Tak for de mange indlæg på spørgsmålet om stamcellerne (selv om vi endnu ikke nærmer os en konklusion).

Her kommer en til: anonym sæddonation!

I øjeblikket er al sæddonation i Danmark anonymt, og donorernes identitet registreres ikke (men klinikkerne fører register over deres fysiske udseende).

Nogle politikere (fra bl.a. R og K) har foreslået, at denne anonymitet ophæves, og at der oprettes et donorregister, som barnet kan få adgang til, når det er blevet 18 år.

Selv hælder jeg mest til en frivillig anonymitet, hvor donoren har vetoret over frigivelsen af hans identitet.

Hvad synes I?

Donorens identitet bør under alle omstændigheder registreres. Den kan blive nødvendig til forebyggelse og behandling af genetisk betingede sygdomme.

Dit forslag om en vetoret lyder som et pragmatisk forslag der bringer lovgivningen i den rigtige retning.

Egentlig burde anonymiteten helt ophæves. Det ville ganske vist gøre det sværere at få doneret sæd, men det vil formentlig altid være muligt at adoptere.

Familiegenetik som redskab for forebyggelse af sygdomme har været et fremragende instrument i hundredevis af år... men i takt med at man kan afsløre sygdommene direkte med nye teknologier, bliver det mindre vigtigt. Derfor synes jeg ikke, at det er et selvstændigt argument for registrering.

Mit forslag kræver dog stadig et register.

Det forudsætter vel i princippet at alle donorbørn bliver testet for alle genetiske sygdomsanlæg - noget der i sig selv af mange opfattes som problematisk.

Desuden kan der også komme en situation, hvor der kan være brug for at donation af organer.

Men det primære argument er stadig, at et barn skal have ret til at kende både sin far og sin mor.

Al donorsæd bliver i hvert fald screenet for en række sygdomme. Personligt synes jeg ikke det er problematisk, men jeg er klar over, at andre har det anderledes.

Jeg kan ikke helt se, hvor organdonation kommer ind i billedet...?

Ret til at kende far og mor... tja, jeg tror folk lægger for meget i biologiske forældre. Og ligesom alle andre rettigheder, er også retten til at kende forældrene underlagt fortolkninger, især i specialtilfælde som ved sæddonation. Det ville selvfølgelig være bedst, men jeg tror stadig man kan spare mange kvaler ved at give donoren vetoret.

Hej Dust.
Dette er bare tanker, men kunne noget af problematikken omkring "børns rettigheder til det ene eller det andet" eventuelt udspringe af mange forældres syn på børn som deres "ejendom."?
Jeg tror at vi, i vores samfund som i mange andre, ser meget på forældrenes rettigheder men måske negligerer børnenes.

Er børn en ret? Et privilegium? En gave? En følgevirkning af en hyggelig aften? Et livsstilsprojekt? En investering i fremtiden?

De børn vi her taler om, vil en dag blive voksne som vi selv, med de samme spørgsmål og moralske overvejelser.
Derfor synes jeg egentlig det er fedt du bringer denne diskussion op. For når det nu er menneskeskæbner vi diskuterer, tror jeg aldrig vi kan være varsomme nok.

Så spørgsmål: I hvis interesse mener I det er, at donoren forbliver anonym?
Børnenes?
Forældrenes?
Donoren selv?

Jeg ville sætte mine penge på de to nederste. Men hvis liv kan det i sidste ende komme til at påvirke mest?
Forældrene og donoren er indforståede med de mulige konsekvenser, og har mulighed for at sige ja eller nej tak til tilbuddet. Men det har det eventuelle barn som måtte blive resultatet, ikke.

Jeg tror ikke jeg har tænkt længe nok over sagen til at komme med en entydig konklusion. Men jeg synes der er mange spændende temaer i det, så fortsæt endelig.

Mvh.

