Hvad stiller man op med et begreb, som nærmest må kaldes udefinérligt? Inden længe melder sig vel spørgsmålet om dén slags overhovedet findes i virkeligheden. Ja, stort set reduceres fænomenet af den materialistiske videnskabstradition til et fantasifoster. Samme vej går det med sproget: Ord og vendinger mister betydning i takt med at deres berettigelse drages i tvivl...

Tiden har vi ligesom vænnet os til: Enhver kan jo kigge på uret! Nok er tydning af tidens tegn til stadighed en udfordring. Mange har vel ad åre gransket sig en pukkel til i emnet. Alligevel hævdes tiden af somme slet ikke at eksistere... Hvad skal netop kombinationen af gloserne 'tid' og 'ånd' også være godt for? Nogen taler om tidløshed som et absolut gode - som om, der udenfor al tid burde være optimale forhold. Men kunne man for eksempel sige: Uden ånd, ingen tid? Dersom ånden var tiden, måtte man vel spørge sig selv om der fandtes en anden...

Det går åbenbart heller ikke an at bruge ordet 'sjæl' om den vitale legemsdel kaldet blodet i en Bibel af nyere dato - hvilket jeg til nød kan forstå. Dels er det upraktisk, når man samtidig identificerer sjælen med psyken - altså noget i dén grad uhåndgribeligt; dels er naturvidenskabens forklaring på fænomenet ikke just fyldestgørende. Nogen foretrækker at henføre dets højfrekvente substans til biofysikens overdrev.

Hvor ofte ordet nævnes i Bibelen er en anden sag. Og vist kan end ikke psykologien redegøre for alle sjælelivets mærkværdigheder - men i sin rene, uberørte tilstand bliver det sensible væsen ganske let overset... Den sekulariserede verden har forlængst gjort enhver snak om folkesjælen til skamme. Store navne tegner sig for en udvikling, som kun giver næring til bygmestrenes forgæves håb. At den såkaldt virkelige verden faktisk er en materialistik illusion, finder man sagtens anledning til at glemme. Synd er det immervæk, når forvandlingslegemet lider den tort at sygne hen.

»"Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig; forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud." Han kaldte skaren til sig og sagde: "Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men hvad kommer ud af munden, dét gør et menneske urent."« Matt.15,8-11.

Hej Watson - tankevækkende, det du skriver her!

Jeg tror heller ikke, at tidsånden er en eksisterende "ånd", men at det er et godt og brugbart ord, fordi det er så tungt at skulle sige:

Den-nu-og-her-generelle-tendens-i-menneskers-tanke-, følelses- og- handlingsmønster.

Citat:
At den såkaldt virkelige verden faktisk er en materialistik illusion, finder man sagtens anledning til at glemme. Synd er det immervæk, når forvandlingslegemet lider den tort at sygne hen.

Der har jeg det lige omvendt: Jeg tror, at når vores sjæl, det sensible væsen, så let bliver overset, som du skriver, så skyldes det, at den slet ikke har nogen selvstændig eksistens uden for det materielle ... i hver fald ikke i denne verden.

Jeg ved godt, at mange (her har vi den græske filosofi indover igen) mener at det har den. Det har jeg ikke glemt - jeg tror bare ikke, det passer.

Materialistisk som jeg er:
Jeg tror ikke, at Gud nøjedes med at skabe en illusion, da han skabte himmel og jord, men at den materialistiske verden rent faktisk findes, og vi i den!

Hvad mener du med "forvandlingslegeme"?
Den eneste definition, jeg kunne google mig frem til er:

Salighets- og forvandlingslegemet forstås som buddhaenes alt-gjennomtrengende vesen, og kan bare erfares av bodhisattvaer og andre med overnaturlig innsikt. ...

Er du enig i den definition?

kristina

Hej Kristina...

"Tankevækkende, det du skriver her!" Eeh.. thank you, I guess. Det er ialtfald mysterisk

Citat: "Jeg tror heller ikke, at tidsånden er en eksisterende "ånd", men at det er et godt og brugbart ord, fordi det er så tungt at skulle sige: Den-nu-og-her-generelle-tendens-i-menneskers-tanke-, følelses- og- handlingsmønster." Når vi arbejder med vanskeligt definerbare begreber, mener jeg det gælder om såvidt muligt at levendegøre 'stoffet' uden hang til hverken det akademiske & det i særklasse teatralske. Hvorved man dog tilnærmelsesvis holder sig bibelstemningen for øje. Så langt strækker sig tilsyneladende vor enighed...

