Hej Alle
Så er jeg også kommet i den lykkelige situation (for ½ år siden ) at min kæreste har friet til mig. Jeg har hørt at der bliver afholdt sådan nogen kurser for unge før de bliver gift. Er der nogen som ved mere præcis hvad det går ud på og om det stadig bliver afholdt?
Har i andre erfaringer med ting som man gerne skulle overveje når man er ung og overvejer ægteskab? Kurser, vejledning, bøger om emnet o.lign.
Matilde

Hej Matilde,
Stort tillykke til dig og din kæreste
Da jeg blev gift for ½ år siden gik vi til noget der hed "forlovelsessamtaler" i et halvt år op til brylluppet, og det var rigtig godt.
Vi havde 8 samtaler med et par som var omkring 10 år ældre og havde været gift et stykke tid. Vi fulgte et oplæg til hver gang, og kom ind på forskellige ting som: Kommunikation, konfliktløsning, økonomi, bibelens syn på ægteskabet, sex, forventninger til vores liv sammen osv.
Nu ved jeg hverken hvor du bor, eller hvilken menighed du kommer i, men måske du kan prøve at spørge din præst eller nogen i din menighed om de kender noget til noget? Jeg tror ikke der er særlig mange steder i landet hvor man ikke har mulighed for at komme til noget i den retning.
Hvis du bor i Kbh-området kan jeg måske hjælpe... Bare smid en pm.

Bøger..? Jo, jeg vil til enhver tid foretrække samtaler, men eftersom det ikke er alt der er lige let at snakke om over en kop kaffe, er der f.eks en rigtig god en om sex som hedder "Når to bliver et" Af Tim og Beverly Lehaye.
Den fås kun på norsk, og hvis ikk du kender nogen som har den, kan den bestilles over nettet. Forfatterne er kristne, og går meget praktisk til værks, så jeg tror det er bedst at gemme den til et par måneder før brylluppet, og så tage den frem en gang imellem efterfølgende.

God vind med og velsignelse over det hele!
Mvh Annie

Det lyder rigtig spændende. Du har ikke hørt om de der kurser? Min kæreste mener de hedder noget med parat start eller sådan noget i den stil...

Hej Matilde,
Jeg tror de hedder Parat i IM-sammenhænge (men er ikke sikker), vi kommer begge to i ELM, og jeg tror faktisk ikke de hed noget bestemt der. Jeg ved at vores egen netmissionær Asbjørn også har en bibeskæftigelse som parterapeut, så HAN må da vide en hel masse

Asbjørn, er du der?

Ellers er der et link til LMs samtaler her, det er nogenlunde det samme oplæg som vi brugte, selv om det var nogle andre mennesker.

okay... kan være det er noget vi skal kigge lidt mere på.
En anden ting.. På dit billede ser du rimelig ung ud Hvilke overvejelser har I haft om at blive gift som unge? Vi møder rigtig mange der som noget helt naturligt regner med at vi skal være færdiguddannede og alt muligt før vi regner med at blive gift. Og det regner vi nødvendigvis ikke med... Synes det er svært bare at ignorere andres betænkninger når det er ens bedsteforældre og anden familie rimelig tæt på...

Hej Igen,
Ung, jo... det er jeg vist lidt. Jeg er en årgang 84 og han 83, og vi var begge 22 da vi blev gift. Til oktober har vi været kærester i 4 år
Jeg synes folk omkring os tog det ret pænt. Jeg har en 50/50 kristen familie, så for den ene side var det helt naturligt, og den anden skulle lige vænne sig til tanken, men synes ogå det var fedt til sidst! Mine studiekammerater var til gengæld ved at tabe både næse og mund da de fik det at vide...

Men hvad er det for nogle bemærkninger, du synes I møder? Tror de ikke på at det holder, eller mener de bare at I er for unge? Deres bemærkninger skyldes sikkert bare bekymring og indlevelse, men jeg kan da også godt forstå hvis du blir ked af det når de ikke bare kan glæde sig på jeres vegne...

