Hep. det er efterhånden år og dag siden jeg sidst har startet en tråd - så nu er det nu!

Det er lige så meget gode ideer, som givende diskussioner jeg søger.
På mit studie (retorik) har vi fået til opgave at skrive en kronik - over et emne som vi ikke selv vælger!
Jeg har (wonder why) fået følgende opgaveformulering:

Annie:
Det kunne være interessant at høre dig fortælle om kristendommen i det moderne samfund.
Med udgangspunkt i din egen erfaring kunne du tage fat på spørgsmål som:
Hvordan oplever du det at være kristen/leve som kristen i dagens Danmark? / Hvilken betydning har kristendommen for dig?
Hvad vil det sige/hvordan oplever du det -at være et religiøst menneske i et moderne samfund, hvor folkekirkens medlemstal er faldende.
Hvordan påvirker religion / kristendommen samfundet?
Hvordan opfatter samfundet kristendommen?
Kristendommens værdier >< det moderne samfunds værdier?


Det er jo en ordentlig mundfuld! Og jeg har tænkt mig at snævre den mere ind på en eller anden måde, men først kunne jeg godt tænke mig nogle indspark og ideer fra alle jer, primært til nedenstående punkter:

Hvordan oplever du det at være kristen/leve som kristen i dagens Danmark?
Hvordan påvirker religion / kristendommen samfundet?
Hvordan opfatter samfundet kristendommen?

Meninger fra både "samfundet" og andre kristne modtages med tak

(Og er der evt nogen med lidt kritisk og sproglig sans som kunne tænke sig at give lidt respons efterhånden som skriveriet skrider frem, er I velkomne til at sende en pm)

hej...
lyder som en spændende opgave.
Jeg synes, som kristen, at det er utrolig frustrerende at man kan ønske så højt for andre at de skal møde Jesus - og så er de bare ligeglade. Man kan prøve og prøve at fortælle om hvor fedt det er at tro på Jesus osv. og så bare få denne smidt i hovedet:" fedt for dig - men din sandhed er altså ikke min" eller noget i den stil... det synes jeg er frustrerende.
- noget andet er også hvor skuffet man kan blive over hvad ikke kristne egentlig ved om hvad vi egentlig tror og mener. - jeg går i 3.g og vi diskuterede for nylig i min klasse emnet homoseksuelle... og det overraskede mig faktisk hvor lidt de andre vidste om hvad kristne mener og tror på...
Men man kan da så sige at det er rart at de andre accepterer min tro - at jeg ikke bliver høvlet ned pga den...
Jeg har svært ved at se hvordan religionen/kristendommen overhovedet påvirker samfundet i dag... det kan godt være at det lyder utrolig negativt, men jeg synes bare det er så utroligt svært at "måle" det... det er jo egentlig noget kun Gud kan gøre...
ved ikke om det hjalp dig, men kan da skrive igen senere, hvis jeg kommer på noget igen.
synes dit studie lyder utrolig spændende - held og lykke med det!
mvh Charlotte

Hej Annie

Citat:
Hvordan oplever du det at være kristen/leve som kristen i dagens Danmark?

Hmm temmelig bredt spørgsmål. Er der nogle specifikke situationer eller underemner, du tænker på? Jeg oplever, at mange ikke troende tror, at troen på Gud er sådan en slags "mental krykke". Sådan noget jeg gør, fordi jeg har brug for det, altså for at tro på noget, de mener jo nemlig ikke, at Gud overhovedet findes. Så det er ikke mit behov for Gud, der eksisterer, men mit behov for en usynlig ven. Faktisk ret fornærmende, når man som kristen tænker efter. Gud er jo ikke et luftkastel, nej, Han findes skam, så lad os ikke lade som om, Han ikke er her. Folk siger generelt, at det er fint nok, at jeg har fundet én sandhed, men de har altså en anden sandhed, der gælder for dem og deres liv. Ja, og så siger jeg, at vi ikke begge kan have fundet Sandheden, hvorpå der som regel bliver sagt vrede ord, og pludselig er rummeligheden væk. Muligvis fordi jeg selv provokerer med mine ord, men nok også fordi, at menneskers rummelighed ikke kan acceptere, at der er andre, som siger, at der kun findes én sandhed, og at de (vi) mener at have fundet den, eller rettere, at vi er blevet fundet af den, af Ham, Kristus.

