Citat:
Definér ydmyg..

Citat:
Og hvad med Moshe.. Mener du at han levede ydmygt (efter at Herren (bH) havde kaldt ham)??

Citat:
Som kristen efterlever du så Kristi ydmyghed på en selvudslettende måde?

Citat:
At være ydmyg vil sige, at man er underdanig, ærbødigig; at man underkaster sig. At man ikke gør krav på noget, men acceptere tilværelsens luner og menneskenes gerninger uden vrøvl. Og skal man endelig beklage sig, så kan man gøre det til Gud.

Citat:
Er der nogen særlig grund til, at du netop trækker Moshe frem som eksempel?

Citat:
Umiddelbart vil jeg mene "ja".
Han gør dog godt nok et stort nummer ud af, ikke at blive Guds udsending, idet han kaldes (ved den brændende tornebusk).

Kan det ikke opfattes som ydmyghed .. Moshe, hyrden der har fornægtet sin høje stand, som Herrens profet (bH)?? Nej, vel??

Det der fik mig til at ville fokusere på Moshe, udover det allerede nævnte, var i forhold til din fremhævelse af ydmyghed og Jesus.. Moshe og Avraham sagde Herren imod og gik i rette med Ham (bH).. De var ikke bange for at henlede Herren på nogle ting, de ikke kunne se sammenhængen i eller som de mente var imod Ham selv.. Ja, Avraham købslår ligefrem med Herren om Sodoma og Gomorra..

Tilgengæld ser man ikke samme ting hos Noach, der bare acceptere at Herren (bH) vil udrydde hele jordens befolkning uden overhovedet at gøre indsigelser.. Det synes jeg, er værd at lægge mærke til.. Specielt når man taler om ydmyghed hos "gudskaldte" personer..

Citat:
Jeg havde faktisk ikke de i GT optrædende personer i tankerne, da jeg skrev mit første indlæg. Jeg tænkte mere på de i kristendommen fremkommende martyrer, som efter signende gik i døden med takkesang og lovprisning.

Citat:
Er der evt. nogle træk hos Moshe, som du mener indikerer, at han ikke var ydmyg?

Citat:
Jeg oplever, at mange kristne (og ikke-kristne) gør oprør, når jeg ytrer min mening om, at man som menneske og kristen bør leve med en selvudslettende ydmyghed.

Citat:
Som kristen efterlever du så Kristi ydmyghed på en selvudslettende måde?

Citat:
Som menneske lever du da ydmygt?

Citat:
Eller mener du ikke, at Kristi ydmyghed er selvudslettende?

Citat:
Kristi ydmyghed var ikke selvudslettende.

Citat:
men jeg ved jeg lever i nåden uanset hvad, så jeg klør på!

Citat:
Men jeg mener også vi kan gå for langt i det selvudslettende element. Vi må ikke glemme at vi er Guds børn, skabt af Gud til at leve for og i Ham. Vi må ikke fornægte os selv eller kommer ind i en usund vane hvor vi ser på os selv som "uslinge" og værdiløse, bare fordi vi kommer til at synde. Så vi skal finde en sund balance her.

Citat:
Mener du ydmyghed er noget man gør, og må tage konsekvensen af, når man lever efter det?
Eller er ydmyghed, at man lader sig forme Gud, ved at være blød og ikke stiv?

Citat:
Så ydmyghed er, når man indser nødvendigheden af, at formes af Gud til et "nyt lerkar". For at leret kan formes, må det ikke være hårdt og tørt, men blødt og fugtigt.

Citat:
Men selvudslettelse? Jeg véd ikke rigtigt ... jeg ville nok ikke uden videre bruge det udtryk. For at udsagnet ikke skal blive misforstået, kræver det nemlig en længere forklaring ..

Citat:
Citat skl: men jeg ved jeg lever i nåden uanset hvad, så jeg klør på!


