.. eller gammelkristne eller højreorienterede eller whatever.
I princippet er alle kristne jo 'missionske'. Vi er salt og lys - det er ikke noget vi skal gøre, det er noget vi skal være. Vores identitet skal være dybt forbundet med det at være børn af Gud, templer for hans ånd og sendt til en døende verden.
Men - har vi glemt vores første kaldelse? Jeg spørger fordi jeg - som, tror jeg, nogle herinde - er vokset op i miljøer, der tager for givet at være missionerende. Måske ligger det ligefrem i navnet.
Men har vi glemt hvad vi er sat til? Er der gået monument i vores bevægelse - er vi stivnet og er der gået 'cooperate christianity' i det hele?
Jeg spørger ikke fordi jeg ønsker at få en liste udleveret over hvor progressiv hhv. IM/LM/Folkekirken osv. er, og om hvor meget jeg tager fejl. Jeg spørger, fordi jeg kan være helt og seriøst bange for at vi har tabt fokus. At vi er optaget af at bevare status quo mere end at være optændt af en nød for menneskers liv og frelse.
Hvor er lidenskabeligheden? Hvor er nøden for verden? Hvorfor ryster vi ikke mere i vores bukser over at vi også skal dømmes - jvf. de betroede talenter? Graver vi vores guld ned i jorden? Sidder vi i missionshuse og kirker og beder om vækkelse - men gider ikke være tilstede i den verden, hvor mennesker lever og dør og stiller spørgsmål - og søger, savner, MANGLER Gud?
Er mission blevet noget vi udliciterer, professionaliserer, betaler aflad til fremfor selv at engagere os i andre menneskers liv?
#70284 - 03/09/200620:11Re: Vi missionske..
[Re: ]
museeye
Bruger
Reg.: 31/03/2006
Indlæg: 524
Sted: Århus V
Faktisk et meget godt og tankevækkende emne du tager fat på her!
Indrømmet! Når jeg møder ikke-kristne mennesker, så tænker jeg ikke først og fremmest på at de skal have tilbuddet om frelse. Hvad er vigtigere? Intet, vel! eller det er vel vigtigst at møde mennesker, netop der hvor de er. Men derfor kan man jo godt præsentere evangeliet for dem.
Jeg må nå til konklusionen og bekende, at det ikke ligger mig for brystet at fortælle andre om evangeliet - og hvilken trished at det skal gælde mig, som vil være præst!
Jeg tror du har fat i det rigtige! Vi uddanner præster etc. som kan stå for forkyndelsen af evangeliet, så kan andre kristne tage det stille og roligt. Heldigvist kender jeg kristne menigmænd som bestemt ikke overlader forkyndelsen til et uddannet personale - og så kender jeg mig selv, som blot lader stå til.
Jeg vil takke for dit indlæg - nu har jeg i hvert fald indset noget mht. mig selv! Nu håber jeg så, ved Guds nåde at jeg kan ændre den instilling!
#70285 - 03/09/200620:23Re: Vi missionske..
[Re: museeye]
Anonym
Anonym
Citat: Indrømmet! Når jeg møder ikke-kristne mennesker, så tænker jeg ikke først og fremmest på at de skal have tilbuddet om frelse. Hvad er vigtigere? Intet, vel! eller det er vel vigtigst at møde mennesker, netop der hvor de er. Men derfor kan man jo godt præsentere evangeliet for dem.
Og revolutionen er i gang!
Tak for de pæne ord.
Det er så stort at hvor vi går hen, der går Guds ånd også! Det gør mig fortrøstningsfuld, for jeg er ikke særlig gennemslagskraftig og tit fej. Men der findes den mellemregning, der hedder Guds ånd, hurra..
Jeg tror tit vi tager missionsbefalingen på os som et åg. I virkeligheden er det en frihedens identitet - for den samme bevægelse som gør os retfærdige er den der sender os til andre mennesker. Gud er i os - han sender os og går vitterligt selv med!