Og mht hvornår det er fornuftigt at blive gift... Tja, det er svært at have en holdning til synes jeg. Jeg tror i teorien ikke man kan vente for længe, men man kan godt blive gift for hurtigt, inden man kender hinanden ordentligt, hvilket kan gøre tingene lidt sværere. Men altså, det er jo igen et definitionsspørgsmål - og f.eks sådan en omgang forlovelsessamtaler kan også være ret afklarende om hvorvidt det er nu, eller vi lige skal skyde festen et halvt års tid eller mere..
I sidste ende vil det nok altid være et sats (sådan føltes det i hvert fald for mig) men hey - det er jo en del af livet

Okay...han er 87 og jeg er 88, og evt. bryllupstanker ligger i hvert fald 1-1½ år ude i fremtiden.. så omkring 19-20 års alderen.
Det jeg synes familien (læs: forældre, bedsteforældre og tanter/onkler som alle er +40 ) har meget travlt med, er at vi skal overveje hvad det er vi siger "nej tak" til ved at blive gift så unge. De kan ikke yderligere definere det, men en undertone er at vi da skal være så fri af hinanden til at kunne tage ud og rejse eller sådan noget. Men som jeg har det - vi har været kærester i 2½ år nu - er at jeg da overhovedet ikke har lyst til at tage ud og rejse uden ham. Det forstår de nok bare ikke helt.
Men når de begynder at snakke om, om det er for tidligt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på at de trods alt har 15-50 års erfaring med deres egne ægteskaber, så de må jo alligevel vide hvad de snakker om. De kan bare ikke sætte ord på det, og så bliver det jo ikke nemmere at vide hvad det er man skal overveje...
Til gengæld skal det så siges at vores jævnaldrende kammerater, og små søskende er helt med på ideen og synes vi skal skynde os, fordi de glæder sig sådan til at skulle afholde polterarbend

Hej Matilde

Fedt at I er så glade for hinanden.

Jeg vil dog bare lige komme med min mening: Jeg synes, det er alt, alt, alt for tidligt at blive gift som 19-20 årige. Der kan selvfølgelig være undtagelser og folk er forskellige osv, men som hovedregel: VENT!

Der kan ske så meget fra man er 18 til 23-25. Så tag ud at rejse alene eller sammen med veninder/venner eller hvad det skal være.

Vores samfund er simpelthen ikke skruet sammen til at man skal giftes så tidligt.

Just my 5 cents.

kh
stef

Hej Matilde,
Tjah, alle valg vi træffer indebærer jo også nogle fravalg - det er et fact som de fleste kan blive enige om, tror jeg.
Jeg var heller ikke ude at rejse efter min studentereksamen - men der er altså også masser af fede ting man kan lave i hjmme DK, med kæresten i bekvem nærhed (jeg var f.eks efterskolelærer et år, og ville ikke bytte for en tur jorden rundt!). Verden løber ingen vegne, den skal vi nok få oplevet!

På den ene side kan jeg godt følge dine bekymrede familiemedlemmer (jeg har faktisk en lillesøster som er din årgang - og prøvede inde i mit hovede at forestille mig at hun skulle giftes )
Men på den anden side tænker jeg også at de vil se lidt anderledes på det om det år til halvandet, som du regner med at der går, når du har fået huen på og de har haft mere tid til at vænne sig til tanken.

Og jeg troede at jeg var tidligt ude med at finde min tilkomne som 18-årig, men du har da slået mig noget før målstregen . Men jeg er glad for at høre at I lige giver det et par år mere - der sker virkelig meget med os unge i lige præcis de år! Det gjorde der i hvert fald for os - eksaminer, flytte hjemmefra, arbejde osv.
så... bare for at gentage mig selv: Gå ind i et ægteskab med åbne øjne når I begge to selv føler jer klar, og lad jer ikke stresse af hverken festhungrende søskende eller gøre modløse af velmenende onkeler og tanter.