Citat:
Hvordan påvirker religion / kristendommen samfundet?

Det danske samfund eller i verden generelt? Tror svarene er lidt forskellige, for i de katolske lande tror jeg nok, at Kirken har ret meget at skulle have sagt, der får Guds Ord stor betydning for også de der er af verden. Mener der er noget med, at paven ofte er i tv i de katolske lande, og man læser somme tider op i radioavisen af hans prædikener. Men derudover, så tror jeg, at kristnes forbønner for mennesker i og af verden gør en stor forskel. Jeg tror, at det får Gud til somme tider at gribe ind, men det er ikke let at se resultatet, selvom det ligger lige for snuden af os. Vi tilskriver det nok ofte alt muligt andet end lige netop Gud. .. Jeg selv har i hvert fald den tendens, ret irriterende egentlig.

Citat:
Hvordan opfatter samfundet kristendommen?

Igen er bredt spørgsmål. Tror det kommer meget an på, hvad gren af kristendommen, vi taler om, altså om det er den lutherske eller katolske Kirke fx., og på om det er fra højre- eller venstrefløjen i folkekirken eks. vis. Hvad vil du gerne vide, kan du ikke indsnævre det lidt? Jeg orker ikke lige at give så mange forskellige bud på et svar, efter min mening og opfattelse af tingene, ud fra hvilken kirke og fløj, der måtte være tale om.

Men..hyggeligt at du starter en tråd igen, Annie.

Mvh
Tau.

Hej Annie,

Store emner I sådan får stukket ud. Men kronik-formen sætter jo (heldigvis!) nogle begrænsninger for udfoldelserne.

Hvis du kan bruge min mening til noget, så er du velkommen. Det hele er selvfølgelig skrevet fra mit personlige og ateistiske standpunkt.

Citat:
Hvordan påvirker religion / kristendommen samfundet?

Hvis spørgsmålet var "hvor meget..." ville jeg svare "meget". Hvordan det foregår... jo, det kommer jo lidt an på hvilke dele af samfundet man kigger på. Hvis vi starter med det sociale niveau påvirker kristendommen samfundet igennem sin tilstedeværelse: kirken, aktivt samfundsarbejde, nødhjælp og lignende. Jeg kalder det den positive del af indflydelsen, og grunden til, at jeg kalder den positiv er, at den ikke implicit betyder udbredelse af dogmerne bag. Det sted hvor jeg som ateist har oplevet den kraftigste påvirkning var i folkeskolen, hvor der af én eller anden årsag er tilknyttet en kirke til så godt som hver eneste skole. Det kunne måske være en idé at se på grunden til, at kirken især engagerer sig i skoler?

Samfundet består af en god mængde forskellige attituder overfor religion, lige fra ekstrem begejstring til den direkte modsætning. Normen af mennesker vil jeg tro ser kirken som en harmløs størrelse, en kulturarv eller et ceremonielt opholdssted. Jeg tror ikke flertallet af danskere (og dermed det, jeg kalder "normen") opfatter kristendommen som deres personlige religion, men du skal nok kunne få flertallet til at svare på, at der må være ét eller andet spirituelt - og flertallet af dem, der svarer ja herpå, svarer temmelig sikkert "Gud". Noget jeg har lagt mærke til er, at selvom danskerne har en tendens til at svare "Gud" på spirituelle spørgsmål, er det langt de færreste der rent faktisk er klar over præcis hvad "Gud" betyder - kristendommens bagage, om man vil. Det spørgsmål jeg oftest må stille mig selv er, hvorfor disse mennesker så svarer "Gud" - det er et spørgsmål jeg egentlig godt kunne tænke mig at læse et kristent svar på. Er det medfødt? Social arv? Forhastelse? Eller forestiller reelle kristne sig, at det skyldes noget overnaturligt?