Jeg tror det er vigtigt at gøre os klart hvordan Jesus mødte mennesker. Nu kender jeg ikke dig, men jeg og folk der ligner sætter typisk ord før alt andet. I virkeligheden havde Jesus en enorm omsorg for menneskers helt almindelige behov. Sådan mødte han dem. Jeg tror ikke vi skal overdramatisere (eller undervurdere!) det sproglige vidnesbyrd. Men tit måler vi vores missionsaktivitet i "hvor mange gange fik jeg sagt Jesus", og det giver en falsk ro og et enormt hovmod, tror jeg desværre. I virkeligheden er der jo brug for at vi ser, lytter og møder mennesker hvor de er - og at vi tør engagere os i dem. Som Leif Andersen siger det: Hvis vi ikke kan tage folk alvorligt i det sekundære - hvordan skal vi så kunne tro at de vil tage os alvorligt i det primære? Og det er vigtigt at huske at det, der måske virker sekundært for os kan være helt og aldeles primært for andre.
#70287 - 03/09/200620:49Det nedslående svar er ja :-(
[Re: ]
Anonym
Anonym
Hej Moe!
Det nedslående svar er ja :-(
Vi har glemt vores kaldelse. Jeg tror særligt at vi skal lægge os menighedsbrevet til Efesos (Åb 2,1ff) på sinde.
Der er mange årsager. En af de vigtigste (tror jeg) er at der ikke forkyndes så meget om Guds hellighed. Der forkyndes en masse om Guds kærlighed, men ikke så meget om dom og fortabelse (så dømmer man jo andre), selv om Jesus var en af de største helvedesprædikanter der kendes.
Jeg tror dog ikke at vi har professionaliseret os ud af det. Der er ikke flere indremissionærer eller lign. i organisationerne nu end før. Men troen er privatiseret og alvoren fjernet.
Det er i hvert fald, hvad jeg erfarer i mit eget liv.
#70288 - 03/09/200620:54Re: Det nedslående svar er ja :-(
[Re: ]
Anonym
Anonym
Citat:
Der er mange årsager. En af de vigtigste (tror jeg) er at der ikke forkyndes så meget om Guds hellighed. Der forkyndes en masse om Guds kærlighed, men ikke så meget om dom og fortabelse (så dømmer man jo andre), selv om Jesus var en af de største helvedesprædikanter der kendes.
Jeg har selv tænkt på dette her: Om vi er blevet for u-alvorlige i vores syn på Gud og fortabelsens virkelighed. Jeg tror bestemt det er en del af sagen. Gud er blevet en harmløs figur som befinder sig et sted mellem Jesper Klein og Johannes Møllehave.
Men jeg tror også det betyder noget at mission eller evangelisation i alt, alt for lang tid er blevet fremstillet som noget man skal gøre - og ikke være. Så clasher det pludselig med "frelst af nåde"-dogmet, der kan få os til at råbe "gerningsretfærdighed!" efter ca. alting. Og som stensikkert for os til at sidde med hænderne i skødet.
#70289 - 03/09/200621:30Gud som harmløs faderfigur
[Re: ]
Anonym
Anonym
Hej Moe!
Citat: Jeg tror bestemt det er en del af sagen. Gud er blevet en harmløs figur som befinder sig et sted mellem Jesper Klein og Johannes Møllehave.
En af årsagerne kan være ændringen i forældreroller og opdragelsesmønstre. Gud betegnes som vores far, der opdrager os. Når jordiske fædre bliver mere bløde i knæene og ikke tugter deres børn, må det også have betydning for vores billede at Gud.
#70290 - 03/09/200621:33Re: Gud som harmløs faderfigur
[Re: ]
Anonym
Anonym
Citat: En af årsagerne kan være ændringen i forældreroller og opdragelsesmønstre. Gud betegnes som vores far, der opdrager os. Når jordiske fædre bliver mere bløde i knæene og ikke tugter deres børn, må det også have betydning for vores billede at Gud.
Mvh. Jalokin
Det er klart at det jordiske faderbillede vil spejle sig i vores umiddelbare gudsbillede. Det gør dog bare ikke nødvendigvis gudsbilledet mere korrekt. Vi har stadig bibelen til at fortælle det samme om Guds karakter og personlighed som vi altid har haft. Det er der, vi skal hen - jeg er ikke sikker på at vi får et mere sandt billede af hvem Gud er ved at indføre revselsesretten (men det er en anden diskussion. )
#70291 - 03/09/200623:27Re: Gud som harmløs faderfigur
[Re: ]
Anonym
Anonym
Hej Moe!