Mvh

(jeg håber ikke jeg lyder alt for meget klogere end jeg egentlig er)

hey Stef
Må jeg være så fræk? at spørge hvorfor du synes det er det bedste? Jeg har selvfølgelig hørt den holdning før. Rigtig mange gange... men jeg synes det er interessant at høre hvorfor du synes det? Er det "kun" fordi vi forandrer os meget i 19-25 års alderen? Du siger også at vores samfund ikke er skruet sammen til at blive gift tidligt? Hvorfor?
Matilde

Der er et enormt pres på kristne par - de er dårligt blevet kærester før folk begynder med deres "nårh, hva så, hvornår skal i så giftes eller hvad?" Det bliver så ved og tager til i intensitet, særligt efter halvandet års kæresteri; thi her er det åbenbart 'normalt' at man lader sig gifte. Nogle bliver så forlovet. Og knapt nok er man blevet forlovet før folk begynder på deres "nårh, har I så sat en dato eller hva?", og det er ærlig talt rigtig dumt.

Er man kærester skal man have lov og plads til at gøre sig sine egne tanker og erfaringer og finde ud af om ens tanker om livet stemmer overens med kærestens. Man BEHØVER IKKE at blive gift i en lynende fart; man behøver slet heller ikke overhovedet whatsoever at andre mennesker presser på i noget de rent ud sagt skal blande sig uden om. Jeg savner en forståelse af hvilken syret, vidunderlig og kritisk situation kærester er i, og en forståelse af at de skal have og tage den tid det tager før de finder ud af hvad der skal ske.

Mathilde, jeg håber I får fred og ro til at gøre det I skal gøre i jeres eget tempo. Jeg blev selv gift som 22-årig; det havde ikke skadet os hvis vi havde ventet et par år og "bare" været kærester. Ikke fordi vores ægteskab er rædselsfuldt, det er det ikke; men det at være og have en kæreste kræver tid; og det er en god tid.

Guds fred med/over/i kærligheden!

Jeg er glad for at høre, at du har haft en rigtig god oplevelse af at blive gift ung Synes jeg har hørt rigelig "dommedagsteorier"
Det kan godt være jeg er rigelig optimistisk, men når folk siger til mig at der sker så meget med os unge i de her år, så tror jeg dem gerne. Men jeg har også tillid til at man kan vokse sammen. Jeg tror på at hvis man vælger at gifte sig, og leve sammen i de år hvor man udvikler sig meget, så vokser man sammen. Påvirker hinanden i en fælles retning, og er så tæt sammen at man kan tale om sådanne ting... Er jeg helt galt på den?

hey Moe
Kan så absolut tilslutte mig det med presset overfor unge kristne kærestepar. Jeg føler dog ikke at det er et pres udefra, men nærmere vores kærlighed (lyder meget ophøjet ik )
Jeg er rigtig nysgerrig over for alle der har erfaringer med at blive gift tidligt...
Vil og kan du forklare lidt mere om hvad det er der "er galt" med jeres ægteskab, og hvad tror du der ville være ændret hvis i havde fortsat med at være kærester i et par år mere?
Er der nogen ting du ville have ændret på i jeres forhold, eller havde i brug for mere tid til at kunne "tage ud" uden hinanden ...?

Hej Matilde,
Jeg er glad for at både Moe og Stef blander sig, for jeg er også delvist enige med dem.

Men men men, jeg synes også det er meget at forlange af folk der har været kærester siden de var 15-16 år som I har (må jeg gætte på det er en efterskoleflirt?) at de skal vente med at blive gift til de er omkring 24-25 år, idet de så kender hinanden bedre. Kære venner, det er immervæk næten 10 (TI!) år!!