Religion mener jeg generelt påvirker samfundet kraftigt. Om det skyldes, at religiøse personer er meget fremtrædende eller om det skyldes en regulær interesse/spiritualitet er jeg ikke klar over, men en stor del af påvirkningen kommer (her fra mit standpunkt) over som negative indtryk; fremhævelser af handlinger og ideologier, der ifølge min ideologi er uforsvarlige, utilladelige eller det, der er værre. Selve tankesættet der byder mennesker at handle på bestemte måder grundet deres tro på overnaturlig eksistens, det tankesæt kan jeg ikke sætte mig ind i. Det jeg ville ønske var normen er rationel vurdering fremfor stålsat overbevisning, og det savner jeg nogen gange når jeg står overfor dekreter om absolut sandhed. Måske kunne du se på, om der er mulighed for at skabe et kompromis - og om et kompromis mellem rationel humanisme og dermed værdier med menneskeligt ophav på den ene side, og absolut sandhed på den anden, overhovedet er ønskeligt?

Om moral... Hvad ville samfundet for eksempel være bedst tjent med, hvis du tvinger dig selv ned på et plan hvor kun vores eksistens (og altså ikke det evige liv) har en betydning? Er det mere ønskeligt at behandle folk som helhed ud fra en standarder, der stammer fra hhv. vurdering af kortsigtet, menneskelig eksistens og teser om evigt liv? Skal man behandle individer ud fra den standard, der efter deres egen overbevisning er gældende, eller ud fra en fælles, debatteret standard?

Hvad betyder det for personlige opfattelser af kristendom, og hvad betyder det for samfundets opfattelse, at anvende den ene eller den anden form for standard om moral? Hvilken anvender vi selv som samfund og hvorfor...?

Citat:
Hvordan opfatter samfundet kristendommen?

Ideelt: præcis sådan som kristendommen gør sig fortjent til at blive bemærket.

Reelt: hvordan man tænker og taler om sig selv betyder desværre ofte mere end handlinger, når opfattelser dannes.

Jeg er personligt af den overbevisning, at opfattelser ideelt set fortjenes alene på handlinger - hvis opfattelsen skal baseres på det tænkte og sagte, skal det være i det tænktes og sagtes grad af konsistens i forhold til handlingerne.

Problemet i den sammenhæng, mener jeg, er for det danske samfund, at opfattelsen af kristendommen ikke afgøres af handlingerne (for eksempel kampen mod homoseksuelle vielser, sekters mishandling af familie etc, pavelig kritik af kondomer trods deres AIDS-forebyggende effekt, hævdelse af dødsstraffen, mobilisering af holdninger som sabotage på politik/videnskab osv). Meget af opfattelsen tror jeg ligger i netop kulturarven og en "varm fornemmelse i maven ved juletid" - og grunden til at denne fornemmelse forbindes med kristendommen, mener jeg, er en monopolistisk position både som forældrenes begreb om sandhed, men - og det er jeg en meget stor modstander af - i høj kristendommen status af statsreligion.

Status quo eller ændring? Hvad er at foretrække? Og sammenfalder samfundets og kristendommens holdninger på det punkt? Det mener jeg er en stor del af opfattelsen; større end blot opstilling af parternes syn på hinanden i specifikke situationer.

Måske kunne du få noget frugtbart ud af at se på, om stillingen overhovedet bør ændres - og hvis du vil score nogle dyre point (i hvert fald hos mig) så bør du også have med, om en ændring af opfattelsen kan have andet end negative følger for kristendommen og kristne mennesker - eller om de positive følger opvejer / overstiger de negative. Jeg er klar over det ikke har det store at gøre med spørgsmålet "hvordan opfatter samfundet kristendommen" - men forestil dig et øjeblik, at spørgsmålet var "hvordan opfatter kristne samfundet"...