Jeg tror at vi kristne er kaldet til at eksemplificere Guds ord. Sagt med andre ord: En ting er, hvad vi kan læse og høre os til. Men oftest er det kun det, vi erfarer, der kommer ind under huden. Det betyder for mig at se også, at jo mere uperfekt en far opdrager sine børn, jo sværere er det for dem at relatere sig til billedet af Gud som en kærlig og streng far.
At tugte er ikke nødvendigvis det samme som at revse. Jeg kunne dog godt komme med nogle kontroversielle standpunkter, men det ville kun forplumre debatten ;-)
#70292 - 04/09/200615:58Re: Gud som harmløs faderfigur
[Re: ]
Anonym
Anonym
Citat: Hej Moe!
Jeg tror at vi kristne er kaldet til at eksemplificere Guds ord. Sagt med andre ord: En ting er, hvad vi kan læse og høre os til. Men oftest er det kun det, vi erfarer, der kommer ind under huden. Det betyder for mig at se også, at jo mere uperfekt en far opdrager sine børn, jo sværere er det for dem at relatere sig til billedet af Gud som en kærlig og streng far.
At tugte er ikke nødvendigvis det samme som at revse. Jeg kunne dog godt komme med nogle kontroversielle standpunkter, men det ville kun forplumre debatten ;-)
Mvh. Jalokin
Jeg tror måske jeg kan tænke mig til de 'kontroversielle standpunkter'...
Du har ret. Men vi skal passe på ikke at gøre vores erfaring (og den erfaring, vi tilstøder andre) mere værd end bibelens tale om tingene. Min far har sikkert været fin nok. Men hvis mit billede af Gud som far er modelleret på ham i stedet for hvad bibelen siger - ja, så kan min jordiske far have været genial, men det gør ikke nødvendigvis mit gudsbillede mere sandt.
Du har ret i at det bliver sværere og sværere for mennesker af i dag at relatere korrekt til billedet af Gud som far. Det er problematisk. Så må vi - istedet for at referere til Gud som far - fortælle hvad det så i virkeligheden betyder.
Jeg synes at interviewet i IMT var rigtig godt, jeg har det lidt på samme måde som dig og andre, at jeg ofte føler at vi kristne har alt for meget nok i os selv, at det nærmest handler om at isolere os mest muligt fra verden og dens børn, men det er jo helt forkert!!! Vi er rigtig nok ikke af verden, men vi er i den, og deri skal vi virke og pege på Jesus så mennesker hører om ham og kommer til tro. Jeg har oftet oplevet, at når det handler om at få andre med på evangelisation, så kommer man ofte med alverdens mærkelige undskyldninger for at blive fri for at være med, irriterende og frustrerende engentlig
Maijannes
Jesus, blandt alle verdens røster, din er ene den som trøster!
kristina
Ordstyrer
Bruger
Reg.: 12/10/2001
Indlæg: 13970
Sted: Nivå, Karlebo sogn
Hej Maijannes - jeg synes også det var en virkelig god og vigtig opsang! God fordi jeg selv følte mig under anklage, og kunne mærke at jeg var ved at ruste op til forsvar - - og endte med at sænke paraderne og tage det til mig ...
For det ér jo sandt, det Brian skriver.
Det er så forfærdelig svært at få det sagt, det som vi skal fortælle om Jesus til vores familie, venner, bekendte og naboer .. for "hvad vil folk tænke" "det gør man altså ikke" "de ville nok bare tage anstød" og "jeg dur ikke til det, jeg ville bare skubbe dem endnu længere væk fra sand kristen tro .."
Det er altsammen rigtig dårlige undskyldninger, som kun vidner om menneskefrygt - at vi ikke for alvor stoler på, at Gud vil gån med os og give os de ord, som vi skal bruge ...
Jeg har det ikke helt som du, jeg isolerer mig egentlig ikke i trosfællers selskab - - men hvad fortæller jeg så om, når jeg er sammen med andre? Det dejlige/dårlige vejr! Og hvor jeg var henne på ferie. Og om den gamle bil, der nu igen skal på værksted .. og ...
Det bliver næppe nogen sinde bedre med mig - - SUK!