På den ene side ser vi helst ikke at vores unge kristne venner dyrker for meget førsægteskabelig sex, på den anden side kan det også hurtigt ende i noget rod, hvis de bliver gift for tidligt og hverken kender sig selv og den anden i en knapt så pubetær og hormonforstyrret udgave.

Dilemma? Det tror jeg vist nok!

Og jeg må indrømme at jeg står med en fod i hver lejr.
Jeg selv er glad for at jeg blev gift nu for nylig, og ikke for et år siden, hvor folk begyndte at prikke sådan for alvor. Man taber ikke noget ved at vente, men altså, værre tror jeg nu heller ikke det er...

Selvfølgelig må du spørge om det

Jeg kan jo kun tale ud fra min personlige erfaring og hvad jeg har set.

Lad os starte med samfundet. I "gamle dage" (som ikke er så gamle igen) bestemte man ikke selv, hvem man skulle giftes med. Sådan er det stadig mange steder i verden. Under sådanne forhold er det selvfølgelig lige meget (i teorien) hvor gammel man er.

I vores samfund har vi, i princippet, frit valg når det handler om parforhold. Problemer er, at indenfor kristne kredse har man generelt anset det som meget forfærdeligt, hvis et ægteskab ikke holder og dermed bliver det lige pludselig meget væsentligt, at man træffer det rette (eller et ret) valg.

Min påstand er, at meget få mennesker er i stand til at træffe et valg med så omfattende konsekvenser, når de er 20 år eller yngre. Jeg var i hvert fald ikke klar til det (mænd skal nok generelt vente længere end piger).

Nu mener jeg ikke, at skilsmisse er en større "synd" end så mange andre ting, og har ikke noget problem med at folk bliver gift igen (under skyldig hensyntagen til, at de arbejder med deres egen historie), men derfor ønsker jeg ikke for nogen at de skal gennem en skilsmisse og tror ikke, at det er Guds plan for nogen (fra starten af altså).

Når nu skilsmisseraten blandt kristne er stort set lige så høj som for alle andre, så må man spørge sig selv - hvorfor?

Et af svarene er den tidlige alder at indgå ægteskab i. Man er simpelthen ikke færdigudviklet som menneske og klar til at indgå i en sådan relation.

håber det er klargørende.

kh
stef

Jeg kan godt se din pointe! Helt sikkert... vil gerne hoppe med på vognen om at ikke alle ægteskaber er velovervejede, og derfor nemmere kan ende med den ulykkelige udgang. Det tror jeg bare i højrere grad har noget at gøre med hvor længe man har været sammen (kærester). To mennesker på 30-35 tror jeg i lige så høj grad har brug for at være kærester i lang tid (her mener jeg mere end 1 år...) som to mennesker på 18-20 år. Ja måske er det ligefrem vigtigere når man er oppe i 30'erne, fordi man så allerede har levet et langt liv "alene" (eller i et andet ægteskab) og er inde i en masse vaner. Stiller måske en masse krav til bolig, økonomi osv. jeg tror det kan være svært at forene to mennesker som er inde i en masse faste rammer, på hver deres måde. Disse rammer har man nok ikke lige så faste når man er under 20, så jeg tror at det er nemmere at få disse ting til at "smelte sammen" og derved få lagt grunden til det hele sammen. Det her blev da vist lidt rodet håber du forstår hvad jeg mener... ellers så bare spørg igen...
Matilde

Efterskoleflirt? Hvordan kan du dog tro det? Ej du har nok ret... Vi kom sammen i 1½ år på efterskole og efterfølgende 1 år hvor vi boede i - hvad der føltes som hver sin ende af landet - hvorefter jeg flyttede til en naboby af ham, og startede med at studere. Så udover at vi har været sammen i over 2½ år, har vi både prøvet at ses flere gange dagligt (efterskole) kun de få weekender hvor vi ikke skulle noget andet, og så nu hvor vi ses så tit som en af os gider bevæge sig de 14 km der er imellem os
Så synes selv at vi har prøvet at både meget nær kontakt og kun at ses sjældent... Hvilket var en af de udfordringer, som viste sig at knække de fleste andre par fra efterskolen...

