Hej jeg er en yngre fyr som i denne tid gennemlever et følelsesmæssigt helvede. Min kæreste og jeg er netop gået fra hinanden. Vi har en dejlig,sund og smuk datter på snart to år og alt hvad jeg havde forstillet mig skulle blive til en lille hyggelig familie blev til luft.

Jeg har før i tiden været så langt ude i torvene at det er et mirakel at jeg stadig lever. Min datters mor viste mig lyset og gav mig en god tilværelse. Nu synes jeg at jeg er på vej hen hvor jeg mindst vil være.

mit spørgsmål er:

Hvorfor er jeg blevet frelst for blot at blive fortabt igen.
Mine bønner reddede mit liv før i tiden hvorfor har han vendt sig fra mig? Er der mon en dybere mening ?
Jeg skænkede gud en datter af kærlighed, hvor har jeg fejlet.

på forhånd tak.
Fredericia

Ps: Jeg er godt klar over at vor Herre ikke er skyld i at mit forhold gik i stykker. Men hvorfor skal jeg lide sådan?

Det gi´r mening, at det gør ondt at miste
Ja, der er en mening med, at du lider lige nu. For du har mistet din elskede, og de håb og drømme du har haft, er bristet. Det gør ondt, umenneskelig ondt. Hvis ikke du mærker den smerte, så er der ingen mening i kærligheden. Meningen med livet er Kærligheden, og det er vores fantastiske gudgivne evne som mennesker, at elske. Men det gør ondt, når det går i stykker, rigtig ondt. I sær når/hvis man står magtesløs over for det skred, der er sket (uanset af hvilke årsager), og ikke kan se nogen måde at bygge bro over den kløft, der er opstået mellem dig og din elskede. Det går så dybt, og kan såre os så voldsomt, at Gud netop har ønsket at skåne os for de brud – ved at sætte nogle rammer op for os, og lære os om troskab og udholdenhed. Men alligevel, så sker det for os, at vi ikke magter det, og forholdet brister. Det gør ondt – og alt andet ville være meningsløst og alle Guds store ord om kærlighed og troskabens rammer ville også runge hult, hvis du ikke oplevede noget smertefuldt ved det. I den forstand vil jeg sige, at det gi´r mening.

De svære spørgsmål
Jeg er godt klar over, at der sikkert ikke er den åndelige forløsning i det svar, som du længes efter lige nu: Jeg kan også godt regne ud, at så nemt er det ikke at acceptere, for spørgsmålene råber til dig, næsten som en hån mod dig: Jamen hvorfor skal det ramme mig? Hvorfor gør Gud ikke noget? Hvad har jeg gjort forkert? Er det Gud der straffer mig? Hvad skal jeg lære af det? Hvorfor hører han ikke mine bønner? Hvorfor forholder han sig tavs?
–
Jeg føler altid en kæmpe afmagt, når jeg sidder med sådan et spørgsmål. De kommer ind her på JesusNet hele tiden. Jeg prøver igen og igen at sætte mig ned, og tænke på et menneske som dig i smerte og sorg, og så bede Gud om de helt rigtige ord. For det er det, jeg allerhelst vil give dig: de rigtige ord, så du kan finde mening og håb midt i det pinefulde kaos. Men jeg kan ikke finde de ord. Jeg ville gerne kunne sige: ”Ja, der er en dybere mening. Du kan ikke se den lige nu, men det kommer på et tidspunkt, så bare hold ud. Så vil du en dag takke Gud for det, der er sket.” Men jeg kan ikke få mig selv til at sige det, for jeg ved ikke om det går sådan. Der er masse af ulykker, sorg og kriser, som vi aldrig kommer til at takke Gud for og se den dybere mening i. Så det der med at forsikre dig om en bestemt mening, det tør jeg ikke begive mig ud i.

De store linjer, når vi skal navigere
Når vi er ved at miste retning og tro, må vi prøve at holde fast i det overordnede: At være menneske er at have evnen til at elske, og gi´ sig selv til hinanden i kærlighed, at have håb og drømme. Det giver vort liv mening og giver os energi og livsglæde. Men samtidig så skærer det rigtig dybt i os, når/hvis det går i stykker. Vores tro på Gud sætter os ikke ud over dette livsvilkår. Kærligheden er ikke længere kærlighed, hvis Gud i sin magt tvinger mennesker til at elske. Gud har ikke lavet en bobbel omkring de troende, med undtagelsestilstand for kærlighedens love. Vi lever menneskelivet under samme vilkår som alle.