Den slags selvransagelse er uhyre sjældent set i kristne kredse, og når jeg som sædvanlig smider alle kort på bordet med det samme, så giver det mig et negativt indtryk af... hmmm, hvordan kan det siges... navlepilleri af sikkerhedshensyn. Man frygter måske en løsrivning fra det nuværende, sikre sted man hviler - og resultatet ligner modvilje mod ændringer. Jeg ved det ikke. Og jeg har kun set tre, måske fire, afhandlinger/kronikker om dét emne skrevet af kristne. Efterlyses!

Du kan jo selv sortere i det. De ovenstående ting er i hvert fald hvad jeg, som ateist, interesseret i etik og almindeligt menneske har - så hvis der er sammenfald mellem din og min nysgerrighed (noget nær spirituel nordpol og sydpol...?) om emnerne er der måske noget om snakken, der er værd at grave videre i. Spørgsmålene vil jeg mene er relaterede til retorik (som fx kan bruges til at forsvare standpunkter, man ikke selv er enig i!), men jeg slår selv kun nødigt over i retorik for at behandle emner og jeg mener derfor ikke selv jeg er specielt formående udi retorik - relevansen for dit studie og forventningerne til formen kender du meget bedre end jeg. Skulle du have spørgsmål fyrer du bare løs!

Held og lykke til, selvfølgelig.

PS. Schjelde: Det gør ikke noget, at dine spørgsmål er meget brede, det var blot en konstatering, at jeg skrev det og jeg ville bare gerne have dig til at indsnævre dem lidt til mig. Intet surt i det.

mvh
Tau.

Hej Tau,

Citat:
PS. Schjelde: Det gør ikke noget, at dine spørgsmål er meget brede, det var blot en konstatering, at jeg skrev det og jeg ville bare gerne have dig til at indsnævre dem lidt til mig. Intet surt i det.

Bare rolig, sådan opfatter jeg det heller ikke - jeg synes også selv det var en utrolig bred problemformulering jeg der fikstillet, og har helt sikkert tænkt mig at snævre den ind på en eller anden måde.

Som Claus også skriver, kan der forfattes et utal af kronikker ud fra bare en enkelt af sætningerne (og tak for det lange svar Claus, jeg tygger taknemligt på det - rart at få nogle udenforstående øjne på! og et PS til dig - du er retoriker, hvad enten du vil eller ej - det er vi allesammen i en eller anden forstand, og det behøver der absolut ikke være noget negativt i )

Men tak for jeres kommentarer og ideer, det er jeg virkelig glad for!

Til Annie...

"Det er viden - ikke tro, der tæller!" Sådan omtrent blev Jesper Langballe 'sat på oplads' af Elsebeth Gerner Nielsen fra folketingets talerstol. Hvad specielt udløste denne salve, har jeg ikke helt present; men således domineres billedet af den empiriske forskning - i historien & hvad véd jeg.

At denne viden stort set indbringes på basis af eksperimenter får så være. Alligevel kan chancen for vildfarelser jo tænkes indbygget i dette handlingsmønster - med flere skadevirkninger til følge. Ja, klog, dét bliver man som skrevet står! En del taler dog for at der mangler et væsentligt led i årsagskæden...

Jeg læste den artikel, som Tau for ganske nylig referede til - med overskriften, Ingen Plads til Tro i Psykiatrien. Jeg vil ikke dertil sige, der indenfor dette felt gøres mere skade end gavn. Men hvad angår det nærmere omtalte aspekt, sættes behandlingsformen her i relief til individets faktiske behov. Næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Poul Videbech, udtaler bl.a:

"Området er følsomt, fordi man heller ikke må pådutte folk sine egne forestillinger. Derudover tager det lang tid at ændre holdninger i det kæmpestore område, som psykiatrien er. Men hvis vi får en offentlig debat og mere oplysning, så kan det være, at det slår bedre igennem. Psykiatere er også børn af den tid, vi lever i, siger han."

Dette blot for at illustrere hvad en begrænsning af emnet kan lede frem til. At holde sig de store linier for øje imens man arbejder sig ned i detaljen har alle dage været en gylden regel. Selvfølgelig er det af største betydning om retningslinierne kan stå deres prøve. I modsat fald må de være forfalskede.