Citat museeye : Netop dén tanke, at "nå, ja - jeg lever jo i nåden, så skidt med, at det ikke lige gik denne gang.." er vel meget farlig, eftersom den lyder, som sød musik i øret, og er som honning for ganen, forstået på den måde, at man bliver doven og lidt ligeglad med, om man nu gør det, som Kristus byder os, fordi vi hele tiden henviser til Hans evige nåde?

Citat:
Citat skl: Men jeg mener også vi kan gå for langt i det selvudslettende element. Vi må ikke glemme at vi er Guds børn, skabt af Gud til at leve for og i Ham. Vi må ikke fornægte os selv eller kommer ind i en usund vane hvor vi ser på os selv som "uslinge" og værdiløse, bare fordi vi kommer til at synde. Så vi skal finde en sund balance her.

Citat museeye: Kan vi gå for langt? Jesus gik da lige ind i døden - og ud igen!

Citat:
Jeg tror, vi bliver nødt til at fornægte os mange af de goder, som findes i dette verdslige liv, for ikke at få fedt om hjertet. Paulus skriver om det kristne liv som en disciplin i atlektik - en atlet må leve sundt og rent for at kunne yde sit bedste, og i et sådant liv må man give afkald på meget for at få det bedste - netop guldmedaljen!

Jeps, de verdslige glæder er intet i forhold til de himmelske. Jeg tror det samme, så jeg er helt enig!

Citat:
Han kunne skelne mellem godt og ondt - og formåede at vælge det gode! Dog mener jeg også, at han opfordrer os til at gøre ligeså, men så bliver livet svært, for det er jo oftere mere spændende at vælge det slette frem for det rette.

Citat:
På intet tidspunkt giver bibelen udtryk for, at Jesu død på korset var noget der hændte ham pga. hans selvudslettende personlighed. En af anklagerne imod ham var jo, at han kaldte sig selv Guds Søn og gjorde sig selv til Gud. Det lyder ikke somom han krøb langs væggene - heller ikke når han med en pisk smed vekselererne ud af templet, med beskeden om, at de havde gjort hans fars hus til en kræmmerbod.

Citat:
selvom du er ret radikal! - dejligt med noget kristent radikalitet!!

Det tager jeg som et kompliment Selvom mange herinde ikke er så glade for radikal kristendom!

Citat:
Citat skl: men jeg ved jeg lever i nåden uanset hvad, så jeg klør på!

Citat museeye: Netop dén tanke, at "nå, ja - jeg lever jo i nåden, så skidt med, at det ikke lige gik denne gang.." er vel meget farlig, eftersom den lyder, som sød musik i øret, og er som honning for ganen, forstået på den måde, at man bliver doven og lidt ligeglad med, om man nu gør det, som Kristus byder os, fordi vi hele tiden henviser til Hans evige nåde?

Citat skl: Jeg fejler i at være selvudslettende, fordi jeg piller i min egen navle og er ligeglad med min næste... MEN selvom jeg gør dette, så ved jeg, at jeg lever i Guds nåde. Det sløver mig ikke - men inspirerer mig; så derfor skrev jeg; at uanset hvordan jeg lykkedes som kristen, så lever jeg i nåden, og derfor klør jeg på med at tjene næsten og følge Gud.

Citat:
Men vi kan gå for langt i det selvudslettede element hvis vi begynder at fornægte os selv i den dur at vi hader os selv, ser os som uslinge og værdiløse. For i Guds øjne er vi Hans kære skabninger, tror vi på Jesus er vi Guds børn og har en så stor værdi at Jesus jo døde for os. Så i den forstand kan vi gå for langt i det selvudslettende element. Så den sunde balance jeg omtaler er at vi skal vide at vi er elsket, men samtidigt fornægte vores kødelige lyst (som ikke er fra Gud) men leve som nye mennesker døde fra synden.

