Hej Moe.
Nu er tråden kommet op igen, og jeg kan se at jeg havde lovet dig at svare på dette indlæg, men det blev aldrig til noget, det må du undskylde.
Du mener, at det er ansvarsforflygtigelse, og at der ligger en enorm autoritet i at sige, at man bare kolporterer en bibelsk holdning.
Jo, men autoriteten er jo netop ikke vores egen. Desuden er vi jo selv forpligtet på den samme autoritet. Jeg vil stadig mene, at der er forskel på at sige noget, fordi man selv har fundet på det, og så at sige noget, fordi man mener, at det er forpligtende, selv om man ikke selv har fundet på det.
Og ansvarsforflygtigelse i forhold til hvad? At søge at leve efter Guds ord er vel også udtryk for, at vi står til ansvar overfor Gud med vore liv?
Du skriver, at der ikke står i Bibelen, at homoseksuelle skal leve i cølibat. Det kan du for så vidt have ret i. Men hvad er alternativet, når der står, at man ikke må udøve homoseksualiteten?
Eller jo, der er et alternativ, som man evt. ville have rådet folk til for 50 år siden (og som nogle evt. stadig praktiserer?): At lade som ingenting og gifte sig med en af det modsatte køn og så håbe, at det går over af sig selv!
Men er det noget, du ville anbefale? Jeg tror ikke det er nogen god ide. Den anden part ville nok efterhånden føle sig bedraget, og at ægteskabet blev indgået på falske præmisser. Jeg tror det er på den baggrund, man ikke tilråder det i fx IM, men siger at det så er bedst at leve alene. Og ifølge den kristne etik bør den ugifte jo leve afholdende, uanset tilbøjelighed. Det er nu engang ikke en ramme, "vi" har sat. Men selvfølgelig kan man give praktiske råd, uden at det behøver at blive til nye bud. Og du har nok ret i, at sådanne råd også kunne være nyttige i forbindelse med kampen mod andre synder, men at det ofte bliver meget svævende og ukonkret, modsat fx de seksuelle synder. Det synes jeg også selv, er en mangel.
Jeg mente ikke, at det nødvendigvis var det samme med den homoseksuelles og den enlige heteroseksuelles livsvilkår. Mit sammenligningspunkt var bare det, at hvis vi synes, et bud lyder ubærligt, skal vi tænke på, at vi jo accepterer noget, som andre også synes virker måske ligeså ubærligt. Fx. afholdenhed før ægteskabet set fra en ikkekristen synsvinkel.
Tro mig, det er ikke småting man kan få at høre af spørgsmål, hvis ikkekristne finder ud af at man har tænkt sig at reservere sex til ægteskabet!
Hvordan man dog bærer sig ad (hvad forventer de dog at man skal svare på det?), og det der er værre... (jeg skal skåne dig for "det værre" her!
)
Du skriver: "En homoseksuel MÅ IKKE have sex overhovedet. En heteroseksuel skal VENTE. En homoseksuel MÅ IKKE leve i et tæt, intimt kærlighedsforhold, der varer livet ud. En heteroseksuel må gerne."
Sådan kan det være, men så sort / hvidt er det ikke altid. Fx hvis den homoseksuelle ændrer driftsretning og gifter sig med en af modsat køn. Tætte kærlighedsforhold er i øvrigt heller ikke forbeholdt seksuelle forhold. Der er jo også andre slags kærlighed.
Og så må man huske, at det jo altså ikke er en garanti, at man bliver gift (og altså kun "skal vente"), blot fordi man er heteroseksuel. De, der aldrig bliver gift, har jo samme livsvilkår som de før beskrevne. Det er jo heller ingen garanti, at det seksuelle fungerer, blot fordi man er gift. Der kan fx være sygdom eller andet, hvor man så er forpligtet på troskab alligevel.
Men at opleve et seksuelt forhold er jo heller ikke nogen betingelse for at leve et lykkeligt liv, selv om tidsånden hævder det. ("Uden sex, ingen livsglæde", hed en overskrift i Ekstrabladet engang). Både Jesus og Paulus har mange positive ting at sige om den enlige stand, noget vi måske ofte glemmer. Også her gælder det, at Jesus lover, at det, man forlader for hans og evangeliets skyld, får man igen. Det må være Jesus, der står først i vores liv, ham vi må elske mere end alt andet. Denne kærlighed kan han skabe i os. Hans kærlighed er større end noget menneskes. Og har vi ham, har vi alt, hvad vi har brug for - også selvom tidsånden og vores egen fornuft skulle sige noget andet.
Det er nok ofte en proces at komme til den erkendelse, sådan generelt, men det er muligt, fordi det er det perspektiv, Guds ord ridser op for os.
Jeg er enig med dig i, at det ville være et vidnesbyrd, hvis vi gik foran i kampen mod hån og latterliggørelse.
En bemærkning til mit tidligere spørgsmål: Tager vi vore egne syndige tilbøjeligheder ligeså alvorligt, som vi forventer, at de homoseksuelle skal tage deres?
Jeg kan komme med et personligt eksempel. Stillet overfor det spørgsmål fandt jeg ud af, at der var ting, som jeg også måtte gøre op med i mit eget liv, men som jeg nok ikke havde taget så alvorligt før - og dermed levet i synd.
Konkret var der tale om dovenskab. Noget, som Paulus omtaler som synd i 2.Thess.3. Vi opfordres også til at være tro i vores arbejde. Det havde jeg ikke altid været.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at den ikke blev taget alvorligt som sådan. Da jeg overfor en medkristen formulerede det sådan, at jeg havde levet i synd, svarede han med et uartigt fnis: "Med hvem?"
Hmm...
Andre sagde ting som: ja men man skal da også slappe lidt af en gang imellem". (Ja, det skal man, men det er ikke det jeg taler om.)
Eller: nu skal du jo ikke straffe / fordømme dig selv. (Nej men der er vel også noget der hedder syndserkendelse og omvendelse - og modtagelse af nåden - og det er jo ikke selvfordømmelse.)
Eller: jamen det er jo også svært at holde sig selv i gang. (Ja, men giver det dispensation til ikke at gøre, hvad man med rette kan forvente - og hvad med en ide til, hvordan det bliver mindre svært?)
Men havde jeg haft en lesbisk tilbøjelighed, så skulle folk nok tage det alvorligt! Så ville de ikke bare have sagt, at det jo også var svært, og man skulle da også have lidt kærlighed engang imellem osv.
Så ville man have sat himmel og jord i bevægelse for at stå med i kampen mod synden!
Nå, ja. Det blev en længere smøre.
Mvh. Anne.
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.