Uha, det er svære spørgsmål. Mit korte svar må være, at børn er noget vi får, fordi vi kan lide dem. Og det kan vi, fordi det har evolutionen programmeret os til (i og med, at dyr uden trang til at formere sig, hurtigt uddør). Derfor bliver vi også glade når det går dem godt, for det er en forlængelse af os selv.

Jeg mener, at det i første omgang er donorens interesse, at han har mulighed for at være anonym.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle donorer og børn kan have et fint forhold til gavn for dem begge. Men hvis donoren helst vil være fri, tror jeg ikke at der kommer noget godt ud af, at barnet opsøger ham. Så kan man måske også argumentere for, at anonymitet er i barnets interesse, da det så undgår sådanne situationer.

Om det er i forældrenes interesse ved jeg ikke. Dog mener jeg, at de som tredjepart i sagen er mindre interessante.


Jeg har i øvrigt skrevet lidt længere om emnet på min blog, hvis nogen er interesseret:
http://ursuppen.dk/?p=22

Organdonation kan komme ind i billedet, der hvor barnet bliver sygt, og der er brug for et organ, som biologiske slægtninge kan donere. Men der er selvfølgelig tale om de små sandsynligheder.

Efter min bedste overbevisning vil der være så få (eller ingen!) tilfælde, hvor det bliver et problem, at det ikke kan betale sig at tage det i betragtning.

Hvad bygger du din idé om, at det er overvurderet at kende sine biologiske forældre, på ?

Jeg kender ikke mine biologiske forældre, og det har da i perioder været en meget stor sorg for mig. Uvisheden kan være værre end sandheden og virkeligheden, skulle jeg mene. Ved godt det bestemt ikke altid er lykken at kende sine biologiske forældre, at få at vide hvem og hvordan de er osv. ,men skal barnet ikke have valget selv? Er det ikke misforstået hensyn til barnet, at det ikke får valget overhovedet?

mvh
Tau.

Jeg er helt enig...
en sæd-donor bør forblive anonym.

Jeg ville ikke være glad for at en eller anden 18 år frem i tiden, kunne få oplysninger om mig, og opsøge mig...

Jeg har ikke nogen personlig erfaring med sæddonerede eller adoptivbørn, så du ved sikkert bedre end jeg, hvordan det føles indefra.

Men det næsten rent hypotetiske spørgsmål er: Hvis du havde vidst, hvem din far var, ville du da ikke have opsøgt ham? Og hvis det viste sig, at han helst ikke ville kendes ved dig, tror du så ikke du helst ville have været det foruden?

Ja okay, kan se hvad du mener...
Der er vel forskel fra donor til donor.

Jeg kunne godt tænke mig en registrering af donorerne, for på den måde at holde styr på, hvem der er genetisk beslægtede i samfundet (både det danske og det globale).

Envidere kunne man forestille sig en registrering af donorerens IQ, fysiske skavanker, psykiske tilstand etc.
Men det ville jo nok skabe problemer mht. at forbrugerne ville begynde at betragte børn, som et samlesæt. Jeg ved ikke, om det allerede foregår, fx ved adoptioner?

Det er mit udgangspunkt, at mennesker ingen rettigheder har, undtagen dem, som man giver hinanden i samfundet. Derfor synes jeg ikke argumentet med, at børn har ret til at kende sine biologiske forældre, har nogen umiddelbar relevans.

Alt i alt; ophæv anonymiteten så i hvert fald klinikkerne ved hvem donorerne og forbrugerne er. Disse oplysninger skal ikke være fuldstændig offentligt tilgængelige, men være tilgængelige for de implicerede personer; sæddoner, forbruger og barn/børn deraf.

Det er vel okay at klinikkerne ved hvem donorerne er...
Men, det bør være op til den enkelte donor at bestemme om han vil være anonym eller ej.
Det er trods alt ikke sjovt, at en person dukker op 18 år senere og siger de er dit barn... Næh, så må man hellere selv bestemme om oplysninger skal være offentlig tilgængelige.

