retfærdiggjort af Kristi soningsoffer og frelses af Guds nåde alene. Uden at vi selv har fortjent nogen af delene på nogen måde. Men er du uenig i det?

mvh
Tau.
PS. Undskyld at jeg går sådan off topic, men synes at det her er vigtigt også.

Hej Tau - du skriver {til John}:

"For som jeg har forstået det, så er vi retfærdiggjort af Kristi soningsoffer og frelses af Guds nåde alene. Uden at vi selv har fortjent nogen af delene på nogen måde." Nu véd jeg snart ikke! Hvad skal man stille op med lignelsen om de betroede talenter i Matt.25, når det kommer til stykket? Mon det er meningen at vi skal plukke lige netop dét ud, som tækkes vor selvbehagelighed... Eller mener du at hensigten også kan gå tabt derved?

Hvad man ikke skal kunne, det er at retfærdiggøre sig selv - og slet ikke på bekostning af Guds intentioner. Derfor skal ingen være forsømmelige på grund af deres overbevisning om hans frelsesvilje. Sagt med andre ord: Al menneskelig følen sig for sikker beløber sig til en usund indstilling. Det er naturligvis ikke tanken at byde nåden til fals på forfængelighedens marked. Men hvad ligner det ellers?.. Jeg tror, vi har en del at lære hvad sådant angår.

Hej Tau,

Citat:
ja, kalkede grave findes der nok i alle kirker. Også den Ene sande..heheh..

Svar:
Ja, du har desværre ret


Citat:
Men kan vi sige os helt fri fra urene motiver i alle vores gerninger?? Jeg tror ikke, at jeg kan, men øh, jeg ville gerne,

Svar:
Det kan ingen af os, eftersom der ikke findes noget menneske der altid kun gør gode gerninger og aldrig synder - jfr. vist et sted i prædikerens bog, men det skulle helst ikke blive en hvilepude - hjertets indre motiver bør være rene trods ens ufuldkommenheder i kødet.


Citat:
Hvad mener du med, at indre rene motiver vil veje mennesker til den gode side på dommedags vægtskål?

Svar:
Jeg talte mere om holdninger end om gerninger. Er man ikke oprigtigt dybt derinde i hjertet så vil man ikke stå prøve. Portens vogter er Israels Hellige og han kan ikke bedrages. Det vil betyde noget om mennesker har en oprigtig tro eller om det blot er noget formelt ydre der udvises, mens hjertet ikke rigtigt er med i det - et ben i hver lejr som man siger det.

Citat:
For som jeg har forstået det, så er vi retfærdiggjort af Kristi soningsoffer og frelses af Guds nåde alene. Uden at vi selv har fortjent nogen af delene på nogen måde. Men er du uenig i det?

Svar:
Nej, vi kunne ikke frelses uden ved Kristi sonoffer, men Gud frelser ikke mennesker i deres synder, men fra deres synder gennem omvendelse. Altså er det nødvendigt at omvende sig fra sine synder, eller har man ikke lod og del i Kristi Forsoning. Kristi Forsoning tilbydes os ufortjent, men Herren ønsker at vi skal gøre vort bedste - udøve tro til omvendelse, som Han kalder det. Jo, jeg tror på at vi skal føje gerninger til vores tro på Kristus, hvis vi skal gøre os håb om at komme der hvor Han er engang:

Jakob:

"I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene." (Jakobs brev 2:24)

Paulus antydede også at man ikke kommer sovende til sejrsprisen:

"Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!" (1.Kor. 9:24)

Johannes' ord harmonerer heller ikke med læren om tro uden gerninger

"Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne." (Johs. åb. 20:12)

Mvh
John

Hej Jalokin.

Næh det er nok ikke det folk definerer sig ud fra (evt. med mindre de er vegetarer), men spørgsmålet var vel heller ikke, hvad vi definerer os ud fra, men at alt i vort liv - selv "småtingene", som vi ikke definerer os ud fra - for så vidt i teorien kunne indgå i kategorien kristenliv, fordi vi er kristne hele tiden?

Mvh. Anne.

Hej Moe.

Jo jeg er enig. Alt hvad vi gør, skal vi gøre for Herren, og alt er helliget ham. Det var egentlig heller ikke det jeg gjorde indsigelser mod.
Men selv om også mine frikadeller er helliget Herren, kan min ateistiske nabo jo sagtens stege nogle der er nøjagtig magen til - uden dermed at have gjort noget specielt kristent, men blot almenmenneskeligt?
At tænke sådan tror jeg ikke er tvesind. Tvesind er hvis jeg ikke ser nogen grund til at takke Gud for mine frikadeller, fordi de ikke har noget med ham at gøre - de hører jo ikke "religionssfæren" til.
Og længe leve Luthers grundlæggende tanke , men en anden af hans tanker er den om de to regimenter.
Spørgsmålet om hvad der skal på menuen i dag tilhører det verdslige regimente.
Spørgsmålet om hvordan vi skal forholde os til Gud som skaber og giver af disse goder, tilhører det åndelige.
Men vi er enige om, at vi ikke skal dele vores liv op i to kasser, den kristne og den verdslige kasse, som ikke har noget med hinanden at gøre.
En måde, man evt. kan fristes til at gøre dette på, er at handle som om visse dele af Guds ord kun gælder, når vi sidder og hører om dem i en prædiken, men ikke i hverdagen. (Det er der vel ingen der gør bevidst, men det kan være nemt at komme til det.)

Mvh. Anne.

Hej Tau; du skrev til John:

Citat:
Hvad mener du med, at indre rene motiver vil veje mennesker til den gode side på dommedags vægtskål? Dømmes vi på vores gerninger, og er det derfor dem, som enten frelser os eller sender os i fortabelse? Jeg er klar over, at Bibelen taler om at dømmes på sine gerninger, men jeg tror, det er en anden dom, der er tale om. Kan bare ikke forklare hvordan og hvorledes, det hænger sammen med denne anden dom. For som jeg har forstået det, så er vi retfærdiggjort af Kristi soningsoffer og frelses af Guds nåde alene. Uden at vi selv har fortjent nogen af delene på nogen måde.

Ja, det sidste er så sandt, som det er sagt. Man skulle næsten tro, du var lutheraner.
Hvad angår dommen, så tror jeg, at vi godt nok skal dømmes for vores gerninger, men vi skal ikke dømmes for gerningernes fortjenstfuldhed, men for deres vidnesbyrd for vores tro (eller ikke-tro). Altså kan man ikke fortjene dom, ej heller frifindelse, ved sine gerninger; men éns gerninger bærer et vidnesbyrd om éns tro, som er det, der afgør dommen (jf. Johs. 3,18: »Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.«).

Guds fred
Nikolaj

Hej Nikolaj

Citat:

Ja, det sidste er så sandt, som det er sagt. Man skulle næsten tro, du var lutheraner.

Heh...........ja....................jeg var også engang lutheraner, så der må have hængt noget fast....!!

mvh
Tau.