Kære Alle sammen!

I denne uge har jeg talt med flere omkring døden: Hvad stiller vi op med døden?

Vi kommer ikke uden om den, hvor gerne, vi end vil det, idet den vel er det eneste, vi ved, at vi alle sammen skal møde.

Nogle mennesker vil helst slet ikke tale om det, for det er jo så trist, andre gør sig til venner med den i det, de påpeger, at den er en naturlig del af livet.

Enkelte har også oplevet ting og sager i forbindelse med døden. Nogle, som har været ved at dø, fortæller, at deres hund ( den havde efter sigende gøet voldsomt ) eller deres mor havde tænkt på dem, da de var i overhængende livsfare.

Selv mennesker, som ikke tror på Jesus, påstår, at de har oplevet fred og lys!!!

Enkelte kristne, som har været dødende, mener, at de har været lige ved porten til himlen, men er så vågnet igen, og har på en måde haft det sådan, at de egentlig hellere ville have fået lov til at komme ind i Himlen


Min egen farmor løftede sit hoved ganske let fra hovedpuden og sagde: "Nu kommer Han og henter mig", hvor efter hun sank sammen i sengen og var død.

Hvordan stiller I jer til disse udtalelser. Hvor megen betydning bør vi tillægge dem?

Er der nogle af jer, der har oplevet noget i den retning eller hørt nogen fortælle om det på en sådan måde, at I tager det som et vidnesbyrd?

Hej Ært..

Man kan vel bortforklare det med noget psykologisk.. Men vil man ikke det, er det vel netop et bevis på, at ikke kun kristne kommer i Himmelen, hvis ikke-kristne også oplever det..

Mvh

Hej ærten!

Jeg har ikke haft nærdødsoplevelser, men jeg har tænkt en del over døden. Her er noget, jeg har skrevet, inspireret af John Bunyan og C. S. Lewis (som har skrevet en gendigtning af Pilgrimsvandringen)

Jeg beskriver først drengen Kristian og hans opvækst i en lille fiskerby i Menneskelandet. En dag sker der imidlertid noget.

Citat:
Den kutteklædte
Og jeg drømte, at en mand med sort kappe en dag red gennem byens gader. Han red på en grå hest som gik langsomt og frygtindgydende, og han standsede først da han var ud for morfars hus. Og manden flåede døren op, uden at banke på, og han gik hen til morfar, og bandt ham på hænder og fødder og bandt en klud om hans mund.
Og jeg så, at mange mænd og kvinder samledes uden for huset, blandt dem var Kristian og hans forældre. Da den kutteklædte kom ud, bærende på Kristians morfar trådte alle et skridt tilbage, og Kristians far sagde med bævende stemme: ”Er det virkelig allerede tid nu?”
Den kutteklædte nikkede – kort og militaristisk.
”Vi havde ellers håbet…” begyndte hans far.
”Ja, I håber, tåbelige fiskere. Når I ser mig i skyggerne, vender I jer bort, men når jeg tager én af jeres galer I op. Hvad kan I gøre? Tåber! Vanskabninger! Jeg vil komme efter jer, én for én, og der er ingenting I kan gøre!”
”Ud! Du hører ikke til her! Vi er Kongens tjenere,” råbte en mand.
Den kutteklædte slog hovedet tilbage og udstødte en hånlatter, der gik Kristian til hjertet, og gennemtrængte ham som en kniv af is og stål. ”Jamen så få din konge til at smide mig ud! Men lad mig betro dig noget: Der er ingen konge. Hvis der var, måtte han enten være meget svag, siden han ikke kan få bugt med mig, eller temmelig ond, at jeg skulle være hans tjener. Du tror, der er en konge, fordi det giver dig en følelse af retfærdighed og tryghed, men han er drømmespind og fantasi.”
Der var åbenbart ingen der turde sige ham imod, og den kutteklædte banede sig vej gennem de forfærdede mennesker.
”Hvem er han?” hviskede Kristian til sin mor, mens den kutteklædte smed den bundne morfar op på sin hest.
”Han er Den Stærke, og han kommer her af og til. Nogle kæmper imod, men ingen har endnu været ham for stærk. Men det skal du ikke tænke på endnu, min dreng.”
”Kan han komme og hente mig, eller dig eller far?” spurgte Kristian.
Han fik intet svar. Og han så Den Stærke ride bort med morfar bag på sin hest. Han lå tværs over hestens ryg, som en tøjbylt.