Mange donerer ikke sæd, for at blive far, men for at tjene en skilling... derfor burde man selv have ret til bestemme om man vil offentligøres!

Nuvel!
Såfremt dette er indstillingen hos donorerne, så vil jeg trække mig tilbage i stor forundring! Selvfølgelig vil der være (mindst!) 2 gevinster for sæddonoreren: 1) en ekstra skilling og 2) en udløsning.

Men jeg vil da påstå, at langt de fleste mænd ved, hvad det betyder, at de giver sæden videre. Personligt mener jeg bare, at sæddonation hænger sammen med et ansvar.

Nu ved jeg ikke om der er nogle der donere sæd herinde
men, burde man ikke få en erklæring man skal udfylde hvor man frasiger sig "retten" til det eventuelle barn?

Så vidt jeg har forstået, er det lovfæstet at man ikke har nogen som helst rettigheder til barnet, ligesom det ikke har arverettigheder. Sådan skal det selvfølgelig være.

Undersøgelser har vist, at op mod 80% (ca.) af de nuværende donorer vil stoppe, hvis anonymiteten ophæves, så de er nok hovedsageligt i det for pengene.

Desuden synes jeg at hele ideen med donationen er, at moderen køber noget sæd, og at man er enige om at man ellers ikke skal have mere med hinanden at gøre. Derfor synes jeg, at det er lidt søgt at sige, at man bliver "far" til barnet.

En anden lille krølle:

Hvis donoren skal have mulighed for anonymitet, skal beslutningen så tages en gang for alle, når han donerer? Eller skal han have mulighed for at ændre mening når som helst?

Jeg hælder mest til model 2.

Ja selvfølgelig...

Hmm svært spørgsmål. Jeg ved det ikke, det kan sikkert forekomme, at man opsøger biologiske forældre, som så af forskellige grunde ikke vil have med én at gøre. For ex. er det ofte sådan med koreansk adopterede, fordi forældrene der ofte har stiftet ny familie, og derovre er man meget gammeldags og konservative, så et barn fra ungdommen vil ikke være spor velkomment hos mange..
Men muligt du har ret i, at jeg så helst ville have været foruden. Men jeg kan bare ikke rigtig lide, at barnet ikke har valget om at kende sine biologiske forældre som udgangspunkt. Det synes jeg er at tage de voksnes side og give dem det hele og overse barnets (mulige) behov.

mvh

Så pointen var bare, at man ikke behøver at udfylde noget, for man har slet ikke noget valg (bare så vi er helt clear )

Personligt har jeg svært ved at forestille mig, at man kunne kende sine biologiske forældres identitet, uden at ville opsøge dem på et tidspunkt. Det er den menneskelige nysgerrighed måske for stærk til.

Men det er da rigtigt, at det ikke er en sjov situation at stå i. Måske er det bare den mindste af to onder. Og noget har man da fået ud af det, i og med at man rent faktisk er blevet født (for nu bare at gøre det endnu mere kompliceret).

Ja, hvis jeg kendte til mine biologiske forældre, ville jeg nok også opsøge dem (?). Tror jeg. Men jeg ved det ærligt ikke. En anden ting er, at der i statsamtet kan ligge breve fra mine bio-forældre, men jeg tør ikke skrive og spørge ad, for hvad hvis der ingen breve er. Det vil jeg ikke vide....så jeg må nok lidt give dig ret i det med, at tænk hvis de ikke vil/kan have med én at gøre, vil man så ikke helst ikke vide noget......suk det er lidt svært..men tak for dine indlæg.!! Spændende stof.

mvh
Tau.

Det er en uhyrlighed at man kan fratage mennesker retten til at kende sit fædrende ophav, hvad enten der er tale om bortadoption eller sæddonation.

Det bør ikke finde sted. Enhver har ret til at kende sine biologiske forældre eller i det mindste vide, hvem de er...