Hej Annie

kunne du måske have lyst til selv at besvare dine tre spørgsmål, til oplysning, glæde og gavn for os herinde på JesusNet? Du skriver sådan nogle gode og spændende indlæg. Flere af dem vil vi gerne have...

mvh og alt godt
Tau.

Hej Tau,
Jo - sagen er den, at jeg endnu ikke selv har gjort mig nogle dybere tanker omkring tingene , men jeg har deadline på tankerne - eller i hvert fald problemformuleringen - i næste uge, så der har jeg forhåbentlig noget tankesmulder at komme med.
Tak fordi du holder mig i ørerne og til ilden

Hej Annie

Citat:
å mit studie (retorik) har vi fået til opgave at skrive en kronik - over et emne som vi ikke selv vælger!
Jeg har (wonder why) fået følgende opgaveformulering: ...

Mon ikke, du også selv kunne have fundet på at skrive om noget med kristendommen?

Skal i forresten lære noget om klassisk retorik på retorik-studiet, altså om Demosthenes, Aristoteles, Cicero og hvad de hedder alle sammen? Det kunne jo være helt spændende ...

Hej Nikolaj,
Jo - det kunne jeg nok godt selv have fundet på - og har faktisk allerede fundet en vinkel på det, nemlig hvordan uddannelsessystemet, især gymnasier og universiteterne forholder sig til de studerendes praktisering af deres religion.

Kom til at tænke på det fordi vi ude på KUA både har en studenterpræst, og et lækkert retræterum som er åbent for alle religiøse grupper, modsat mange gymnasier hvor det er helt forbudt at samles. Spændende spændingsfelt synes jeg (og så vidt jeg husker ligger der et par gamle debatter herinde affødt af Vestre borgerdyd gymnasium-sagen jeg skal have nærlæst igen)!

Og jo, vi har allerede haft den første gennemgang af både Gorgias, Sokrates og Cicero og vi kommer helt sikkert også til Aristoteles og de andre gamle gutter. Det var jo dem som "opfandt" mit fag

Hej Annie

Citat:
Og jo, vi har allerede haft den første gennemgang af både Gorgias, Sokrates og Cicero og vi kommer helt sikkert også til Aristoteles og de andre gamle gutter. Det var jo dem som "opfandt" mit fag

Mjah, Sokrates var vist ikke med til at opfinde retorikken. Tværtimod var han en arg modstander af retorikerne/sofisterne. Men man kan selvfølgelig sige, at han med sin sokratiske ironi selv benyttede sig af en slags retorik.
Nå, det var vist et sidespor, men det er jo også ok.

Guds fred
Nikolaj

Uanset at kronikken nok allerede er skrevet vil jeg gerne give et lille indspark, som forhåbentlig kan ryste nogens grundvold.

Jeg er nemlig enig med Claus i at et ikke nærmere bestemt antal troende har svært ved selvkritik. Ikke kun kritik af sig selv som kristen person, men også i forhold til troen. Det ærgrer mig, at alt for mange troende ikke giver sig selv muligheden for at udvide deres horisont på det område.

De tidspunkter, der har været allermest givende for mig i min tro, har været de perioder, hvor jeg er gået aktivt ind i mine tvivl. Ved at lege sin egen djævelens advokat opdager man facetter af troen, som man ikke anede eksisterede.

Og det er i tvivlen, at man bliver opmærksom på troens eget liv. Troen på Kristus er i sig selv ikke en fastlåst størrelse, men vi kan så let falde i den grube, at vi selv bliver fastlåste i vores overbevisning, fordi vi ikke tør vove os ud på de store tvivlens vidder. Det er sådan jeg tolker Søren Kirkegaards fokus på troen som det at træde ud på det dybe.

Efter en ordentlig omgang selvtæsk står man stærkere i sin overbevisning på områder, hvor man før var usikker og på områder, hvor man var galt på den har man fået rettet sin overbevisning til, så den passer ind i den tid, vi lever i. Ikke sådan forstået at Evangeliet ændrer sig, men når vi går ind i vore tvivl bliver vi bedre i stand til at kommunikere troen ud i tidens sammenhænge.

mvh.

Per