Det er et udmærket emne at tage op på dette forum, synes jeg. Ikke mindst fordi det netop ER en misforståelse at se mennesket som "treenigt" bestående af ånd, sjæl og legeme. Indtil for blot et halvt år siden havde jeg selv den samme opfattelse og jeg er i dag glad for, at der var en, som bragte mig på andre tanker. (Vistnok Andreas, men det husker jeg ikke præcist)
For mig at se er sjælen dog alligevel en forudsætning for overhovedet at kunne tale om den frie vilje, men det vil jeg lige vende tilbage med en forklaring på.
Når vi ser sjælen som noget udødeligt er det vel egentlig blot en klamren sig til et håb om, at vi lever videre efter vores død, men ser man på kristendommen, så er der absolut intet, der taler for en sådan opfattelse. Skulle man tale om en kristen måde at se det på, ville beskrivelsen på et menneske nærmere lyde sådan, at mennesket er en sjæl med en ånd, som bor i et legeme. Når dette legeme dør og forvitrer, er mennesket hensat i en slags hensovet tilstand i det, vi kalder dødsriget, hvorfra vi engang skal bringes til live igen med et opstandelseslegeme. Jeg vil i første omgang ikke bringe bibelcitater på banen for denne opfattelse, men det kan jeg måske vende tilbage til, hvis nogen ønsker det.
Det, der er langt mere interessant er, hvorfor det er så betydningsfuldt, hvordan vores opfattelse etr af denne sag. Det kan nemlig ved første øjekast virke som fuldstændigt ligegyldigt, om sjælen er en selvstændig enhed eller om den er en uadskillelig del af det hele menneske. Men jeg mener bestemt, at det har en betydning for vores religiøse opfattelse og deri ikke mindst vores opfattelse af andre religiøse verdensbilleder end vores egen.
Det er i vores tid ofte blevet fremført, at reinkarnationslæren er ganske forenelig med den kristne tro, men det er bestemt ikke tilfældet. Årsagerne er flere. For det første betragtes mennesket som noget unikt, noget uerstatteligt, i modsætning til den opfattelse, der huserer i bl.a. New Age, hvor mennesket blot er en del af det store hele og derfor ingen betydning har i sig selv. Se blot på den sprogbrug, vi har i dag. Førhen var mennesker "personer." Dvs. en tilkendegivelse af, at vi havde eksistensberettigelse og værdi uafhængigt af resten af verden. I dag er vi "individder," dvs det mindste, man kan være i en støre sammenhæng, det udelelige. Sådan ser kristendommen ikke på det. For Jesus ville have gået her på jorden i menneskeskikkelse og lidt døden, om så du skulle være den eneste, der ville blive frelst ved det. Hvis mennesket således er en sjæl, der bliver genfødt, så har det enkelte menneske ikke mere værdi end at hvis det går galt, så får man jo bare chancen en gang til og så har man lært lidt af livet, som man kan viderebringe til sit næste liv. Hvis mennesket derimod ER en sjæl, der IKKE bliver genfødt, så får det enkelte menneske en uerstattelig karaktér, for det har jo kun dette ene liv, denne ene chance før døden holder sit indtog og man bliver hensat i dødsriget, hvor man venter på, at Jesus kommer igen.
Jeg vil holde her og fortsætte lidt senere, når jeg får lidt tid til det.
Per
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Del 2
Så fandt jeg atter lidt tid og nu vil jeg så bevæge mig lidt tilbage til det med sjælen og nu gælder det om at hænge på, for nu bevæger jeg mig for alvor ind i det filosofiske:
Har mennesket en sjæl?
Spørgsmålet er noget mere simpelt end svaret nogensinde kan blive, men skal jeg svare meget kort, vil jeg sige: Ja! mennesket har en sjæl. Men det er ikke nok blot at sige sådan, for hvad er det egentlig for noget med den sjæl?