Der er meget her, som jeg springer let og elegant hen over, og går direkte til der, hvor Kristian møder Den Gode (Jesus) for anden gang

Citat:
Quem quaritis in sepulchro?*
Efter kort tid havde de nået toppen, og Kristian hørte en varm stemme kalde på sig. Han så op, og fik øje på Den Gode som stod få meter fra kanten og kiggede på dem. Kristian sprang af hesten og løb hen og omfavnede ham. Og Den Gode lo, og han vendte Kristian mod Den Stærke.
”Mit barn, du har levet i frygt,” sagde han, ”men nu er den tid forbi. Den mand du ser for dig var engang en stor fyrste. Da jeres herremænd forkastede Kongen, gjorde han sit indtog, og han holdt befolkningen i et jerngreb. Men nu…” og da gik Den Gode hen og rev kutten af Den Stærke, som bøjede hovedet og undgik at se dem i øjnene, og Kristian så, at han omkring halsen havde en jernring, og havde jernringe om hænderne, og alle tre ringe var samlet med kæder, og da Kristian så hans ansigt, så han stor ondskab, men følte ingen frygt, for Den Stærkes gustne ansigt, og hans tomme øjne var ydmyge, og besejrede.
”I tre dage red jeg bag på hans hest, men så sprængte jeg lænkerne, og bandt Den Stærke. Mit andet navn, som du skal kende, er Den Stærkeste. For jeg har bundet Den Stærke, og har nøglerne til hans fyrstedømme. Engang talte man med ærefrygt om dem, som kunne møde ham oprejst, og dem der kunne se ham i øjnene, men nu er han selv en tjener, ja en slave, og han tør ikke se nogen af dem i øjnene, som kender hans sande natur.”
”Men hvorfor frygter folkene i min by ham så?” spurgte Kristian.
”Endnu er der mange, der lader sig narre af hans skuespil, og endnu har jeg ikke knust ham fuldstændig, for jeg skal bruge ham til at udføre mange gode gerninger. Men du, frygt ham ikke og lyt ikke til ham, når du igen er tilbage i dit eget land og han tør tale spottende ord til dig. Og husk, at en dag vil jeg lade Den Stærke træde frem for mig, gribe lænken som binder ham, og kaste ham til jorden. Og jeg skal knuse ham under min fod, så han bliver til støv og aske, for han har øvet meget ondt på jorden. Og de skal kalde ham Den Som Var, men snart vil også det navn blive glemt, og man vil ikke huske ham mere og ikke tænke på ham.”
Og Den Stærkeste, hvis navn var underfuldt talte også mange andre trøstende ord til Kristian.

Jeg vågnede af min drøm, og jeg glædede mig over, at Kristian var kommet sikkert frem til Den Stærkeste, og for det priste jeg Gud den Højeste, og hans søn Jesus Kristus, som gennem Guds Hellige Ånd bevirker dette i ethvert menneske, som vil tage imod det.

KH.

*"Quem..." = Hvem søger I i graven? Englens kommentar til disciplene påskemorgen-

Hej Ærten og I andre - jeg vi lige bidrage med et tankevækkende panelsvar:

Fortæller nærdødsoplevelser om himmelen?

kristina

Hej Ærten,

Nogle af symptomerne du nævner har en mulig medicinsk forklaring:

Citat:
Selv mennesker, som ikke tror på Jesus, påstår, at de har oplevet fred og lys!!!

Når man dør udvider pupillerne sig, og lys vil naturligt synes kraftigere i det sidste sekunds tid eller så. Fredelige fornemmelser kan også komme ved iltmangel - og hjernen må vi gå ud fra mangler ilt, når man holder op med at trække vejret og bevidstheden ebber ud.

Citat:
Er der nogle af jer, der har oplevet noget i den retning eller hørt nogen fortælle om det på en sådan måde, at I tager det som et vidnesbyrd?

Nej, det kan jeg ikke sige jeg har. De oplevelser, jeg har hørt om, har altid været påvirkede af folks kultur eller religion - pånær i de temmelig specifikke symptomer som fx lys og fornemmelse af fred. Jeg har også hørt næsten lige så mange beretninger, hvor folk enten husker meget dårligt eller ligefrem har tabt tid, hvis de genoplives fx i ambulancen. Jeg ved ikke hvordan det skal tolkes, men jeg mistænker, at vores bevidsthed og dens indhold er afgørende for oplevelsen af det at dø... forbindelserne, der udgør vores bevidsthed, eksisterer i hvert fald helt op mod 40-45 minutter efter "døden", under de rette omstændigheder. Jeg husker en historie om en kvinde, der havde været druknet i iskoldt vand i over 40 minutter og blev genoplivet, uden tab af identitet eller lignende.

Jeg har været tæt på døden, for 3 årsiden hvor jeg var blevet opereret og skulle ligge i 10 dage med bedøvelse i ryggen for at bedøve mig fra bæltstædet og ned.
men var så uheldig at bedøvelsen pludselig begynte at løbe op i hovedet.
Var sygeplejesken ikke kommet ind på det tidspungt og den ung lægenstuderne som ved en fejl kom til at løfte hovedegære på min seng, havde jeg ikke været her i dag.

jeg husker bare at jeg følte at jeg langsom begynte at glide ind i en tundel (rør) eller hvad det var men langt nede i den anden ende kunne jeg se der var lys.
jeg var ikke bange for at dø, men havde en enorm følese af fred.

jeg har siden læst/hørt om andre der har været tæt på at dø, og det ser ud til at det opleves meget forskæligt, men det kan se ud til at vi har en oplevelse til fældes nemlig følesen af fred.

Efter min oplevelse har jeg ikke været bange for at dø, og jeg har også haft letter ved at tale om det.