Kan virkelig godt forstå at andre råder os til at overveje et ægteskab i vores alder grundigt. Synes jeg egentlig også vi gør... Men vil gerne referere til mit svar til Stef, om at det tid man har kommet sammen, også har en betydning.

Hej Matilde.

Som årgang 83 (23 år) der blev gift for 4 år siden (puha, tiden går ) kan jeg da kun anbefale at blive gift tidligt (blev forlovet lige da jeg var fyldt 18 og gift som 19-årig; min kone var 20). Selvfølgelig skal man overveje det grundigt, men det skal man jo altid.

Jeg er lykkelig for at have kendt min kone helt tilbage til efterskoletiden og for at have haft hele min ungdom sammen med hende. Det har givet en skøn frihed fordi vi ikke har travlt med noget som helst - børn og etablering kan vente! - en frihed, som vi har kunnet bruge til at tage på rejser, være sammen med venner, mm., ja vi har nok haft en slags kærestetilværelse i de 4 første år af vores ægteskab med hvad det indebærer af friheder og muligheder sammen.

Reaktionerne fra mine venner dengang i 2.g var da også lidt overraskede, og mange andre har også kommenteret det med bekymring. Hvis I er sikre på at det skal være jer, skal I bare prøve at have styrken til at se ud over den slags kommentarer.

Jeg kan da kun anbefale alle par at tænke sig godt om og tager tvivl alvorligt, men jeg vil på den anden side ikke fraråde noget som helst alene på baggrund af alder.

Søren.

Hej Matilde

min mand og jeg blev gift, da vi havde kommet sammen i godt tre år, og da var jeg 23 år og han var 31 år.
Så det er lidt en blanding af de to eksempler, du kommer med.
Vi gik ikke til undervisning forinden, for vi var nykristne og endnu ikke blevet klar over, hvor god en idé det kan være at forberede sig grundigt. Egentlig var det sådan lidt, Gud har sagt, at vi skal gifte os, hvis vi vil blive sammen, og det vil vi, så derfor gifter vi os nu. Og så kunne jeg heller ikke vente længere, jeg ville så gerne, at vi afgav livslange løfter overfor hinanden og overfor Gud. Indrømmet, jeg var også presset, fordi de kristne omkring mig ville have mig til at slå op med ham, fordi han i deres øjne ikke havde "med munden bekendt til frelse". Ja...skørt skørt.