Guds beskyttelse
Men vi må have tillid til Guds ord til os, at han har os i sin hånd og intet ondt kan ramme os og skille os fra hans kærlighed. I den forstand lever vi i en bobbel – en beskyttelses-bobbel. Det betyder jo ikke, at vi så som kristne ikke oplever noget der gør ondt. Men vi må tro på, at vi selv med vores smerter og bristede håb og det der rammer os af sorg, sygdom og lidelse er under Guds almægtige beskyttelse, så det ikke bliver den ondes redskab til at ramme os, knække os og skille os fra Gud. Gud har omsorg for dig, og Gud vil ikke svigte dig. Jeg ved, det kan lyde hult for dig, fordi du gi´r udtryk for, at du ikke kan mærke Gud i det her, og det gør håbløsheden så langt sværere at bære.

Jesu smerte
Jeg vil prøve at sige noget, der kan lindre din smerte. For du er ikke alene. Gud har ikke forladt dig, og han er endnu tættere på end du forestiller dig, for han kender smerten. Han har selv været der – netop for at kunne tage sig af os, når vi rammes af den smertefulde afmagt i tabet af et andet menneskes kærlighed og i følelsen af forladthed. Derfor blev Gud menneske og levede i kød og blod et menneskeliv. Det er Jesus vi må holde os til, når vi har brug for trøsten og nærværet i sorgen og smerten. Jesus har været der før dig. Han oplevede at blive svigtet og forrådt af dem, der havde elsket ham. Hans mest trofaste og nidkære ven, Peter, bandede på, at han ikke kendte Jesus, selvom han aftenen forinden havde svoret Jesus sit liv. Men det værste var, at Jesus til sidst også oplevede, at Gud vendte ham ryggen. Da råbte Jesus i sin fortvivlelse: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Da hang han ydmyget og dødsens på korset til skue for alle og enhver – forladt af mennesker og Gud var væk.

Ikke alene
Derfor, når du nu råber til Gud i din fortvivlelse, i desperat længsel efter at høre Guds stemme, så råber du ikke alene. Men du råber fra et mørke der er mindre mørkt, end det Jesus råbte fra på korset. For du har Jesus ved din siden, og det må
du klynge dig til i troen. Jesus blev menneske, for at bane vejen for os mennesker til Gud. Det var meningen med Jesus liv – og meningen med at han også smagte forladtheden.
Den forladthed Jesus oplevede på korset, den bliver vi skånet for. Det er fortabelsens mørke, der hvor Gud virkelig vender sig bort. Dér får du ikke lov at komme, så længe du holder dig til Jesus. Dér trådte Jesus selv ind. Men vi ved, at Jesus også har grædt over at blive afvist af mennesker. Den dag han stod på Oliebjerget og kiggede ind over Jerusalem, da så han for
sig, hvordan byen ville gå til grunde fordi de ikke ville tage imod hans kærlighed. Jesus græd, for han kan ikke tvinge mennesker til kærlighed, og det gør ondt, når de
man elsker trækker sig og afviser en. Den smerte kender Jesus også. Jesus har også grædt de tårer, som du kæmper med. Han er på et eller andet plan en del af det, som du
gennemlever og derfor er der hold i det når han siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Hvile og lindring
Han siger ikke, kom her, så skal jeg forklare dig det hele, så det giver mening, og så skal jeg sørge for at skrue tiden baglæns. Nej han siger, kom med dine byrder, og jeg vil give
dig hvile. Måske er dine byrder sorg, skuffelse, vrede de skal have luft, og det ta´r måske tid. Men gør det i bøn til Jesus, og åben dig for ham. Du siger, at det var din datters mor der viste dig lyset. Jeg forstår måske godt, hvad du mener, men det er kun Jesus, der kan skabe troen i dig. Nu ønsker han, at du kommer til ham med din sorg og smerte, for han vil give dig hvile.

Jeg håber det kan være til lidt lindring – selvom det ikke løser alle gåderne og giver alle svarene.

med kærlig hilsen
Netmissionær
Benna Asmussen Hørlück