Men jeg må jo så tro og håbe, at andre vil lytte, reagere, og handle, gå ud i alverden og fortælle om det eneste vigtige i verden: Jesus Kristus - Guds nåde - vores synderes forladelse og det evige liv hos Gud på den nye jord.
Nogen gør det i hvert fald, dem beundrer jeg!
Men jeg? Næh. Jeg sidder her på min pind og siger som profeten Jonas: "Herre, send en anden! - Ikke lige mig!"
tau
Ordstyrer
Bruger
Reg.: 01/08/2003
Indlæg: 3135
Sted: Sjælland
Hej Maijannes og kristina
jeg er slet ikke indre missionsk (officielt, men jeg sympatiserer med bevægelsen på mange punkter), men jeg vil godt sige et par ord her alligevel. Jeg har det sådan både og, med det med at få vidnet om Jesus. Jeg ELSKER at gøre det, men gør det kun, når jeg kan mærke, at mennesker ikke bliver vrede. Jeg passer på, hvad jeg siger til hvem, og jeg er ikke altid modig nok. Og somme tider ved jeg bare, at det vil give den modsatte effekt, og det ender ud i, at jeg måske slet ikke får muligheden igen med den pågældende person. Ja måske dårlig undskyldning, men jeg ser somme tider ingen anden udvej end at tie stille. Og så andre gange får jeg en god dialog igang med et menneske, for hvem kristentroen ikke er en selvfølge.
mvh Tau.
Jesus sagde: Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal ogsaa I elske hinanden.
Nissen
Bruger
Reg.: 30/06/2006
Indlæg: 392
Sted: Århus
Hej Nicolaj,
du skrev:
Citat: for mig at se ligner det nu mere et imperativ ...
Men det er det bare ikke - det er et participium.
Når vi nu alligevel nørder grundsprog, så tror jeg faktisk, at der er et andet ord i det vers, som er mere vigtigt end gå-aspektet - nemlig ordet: "matheteusate" - som faktisk er imperativ og betyder "at gøre disciple".
Det er nemlig nøjagtig dét, der er det vigtigste - at vi skal vinde disciple. Jeg tror, at det Jesus mener er, at vi skal have en evangeliserende livsstil....
Jæs, det er et participium som er blevet oversat helt aktivistisk forkert, thi det handler jo om vores grundlæggende væren og identitet i Kristus himself.
Og øv, det imperative 'at gøre' er blevet misbrug til tvangsdåb og fuldstændig forkert fokus på Helligåndens gerninger gennem vores fattige liv gennem historien...
Vi trænger sådan til at arbejde med de vers igen og igen!
Nikolaj
Bruger
Reg.: 07/04/2003
Indlæg: 2647
Sted: Århus
Hej Moe
Sådan bare for den almene forståelses skyld, kunne jeg så få dig til at give dit bud på en oversættelse af missionsbefalingen (eller hvad man nu vil kalde den)?
Guds fred Nikolaj
Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Matt. 11,25)
Sådan bare for den almene forståelses skyld, kunne jeg så få dig til at give dit bud på en oversættelse af missionsbefalingen (eller hvad man nu vil kalde den)?
Guds fred Nikolaj
Se, det er jo DERFOR jeg ikk' er teolog...
... tør jeg?
Der står (og brokkeriet til trods er det jo ikke så lidt):
"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple... "
Man kan jo dårligt trække den oprindelige tyngde ud af ordene og så samtidig få et forståeligt dansk ud af det...
"Forbliv derfor gående ud i verden og gør alle folkeslagene til mine disciple... "
eller
"Gående ud i verden skal I gøre alle folkeslagene til mine disciple.."
eller....
Æh. Må jeg ikke bare få lov til at brokke mig og forblive u-konstruktiv?
Nissen
Bruger
Reg.: 30/06/2006
Indlæg: 392
Sted: Århus
Hej Moe, det er en ganske svær balancegang at lave en på samme tid tekstnær og mundret oversættelse. Det er og bliver en kunst....
Mit bud på v.19-20a kunne være:
"Idet I nu går, skal I gøre alle hedningefolk til mine disciple, ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og ved at undervise dem i at holde alt det, som jeg har befalet jer"
Skulle man lave en mere ordret oversættelse, kunne det gøres således:
"Idet I nu går ud i verden, skal I gøre alle hedningefolk til mine disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og ved at undervise dem i at holde alt det, som jeg har befalet jer."
Fordelen her er, at man får det frem, som Jesus utvivlsomt har ønsket at fortælle disciplene:
Se, venner - nu skal I til at gå ud i verden med de gode nyheder - om at man kan få fred med Gud ved min død og opstandelse! Når I nu snart begynder at bevæge jer ud til mennesker omkring jer, så skal I huske at jeres vigtigste opgave er, at vinde disciple for Guds rige!
Og så lige til sidst: Vi må ikke glemme, at missionsbefalingen ikke kun handler om mission - den handler også om oplæring til efterfølgelse og discipelskab!
Men kære teologer, brug jeres gramatikker, det er det I har dem for!! Hvis I fx har Wallace's grammatik så slå op på side 640 og læs om participier brugt på den måde, som Wallace kalder "attendant circumstance". Definitionen på et sådant kommer her:
"The attendant circumstance participle is used to communicate an action that, in some sense, is coordinate with the finite verb. In this respect it is not dependent, for it is translated like a verb. Yet it is still dependent semantically, because it cannot exist without the main verb. It is translated as a finite verb connected to the main verb by and. The participle then, in effect, "piggy-backs" on the mood of the main verb. This usage is relatively common, but widely misunderstood."
Derefter kommer en nærmere forklaring omkring det og typiske kendetegn, som passer perfekt ind i dette eksempel. Meningen bliver absolut bedst ved at forstå det som et sådant participium.
Jeg vil derfor til enhver tid forsvare den danske oversættelse som en udmærket og meget korrekt oversættelse: "Gå derfor hen og gør til disciple ...".
Matt 28,18: (1) Jesus kom hen og talte til dem: Al magt i himlen og på jorden er blevet givet til mig.
Matt 28,19: Gå derfor (2) hen og gør alle folkeslagene til disciple (3), idet I døber dem i (4) faderens og sønnens og den hellige ånds navn,
Matt 28,20: og idet I lærer dem at overholde alt, hvad jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer indtil verdens (5) ende.
(1) Der står også "og" (kai) i grundteksten, men jeg vil påstå, at der måske kan være tale om en hebraisme. På hebraisk bliver bliver sætninger i en narrativ tekst bundet sammen med "og" foran hvert verbum for at udtrykke på hinanden følgende handlinger. Men at oversætte "og" hver gang virker på dansk ødelæggende og unaturligt for flow'et.
(2) "Oun" har grundbetydningen "altså", men kan både bruges Inferentielt ("derfor") og transitionelt ("altså"). Udfra sammenhængen er DO92 en udmærket oversættelse (inferentielt), da det tydeligt har udsagnet i v. 18 som grund. Men en anden mulig oversættelse ville være: "Gå altså hen ..." (eng: "Now, go and ...").
(3) "Gøre til disciple" er her ét ord (et verbum), jf. det engelske verbum "to disciple".
(4) Her er så den store diskussion om betydningen af "eis", som i grundbetydningen betyder "til", og som gav anledning til hele Feldbæk-sagen
(5) "Aionos" betyder mere end blot verden. Der er tale om denne verden. Ordet tidsalder kommer måske nærmere. Det kunne således oversættes "... indtil enden på denne tidsalder".
... hehe, det er helt skønt at rode med det græske igen
Konklusion: Den danske oversættelse er for mig at se ganske udmærket og præcis.
Citat: Og så lige til sidst: Vi må ikke glemme, at missionsbefalingen ikke kun handler om mission - den handler også om oplæring til efterfølgelse og discipelskab!
Den måde du skriver dette på er faktisk lidt interessant.
Discipelskab er ikke en efterfølgende ting vi skal fokusere på (som en tidslinie hvor er person når til omvendelsen og derefter skal i gang med discipelskab), nej, discipelskab er i sig selv hele den proces gennem dåb og oplæring. Ofte tænker vi nok "omvendelse først, discipelskab derefter", men det er ikke det, der står i teksten. Vejen til omvendelse er i sig selv discipelskab, og har oplæringen til at holde Jesu befalinger indbygget i sig.
Mission er ikke blot at få folk til at komme til tro, uden discipelskab. Discipelskab er en del af omvendelsen, ikke noget efterfølgende.
Vigtigere endnu: Måske er det en følge af vores meget opdelte tænkning omkring retfærdiggørelse og helliggørelse. Retfærdiggørelse er rigtignok grundlaget for helliggørelse, men er der tale om tidsperspektiv? Er der ikke snarere tale om en betingelse i årsagsperspektiv? Vores lineære historieopfattelse har måske spillet os et puds i det spørgsmål og været årsag til fejlagtige kategorier i teologien?
Blot en tanke. Det er ganske betydningsfuldt for den måde vi tænker omvendelse på (hmm ... nu er vi henne ved emergent church igen; det var måske lidt off topic )
kristina
Ordstyrer
Bruger
Reg.: 12/10/2001
Indlæg: 13970
Sted: Nivå, Karlebo sogn
Godmorgen Søren - - det er da skrækkeligt som JesusNet gør indhug i nattesøvnen - der er vist lim på caféstolene .. -
Jeg vil bare lige - for mit eget vedkommende - særligt påskønne dette spørgsmål fra dig:
Vigtigere endnu: Måske er det en følge af vores meget opdelte tænkning omkring retfærdiggørelse og helliggørelse. Retfærdiggørelse er rigtignok grundlaget for helliggørelse, men er der tale om tidsperspektiv? Er der ikke snarere tale om en betingelse i årsagsperspektiv? Vores lineære historieopfattelse har måske spillet os et puds i det spørgsmål og været årsag til fejlagtige kategorier i teologien?
- for det sætter gode og klare ord på noget, som jeg selv har rodet en del med uden at få formuleret - - jo, jeg tror helt bestemt du har ret!
Både her og i rigtig mange andre sammenhænge i Bibelen kommer vi i vanskeligheder med forståelse og tolkning, fordi vi altså bare ikke kan tænke os ud af det lineære - kun lige glimtvis ane, at der findes et overordnet "udenfor" ..
Tak til alle jer for jeres input - det er ingen skade til at måtte op på tå - og til tider hoppe højt op! - for at indfange meningen ..
Citat: Vigtigere endnu: Måske er det en følge af vores meget opdelte tænkning omkring retfærdiggørelse og helliggørelse. Retfærdiggørelse er rigtignok grundlaget for helliggørelse, men er der tale om tidsperspektiv? Er der ikke snarere tale om en betingelse i årsagsperspektiv? Vores lineære historieopfattelse har måske spillet os et puds i det spørgsmål og været årsag til fejlagtige kategorier i teologien?
Jeg tilslutter mig kristinas hip!
Og jo, "Gå derfor" er bestemt ikke helt skeløjet; men hvor er det da skønt at der til alle tider er brug for at vi ser på bibelens egentlig intention og revurderer vores egen læsning af den gode bog!
For mig at se er evangelisation og mission i DK i al for udpræget grad præget af en gold og ekskluderende aktivisme når det bare er så grundlæggende for alle os, der tror. Det er en identitet vi må bo i: At være mission.
Nissen
Bruger
Reg.: 30/06/2006
Indlæg: 392
Sted: Århus
Hej Søgende, du skriver:
Citat: Den måde du skriver dette på er faktisk lidt interessant.
Discipelskab er ikke en efterfølgende ting vi skal fokusere på (som en tidslinie hvor er person når til omvendelsen og derefter skal i gang med discipelskab), nej, discipelskab er i sig selv hele den proces gennem dåb og oplæring. Ofte tænker vi nok "omvendelse først, discipelskab derefter", men det er ikke det, der står i teksten. Vejen til omvendelse er i sig selv discipelskab, og har oplæringen til at holde Jesu befalinger indbygget i sig.
Jeg syntes måske nok, at den modsætning du her skitserer er noget kunstig.
Udfra mange steder i NT vil jeg hævde, at discipelskab i høj grad handler om efterfølgelse - spørgsmålet som du stiller er så: Hvornår bliver man en discipel?
Mit svar er: Det bliver man, når man bliver døbt! Herefter følger så et langt liv, hvor man til stadighed skal lære, hvad det vil sige at være en discipel - eller: Hvad det vil sige at følge Jesus efter.
Jeg kan ikke lige se, hvad der skulle være det store problem i den forståelse?
- Altså Brian, nu må vi kalde til orden her - det er forbudt at komme med reklameindslag !!! 
)
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.