Vores ægteskab er rigtig godt. Dels fordi Gud er iblandet på en positiv måde, og dels fordi vi forsøger at leve det, på en bibelsk måde. Vi bøjer os for hinanden, vi tænker meget på hinandens behov (ikke at vi glemmer vore egne dog), vi hjælper hinanden med alt det, den anden ikke kan/har lyst til, og vi støtter hinanden i at være den, vi er. For eksempel har jeg meget lyst til at gå i kirke hver søndag. Det har min mand ikke, selvom han er troende, han har ikke brug for det, synes han, og han synes heller ikke rigtig, at han har så meget at give de andre tilstedværende. Men han kører mig hver søndag, fordi han bare er en skat. Der er 10 km til kirken, og der kører han troligt tidligt hver søndag morgen, selvom han kunne blive liggende i sengen og sove længe. Ja, vi er priviligerede, at vi har sådan et ægteskab, ved det godt, og fortjenesten er ikke kun vores egen. Gud har også velsignet os, hvorfor ved jeg ikke, men Han giver os at vi fx. aldrig er sure på hinanden ret længe, aldrig råber højt (ikke at man ikke må, men vi bliver så kede af råberi, som især jeg er vant til fra barndomshjemmet), aldrig rakker hinanden ned eller kritiserer hinanden på en dårlig måde. Ikke at alle andre ægtefolk gør det, men jeg tror måske, at vi er forskånet for nogle af de fejl, som visse andre laver. Jeg tror, at æren er Guds og Han er den, som giver os kærligheden til hinanden. Han vedligeholder den sammen med os, og Han er den, vi bygger vores kærlighed på. Det er lidt svært at forklare, uden at jeg lyder som om, at vi er perfekte, for det er vi bestemt ikke. Men jeg oplever, at Gud ofte hjælper mig, når jeg fx. laver noget møg i vores forhold. I en periode havde jeg det fx. med at ringe til min mand på hans job, bare fordi jeg ville fortælle, at jeg havde det dårligt (er kroniker med psykisk lidelse), og så sagde Gud en dag: Ved du hvad, det kan din mand ikke bære hver dag. Du må sige det til mig nogle af gangene, så jeg kan aflaste din mand. Han kan ikke holde til det. Det var bare en øjenåbner, virkelig!!!! Jeg sagde det straks til min mand, og han strålede af glæde i øjnene over budskabet fra Gud. Han havde selv tænkt tanken, at det var for meget, men han ville ikke gøre mig ked af det, så han ville vente og se, om ikke jeg selv kom til at se, at det var en uhensigtsmæssig ting at ringe hver dag og fortælle dårligt "nyt".
Det var et eksempel på, hvordan Gud hjælper os i vores ægteskab. Har andre oplevet noget tilsvarende, vil jeg da gerne høre om det, det er altid fedt at blive opbygget af andres erfaringer og oplevelser.

Igen, det er ikke!! for at lyde selvhøjtidelig eller hellig, når jeg siger, at vi har et virkelig godt og dejligt ægteskab. Husk, at Gud har den store del af fortjenesten. Vi selv har nok en mindre del, for Gud gør jo ikke det hele, men det er klart Gud, som skal have æren!!! For selv det, som vi selv gør, det er måske virket af Gud... .

Ved ikke om du kan bruge det her indlæg til noget, men jeg håber da, at det kan hjælpe dig lidt.

Som du kan se, er det indtil videre gået rigtig godt, selvom jeg ikke var så gammel, da vi giftede os.

mvh
Tau.

Hej Søgende
Det er jeg rigtig glad for at høre. Som jeg også skrev til Annie, er det virkelig skønt at høre at det ikke er ene "dommedagsprofetier" når folk hører at man overvejer at gifte sig tidligt, men at der er nogen som har gode erfaringer med det! Det kan tit undre mig at dem som spørger om man tror det er så god en ide, selv er blevet gift inden de var 22! Det gælder både mine og hans forældre

PS. Matilde, jeg er en kvinde, har bare et brugernavn her på jesusnet, som i en anden betydning end den religiøse kan være et drenge/mandenavn. Undskyld for evt. forvirring.!

Hej Tau
Det er rigtig fedt at høre hvordan nogen har Gud med i deres ægteskab! Selvom jeg ikke vil og kan påstå at kristne ikke har Gud med i deres ægteskab, så må jeg indrømme at noget af det vi har svært ved er at bede sammen. Vi kan sagtens snakke om tro, holdninger og kirken, men vi er ikke gode til - sammen at lægge tingene i Guds hånd. Det tror jeg altid man kan blive bedre til!

Hej Matilde

vi beder altid hver for sig. Næsten altid. Når vi beder sammen, er det uden ord og som en meditativ stund. Vi vil helst have det sådan, men jeg synes, at det er helt fint, at andre ægtepar beder sammen med hinanden, det er bare ikke for os. Ikke som det er nu, men Gud kan måske ændre os, hvis Han pludselig synes, at nu er det rigtigt for os at bede sammen. Men for min mand er troen meget, meget personlig, han taler kun med mig og en præsteven, vi har, om den, og ikke med alle mulige andre, og da slet ikke online, hvorfor I heller ikke ser ham oprette en profil herinde. Jeg ved, at min mand helst vil bede alene, og jeg ved også, at han gør det, det kan jeg bare se, høre og mærke. Skønt. Han er bare dejlig!!!

mvh
Tau.

