Så nærmer tiden sig igen med julegaveræs, stress, depression, Jesu-fødeselstidspunkts-debatter, lavvande i pengekassen, dårlige julekalender-serier, ugebladenes "forbered dig på julen"-magasiner etc. etc. etc.
Se bort fra ovenstående og undr dig over dette: julegaver!
Jeg fatter ikke pointen med fødselsdage og de (åbenbart?!) dertilhørende gaver. Men julegaver?? Hvad er nu det for noget?
Jeg har forsøgt at præsentere min familie for den ide, at vi i år ikke giver hinanden julegaver, men i stedet fx spiller spil, synger sange, taler sammen osv. Men nej, den ide faldt ikke i god jord. Og hvorfor ikke? Fordi, som min mor sagde "Det er da noget underligt noget." Jatak, så har jeg hørt det med!
Jeg kan da godt se det: julen handler selvfølgelig for den ægte dansker om at spise rigtig fed og dejlig usund mad i lange baner, samt slide skosålerne op på de bonede gulve i Magasin i jagten på den helt rigtige nipsting, som alligevel går itu eller bliver væk i julerodet, når det traditionsrige juletræ "plyndres".
Jeg forstår det godt. Jeg har været en indgroet del af det traditionsgevær, som hvert år affyrer den samme salve mod et perfekthedsideal. Hvert år skyder man forbi. Jeg kunne lide traditionerne - for det kunne resten af min familie, og det satte man ikke spørgsmålstegn ved!
Men men men. Jeg er begyndt at undre mig - og nu forlanger jeg selvransagelse og ærlige svar: hvilken jul foretrækker du, og hvorfor?