hvorfor er der så megen selvgodhed og frelsthed blandt kristne og hvorfor er der en stor andel af seksuelle overgreb mod børn i jeres skare???

Jeg har overvejet om jeg skulle svare på dit indlæg. For det er lidt svært at gennemskue, om det er et udtryk for en lidt overfladisk hån og latterliggørelse eller om det i stedet er skuffelse, vrede og afmagt, der ligger bag.

Hvis det skyldes det første, kan det vist være ligemeget, hvad jeg siger. Men hvis det skyldes det sidste, vil jeg ikke lade være at reagere på dit udbrud, selvom du kun skriver kort, og intet om, hvilke oplevelser / erfaringer, der ligger til grund for din opfattelse.

Alle de skyggesider der findes i menneskelivet, hvad enten det er forårsaget af ren egoisme eller et såret, forvirret og forvrænget følelsesliv, eller perverse fantasier og magtsyge og you name it - alt det findes også blandt kristne. Det har du desværre ret i. Men at det skulle være stærkere udbredt blandt kristne – og din påstand om, at det ligefrem skulle være udbredt med overgreb på børn i kristne miljøer, det tror jeg ikke, du har ret i. Men uanset om det er tilfældet eller ej, så er de tilfælde der findes alvorlige nok. Når ét barn bliver udsat for overgreb, uanset om det er seksuelt, fysisk vold, psykisk eller åndeligt, så er det ét tilfælde for meget. Ingen skal bortforklare det. Heller ikke der, hvor det er gemt godt inde bag en from og glansfyldt facade.

Derfor har vi alle pligt til at handle på det, der hvor vi får den fornemmelse, at der er noget ravruskende galt. Men det er et stort samfunds problem, at folk ikke reagerer. Forleden havde Kristeligt Dagblad fokus på netop det problem, at så mange lukker øjnene for de signaler de ser, fordi der i samfundet er en udbredt holdning til, at vi ikke blander os i, hvad der foregår inden for familiens døre. Det er et frygtelig svigt. En voksen kvinde fortalte, hvordan hun som barn voksede op med vold i hjemmet. Hendes mor fik jævnligt bank af faderen. Pigen havde forsøgt at stille sig imellem, men så fik hun bank. Derefter fik hun til vane at løbe ud på trappeopgangen og stå og skrige. Men ingen følte trang til at gribe ind. Jeg tror, vi alle bliver rystet over at høre det. Hvis vi skal lære af det, så må det være ved at tage en beslutning om, at vi ikke selv vil forholde os passive.

Så det eneste jeg føler, jeg kan sige til dig er, at du må reagere på det, du har oplevet, eller været vidne til. Det hjælper ikke at skrive anonymt ind til denne brevkasse. Du må simpelthen gøre noget i de tilfælde, hvor du har en fornemmelse af, at der er noget rivende galt. Og jeg er ligeglad med om det er en familie der er kristen eller højt på strå i samfudnet, eller noget helt andet. Hvis ikke du handler konstruktivt på det, så har du svigtet.

Hvis ikke du tør, eller kan se, hvordan du skal gribe det an, så må du søge hjælp og råd til det, det er et barns liv og fremtid det handler om - og da har vi alle et ansvar.

Med venlig hilsen
Netmissionær
Benna Asmussen Hørlück
Benna@JesusNet.dk