Som kristen tror jeg på, at Gud har givet os vores frie vilje. Hvis dette ikke var tilfældet, ville det ikke være vores ansvar, hvordan vi er. Det ville helt og aldeles være Guds ansvar. Så kan man selvfølgelig begynde at se på, om det er rimeligt eller ej, at vi drages til ansvar for vore handlinger, men det er for mig at se en fuldstændig ligegyldig diskussion og grunden er egentlig meget simpel: Vi kan intet gøre for at ændre det, for har vi ikke vores frie vilje er alt, hvad vi gør, fastlagt.
Lad mig give et lille eksempel:
En forbryder står foran en domstol. Kan vi dømme ham? De fleste ville nok sige, at hvis vi har vores frie vilje er det retfærdigt at dømme ham, for så er han ansvarlig for sine egne handlinger, men har vi IKKE vores frie vilje, må dommeren lade ham gå ustraffet bort, for han har jo blot gjort det, som er fastlagt. Nej! siger jeg. Hvis du mener det, har du ikke forstået sagen til fulde. For har vi ikke vores frie vilje, så gælder det samme for dommeren og alle vi andre. Vi dømmer manden og straffer ham, for også dét er fastlagt. Vi bevæger os altså alle ad den sti, som vi er bestemt til.
Dermed er enhver tale om, at vi ikke har en fri vilje ligegyldig, for har vi den, tager vi fejl og har vi den ikke, er selve diskussionen OGSÅ fastlagt. Men selvfølgelig skal der da være plads til den holdning også, selv om denne linje, jeg sidder her og skriver i så fald ville fastlagt ligesom alt andet.
Og så alligevel. Der er nemlig det ved det, at skulle vi mangle denne frie vilje, så er det ikke sikkert, at alt er fastlagt. Måske er der rene tilfældigheder blandet ind i det hele. Men det er blot et lille sidespor.
Så vil jeg vende mig til holdningen om, at vi HAR en fri vilje. Denne frie vilje kan ikke eksistere uden en vis form for uafhængig beslutningsprocess. Med det mener jeg ikke, at vi ikke kan påvirkes af udefra kommende ting, men jeg mener dermed, at der til en vis grad må være uafhængighed i forhold til både de udefra kommende ting og de indre processer. For hvis ethvert valg er baseret alene på de udefra kommende ting sammen med nogle indre processer, de være sig enten tilfældige eller ud fra princippet om aktion-reaktion, så er vi reelt uden medbestemmelse på noget som helst. Alle vore beslutninger er enten systembestemte, tilfældige eller en blanding af de to.
Og det er her, sjælen kommer ind i billedet. Hvis der skal være en beslutningsprocess, som bevæger sig ud over det tilfældige eller systembestemte, må den nødvendigvis foregå på et andet plan end det fysiske og det er netop dét, vi kalder for sjælen eller ånden. Selv foretrækker jeg at kalde det ånden, fordi jeg betragter sjælen som ånden og legemet i fællesskab, dvs dét, der gør mig til et menneske. Dyrene har ikke andet end legemet og de instinkter, som er nedarvet i genmassen, men som mennesker har vi noget, der rækker ud over den fysiske verden og netop dette noget, ånden, giver os vores frie vilje og i sammenspillet mellem ånden og legemet finder vi sjælen, der således har en fri vilje.
Jeg vil snart vende tilbage med 3. del af min lille spekulation...
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Del 3
Den tredje del af mit indlæg handler om, hvorfor sjælen er forudsætningen for Guds eksistens.
Det kan beskrives meget kort: hvis sjælen er det eneste, der kan gøre, at vi har en fri vilje, må det være fordi den bevæger sig ud over det fysiske. Det eneste, der ellers bevæger sig ud over det fysiske er det, vi kalder Gud. Sjælen kan for mig at se altså ikke være til uden Gud, for ellers ville også dén jo være et produkt af udvikling i formen aktion-reaktion og ville således også være af samme karakter som det, den er udsprunget fra.
Jeg er iøvrigt lidt forbavset over, at ingen har svaret på mit indlæg, men måske er det, fordi I ville vente til jeg var helt færdig. Det er jeg nu. Skyd løs...
Per
Ændret af holbo (17/11/2001 01:12)
Forrige tråd
Oversigt
| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.