Citat {mht verdens illusoriske? beskaffenhed}: "Der har jeg det lige omvendt: Jeg tror, at når vores sjæl, det sensible væsen, så let bliver overset, som du skriver, så skyldes det, at den slet ikke har nogen selvstændig eksistens uden for det materielle ... i hver fald ikke i denne verden."

Ja - hvem har sagt, det skulle være let? Man taler så smukt om erfaringen på de såkaldt empiriske videnskabsfelter. Men i hvilken grad man vægter personlig erfaring er åbenbart en sag for sig. Størstedelen af vor viden bliver kunstfærdigt anrettet og serveret på et sølvfad - hvilket ofte bringer os i dén situation at sammenhængen helt unddrager sig vor bevågenhed.

Citat: "Jeg ved godt, at mange (her har vi den græske filosofi indover igen) mener at det har den. Det har jeg ikke glemt - jeg tror bare ikke, det passer." Hverken som 'inkarneret' kristen eller jøde vil man formentlig kalde skabelsesberetningen for en myte. Men såvel den græske som den oldnordiske mytologi mfl kan fremvise deres versioner af historien. Chaos, Logos og Chronos var jfr græsk overlevering det første trekløver på banen længe før verden - som vi kender den - blev til: Noget, som jeg dog ikke vil kalde almenviden idag.

Citat: "Materialistisk som jeg er: Jeg tror ikke, at Gud nøjedes med at skabe en illusion, da han skabte himmel og jord, men at den materialistiske verden rent faktisk findes, og vi i den!" Det er efterhånden gået op for mig hvorledes du forholder dig til sagen. Vi har jo ligesom været der før, ikke sandt?.. Om den sidste del må jeg dog tilstå ikke at erindre nogen verdens eksistens benægtet fra min side. Spørgsmålet er snarere hvor meget, vi gør den til.

Citat: "Hvad mener du med "forvandlingslegeme"? Den eneste definition, jeg kunne google mig frem til er: Salighets- og forvandlingslegemet forstås som buddhaenes alt-gjennomtrengende vesen, og kan bare erfares av bodhisattvaer og andre med overnaturlig innsikt. ..." Om jeg nu er enig i denne definition? Ja, dér kan jeg let se grund til skepsis.

Blandt andre vanskelige begreber kan 'bodhisattva' jo nævnes - måske vi skulle tage det op ved lejlighed. Well, I must be kidding... Nu må du endelig standse mig, hvis det bliver for svævende! Men på baggrund af hvad jeg tidligere skrev om sjælen er spørgsmålet så ganske på sin plads. Der tales imidlertid om 'oversjælen' visse steder. Så hvor efterlader det os?..

Nuvel, jeg kan ikke forlange hvert af mine grønkorn lagt på sinde - hvorfor én og anden gentagelse nok måtte forekomme. Det kan tilmed gå hen og blive lidt for stor en mundfuld i denne omgang. Derfor vil jeg stige ud en stund og tage plads i tænkeboksen sidenhen...

Kære Kristina...

Jeg snakker lidt videre. Det står dig naturligvis frit for om du vil svare herpå - idet opklaringen af sjælens tilknytning & troens karakter muligvis tager en brat drejning; men ikke lader sig dysse ned med besværgelser, såsom 'jeg er allerede frelst'... Blandt de første til at lovprise Jesus var tre vise mænd fra Østerland. Hvad leder nogen til en sådan gestus fremfor kun at gøre astrologiske betragtninger? Godt gættet: Åndens befaling! Men hvad kræver der tilmed - om ikke tro?

Således afviger den tro, man er, fra den, man har - hvilket belyser sjælens forhøjede årvågenhed til forskel fra dens modtagelighed i skyggen af kødet... Jeget består af erkendelse, jfr oldindisk filosofi. Og kundskaben om den store sammenhæng beror ikke mindst på skelneevnen - for mennesket er den mest overflødige skabning på Guds grønne Jord. Men du kan være ganske rolig; der kommer mere af samme skuffe!