Citat Tau: Han er bare dejlig!!!
sådan er de jo de drenge

Til Tau...
Kvinde?? og jeg som troede du var en gul badeand, først nu har du gjort forvirringen komplet

Hej stef!

Citat:
Når nu skilsmisseraten blandt kristne er stort set lige så høj som for alle andre, så må man spørge sig selv - hvorfor?

Ved ikke om det er et sidespor. Men jeg tillader mig at spørge, hvad du underbygger det med? Jeg har hørt om undersøgelser, der viser, at skilsmisseraten blandt evangelikale i USA er lige så stor (hvis ikke større) end befolkningen i almindelighed (har også set omtale af undersøgelser, der angiveligt viser det modsatte).

Er interesseret fordi du konkluderer videre:

Citat:
Et af svarene er den tidlige alder at indgå ægteskab i. Man er simpelthen ikke færdigudviklet som menneske og klar til at indgå i en sådan relation.

Jeg er sådan set ikke uenig i, at det er en god idé at tænke sig godt om. Men et eller andet sted er der også tale om en beslutning. Der er vel ikke noget galt i at udvikle sig sammen? Og der er vel mange andre årsager til skilsmisse end et tidligt ægteskab?

Mvh. Jalokin

Hej Jalokin

Citat:

Ved ikke om det er et sidespor. Men jeg tillader mig at spørge, hvad du underbygger det med? Jeg har hørt om undersøgelser, der viser, at skilsmisseraten blandt evangelikale i USA er lige så stor (hvis ikke større) end befolkningen i almindelighed (har også set omtale af undersøgelser, der angiveligt viser det modsatte).

Jeg har også hørt om de førstnævnte undersøgelser. Desuden så bygger jeg det på min egen, personlige, helt uvidenskabelige empiri.

Citat:

Jeg er sådan set ikke uenig i, at det er en god idé at tænke sig godt om. Men et eller andet sted er der også tale om en beslutning. Der er vel ikke noget galt i at udvikle sig sammen? Og der er vel mange andre årsager til skilsmisse end et tidligt ægteskab?

Nej, der er ikke noget galt i at udvikle sig sammen, men det kan man vel lige så godt som kærester?

Ja, der er sandsynligvis andre grunde, men når man iagttager
1) det er større tabu for mange kristne at blive skilt og dermed er der formentlig både flere, der kæmper i dårlige ægteskaber og flere, der bliver sammen for ikke at miste anseelse end i samfundet generelt.

2) der stadig er virkeligt mange kristne par, der bliver skilt

Så må man jo gå ind og se på det særegne for "det kristne ægteskab". Her springer "at blive gift i en tidlig alder" jo i øjnene.

Derudover er der nok en regional forskel. I kbh er gns-alderen for ægteskab jo langt højere. Måske er det sværere at vælge med alle de chicks, der render rundt

Min egen lille iagttagelse er så også, at piger generelt bare er klar før mænd.
Jeg må så bare råde mine homeboys, efter min bedste overbevisning. (hvilket for de flestes vedkommende er -take it easy. Forøvrigt kender jeg nu ikke nogen, der er blevet gift meget unge, så har ikke haft så meget at bruge min visdom til )

kh
stef

Hej Matilde!

Dejligt at se at du har fået en masse stof til overvejelse.

Der er næppe nogen af os her, der har personlige erfaringer nok til at kunne lave statistik på dem - således heller ikke mine egne, men jeg kender da hele tre par, som var kærester da vi gik i skole, og som var tindrende unge, da de blev gift - - og de har i hvert fald haft sølvbrylup og aldrig fortrudt hinanden!

Jeg tror at det drejer sig om at træffe en fast beslutning - at indgå i en uopsigelig kontrakt.
Den tryghed, men derved giver hinanden, er helt uvurderlig: at man aldrig nogen sinde skal overveje, om han/hun måske alligevel ikke var "den rigtige" ..

Kærlighed er er spørgsmål om vilje og handling - og en helt nødvendig beslutning om at holde sammen livet ud, uanset hvad!

Og dermed mener jeg: uanset om forelskelsen ebber ud - for det gør den! - det med de stærke varme følelser og lysten til at være sammen hele tiden - det er noget der bølger op og ned, men kærligheden varer livet ud, hvis I begge beslutter jer for at ville hinanden - i lyst og nød!

Jeg selv var 28 år, før jeg blev gift, og vores lykkelige ægteskab varede i 36 år - til døden skilte os. Og hvor ville jeg dog ønske, at vi havde truffet hinanden da vi var 18 - så havde vi haft 10 år mere sammen!

Men det kan godt være, at det for jeres vedkommende vil være helt anderledes, det har jeg naturligvis ikke nogen mening om ... og jeg ønsker jer Guds velsignelse over jeres valg, hvad det end bliver ..

kristina

Mange tak for jeres mange svar, og spændende holdninger og råd! Det har givet noget at tænke videre over!
Men vil høre om der er nogen som ved noget om det jeg egentlig spurgte om er der nogen som kender til de kurser vi har hørt om? Eller som kan anbefale gode bøger eller andet inden man tager den endelige beslutning, og sætter en dato... '
Matilde

Altså, jeg vil MEGET anbefale PREP, som er et kursus i kommunikation. Det udbydes flere steder i landet, både i kristne sammenhænge og andre steder.

Jeg ved ikke om kurset tjener jer bedst når I har boet sammen et stykke tid. Det må I selv finde ud af.

Prøv at google lidt rundt og undersøg det. PREP har vist en oficiel hjemmeside et sted.

Søren.

Hej Matilde..

Citat:
Kvinde?? og jeg som troede du var en gul badeand, først nu har du gjort forvirringen komplet

Hehe...ja...beklager...

Hej

Parterapeut er jeg nu ikke, men min kone og jeg (som tilfældigvis blev gift som 20 og 19-årig) er medarbejdere i Par-Seminar.

I IM har vi en række tilbud til unge par. Bla. "Parat til start", som er en førægteskabelig rådgivning. Det foregår på den måde, at man får et rådgiverpar, som man mødes med 6 gange før brylluppet og 1 enkelt gang efter. Samtalerne foregår hos rådgiverparret, som vil tale med jer om selvværd, forskelligheder, kommunikation og konfliktløsning, prioritering, seksualitet osv.

Skriv til sek@imh.dk, hvis du vil ha noget oplysning tilsendt. Der står desværre ikke rigtig noget om det på nettet. Men der kommer nok snart noget på AdamogEva.dk

Hej Stef.

Jeg kommer lige til at tænke på, hvad er en "tidlig alder" når vi snakker om at gifte sig?
Er det "tidligt" fx at blive gift som 22- eller 23-årig, og hvorfor? Hvornår blev det specielt tidligt?
Mine forældre var fx 23, da de giftede sig. Jeg har aldrig tænkt på at det skulle være specielt tidligt. Det tror jeg heller ikke man mente dengang (i 1968 vistnok). Men i dag synes man jo nærmest det er frygtelig tidligt at blive gift i den alder. Hvorfor egentlig? Hvorfor har holdningen ændret sig så meget på så kort tid?
Omvendt får man jo så kanel, når man bliver 25...
Så 24 er måske idealet?
Jo, selvfølgelig kan det være for tidligt. Men folk er jo også på den anden side forskellige. Men det er da rigtigt at man ikke skal forhaste sig.

Mvh. Anne.