Hvor opsøgende kan en præst eller en kristen leder tillade sig at være og hvor opsøgende bør han være?

Har I oplevet at have haft brug for hjælp enten åndeligt eller menneskeligt?

Måske givet udtryk for det på en lidt uklar måde uden at nogen har opdaget det?

Eller at præsten/lederen har vidst du havde behov for en snak men ikke fulgt op på det?

Mvh. Jalokin

Vi har nok ret forskellige forventninger til det her.

Jeg mener at en præst godt må være opsøgende i forhold til sin 'flok'.

Men jeg tror det er bedst i et sjælesørgerisk forløb at have faste aftaler, og at det ellers er konfidenten, de må tage initiativet.

Men det kommer vel også an på hvem præsten er osv...

Jeg tænker på en situation, hvor der ikke er et 'forløb', men hvor der er en, der har brug for hjælp, men ikke orker at bede om det.

PS: I øvrigt forstår jeg ikke, hvem 'den konfidente' er i denne sammenhæng.

Hej Moe!

Nu lever vi ikke i den perfekte verden. Selvfølgelig har vi hver især ansvar for vores eget liv. Men bør en præst snarere risikere at spørge lidt for meget end lidt for lidt?

Mvh. Jalokin

Hej Jolakin.

Du har fuldstændig ret .. vi har selv et kæmpe ansvar.

Men når det er sagt, vil jeg påpege, at når vi netop er allerlængst nede og har allermest brug for omsorg og hjælp, så er vi jo netop i en situation, hvor vi ikke selv kan tage ansvar for os selv.

Jo, præsten bør være den opsøgende og den, der spørger en gang for meget, end en gang for lidt.

Det mener jeg, velvidende at jeg selv ind imellem får et "hak i tuden", når jeg er lidt for opmærksom på mine omgivelsers behov. Men tænk nu, om jeg var netop den person, der kunne gøre en forskel for et andet menneske. Nej, jeg vil ikke holde mig tilbage bare fordi jeg er bange for at komme folk for nær.

Og ja, jeg har selv meget direkte bedt om hjælp og omsorg ved præsten og i min menighed, men uden der skete noget.

Måske derfor er jeg blevet så opmærksom på mine omgivelsers behov ...

FRA LARS

I skal huske på at jesus og helligånden er der hvor der er brug for dem, altså ikke i den perfekte verden.
Kærligst Lars

Hej Marion - det er vi helt enige om!

Beder nogen om hjælp, skal vi hjælpe dem, når vi kan, uden at overveje, om det lidende menneske har fortjent hjælp - og har den rette tro osv.

Jesus hjalp de fremmede, og de "forkerte", og alle os, som på ingen måde har fortjent det - og han sagde: .. den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Tænk at Jesus, vor Herre, vor Konge, han som har al magt i himlen og på jorden, har givet sit liv for os, os som ikke har fortjent det, og som daglig svigter ham og vanærer hans navn -

- og at vi alligevel kan komme til ham igen og igen og bede om tilgivelse - og læsse al vores synd over på ham.

Kæmper vi mod synden og beder om tilgivelse, når vi falder i, så renser han os for al synd, så vi retfærdiggøres derved og aldrig vil blive vist bort.
Det har vi hans løfte om!

kristina

Hej!
Jeg har prøvet det!
Jeg havde brug for hjælp pga det ikke gik med mine forældre og mig, og at der så var en der fandt ud af det. Hun holdt så kontakten til mig og til sidst satte vi os ned og snakkede om det. Og jo har da prøvet før at give peg på at det ikke fungerede for mig hvor andre bare ignorerede.

Jeg vil gerne selv være sjælesørger, og jeg mener at hvis man kan se en har det dårligt, ked af det eller noget, så skal man gå derhen f.eks. bare lige spørge "hvordan har du det?" eller spørge, "skal vi lige sætte os ned og snakke?" Jeg ser på det sådan at jeg vel på en måde har lidt pligt til det. Og jamen det vil bare falde mig naturlig at gøre det sådan. Jeg tror mange ikke har modet til selv at komme og tror derved det er godt at blive hjulpet lidt. Og tage imod hvis en kommer sådan og spørger. For på den måde tror jeg mange folk tør sige jo jeg har faktisk lidt der ikke fungere.

Henriette

Hm meget spændende debat her synes jeg - især når jeg selv skal være præst, hvor jeg ser det naturligt at man også er 'sjælesørger'.
For mit eget vedkommende tror jeg ikke jeg ville sige det til nogen hvis jeg havde det skidt - det holder jeg privat eller til mine venner, men det vil vel altid være enormt positivt når nogen spørger til en? Hm ja..

Men det kan også være svært at opsøge nogen, hvis man tror de måske har det skidt, fordi det også kan opleves som at man går for langt - og det stopper måske nogen? Fordi de er bange for at den de opsøger bliver vred?? Hm, men som flere af jer siger, det er altid bedre at spørge een gang for meget end een gang for lidt.
Jaeh - bare lidt tanker herfra.