Citat:
Hvordan ved du, at du lever i Guds nåde? Ganske vidst kan vi ikke gøre os fortjente til Hans nåde, men hvordan ved vi, at vi står i Hans nåde? Og er det kun kristne der står i Hans nåde? Og kan vi som mennesker overhovedet tillade os at tale om, hvem der har guds nåde eller ej?

Citat:
4) Hvad er meningen med, at klø på "med at tjene næsten og følge Gud" eftersom vi (måske?) forbliver i nåden, uanset om vi synder?

Citat:
2) Hvordan ved du, at du lever i Guds nåde? Ganske vidst kan vi ikke gøre os fortjente til Hans nåde, men hvordan ved vi, at vi står i Hans nåde? Og er det kun kristne der står i Hans nåde? Og kan vi som mennesker overhovedet tillade os at tale om, hvem der har guds nåde eller ej?

Vi véd, at vi lever i Guds nåde, af den enkle grund, at det har Gud sagt! Derfor kan vi tillade os at sige det!
Og ja, det er kun kristne, der står i Hans nåde, det er nemlig selve definitionen på at være kristen.

Men hvem er så "kristen"? Ja, her kan vi så kun sidde hver for sig og sige enten:
1) Det er jeg!
2) Det er jeg ikke!
3) Det er jeg måske nok!

Jeg siger 1): Det er jeg!
Du kan ikke vide om det er sandt, jeg kunne være en løgner!
Gud véd det.

Hvad så med den og den og den - og ham - og hende - og alle de andre???
Vi véd det ikke! Vi kender kun vores medmennesker fra ydersiden!

Der er et skriftsted, som jeg hele tiden vender tilbage til, når jeg falder i og begynder at spekulere på om "den anden" nu har sin sag med Gud i orden, det er Jesu ord til Peter i Joh. 21,22:

»Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!«

Sagt på nu-dansk: "Hvad i alverden kommer det dig ved?
Det er ikke dit bord!
Det er min sag, ikke din!"

Så vores kald er:
- at følge Jesus = at stole på Guds løfter
- at prædike evangeliet = at forkynde Kristus
- i tro og tillid at lægge os selv og vores medmennesker i Guds kærlige hænder.

("- - med hele resten har det ingen fare!" )

Hvad siger du til det?

kristina

Citat:
1) Jeg kritiserede ikke som sådan dig, men selve tanken om at leve i Guds nåde.
og
2) Hvordan ved du, at du lever i Guds nåde? Ganske vidst kan vi ikke gøre os fortjente til Hans nåde, men hvordan ved vi, at vi står i Hans nåde? Og er det kun kristne der står i Hans nåde? Og kan vi som mennesker overhovedet tillade os at tale om, hvem der har guds nåde eller ej?

Citat:
3) Det er interessant at det inspirerer dig, for mig ville den tanke nok sløve mit sind - men du må gerne uddybe hvorledes det inspirerer dig, i stedet for at vugge dig i søvn.

Citat:
4) Hvad er meningen med, at klø på "med at tjene næsten og følge Gud" eftersom vi (måske?) forbliver i nåden, uanset om vi synder?

Citat:
1) Det virker til, at selvom vi har taget imod Kristus som vor Herre og Gud, så lever vi dog stadig i denne verden og begår også stadig synd - for vi er jo endnu ikke sluppet væk fra "kødets" lyster.
2) Ovenstående er mit argument for til stadighed at hade mig selv og min familie, for det syndige menneske jeg til stadighed er, uanset at jeg har underlagt mig Kristus.
3) Jeg vil ikke elske mig selv, som det (syndige) menneske jeg er, men jeg vil elske mig selv, fordi Gud elsker mig som sin skabning!
4) Jeg tror ikke, at vi som mennesker her på jorden kan leve et syndfrit liv, uanset om vi har modtaget Jesus som Fresler og Herre, og det bygger jeg bl.a. på Romerbrevet kap. 7,19: "For det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg."